Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
7778Visninger
AA

8. Hjælp.

Tanker blev smit ud af mit hoved, mens en fed Volvo susede forbi mig. Sneen blev kulet over på mig, så jeg lignede en sne mand. Folk kiggede på mig, når jeg gik forbi med tårerne renene ned af kinderne. Ingen hjalp mig, de forsatte bare videre, uden at de tænkte over mig overhovedet. Det var måske også bedst for alle. Så ville der ikke være ret mange tårer tilbage, når jeg var død af kulde eller sult. Flere og flere mennesker kiggede undrende på mig.

Min tanker fløj over til drengende, der havde hjulpet mig nogle gange. Jeg burde sige farvel til dem, for en sidste gang, og sige at de havde været dejlige at lære, at kende. Jeg vil komme til at savne dem. Deres stemmer. Deres smukke ansigter, der smilede varmt ud til mig. Og deres venlighed, som havde givet mig et skub.

Jeg måtte heler ikke glemme Frederikke, der havde været der for mig, lige siden jeg var flyttet til England. Det havde været hendes forældre, der havde lært mig det engelske sprog, da de var nogle fantastiske skolelærere. Men jeg kunne ikke gå hen og sige det til nogen af dem. Men hvordan ville de tage det? Sikkert fint selvom jeg vidste, at de holdt af mig, men hvor var de når jeg virkelig havde brug for dem?

                                                                       ***

Det blev koldere og koldere jo længer tid der gik. Til sidst måtte jeg svøbe jakken godt om mig, mens fortovene blev opslugt af mørke. Der var blevet meget stille, da alle var taget hjem for at holde jul, og Kims velkendte bil kørte forbi mig. Han sendte mig et håneligt blik, mens et ondskabs fuldt smil blev sendt over hans læber. Han kørte videre. Jeg håbede han en dag ville føle skyld følelse. Jeg lover, at jeg en gang ville afsløre ham for alle andre, men hvordan. Jeg gik videre ned ad en tom gade, hvor julehyggen ikke blev sparet på.

Inden gennem vinduer stod familier og dansede om juletræet, mens andre åbnede glad deres gaver. Jeg så en pige, der var omkring tretten år trække en sækkepude med One Direction på. Det så ud som om hun hvinede glad, inden hun gav gæsterne et kæmpe kram. Jeg kiggede roligt på sækkepudens billeder. Jeg betagede dem alle, men det var Louis jeg betagede mest. Pigen satte sig tilfreds ned i den, mens deres ansigter blev utydelige. Det var ubehageligt, at se så mange glade piger, der fik One Direction ting. Jeg vidste, at de gerne ville give mig alle de ting, hvis jeg lovede dem, at de ville komme til at møde One Direction. Men så ville jeg heler kende drengende, end at have alle de ting.

En kæmpe tristhed bølgede over mig, hver gang jeg så familier hygge sig sammen, mens jeg måtte leve ude i elendigheden. Tanken om at bo i Danmark sammen med mine rigtige forældre ville kunne gøre mig lykkelige eller hvis jeg løb ind i drengende. Måske ville de tage mig med sig, så jeg ikke skulle dø her ude, uden at have set dem. Deres stemmer genlød igen inde i mit hoved. Denne gang kunne jeg høre Louis’ stemme helt tydeligt, at jeg troede, at han stod bagved mig, men hver gang jeg vendte mig om var han der ikke. Jeg sukkede dybt, før jeg forsatte min vandring rundt i byen, som jeg boede i.

Lige nu ledte jeg efter et varmt sted at sove. Jeg turde ikke gå hen og banke på hos nogen, og spørger om jeg måtte overnatte hos dem en enkel gang.

Jeg gik flere forskellige veje. Ned af gader. Ned ad gågader, hvor skumle fyre holdt øje med mig. En af dem pegede på mig, og de andre grinede håneligt. Jeg følte mig ikke spor tryg lige nu. Jeg begyndte at løbe, da jeg så dem gå hen mod mig.

”Hey, smukke hvor skal du hen!” råbte en af dem. Jeg vidste, at de løb efter mig.

Jeg prøvede at ruste dem af. Det lykkes mig efter langtid. Jeg standsede forpustet op inde i en blindgyde, hvor edderkopper kravlede op ad muren, over den pludselige gæst. Jeg satte mig op ad muren, der var lavet af solidt murværk. Muren var kold og fugtig.

Mit hjerte pumpede hårdt mod mit bryst, mens sneen dalede tæt ned omkring mig …

 

Louis’ ansigt stod foran mig. Han så bekymret på mig, mens resten af bandet kiggede roligt på os. Louis tog fat i min hånd. Han trækkede mig op, så jeg stod helt tæt ind til ham. Jeg kunne mærke hans åndedragt mod mit hår. Han var højre end mig, da han tydeligvis var ældre en mig. Jeg gik ham til brystkassen, der hævede sig op og ned ifølge hans rolige vejrtrækninger. Jeg følte mig tryg, meget tryg, som om der kunne udbryde en verdenskrig lige foran snuden på mig, og jeg ville ikke komme til skade. Ikke lige så længe Louis trækkede mig til sig. Jeg kunne høre hans beroligende hjerte gennem hans T-shirt. Han sagde søde ting i mine øre. Jeg smilede for været ord …

 

Jeg vågnede op. Jeg vidste ikke hvor jeg var. Rummet for stort, og fint møbleret. Væggene var malet lyserød. Lige den farve jeg allermest hadede i hele mit liv. Min ynglings farve var sort, da folk ikke sådan kaldte den en farve. Nogen gjorte ikke. Jeg kiggede over på et ur, der lyste op på loftet, lige som den jeg havde haft. Den stod på et skrivebord, hvor en kontorstol stod.

Jeg kiggede mig videre rundt, hvor plakater af One Direction hang. Jeg så dem alle. Deres ansigter deres tøj. Jeg svingede mine ben ud over sengekanten, og mærkede et koldt trægulv der var under mine fødder. Jeg rejste mig forsigtigt op, mens døren blev åbnet op. Det gav et chok i mig, og til min overraskelse så jeg Frederikke tråde ind.

”Du er vågn,” sagde hun med et smil. Jeg skulle til at spørger hende om noget, men hun kom mig i forvejen. ”Vi fandt dig ligge ligbleg i en blindgyde, hvor en bande drenge var lige ved at tage dig med dig. De stak af, da de så min fars politiuniform. Du ligger nu i vores gæsteværelse.”

Hun satte sig i sengen ved siden af mig. Jeg nikkede.

”Tak,” mumlede jeg. Frederikke tog min hånd og gav dem et lille klem for at vise mig, at det ikke var noget særligt.

”Drengende har været bekymret for dig, da de havde tænkt sig at besøge dig, men Kim sagde, at du ikke var hos ham længere. De ringede så til mig, og spurgte om du var over hos os, men det var du ikke. Både dem og min familie ledte efter dig. Og vi har besluttet, at du bor her for nu af. Du må meget gerne høre musik. Lad som om du er hjemme. For resten har drengende søret for, at du har fået dit arbejde igen,” tilføjede hun hastigt.

Det var dejligt, at de havde bekymret sig om mig. Glæden afstøttede alt det dårlige, der var inde i maven, og lige pludselig havde jeg ikke mere ondt at sige om mig selv.

Døren blev igen åbnet, og Frederikkes mor kom ind med hjemmelavet boldere, og noget saftevand der lignede vand meget.

Det var dejligt at få mad igen, især hvis den smagte så godt. Den smældte på tungen ligesom dem på mit arbejde. Vi spiste hurtigt op, inden vi besluttede os, at gå udenfor hvor sneen havde lagt sig til rette. Til min overraskelse var deres trampolin fuldkommen ren fra sne. Jeg gættede på, at de næsten lige havde fejet det af.

Jeg kiggede over på Frederikke, der kunne læse mit blik, som inden anden i denne verden. Hun kendte et vært øjekast, og vær ansigt udtryk jeg havde. Det var klart, at det var hende der kendte mig bedst af alle andre. Hun vidste meget om mig, og jeg vidste meget om hende. Jeg vidste, at hun var en kæmpe One Direction fan, som nu blev kaldt Directioner. Hun havde haft det værelse, som jeg nu boede i, men hun havde åbenbart ladet hendes One Direction plakater Hinge.

Vi løb over til trampolinen, hvor vi nærmest sparkede vores sko af, inden Frederikke kravlede op ad stigen, jeg hoppede op. Det gøs i mig, da jeg mærkede den kolde trampolin under mine sukker, der snart var gået hul i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...