Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
8358Visninger
AA

25. Frederikkes rektion.

Jeg var rasende over Dexters opførelse, at jeg ikke fulgte med dem, da de forsatte hen ad fortovet, mens de diskuterede videre, om hvordan han skulle gøre det. Killingen miavede højlydt, inden min ringetone lød. Jeg var glad for, at Dexter og Victoria var ude af syne, så de ikke opdagede mig. Killingen miave forskrækket, mens den krøb længere ind til mig. Jeg trak telefonen op af lommen og besvarede Liams opkald.

”Det er Robin.” jeg begyndte så småt at vandre ud mod gågaden, mens jeg sørgerede for, at killing ikke faldt ud.

Hvor bliver du af? Vi er så bekymret,” lød Liams urolige stemme inde for røret. Jeg smilede over hans bekymrede tonefald, samtidig med at killingen skubbede til min telefon.

”Jeg stødte bare ind i en lille forhindring,” sagde jeg, mens jeg kiggede ned på killingens hoved, der drejede nysgerrigt hovedet ved synet af alt den støj fra mennesker, som havde travlt med at finde hjem, at de ikke opdagede killingen miave.

åh okay. Så ses vi vel.”

”Farvel Liam.” jeg lade på, inden jeg tvang indkøbsposen over skulderne og maste mig igennem menneske mængden med den miavene killing. Jeg krydsede hurtigt et ældre ægtepar og et irriteret kærestepar, der kyssede midt ude på gaden.

                                                                         ***

Efter en lang gåtur, var jeg endelig noget op til hotelværelset. Jeg fik med noget besvær åbnet døren, så jeg kunne komme ind. Jeg satte mig ned på hug, før jeg åbnede jakken, og killingen hoppede ud. Den strakte sine korte ben, mens den miavede højlydt, at man kunne høre det ud i stuen. Killingen kravlede op på skoholderen, mens Liam trådte ind til mig. Han så nærmest forskrækket ud over den lille gæst, som jeg havde slæbet med mig hjem. Han grinede lavmælt af den pjuskede killing, der legede med skoenes snørebånd.

”Nå, er det så din lille forhindring,” sagde han, mens killingen begyndte at miave højlydt, mens dens mave knurrede højlydt. Den var sulten. ”Er du sulten.” Han lukkede killingen ind i stuen, hvor Niall udbrød:

”Norh, hvor er den sød.” jeg smilede over hans kommentar, mens jeg prøvede at binde min snørebånd op med en hånd. Jeg kunne godt, men Liam bandt op for mig.

Vi trådte begge to ind i stuen, hvor Niall nussede killingen bag den øre. Killingen havde lukket sine øjne af nydelse. Liam gik ud i køkkenet og fandt to skåle frem, hvor han hælde kattemad i den ene og vand i den anden. Han stalde det ned på gulvet ved en væg inde i stuen, og killingen skyndte sig hen og spiste maden.

”Den er vist sulten. Hvor fandt du den endelig?” Liam satte sig ned i sofaen ved siden af Niall, der betagede den sultende kat, inden han selv brokkede sig over, at han var sulten. Jeg forklarede alt om Dexter og killingen, der allerede havde tømt sin mad skål og begyndte nu at drikke alt vandet.

”Okay. Skal den ikke have et navn – hvad med … Stella?” sagde Niall, da killing lagde sig til rette i mit skød med et dybt suk, inden den lukkede øjnene i for at sove.

”Er det overhovedet en pige,” sagde jeg, inden jeg lod mine finger glide igennem den pjuskede pels.

”Det er en pige,” forsikrede Niall os om. ”Hvad med Pjuske.”

Jeg kiggede ned på min sovende killing, der begyndte at snorke højlydt, at vi ikke kunne lade vær med at grine af den.

Pjuske var faktisk ikke et dårligt navn til den. Den havde jo en rimelig pjusket pels, der var dejlig blød at rør ved. Jeg smagte lidt på navnet, mens jeg lod mine finger glide over dens pels. Den skulle hedde Pjuske, og det var vi alle enige om, da vi alle sammen synes, at det passede godt til den.

                                                                              ***

Den næste dag brugte jeg på at købe udstyr til Pjuske, som min killing nu hed. Vi fandt ud af, at det var en pige, da vi var til dyrelæge med den, for at få den versioneret og alt det andet. Den lå lige nu i sin kurv og legede med et stykke garn, som Frederikkes mor havde givet mig til hende. Jeg morede mig med at betage hende fange den, som en sulten tiger. Pjuske havde også fået mere pjusket pels med tiden. Og den snoede sig op ad folks ben, når den havde chancen. Jeg havde fået et stærkt forhold til killingen, der nu var min bedsteven. Og jeg snakkede sommetider med den, når jeg følte mig ensom.

Jeg sad i vente position, da jeg ventede på en særlig gæst. Særlig og særlig kunne jeg nok ikke lige kalde hende, men jeg var nervøs. Mine håndflader svede forfærdelig, mens min mave vrimlede med ophidsede sommerfugle, der ikke forsvandt lige meget, hvor meget jeg prøvede at beroliger mig selv. Men uroligheden var stadig over mig som fluer.

Jeg ventede spændt på Frederikke, som jeg havde kontaktet for nogle få minutter siden. Jeg havde skrevet til hende, at hun skulle komme her over, så hurtigt som muligt da jeg havde noget at fortælle hende. Jeg ville fortælle hende alt om Dexter og hende der Victoria. Jeg afskyede den begge to, men mest den idiotiske Dexter, som jeg havde mest løst til at brække nakken på, fordi han kunne være Frederikke utro. Det kunne pisse mig så meget af, at folk var deres kærester utro.

Jeg kastede en pude mod døren, for at få afløb fra vreden. Pjuske hvæsede og hoppede forskrækket op på natbordet, hvor hun begyndte at betage garnnøglen, der trillede henne ved døren. Med et tigerspring var hun over den igen, mens dørklokken ringede.

Jeg skyndte mig ud af sengen, som jeg havde lagt i lige siden Niall og Liam var kørt en tur. Jeg vidste ikke hvor, de var kørt hen. Jeg skubbede mig forbi min killing, der havde løftet hovedet for at lytte til dørklokken, inden den gik videre med sin leg med garnet, som snart lå i hele rummet.

Jeg gik ud i den tomme stue, der var fred flydt, inden jeg gik ud til hoveddøren og åbnede op. Udenfor stod der en gennemblød Frederikke, der klaprede tænder, mens hun rustede af kulde og hendes orangehår sad fladt om hendes ansigt. Hun havde et sammenbidt ansigtsudtryk. Nåede sagde mig, at hun helst ville have det overstået som hurtigt som muligt.

”Kom indenfor,” sagde jeg spidst, før jeg trådte til side, så hun kunne komme ind. Hun fik et chok, da der lød klør mod døren. Hun bakkede chokket ind i væggen, mens hun sendte mig et irriteret blik.

Hun fik sin jakke og sko taget af, før hun fulgte mig ind i stuen, hvor Pjuske ventede utålmodigt og miavede af det nye ansigt, som hun ikke kunne vente med at undersøge. Hun strøg om hendes ben, mens hun kiggede op på Frederikke med store øjne, inden hun lod sig snoede sig op ad mine ben. Frederikke rynkede på næsen ved synet af Pjuske, der sprang op på armlænden på den røde sofa. Jeg vidste, at Frederikke ikke kunne fordrage katte. Selv ikke små nuttede killinger som Pjuske. Hun havde mest løst til at kyle dem ned i en spand vand og drukne dem.

Vi satte os tavse ned i sofaen og ventede på, at en af os skulle begynde samtalen. Jeg vidste ikke hvordan, jeg skulle få en samtale drejet over på Dexter, uden at sørger hendes følelser. Selvom jeg vidste, at det ville komme til at gøre ondt på hende. Især fordi han var hendes første kæreste. Jeg forstod, at hun ville blive sur, det ville jeg da også blive, hvis det var mig.

”Øm … der er noget jeg gerne vil sige til dig, men … jeg ved det ville komme til at gøre ondt. Meget ondt,” sagde jeg og sank en klump, der havde bygget sig vej op i min hals. Min stemme var urolig og rustede virkelig meget af nervøsitet. Frederikke gloede hårdt på mig, men forhold sig tavs, som tegn på at jeg skulle sige det med det samme. Jeg bed mig hårdt i underlæben og kiggede ned i mit skød, hvor Pjuske havde ligget sig til rette. ”Dexter er dig utro …”

”Nej, han er ej,” afbrød Frederikke mig med en irriteret toneleje og hun så ud som om hun kunne give mig en par på lampen, men hun beherskede sig. Hun var vred, det kunne man se på hende. Hendes hoved var rødt som en tomat, mens hendes øjne så ud, som om de kunne trillede ud af hendes hoved når som helst. Hendes underlæbe dirrede og hun knurrede en pude i et jerngrab, at hendes hænder blev helt hvide.

”Han vil afsløre det hele om en uge. Det er altså sandt,” tilføjede jeg hastigt, da Frederikke skulle til at protester. Jeg var selv ved at hidsige mig op. Jeg forstod ikke hvorfor hun ikke troede på mig. Skulle jeg have taget et billede?

”DU LYVER – DET HAR HAN IKKE TÆNKT SIG,” råbte Frederikke af sine lungers fulde kraft, mens hun sprang op fra sofaen.

”JEG LYVER IKKE, JEG SÅ DET SELV.” jeg rejste mig hidsigt op og holdt Pjuske tæt til kroppen. Han bag potter hvilede på min brækket arm, men de andre var over min venstre arm.

”HVORDAN KAN DU OVERHOVEDET SIGE SÅDAN NOGET. ER DET MÅSKE FORDI DU ER VILD MED HAM …”

”DU VED UDMÆRKET GODT, AT JEG ER HAMRE FORELSKET I LOUIS.” jeg følte mig som en rasende tiger, der ikke havde fået mad over et år, og en anden havde taget ens mad. Alt muligt raseri var skudt op gennem min krop som en tidevandsbølge, der oversvømmede hele min krop med vrede.

”HVORDAN DET, DU HAR JO GIVET SLIP PÅ HAM.” Frederikke slog ud med armene og grinede en ond latter, inden hun kiggede over på mit triste ansigt, hvor tårer trillede ned ad min kinder. Hun opdagede først nu, hvad hun har sagt til mig.

”Undskyld – Robin” jeg rustede på hovedet. Jeg ville ikke høre hendes latterlige undskyldning. Jeg følte mig nedtrykt over, hvad hun havde sagt. Mente hun virkelig, at jeg havde givet slip på ham? Men det havde jeg altså ikke, selvom jeg har sagt det og jeg fortrød det. Hun forstod ikke, hvor meget jeg holdt af ham og hvor meget jeg savnede ham.

”Undskyld mig, at jeg ville sørger for, at du ikke vil få det dårligt, når han slår op med dig,” sagde jeg køligt med en grådkvalt stemme. Mine tårer landede ned i Pjuskes sorte pels, og hun gned sig ubehageligt. Jeg skubbede mig forbi Frederikke, der stod lammet til stedet, mens jeg tog retningen over mod hoveddøren. ”Vores venskab er slut.”

”NEJ!” men det var forsendt, jeg havde smækket hoveddøren efter mig, med Pjuske ved mit bryst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...