Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
7753Visninger
AA

22. Fansens rektion.

Frederikke var blevet fuldkommen sur på mig, da hun hørte pigen sige, at jeg var skyld i deres splittelse, som blev sendt på alle kanaler, jeg havde spolet på. Selv børnekanalerne var de på. Jeg kunne ikke finde en eneste kanal, hvor de ikke sendte det. Det kunne gøre mig fuldkommen irriteret, især fordi nu havde jeg mistet min bedsteven på grund af de tåber, der havde fortalt det vider til pressen, som åbenbart havde sendt det på alle kanaler i miles omkreds. Men det var ikke det væreste. Det væreste var, at nu ville alle fansene gå fuldkommen amok på mig, da jeg lige pludselig var grunden til det. Okay det var jeg jo også, men ikke bevist. Hvis jeg havde vidst det nået før, så var jeg smuttet inden alt det her var sket. Jeg vidste udmærket godt, at drengene vidste hvad der ville ske, altså hvis de havde set udsendelsen. Det burde de værtifald.

Jeg havde ligget uroligt hele natten, da jeg ikke kunne sove over alle tankerne som fløj rundt i mit hoved om Frederikkes rektion, som jeg sikkert også ville høre og se for de andre fans, der holdt meget af One Direction, men hvad kunne jeg gøre: Ingenting?

Vækkeuret ringede endelig, da jeg havde ligget i sengen hele natten sammen med Tika, der nu var min eneste ven. Tika gøede højlydt ved lyden af det larmende vækkeur, som jeg kylede et viskelæder efter. Pletskud. Den ramte vækkeuret, der holdt op med at larme, og Tika holdt op med at gø og lagde sig til at sove igen, mens jeg svang benene over sengekanten, for at gå mit mariridt i møde med stolthed.

Jeg banede mig vej hen til mit tøj, som jeg hurtigt tog på, inden jeg stødte på Frederikke ude i gangen. Hun sendte mig onde blikke, mens Tina ignorerede mig fuldstendig. Frederikke skubbede til mig, inden hun fulgte med Tina nedenunder. Ingen af dem sendte mig et blik, men gav mig den kolde skulder.

Jeg følte mig udstødt på så mange møder og elendig, mens jeg lod et dybt irriteret suk slippe fri for mine læber. Jeg gik med langsomme skridt ned ad trappen, hvor Frederikkes mor stod og skrev ned i en kalender.

Jeg gik ud mød hoveddøren for at tage mine sko på og jakke. Jeg ville ikke have nået morgenmad, da jeg ville undgå Frederikke så meget som muligt. Jeg trak i nogle korte sko, inden jeg åbnede hoveddøren og mærkede den blide vind mod mit ansigt. Jeg gik overmod fortovet, hvor en lille flok piger stod. De var sikkert nogle fans, der var kommet for at svinde mig til endnu mere, end jeg var i forvejen.

Jeg kunne mærke deres hårde blikke mod mig, da jeg forsøgte at trænge igennem dem, men de skubbede mig hårdt tilbage, så jeg snublede og faldt ned på det hårde asfalt.

Mit haleben skreg af smerte, mens fansene sendte mig onde blikke, inden de cirklede rundt om mig. Jeg mumlede beroligende ting til mig selv, da der ikke var andre der gjorde, for nu måtte jeg klare mig selv. Jeg var på egen hånd. Ingen venner jeg kunne søge søde ord hos heller ikke nogen naboer, de hadede mig sikkert også, så det gik da meget godt.

”Hvorfor vil du ødelægge deres karriere?” en rødhårede pige havde taget modet til sig, så hun turde at spørger mig.

”Det var ikke meningen, jeg ville have gået min vej, hvis jeg vidste, at det her ville ske.” min stemme var mørk og ond, mens pigerne stadig blev ved med at cirkle rundt omkring mig.

”Vidst hvad,” hvæsede hun, inden hun sparkede ud efter mig, men ramte ikke, da jeg var kommet på benene. Hun hoppede forskrækket tilbage af mit hårde og vrede ansigt udtryk. Vreden havde vundet nu. Jeg var rasende over deres opførsel. Man skulle ikke gøre hinanden ondt, selvom jeg havde ødelagt drengenes musikkarriere, det var jo ikke sådan min skyld, at de havde valgt det valg. Det var ikke op til mig, at søger for, at de blev gode venner igen, for det var deres problem ikke mit.

”GÅ MED JER, KAN I IKKE SE, AT DET IKKE VAR MIN MENNING, AT DET SKULLE GÅ SÅDAN TIL. VED I HVORFOR JEG SKRED FOR DEM! NEJ DET GØR I IKKE! JEG SKRED FORDI JEG IKKE VILLE HAVE, AT DE BLEV SPLITTET, SÅ JEG RENTE UD AF DERES LIV. VED I HVAD JEG HAR OFFERT FOR DET, FOR AT I KAN BEHOLDE JERES BOYBAND. JEG HAR OFFERT MIT VENSKAB MED DEM OG ENDDA OGSÅ HAM SOM JEG HAR FØLELSER FOR. VED I OVERHOVEDET HVOR SVÆRT MAN FÅR DET, NÅR ENS VEN BLIVER DRÆBT UNDER ET VÆLTENDE TRÆ ELLER, AT MAN ER BLEVET MISHANDLET AF EN ALKOHILIKER, SOM SLOG DIG VÆR DAG, DA DU KOM HJEM FRA ARBEJDE ELLER FOR EN VENINDE. OG NU GIVER MIN BEDSTE VENINDE MIG DEN KOLDE SKULDER!” det var dejligt at få det ud af sindet, mens man pustede hidsigt videre. Jeg ønskede, at de idiotiske fans ville indse, at jeg ikke ville have splitteret fandt sted, lige så meget som dem selv. Jeg håbede, at de fatte det.

Pigerne stod helt tavse og stirrede på mig, som om jeg var et monster, der ville dræbe dem. Ingen havde oplevet mig så sur, ingen havde, da jeg var god til at lykke den inde, så jeg fik det værre og værre jo mere, der kom der ind. Jeg maste mig igennem dem, så de rykkede forskrækket nogle skridt tilbage, så jeg kunne komme videre mod arbejdet, inden jeg var forsendt på den, som jeg ikke ville være.

Jeg mærkede pigernes øjne brande i min nakke, men ignorerede det. Det var deres egen skyld, at de havde tændt mig sådan af og det skete meget sjældent, der skulle virkelig meget til, inden jeg sprang fuldkommen i luften af raseri.

                                                                             ***

Efter en hård vandre tur med fans lige i hælende, der sendte mig onde blikke, som de borede ind i min nakke, som jeg gned med min kolde finger, inden jeg kastede et blik over skulderen, for at se hvor mange fans, der var tilbage. Jeg sukkede dybt, da jeg så en hel hor af piger, som var klar til at gå på mig, når jeg mindst ventede det. Jeg gøs ved tanken om at blive overfaldet for øjnene af andre mennesker, som sikkert ikke havde løst til at hjælpe mig, da deres yndlings gruppe er blevet splittet.

Jeg kastede et sidste blik over skulderne mod de rasende fans, inden jeg åbnede døren til cafeen, hvor alle blev stille. De stirrede alle sammen ondt på mig. Selv Lene gjorde. Med en aggressiv bevægelse tog jeg en stol ned for et rundt bord, mens alle blikkende forblev rettet mod mig, selvom fans og andre kunder trådte ind af døren. Ingen af medarbejderne gjorde noget. De lavede ingen boller, og dem der skulle tag bestillinger gjorde heller ikke nået.

Jeg bed mig hårdt i underlæben, inden jeg tvang et falsk smil frem og tog i mod en bestilling fra en gammel mand, som kiggede underne på mig og resten af medarbejderne. Lige nu ønskede jeg mest, at jeg kunne kravle i et musehul, så jeg ikke kunne mærke alle de ubehagelige blikke mod min nakke.

Jeg vred mig ubehageligt, inden jeg tog rasten af bestillingerne, før jeg trådte ind i det tomme køkken, der lå i stilhed. Man kunne høre uret tikke i det fjerne, mens ringklokken lød virkelig mange gange, og jeg vidste, at nu var de andre medarbejder gået hjem, så jeg skulle lave alt ting helt alene. Jeg skulle se de andre hygge sig, mens jeg måtte undgå, at folk skubbede til mig, når jeg gik eller, at de tabte branden varm te eller kaffe ud over mig.

Efter en halv time hørte jeg irriterende tilråb fra nogle utålmodiggæster, som ikke havde fået deres kaffe eller mad endnu.

Jeg tog fat under tog bakker, mens jeg blinkede tårerne væk fra mine øjenkrog, der snart var blevet oversvømmet af tårer, som gerne ville have deres frihed. Ude på cafeen var der et kæmpe slåskamp i gang. Jeg tabte bakken af overraskelse, så det gav et kæmpe brav rundt omkring i rummet. Folk kiggede op, mens andre råbte kommentar til de kæmpende. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre lige nu. Jeg kunne ikke lade dem slå hinanden til blods eller endnu være: Ihjel.

Jeg kiggede panisk rundt efter nået, som jeg kunne bruge, men får jeg opdagede nået trillede noget brandene varmt ned af mit hår og kinder. Mine kinder blev ildende røde, mens mit hår blev fuldkommen fedtet til af kaffe, som en lillahårede pige havde hældt over mig.

Tårer trillede ned af mine kinder, mens jeg mest håbede på, at mit liv snart ville ende eller, at folk begyndte at opføre sig ordenligt, i stedet for at smeder hinanden eller mobbe andre, det var jo ikke okay. Efter langtid mærkede jeg nogen hive mig væk, væk fra stedet og ud i den friske luft, hvor vinden tog fat i mit fedtede hår. Jeg åbnede mine øjne og kiggede på den person, som havde redet mig ud af cafeen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...