Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
8274Visninger
AA

11. en ugerning.

Tiden gik, og foråret kom. Træerne fik deres grønne blade tilbage, så de ikke stod og frøs i kulden fra sneen, der var smeltet væk af solen der tittede frem bag skyer, som var fine hvide, så der kom for håbelig ikke regn i dag, da det var min fødselsdag.

Jeg vågnede frisk op i min seng, mens jeg stirrede op på One Direction plakaterne. De smilede alle sammen ned til mig, mens glæden om at jeg kendte dem voksede i mit hoved samtidig med, at Louis blev skubbet der ind. Jeg svang benene ud over sengekanten, så han gled ud af hovedet igen.

Jeg synes stadig, at det er en overraskende tanke, at jeg var forelsket i ham. Men Frederikke sagde, at det var normalt at blive forelsket i nogen i min alder. Faktisk synes hun, at det er unormalt, at man ikke har prøvet at være forelsket.

Jeg grinede lidt over Frederikkes første forelskelse, som var en kæphøj blondt dreng, der kun kendte til piger. Hun havde været fuldkommen åndsvag. Hun var ikke rigtig klog; hun gjorde masser af underlige ting, som at sidde og stirre på ham, ligesom One Direction’ fansene gør, hvis de mødre dem.

Jeg rav mig selv ud af tankerne, da jeg hellere ville gå ned og tage noget morgenmad. Jeg vidste ikke en gang om, de havde husket min fødselsdag. Det plejede Kim at gøre med vilje. Derfor har jeg faktisk næsten aldrig prøvet at få gaver før. Jeg regnede heller ikke med det. Jeg kunne sagtens klare, at folk glemte min fødselsdag, jeg var alligevel van til det. Jeg var van til masser af ting her i livet, som at blive bagtalt rundt omkring. Folk ignorerede mig fuldstendig nogle gange. De snakkede meget, som om jeg ikke var til stede, men jeg hørte alligevel alle de sorgende ting, de sagde om mig. Det var ikke just rar at have det sådan. Man følte sig som om man ikke var noget vær i verden.

Nede i køkkenet herskede der ro. Frederikkes mor, Dorte vendte hovedet mod mig, da jeg trådte ind i køkkenet. Hun gav mig et hurtigt smil, inden hun tog en tår kaffe. Jeg tog hurtigt bare et æble, da det var en typisk vane. Jep, de havde glemt min fødselsdag.

Jeg besluttede mig, at gå ud i det gode vejr, hvor lyden af fugle nåede mine øre. Jeg elskede lyden af fugle der sang. Tika lå henne ved indkørselen, hvor hun snorksov. Hendes bryst hævede sig op og ned, ifølge hendes vejr trækninger. Hun registrerer, at jeg gik forbi hende. Jeg vidste ikke hvor jeg ville gå hen, men nået sagde mig, at jeg skulle gå i skoven. Jeg havde været meget i skoven, inden jeg mødte Frederikke, der fandt arbejdede til mig. jeg krydsede forskellige veje, hvor biler trillede roligt ned ad.

Jeg så træerne tordne sig over, de forsvarsløse huse, hvor damer ordnede deres haver med river, og mændene slog græsplænen med en græsslåmaskine.

Jeg trådte fred fyldt ind i skoven, hvor fuglenes sang var højre og klare end inde i byen. Jeg gik op ad forskellige små stier, hvor jeg nynnede små melodier. Mine skridt var lydløse, men når de trådte på en gren, så fik jeg et helt chok, at jeg hoppede forskrækket til side. Jeg gik ned af en lille sti, som førte over til en stor eng, som jeg trådte ud i, mens tankerne hvirvlede rundt i hovedet på mig. Hvorfor glemmer alle min fødselsdag bare sådan? Kan de da ikke lide mig eller hvad?

Jeg blev revet ud af tankerne, da nogen råbte: ”TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN.” Jeg fik et chok, at jeg bakkede tilbage og snublede over mine egne ben. Jeg mærkede græsset mod min ryg.

”Er du okay.” Harry tog min hånd, og trækkede mig op at stå.     

Jeg nikkede langsomt, inden jeg kiggede mig omkring. Himlen var klar, og fugle fløj for gren til gren.

Louis stak et eller andet i hånden. Det var en firekantet pakke, med rødt gave papir viklet rundt om. Jeg kiggede undrende på pakken, som om jeg aldrig har set sådan en før.

”Åben den, den er til dig.” Hørte jeg forkert eller sagde Louis, at den var til mig, men jeg fik jo aldrig gave.

”Jamen …”

”Ik’ noget jamen. Åben den.” Louis kiggede mig dybt ind i øjnene, inden jeg pakkede den op.

Den afslørede en lille sort æske, som jeg igen blev bedt om at åbne. Jeg åbnede den roligt, og så en blomster halskæde i sølv. Jeg var tæt på at tabe den af overraskelse. Jeg gav dem alle sammen en kæmpe krammer, mens jeg mumlede tak.

”Det skulle i ikke have gjort,” sagde jeg, da jeg trækkede mig væk for Louis, der gav den varme fornemmelse og glæde, der hoppede rundt i min mave.

 

Louis’ synsvinkel.

Varmen steg rundt i min krop, mens glæden bandt sig fast rundt om min mave. Varmen holdt sig tæt om hjertet, indtil Robin havde trykket sig væk fra mig. Følelserne forsvandt, og der blev normalt inde i mit liv igen. Jeg ved ikke hvad, der er galt med mig. Jeg har underlige følelser for Robin, som kun hun kan få frem.

”Det er ingenting. Du fortjener en gave, for alt hvad du har været igennem.” Jeg kiggede hende ind i hendes smukke øjne, og hun rødmede, inden hun kiggede generet væk. Jeg smilede kort for mig selv.

”Hvordan vidste I, at jeg ville komme her hen.” Hun kiggede underne på os. Jeg kunne sagtens stille det sammen spørgsmål, da ingen af os vidste det. Jo måske. Måske Frederikke. Det var jo hende, der fik os her hen, i stedet for bare at give hende gaven. Hvad ved jeg?

”Du kommer altid her hen på din fødselsdag, Robin.” Frederikke rullede med øjne, og Robin rustede på hovedet. Piger. De var heller ikke til at forstå.

Vi gik ud mod den sti, som Robin havde kommet fra, og vi havde gået der nogle timer siden, tror jeg nok. Jeg gik først, mens jeg nynnede en lille melodi. Lyden af vores skridt brød den stille tavshed, der herskede sig over os. Fugle flugtede skrækslagen for os, når vi gik ned af de små stiger, hvor fuglende gik. Lyden af fuglens sang kunne høres på lang afstand.

Løbere løb forbi os. Få piger spurgte om autografer, inden de forsatte den ene vej mod byen igen. Man kunne slet ikke høre bilerne her ud, så stilheden fik lov til at passe sig selv, indtil lyden af en græsslåmaskine lød i det fjerne. Jeg vidste, at vi var tæt på byen nu, og vi måtte skilles med Frederikke og Robin.

Vi kiggede alle sammen efter dem, da de forsvandt hen ad fortovet. Til sidst kunne man ikke se Frederikkes røde hår, der bedre kunne ses på afstand ens Robins.

”De er nogle dejlige piger,” lød det fra Zayn, der stod ved min højre side, mens han kiggede hen, hvor de var forsvundet.

”Ja, det er de.” Vi gik roligt vider, men lyden fra What make your Beautiful lød ud fra et værelse med åbent vindue. Jeg kiggede på de andre, der kiggede på mig. Vi tænkte det samme.

Vi gik målrettet mod vinduet, hvor en pige med bronzefarvet hår. Hun sad på sin seng og vuggede med til musikken. Jeg kiggede på de andre, for at se om hvem der skulle sige det. Harry sendte mig et opmuntrende ide, da det sådan set var mig, der fandt på ideen. Jeg stak hovedet ind af vinduet og sagde:

”Godt musik, jeg kan li’ det.” Pigen vendte forskrækket hovedet mod mig, og jeg måtte kæmpe med at holde et grin tilbage. Hun blev fuldkommen bleg i ansigtet, mens hun stirrede på mig.

”Er du okay, du ser lidt bleg ud.” Niall kom hen til mig, mens pigen begyndte at skrige som en vild.

”Nå, hyggeligt at snakke med dig.” Jeg vinkede til hende, før jeg gik hen til de andre, der stadig stod og betagede pigen.

Vi forsatte hen til bilen, der stod parkeret henne ved en parkeringsplads, der stod foran et storcenter. Jeg satte mig foran, mens de andre tog plads. Niall satte sig ved siden mig, inden jeg tændte for motoren.

                                                                       ***

Timerne gik og gik. Da solen var ved at gå ned, gik vi alle udenfor i de køllige vejr, selvom det var forår. Varmen var ikke helt kommet i nu, men vejrudsigten sagde at det blev dejligt varmt i morgen, og at det var en god mulighed at tage til stranden. Ingen af os vidste hvad vi skulle i det varme vejr, der kom i morgen.

Vi gik ned ad de stille gader, hvor solens sidste stråler skinnede svagt på, da den var ved at gå ned. Tætte skyer rullede ned over himlen, da vi krydsede en gade, hvor ivrige paparazzier tog billeder af os. Jeg gik med hænderne i lommen.

Jeg gik lidt bag de andre, mens Robins glade ansigt rullede ind i mit indre blik. Jeg fulgte automatisk med de andre, der gik ned af en lille gade, hvor et smukt klaver musik fik revet det indre blik væk. Vi lyttede alle efter, mens vi gik ned ad en velkendt gade. Jeg huskede langsomt gaden, da vi noget frem til et hvidt hus opdagede jeg, at vi stod udenfor Frederikkes hjem.

Et vindue ud mod vejen stod lidt på klem, og den der spillede musikken måtte være bag gardinet. Vi så Frederikke stå i vindueskarmen og betage os, der vinkede til hende som åndsvage.

”Robin, kom lige at se, hvem der høre din musik.” Frederikke vendte sig om mod Robin, der rejste sig op fra klaveret.

Hun gik hen til vinduet, hvor hun kunne se os stå ved den anden side af gaden. Hun bukkede sig flovt ned, mens hun mumlede noget jeg ikke kunne høre. Jeg kiggede over på drengende, der fokuserede på noget helt andet. Jeg følte deres blik, og så en buttet mand, der havde lidt skæg på hagen. Man kunne lugte alkoholen langt ud af munden på ham. Han så sur ud, meget sur ud. Hans ansigt var rødt som en tomat, mens hans underlæbe dirrede af raseri.

Raseriet skød også op i mig, da jeg fik øje på Kim, der gik målrettet mod døren til Frederikkes hus. Hvad ville han nu gøre ved hende? Jeg havde mest løst til at angribe ham, men vidste, at det ikke ville gå godt alligevel, så jeg holdt mig tilbage.

Jeg kiggede på de andre. Niall og Liam så irriteret ud ved synet, mens Harry og Zayn så ud som om de kunne ryge i luften af raseri. Jeg gættede på, at jeg selv måtte se sådan ud, mens raseriet gruede sig op af min mave, og videre mod min brystkasse.

Kim bankede hårdt på døren, at det gav genlyd i den stille nat. Jeg havde ikke lagt mærke til, at mørket frembryd havde krybet hen over himlen, mens fuldmånen rejste sig stolt på himlen.

Frederikkes mor åbnede døren, mens jeg kunne skimte Robins urolige ansigt, der løb urolige tårer ned af kinderne, af det uhyggelige syn af Kim, der maste sig forbi moren, som prøvede at smide ham ud, men uden held. Kim tog hårdt om Robins ene arm, inden han nærmest slæbte hende med sig, uden at hun selv ville med.

Han braste ud i døren, som Robin blev mast ind mod. Tårerne trillede ned af hendes kinder, mens hun rustede på hovedet, som tegn på at vi ikke skulle hjælpe hende. Men jeg vidste, at vi ikke lod hende stikken.

Kim kastede Robin ind på bagsædet, hvor jeg så hendes skikkelse falde ned på jorden. Kim satte sømmet i bund, og ikke ret langtid efter var de forsvundet ud af synsvinklen.

Vi spildte ikke et sekund længere. Vi løb så hurtigt vi kunne, mens paparazzier kiggede overrasket på os, mens vi løb i fuldfart mod bilen, der stod parkeret foran det hotel vi både på lige forløbelig. Paparazzierne tog billeder af os, mens jeg hurtigt trak nøglen frem, og låste bilen op med at enkelt klik. Vi hoppede som sindssyge ind i bilen. Vi stak selen på, og kørte ud af parkeringspladsen.

Jeg ville gerne have kørt hurtigere, men jeg vil ikke miste mit kørekort.

Efter nogle minutter holdte bilen uden for an huset, hvor Kims bil stod. Jeg kiggede rundt, for at se hvem der gik ind. Til sidst blev det mig, der sprang ud af bilen. Jeg lod nøglerne blive i bilen, inden jeg forsigtigt lukkede døren, så det ikke larmede højt, at vi ville blive opdaget.

Jeg gik roligt hen mod husets dør, der overraskende nok stod vidt åben, at jeg kunne høre Robins stemme råbe uroligt:

”Stop, lad mig være.” Hendes hulk blev høje, at jeg blev mere og mere bekymret.

Jeg snoede mig ind ad døren. Her var meget beskidt, men jeg ignorerede det. Jeg kom til en dør, som også stod vidt åben. Jeg kiggede forsigtigt ind, men kiggede hurtigt væk, da jeg skimtede hurtigt Robins nøgne krop, der blev sluppet, da Kim og nogle andre mænd fik øje på mig.

De gik rask mod mig. Jeg bakkede lidt tilbage, og for håbelige spare tid, indtil politiet kom, men jeg hørte Harry råbe:

”Politiet siger, at de ikke har vogne nok til det, så vi har forklaret hele situationen for bodyguardsne, som er på vej.” Jeg håbede, at de kunne komme hurtigt, da jeg virkelig var i knibe her.

Jeg så hurtigt, at Robin kravlede i dækning bag sofaen, der så slidt og brugt ud. Jeg mærkede noget hårdt mod min ryg. Shit en væg. Mændene lo ondskabsfuldt, men uden jeg vidste af det stod politifolk rundt omkring mig. Jeg troede, at de ikke havde nogen vogne? Og hvem havde fået dem til at komme? Hvem havde fået dem overtalt?

De hurtigt lagt Kim og de andre mænd i håndjern, mens jeg fik mast mig hen til sofaen.

”Der ligger tøj på mit værelse.” Jeg gik der hen hvor hendes rustende hånd pegede. Hendes stemme var fuld af gråd, mens jeg kunne ane små hulk. Hun kravlede om på den anden side, da jeg nåede døren.

Jeg ville ikke kigge på hende. Jeg ville ikke have, at hun følte sig mere utryg lige nu.

Hendes værelse var ikke særlig stort. Men det gad jeg ikke til at tænke meget over. Jeg rev næsten kommodens ene skuffe ud. Jeg havde det ikke godt med at rude i hendes undertøj, men jeg måtte bide mig selv i læben, og finde det. Jeg tog det der lå overest.

Jeg gik ud i stuen, hvor jeg kastede tøjet til hende. Hendes spinkle arm tog fat i det.

Der gik noget tid, før hun satte sig op i sofaen, hvor hun stirrede ned på hendes hænder. Jeg satte mig ned ved siden af hende. Hun kiggede op på mig, med store bedrøvede øjne. Jeg vidste ikke rigtig hvorfor, men jeg trak hende ind til mig, som om det var det naturligste i verden. Hun lagde hovedet mod mit bryst. Min trøje føles våd, da der var gået nogle få minutter.

”Kom vi går ud til drengende.” Jeg fik hende trykket op, da en politimand trådte hen til os.

”Det var meget modigt, det du gjorde. Og vi undskylder, at vi ikke kom med det samme. Det er best, at dig og resten af dit bandt, tager hende med hjem i nogle dage.” Politimanden smilede kort, inden han fulgte med sin kollega ud mod deres biler, der stod midt ude på vejen, hvor naboer havde samlet sig.

Drengende kiggede uroligt på Robin, der tog plads ved siden af Zayn, der gav hende et opmuntrende smil.

”Næste stop Hotellet.” Jeg fangede Robins øjne, der kiggede taknemligt op på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...