Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
7743Visninger
AA

24. Dexters hemmelighed.

Måneder gik med sure fans, der hældte kaffe ud over mig eller på mit nye tøj, som jeg havde købt, for de penge jeg havde skrabet sammen i mit liv. Fansene blev mere og mere aggressive for hver dag der gik. Jeg oplevede utalige gange, at jeg blev omringet af bander, der næsten tæskede mig til blods. Det var som om, at Kim var vendt tilbage for det fængsel han sad trygt i var kommet ud, og ville give mig en kæmpe lærestreg.

Lige nu lå jeg uheldig nok på sofaen i hotellet og stirrede op på loftet, som jeg havde kigget op i, i flere timer, da jeg ikke havde så meget at lave, især ikke hvis man havde sin arm bundet ind i gisp, fordi en fan havde vredet den om, en dag hvor jeg var på vej hjem fra arbejde. På det sidste havde jeg stået med cafeen i egne hænder. Det gav resultatet med et nemt indbrud, da de kunne vade ind, på grund af at jeg havde glemt at låse døren, som man ikke kunne låse, hvis man ikke havde en nøgle. Så hvordan ville de så have mig til at låse døren? Trylle måske.

Jeg sukkede dybt for tredje gang denne morgen. Jeg satte mig forsigtigt op med min arm i en slynge, som drev mig til vanvid. Jeg havde mest løst til at kaste den langt væk og brande den bagefter, så jeg kunne få noget frihed. Selvom jeg havde den. Især hvis man var alene hjemme.

Liam – Niall og de andre drenge var på vej til interview med deres splittese. De havde ikke virket så særlig begejstret for det, da de havde samme erindring som mig: Kunne de ikke bare lade vær med at være på grund af en enkelt pige, der slet ikke brød sig om alt det her splitning halløj.  

Jeg rejste mig dovent og luntede over til fjernsynet for at tænde det. Den viste selvfølgelig drengene, der så en smule nervøst ud i deres andres selvskab. Jeg kom til at smile ved synet af Louis, der så rimelig nervøs ud, mens han undgik at kigge ind i kammaret. De andre drenge følte Louis’ eksempel. Ingen af dem kiggede ind i kammeraet, og værten så en smule irriteret ud over det. Hun prøvede forgæves at få fat i deres opmærksomhed, men de kiggede kort over på hende og kiggede væk igen. Det endte med, at de måtte stoppe udsendelsen. Det var overraskende nok, at se dem være nervøse, men at se dem juble over, at de kunne gå, kom som et chok for mig. Jeg har aldrig i hele mit liv set kendte juble over, at de måtte gå fra interviewet. Værten så lige så overrasket ud, som jeg følte mig.

Jeg spolede videre og videre. Til sidst opgav jeg at finde noget i det kedelige tv og måtte finde på noget andet at lave. Idet samme lød min sms tone ude fra køkkenet. Jeg sukkede irriteret, før jeg rejste mig og krydsede stuen og ud i køkkenet, hvor den lå og viberede ved kølleskabet.

Kan du handle ind til aftensmaden. Du bestemmer hvad vi skal have Liam.

 

Okay – Robin.

Jeg slukkede mobilen og lod den glide ned i min jakkelomme, før jeg gik ud mod hovedøren, hvor jeg med besvær fik basket jakken på og fik nogle sko bundet om mine fødder, inden jeg tog i dørhåndtaget og tvang den op. Der var koldt ude på gangen, mens piger ikke værdigede mig et blik. Det var jeg også ganske tilfreds med, da jeg ikke vil have et brækket ben.

Jeg gik forsigtigt ned af trappen, mens jeg tænkte på hvad vi skulle have til aftensmad. Jeg kom i tanke om min livret, da jeg satte min fod på den sidste trappetrin. Vi skulle have spagetti med kødsovs.

Jeg gik ivrigt ud mod parkeringspladsen, hvor jeg ignorerede flere fans onde blikke, mens jeg gik ned mod den nærmeste supermarked, der lå nede på strøget.

                                                                            ***

Efter nogle få korte minutter stod jeg uden for et stort supermarked, hvor folk i alle alder (men mest dem oppe i årene), vandre ud og ind i butikken, der lå ganske fredligt i myldret. Jeg lod mig glide ind mellem menneskemængden, der var rimelig stor. Jeg gjorde alt for at undgå at gå ind i folk og ikke at blive stødt ind i med min dårlige hånd. Jeg sukkede lettet op, da jeg endelig kom ind i et stort supermarked med hylder og køleautomater stald op med vare i mange farver.

Jeg krydsede hurtigt hylder, hvor mennesker tog vare ned i deres røde indkøbskurve, som de havde over armen, mens de kiggede efter priserne. Et ældre ægtepar stod ved en høj hylde, hvor de prøvede at få fat på noget is, der var placeret helt oppe. De rakte deres arme op mod dem, men de kunne ikke nå, da de ikke var særlig høje. Jeg kiggede mig lidt omkring, før jeg bed mig selv i underlæben og gik frisk hen mod dem. Jeg stalde mig på tær og rakte op efter riset, som jeg med en kraft anstrengelse fik basket ned mod mig. Med noget held nåede jeg at gribe risende, inden det landede på det kolde mønstrede gulv. Jeg rakte venligt ægteparret det.

”Tak unge dame,” sagde den gamle mand og fik med en rustende hånd fik han hevet sin tegnebog op.

”Det skal du altså ikke, jeg klare mig.” men den gamle mand lyttede ikke efter. Han åbnede med rustende hænder sin tegnebog og trækkede fem pund op fra den. Jeg fik det i hænderne. Jeg kiggede forbavset op på den gamle mand, der hurtigt pakkede tegnebogen væk, så jeg ikke kunne nå at give dem tilbage til ham.

”Man ska’ have nået for sin hjælpsomhed. Kom så Kristina. Vi skal finde noget salat.” den gamle mand vendte sig om mod sin kone, der var lav og ranglet med gråt uldet hår, som gik hende til skulderne. Hun sendte mig et venligt smil, før hun fulgte efter sin haltende mand. Hvorfor var det altid de gamle mennesker, der var de sødeste?

Jeg smilede for mig selv, før jeg lagde pengene ned i min tegnebog og gik videre hen ad gangen imellem de to hylder, der var stald op. Jeg kiggede forbi ris, sultede agurker og endda også nogle krydderier. Henne for enden fandt jeg det, jeg ledte efter. Spagettien stod sikkert ved siden af en pose pasta. Jeg puffede en pose spagetti ned i min indkøbskurv, før jeg roligt gik videre med humøret højt. De andre kunder kiggede bare underligt på mig, mens jeg nynnede en melodi, før jeg fandt noget oksekød.

Jeg mærkede nogen prikke til mig, da jeg var noget over mod kasserne. Jeg rynkede øjenbrynene og vendte mig om. Det var sikkert bare en irriteret fan, der ville kaste noget i hovedet på mig. Til min store overraskelse stod der én velkendt brunhåret fyr med vilde krøllet og et charmene smil. Jeg var lige ved at tabe indkøbskurven af overraskelse ved synet af Harry Styles.

”Harry!” jeg omfavnede ham med den raske hånd, så godt jeg kunne. Jeg lod en smule luft være imellem min brækkede hånd og ham. Jeg ville helst ikke have, at den gjorde ondt. Jeg trak mig væk, da jeg mærkede nysgerrige blikke mod os, og jeg ville helst ikke have nogen paparazzier.

”Hvordan er det du ser ud med den arm,” sagde han med en blød latter, inden han betagede min hvide bandage. Jeg smilede ned mod mine fødder, mens jeg rørte lidt på den brækkede arm.

”Lang historie,” sagde jeg og kiggede op på ham igen. Jeg var glad for at se ham igen, selvom deres splittelse gik mig på. Han gav mig et blik, der sagde, at jeg skulle fortælle. ”En sur fan.”

Han rustede bare på hovedet, som om han ikke troede mig.

”Jamen det er altså sandt …” jeg stoppede mig selv, da jeg så en velkendt muskuløs brunhåret fyr gå over ved supermarkeds udgang. Jeg måtte bide mig selv i læben ved synet af en blondt hårede pige, som jeg havde set før. Pigen flettede finger med Dexter, og jeg skimtede et guldarmbånd, som pigen havde viklet rundt om håndledet.

”Farvel Harry,” sagde jeg kort få hovedet, inden jeg stalde mig i den korteste kø, jeg kunne finde.

Jeg vandrede frem og tilbage mellem kasseapparaterne, til jeg fandt en pige med lillahårfarve og tyggede på tyggegummi. Jeg skyndte mig at lægge varende på bordet med Harry nysgerrige blik mod min nakke. Men efter kort tid forsvandt han mellem menneske mængden af piger, der ville have hans autograf.

Efter kort tid havde jeg basket mig ud mod gaden, hvor jeg spejdede over de andres hoveder for at finde Dexters brunehårfarve. Men det var svært, da de fleste her på gågaden var brunhårede. Jeg måtte anstrenge mine øjne for at se efter noget lyst hår. Til sidst så jeg Dexters skikkelse og den blonde pige gå ind ad en side gade.

Jeg maste mig igennem folk, der mumlede alt muligt til mig, når jeg maste mig igennem dem. Jeg måtte simpel hen finde ud af, hvad han havde gang i? Især fordi den pige ikke var Frederikke, da de jo var kærester. Eller var Dexter hende utro med hende blondinen der? Jeg troede mest på det sidste, da det gav i den grad mere mening end ellers.

Endelig fik jeg mig mast igennem til en side gade, hvor skumle mørke huse lå. Lidt længer forude gik Dexter og flettede finger med den blondt hårede pige med sorte skeletter. Nu kunne jeg huske hende? Det var hende der overfaldt mig efter arbejde med den store bande. Så slog det mig, at den muskuløse dreng ikke var hendes bror men hendes kæreste. Og hendes kæreste var Dexter!

Jeg fulgte med dem længer ned ad gaden med forsigtige lydløse skridt, så de ikke opdagede mig. De hviskede kort sammen, mens den flettede finger, og det gav mig kvalme. De forsatte til de var under en svag gade lugte, der var slukket. Jeg skyndte mig ind bag et hus, hvor skrald flød til alle sider, mens hjemløse katte vandrede rundt mellem min ben. Jeg gjorde en irriteret håndbevægelse mod dem i håb om, at de forsvandt. Men de blev ved med at sno sig rundt om mine ben.

Jeg betagede den sorte kat med en hvid stribe i ansigtet sno sig rundt om mine ben. Dens store katteøjne hvilede kærligt på mig, at jeg fik bløde knæ, da den kun var en killing, der så ud til at være otte uger gammel. Jeg kunne ikke nænne at lade den blive der, især ikke når den var så sød. Og jeg kunne se mig selv i det stakkels bæst, hvis familie ikke gad at have en længere.

Jeg kastede hurtigt et blik på Dexter og den blonde pige, der stod og tavse under gadelampen, mens de gjorde kast overskulderne for at sikker sig, at de ikke blev overvåget. Jeg skyndte mig at trække mig tilbage til mit skjulested, hvor killingen blev ved med at miave af mig.

Med et forsigtigt gestus samlede jeg den miavende killing op og lagde den ind i min jakke, så den kunne få noget varme. Dens lille hoved tittede op fra min krave, mens den miavede en sidste gang, før den faldt til ro og nød den varme, jeg gav den. Efter at have sikkert, at den sad godt og den ikke faldt ud, tittede jeg frem bag husmuren og lyttede spændt efter den samtale de var i gang med.

”… hvad har du tænkt dig at gøre med hende der Frederikke,” sagde pigen, mens hun tvang med sit blonde hår, så man kunne se hende røde læber, hvor hendes tunge gled over, at det gav mig kuldegysninger, mens killing miave lavmælt. Var det bare mig, eller lød hun jaloux?

”Jeg dråber hende om en uge, skat. Så ka’ vi to være sammen foreviget, ik’ Victoria.” vreden boblede i min mave, ved hans svar til den uduelige Victoria. Det hele var bare en kæmpe løgn, så Frederikke kunne blive kraftig sørgede. Og jeg ville forhindre det i at ske. Jeg måtte advare Frederikke om Dexters planer.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...