Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
8277Visninger
AA

5. Besøg

Robins synsvinkel.

Et svagt morgenlys skinnede mig i ansigtet, mens jeg fuldstendig havde glemt hvor jeg var. En sygeplejerske rullede gardinerne for, mens min hukommelse fortalte mig, at jeg befandt mig på et sygehus.

Jeg hadede at være på et sygehus. Hvorfor, det ved jeg ikke. Hver gang jeg kiggede rundt i det mindede det mig om en brunhåret mand, der blødte et sted ved brystet. Hver gang synet slørede mit indre blik, slog mit hjerte en tak over sig.

Jeg vendte mit hoved mod det brune stabile natbord, der stod på min seng. Jeg så en flot buket roser, som skinnede frisk i morgensolen, der var på vej op på himlen. Foran vasen med roserne, stod et brev sammen folet med skrå skift, hvor der stod til Robin.

Jeg rakte ud efter brevet, og åbnede den forsigtigt. En hvid seddel dumpede ned på dynen, der lå tæt svøbet om mig.

                                                       Kære Robin.

Vi giver dig nogle roser, som håb på at du ville klare det godt. Det havde taget os langtid at finde de smukkeste blomster til dig. Til sidst faldt Liam over de roser, der står og pynter på dit natbord. Vi har taget et smut over på dit arbejde, hvor alle ønsker dig god bedring med alle de ting, der er sket med dig.

Din ven Frederikke tager med os over og besøger dig den næste dag (Eller i dag vist du først vågnede den næste dag, Du ved hvad vi mener).

Godbedring, og pas godt på dig selv til vi kommer.

Hilsen Harry, Louis, Niall, Liam og Zayn.

Ps: Glæder os til at se dig.

 

Jeg smilte af de smukke ord, som de havde skrevet, men jeg kunne ikke se hvem, der har skrevet dem. Følelsen af, at der var nogen der holdt af mig gjorde mig glad. For i alle de år, jeg havde boet hos Kim havde jeg aldrig haft noget kærlighed eller omsorg kun af mine venner, der støttede mig. Og den ven var Frederikke.

Jeg lagde mig tilbage i sengen, så jeg kunne se et rundt i, der viste at klokken var halv ti. Havde jeg virkelig sovet så lange. Smerterne var ikke så store når jeg bevægede mig, da smertestillende stadig holdt godt inde i mig.

Inderst inde håbede jeg ikke, at Kim ville komme. Det vil ødelægge det hele fuldkommen. Og hva’ hvis han trådte ind skide fuld på rulleskøjter, mens drengende var her. De ville sikkert tro alt muligt ondt om mig.

Jeg så det hele for mig. Jeg så drengens hånelige ansigt, der grinede. En uventet person dukkede op i mine tanker, men jeg nåede ikke at se hvem det var, før jeg havde rystet på hovedet, og personen fløj ud af hovedet. Det eneste jeg nåede at se var noget brunt hår.

Jeg vendte hovedet mod vinduet, hvor en solsort sad og sang. Den spredte sine vinger. Jeg ønskede lige pludselig, at kunne flyve. Flyve væk for det onde liv jeg havde. Jeg ville starte på en frisk. Ud og opleve verden, mens min fortid blev lagt bag mig.

Jeg forstod ikke, hvorfor jeg flyttede væk for Kim? Jeg kunne bo i en lille lejlighed tæt på mit arbejde, og jeg skulle aldrig mærke næver mod min hud.

Det var dejlige tanker, der sikkert aldrig ville blive til virkelighed. Jeg vil aldrig kunne komme væk for Kim, så jeg kunne lægge fortiden bag mig. Jeg vidste, at jeg ikke kunne flyve, men nogle gange var tanker virkelig sjove at lege rundt med.

Mange af mine tanker kunne sagtens blive til historier eller eventyr. Jeg så mange lystlige eventyr gennem min liv, som jeg havde været igennem. Jeg synes nogle gange, at mit liv følelses et eventyr, der burde blive skrevet ned, og sendt ud i den store hvide verden.

Jeg smilte af tanken om mit liv som et eventyr. Det ville være meget mærkeligt. Komme ind i en bogbutik med bøger med titlen Robins livshistorie eller Robins elendige liv.

Jeg grinede lavmælt af titlerne, som mit hoved lavede. Jeg synes mine tanker var et kæmpe rod lige som et rodet værelse, der aldrig blev rodet op.

                                                                            ***

Efter få timers tænkning blev døren til min stue skubbet forsigtigt op, og Nialls blonde hår stak frem. Hans blå øjne blev rettet mod mig, mens et glad smil bredte sig over hans læber.

”Hun er vågn.” Harry, Louis, Liam og Zayn kom indenfor, mens Niall satte sig i vindueskammen, hvor han fik skræmt solsorten væk.

Louis kom smilende ind, sammen med de andre. Hans blålig øjne var venligt rettet på mig.

”Endelig vågn. Du snakker ikke ret meget når du sover.” Jeg skar et irriteret ansigt af ham, mens Frederikke kom rolig gående ind ad døren.

”Hvordan har du det?” Hun satte sig ned i den stol, der stod ved min højre side, mens Zayn satte sig i den anden. De andre fordelte sig i min fodende, hvor Louis sad og drillede Harry, der betagede mig. Jeg trækkede på skulderen. ”Det er jo kun dig der ved det.” Frederikke himlede med øjnene, og drengende grinede lavmælt.

Jeg sagde ikke noget, jeg fokuserede bare på de andre, da manden med brunt hår blev vist for mit indre blik. Hans høje kindben var ikke til at tage fejl af. Hans øjne var gudmodige, mens hans læber viste et roligt smil. Jeg synes jeg på en eller anden måde havde set ham før, men jeg kunne ikke hvem det var, eller hvornår jeg havde mødt ham?

Drengene og Frederikke fornemmede min tavshed.

Det bankede igen på døren. En rød håret kvinde med skarpe grå øjn trådte ind. Hendes læber var smalle, mens hendes hoved var fint rundt. Hun rettede hendes øjne mod mig inden hun sagde:

”Hvordan går det?” Hendes stemme var ikke til at tage fejl af. Hun var bekymret, selvom hun holdt hendes ligegyldige facade godt. Hendes øjne synkroniserede drengene, der sad og snakkede lavmælt om et eller andet. Hun gik uden et ord.

”Hvem var det,” spurgte Niall, da hun var gået.

”Vores chef, Jackie.” Frederikke kom mig i forvejen.

”Kommer der ikke nogen for din familie.” Denne gang var det Louis der spurgte mig. Jeg trækkede kort på skulderne, før jeg kæmpede mig op at sidde.

Louis nynnede melodier, mens Harry sad og kiggede ud af vinduet. Zayn snakkede med Frederikke. Niall brokede sig over, at han var sulten. Liam snakkede med mig.

”… hvor langtid har du endelig arbejdet på cafeen,” spurgte han. Han sad i den stol som Zayn havde siddet i, men han stod nu lænet op ad en af murerne og snakkede roligt med Frederikke.

”Lad mig se – ca. tre år. Jeg startede, da jeg var seksten.” Liam nikkede til mit svar.

                                                                   ***                         

Zayn’ synsvinkel.

Tiden gik, og en sygeplejerske kom ind ad døren, for at sige, at vi skulle smutte, da der sikkert var andre, der ville besøge hende. Jeg havde det dårligt ved at gå fra hende. Hun så efter os hele vejen ud på gangen. Hende smukke brun-grønlige øjne kiggede på min nakke. Man kunne tydeligt fornemme, at hun ikke vil have, at vi gik fra hende nu. Hun havde lige haft det så hyggeligt.

Vi gik ned ad virkelige mange trapper, hvor andre var på vej op. Jeg håbede at nogen af dem var på vej op til Robin, der sikkert kedede sig ihjel der oppe. Det måtte jo være kedeligt. Ligge oppe i en seng, og stirrer op i loftet. Det var jo ikke ligefrem, det mest spændende at opleve.

Nede i lobbyen, så vi en tyk mand, med kort brunt hår. Han lugtede af alkohol, når han gik forbi en. Jeg runkede på næsen af lugten, og det samme gjorte de andre. Jeg så Frederikkes urolige blik hvile på den mand. Noget sagde mig, at han ikke var den rareste mand, man kunne møde.

Frygten om han skulle op til Robin var stor. Den levede nærmest i min mave, mens vi krydsede lobbyen, og fans blev holdt væk fra bodyguardsne. Vi fandt hurtigt vejen ud, mens Robins glade ansigt kom ind i min hukommelse og lænkede sig fast.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...