Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
8277Visninger
AA

28. Begravelsen

I de følgende uger og dage havde jeg lukket mig inde på mit værelse, mens Pjuske hele tiden irriterede mig, at jeg blev nød til at smide hende ud af mit værelse. Jeg havde det forfærdeligt i uger, mens andre kunne gå rundt i byen uden at bekymre sig om det. Jeg havde ikke snakket med nogen. Jeg havde ikke lukket nogen ind, indtil Louis uventet havde kommet her ind. Han prøvede flere gange forgæves at få mig på toppen igen. I de to første uger lykkes det ham ikke, men i den tredje uge havde han fået mig ud af mit værelse. Han havde tvunget mig til at gå i bad, inden vi så en film. Jeg havde blevet lidt mere fri, siden han havde kommet ind og hjulpet mig, men jeg savnede Frederikke stadig væk og det ville jeg altid gøre. Lige meget hvad.

Lige nu stod jeg på balkonen og så ud over de andre mennesker, der strømmede forbi, uden at lægge mærke til mig, der betagede vær eneste ene. Mine øjne flakkede rundt mellem menneske mængden, mens jeg lænede mig op ad hegnet, som beskyttede mig for ikke at falde ud.

Ude i horisonten var solen på vej op. De røde farver spredte sig ud over den himmelblå himmel, der havde drevet de trygende skyer væk, så man kunne se den blå himmel ganske tydligt. Jeg havde mange gange spekuleret over, hvordan det var helt op over skyerne. I film var der altid fuldkommen blåt, og skyerne lå nede under en som tætte dyner.

Jeg tog en dyb indånding for at få ro på mig selv, da det var i dag, at Frederikke skulle begraves. Selvom jeg vidste, at det ville blive hårdt, kom jeg alligevel, og Louis havde lovet at tage med. Og det var jeg glad for.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle have gjort uden ham. Han havde været der for mig hele tiden. Det var ham, som mange gange nussede mig i søvn, eller puttede ham mig ind til sig, når vi gik i seng. Det var ham, som holdt mig oppe.

Jeg lod en hånd glide op til Frederikkes halskæde, som jeg havde taget på og jeg havde ingen erindring om at tage den af, da det var det sidste minde, jeg havde fra Frederikke. Halskæden lå koldt ned af min hals, mens jeg pillede forsigtigt ved den og betagede den i langtid, at solen allerede var stået op, da jeg endelig gik ind til Louis, der havde hentet runstykker.

”Det skal nok gå, Robin. De ville ikke give dig skylden,” sagde Louis, da han så mit triste ansigt udtryk.

Jeg havde for nogle timer siden fortalt ham om min bekymring, om at Frederikkes familie ville bebrejde mig noget. Men han havde flere gang beroligeret mig med, at de ikke ville det, da jeg ikke vidste, at alt det her ville ske. Men jeg var stadig lige så bekymrede om det som før, jeg spurgte ham. Nervøsiteten eksploderede nærmest i min mave, bare ved at tænke på mig.

Louis trækkede mig ind til sig, og den normale varme steg i kroppen. Jeg havde savnet den varme, vær gang han rørte mig, da den var forsvundet sporløst for to uger siden. Og jeg var glad for, at den var tilbage igen. For vidste jeg, at jeg stadig var forelsket i ham.

”Kom lad os få noget at spise, så du kan få noget andet at tænke på,” sagde han og førte mig hen til en stol, som jeg lod mig dumpe ned i, mens jeg stirrede trist ned på den tomme tallerken. ”Kom så – spis.”

Jeg kiggede op fra tallerken, da Louis lagde en under på den. Jeg smørrede modvilligt noget leverpostej på den, inden jeg begyndte at betage Louis, der hele tiden opmuntrede mig til at spise. Det var nærmest, som om jeg blev tvunget til at spise min mad. Han spurgte konstant om, at jeg ikke skulle have noget mere. Efter en hel runstykke (En under og en ovre) måtte jeg sige nej, da jeg ikke havde mere appetit tilbage.

”Kom nu, bare et styk mere,” tikkede han.

”Jeg kan ikke mere,” sagde jeg irriteret til ham og sendte ham et hurtigt smil, inden jeg tog af bordet.

                                                                           ***

Klokken sneglede sig af sted til begravelsen, og det var jeg ganske tilfreds med. Men tiden kom efter nogle timer, der havde været lang trykkende. Under hele bilturen var jeg stille. Min mave vrimlede med nervøse sommerfugle, og spændingen var over mig, som en bølge hver gang jeg tænkte tilbage på Frederikke.

Jeg bed tænderne sammen, da Louis kørte ud på vejen, mens han nynnede opmuntrende melodier. De opmuntrede mig ikke, men gjorde mig mere nervøs, at jeg begyndte at spænde rundt i kroppen. Jeg knyttede hårdt mine spinkle hænder sammen, mens Louis drejede ned mod kirken, hvor hun skulle begraves.

Jeg var ikke ligefrem lykkelig ved tanken om alle de gæster, der vil kigge på en. De ville sikkert betage mig med onde øjne, som om jeg var en morder, der lige havde slået hende ihjel.

Det gav et sæt i mig, da jeg mærkede Louis’ hånd blive ligget på mit skød. Jeg betagede den længe, nusse mit ben. Jeg flyttede øjnene fra den og kiggede op mod Louis, der smilte beroligende smil, mens han kiggede hvor han kørte.

Han stoppede ude foran en stor hvid kirke, hvor forskellige biler holdt parkeret. Gravstene var over alt og de dannede stier, som man kunne gå hen til den bestemte grav. Kirkegården var belagt med små sten, der knasede under ens fødder, når man gik på dem. Jeg kiggede nervøst ud på de andre gæster, der havde flotte kjoler på i mange forskellige farver. Nogle af dem havde sort på lige som mig selv. Jeg var iført en sort kjole, der gik ned over knæene, mens mit hår var sat op i en knold.

Jeg kiggede en sidste gang ud på gæsterne, før jeg tog en dyb indånding for at beroliger mig selv og sprang roligt ud af bilen. Den kølelige vind stod mig i møde, mens jeg tog et forsigtigt et skridt hen mod metallågen til kirkegården. Jeg nåede ikke der hen, før Louis var ved min side og tog min hånd for at sikker sig, at jeg hele tiden var hos ham.

Han førte mig ind på kirkegården, hvor de fleste gæster sendte mig et venligt blik, og nogen af dem sagde endda hej, da jeg gik forbi dem. Louis skubbede blidt til mig med et stort smil på hans læber.

”Se, de bebrejder dig ikke noget, Robin,” sagde han og gav min hånd et tæt klem, før vi begge to fik øje på nogen vi kendte.

Det gjorde mig glad, at se dem enes igen, efter alt hvad der var sket. De stod og snakkede, som om det aldrig var sket. Efter langtid pillede der et smil over mine læber ved synet af de fire One Direction-drenge snakke sammen. Liam vinkede som en besat, da han fik øje på os henne ved en grav. De andre drenge vendte sig hurtigt rundt og begyndte med det samme at vinke, da de så hvem Liam vinkede til. Jeg kiggede forsigtigt op på Louis, som smilede ved synet af sine bandmedlemmer. Han kiggede ned på mig, før jeg førte ham hen mod dem.

De gav hinanden et kæmpe gruppekram, at jeg ikke kunne lade vær med at grine af dem. De vendte sig alle sammen om mod mig, mens Louis udbrød:

”Du kan grine!”

Det fik mig til at grine endnu mere, at det smittede hurtigt af på drengene, der støttede sig til hinanden, da de alle var ved at miste balancen. Latteren døde hen efter nogle minutter.

”Hva’ så Robin, hvordan går den,” sagde Harry og omfavnede mig. De andre fulgte hans eksempel og gav mig alle sammen et kæmpe kram.

”Det går da okay,” sagde jeg, da jeg havde fået vejret af de mange kram for dem.

Zayn skulle til at sige noget, men han blev afbrudt af en velkendt stemme, der var hæs og den rustede en smule:

”Robin, kan jeg tale med dig et øjeblik.”

Jeg bed mig hårdt i læben ved lyden af Frederikkes mor. Jeg vendte rundt på hælen og så direkte ind i hendes mors sørgmodige øjne, der var triste. Jeg havde aldrig set hende så trist. Jeg kiggede kort over på drengene, før jeg endnu en gang bed mig nervøs i under læben og fulgte villigt med hende. Jeg var spændt over, hvad hun ville sige, da det ikke lod til, at hun havde sagt noget i langtid.

Hun fulgte mig langt væk for de andre gæster. Hun førte mig igennem masser af gravstene, hvor forskellige citater var ind gravet. Der var forskellige aldre på hver, der var død. Nogen var temmelige unge, og andre var gamle tanter eller bedstemødre. Frederikkes mor vendte ind af en guldlåge. Jeg gik igennem den og så et stort græsareal, hvor små bakker stod i solens solskin, mens blomster skød op fra den fugtige jord. Der var ingen grav stene, men i midten af det hele var der et dybt hul. Foran hullet var der plantet et stort egetræ, der tornede sig op over buskene, som omringede græsarealet. Jeg vidste udmærket, at det var her Frederikke skulle begraves.

Moren førte mig tætter på, uden at sige noget til mig. Hendes lange sorte kjole bølgede smukt efter hende, når hun gik, og i hendes orangehår var der en flor hvidrose, der stak ud ved hendes knold. Hun bar et guldkors om halsen, mens hun havde sorte hansker, der gik op til albuen.

”Vi har bestemt, at hun skal ligge for sig selv lige her under det store egetræ,” startede moren, mens hun tørrede øjnene, der løb i vand med sin håndryg. Hun snøftede kort, inden hun betagede det store egetræ med omhu. ”Det var en katastrofe, da nogen forbi passeregerne fandt hende ude i det store egetræ. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv, da en politimand informerede mig om min ældste datters død. Jeg havde selvfølgelig læst brevet, men … jeg troede ikke på det.” Hun tav.

Vi stod i tavshed, mens en stor sort krage lande i egetræets krone og begyndte at synge en sørgelig melodi. Dens store øjne hvilede på os, mens lyden af de andre gæsters stemmer fordampede i det fjerne. Jeg havde det dårligt ved at høre moren fortælle hendes sørger, men jeg havde intet valg. Min mave vred sig ubehageligt ved vært ord og jeg blev mere trist. Jeg følte igen sorgen sprede sig i min krop. Og nu var det min tur til at tørre mine øjne.

”Jeg vidste, at der måtte være en god grund til at hun gjorde det,” forsatte hun lavmælt, mens hun holdt stift øje med kragen, der ikke længe tørrede at se på os. ”Jeg begyndte at opsøge venner og veninder. De fleste vidste ikke noget, så jeg blev tydeligvis skuffet over, at der ikke var nogen lede tråd. Jeg opgav kampen efter kort tid, men for noget tid siden kontakten en gammel ven mig. Hun ville se mig med det samme.”

Jeg stod som neglet til stedet. Var der noget som Frederikke ikke havde fortalt mig?

”Jeg tog der over med det samme,” fortalte moren og sænkede stemmen udliggere, at jeg måtte anstrenge mig for at lytte efter. Mit hjerte pumpede hurtigt og hårdt mod mit bryst, mens mine hænder blev klamme af spænding. Jeg holdt vejret, som om det mindste indånding ville ødelægge det hele. ”Det var det væreste der var sket i hele mit liv. Hendes veninde fortalte mig alt muligt, jeg ikke havde troet om hende. Hun var slet ikke til at kende igennem venindens historier.”

Moren holdt inde, mens mere og mere nysgerrighed og spørgsmål blev slynget imod mig som en tidevandsbølge. Hvad var det hun mente med Hun var slet ikke til at kende igennem venindens historier? Hvad var der i vejen med Frederikke? Det eneste jeg var sikker på nu, var at hun havde holdt noget vigtigt hemmeligt for mig. Selvom jeg også havde hemmeligheder for hende, følte jeg mig skuffet og forladt af min bedste veninde.

Moren kiggede ned på mig med triste øjne og et sorgmodigt ansigtsudtryk. Jeg følte, at hun havde det ubehageligt ved situationen. Hendes arme rustede forfærdelig, mens hendes læber dirrede af frygt.

”Hun fortalte mig,” sagde moren og tog en dyb indånding, ”at hun flere gange i weekenderne var taget ud til den populæreste bar, hvor hun opførte sig anderledes; hun drak alkohol til den sidste dråbe og hun solgte sin krop til andre fyre, mens hun tog stoffer. Hun holdt det hele skjult, ingen vidste uråd. Ingen ville tro, at en pige der hjalp et mishandlet barn ville gøre sådan noget. Så hun var glad for hendes densitet.”

Jeg kiggede vantro på hende, mens vært et ord lagde sig ind i min hukommelse. Jeg kunne mærke vreden stige op i min krop. Tristheden blev skubbet væk hurtigere end lynet. Jeg følte mig skuffet, vred og misbrugt på samme tid. Jeg knyttede hårdt mine hænder sammen, at min negle begravede sig i mit hud. Jeg forstod ikke, hvorfor Frederikke kunne bruge mig på sådan en møde. Jeg troede, at hun var min ven. Den ven der ikke misbrugte en. Hun havde løjet overfor mig i så lang tid. Hun havde fortalt mig, at jeg altid kunne komme til hende. Men det hele var bare et rollespil. Et fupnumre uden lige. Det var derfor Dexter var der den aften, jeg kom på besøg. Hun havde solgt sin krop til ham. Og få at få dækket hendes hemmelighed, kaldte hun ham for sin kæreste.

”Det gør mig ondt at fortælle dig det, men jeg troede, at det var den bedste løsning.” moren kiggede trist ned på mig.

”Det er ikke din skyld, at hun ikke har fortalt dig det. Og jeg er glad for, at du fortalte mig det. For nu ved jeg, at jeg skal vide hvem, der er mine venner,” sagde jeg stift. Moren skulle til at sige noget, men hun blev afbrudt af kirkeklokkerne, der fortalte os, at begravelsen fandt sted nu.

Vi gik tilbage mod kirkegården i stilhed, mens jeg stadig havde følelsen af, at jeg var blevet misbrugt. Vi krydsede hurtigt kirkegården og trådte hen til gæsterne, der myldrede ind i kirken. De fleste vendte ansigterne mod os, da vi sluttede os til den og kom ind i et sted, hvor vi hang jakkerne op, inden vi gik ind i en stor sal, hvor en sort kiste var placeret i midten af det hele. Gæsterne smed blomster bag ved graven, mens andre tog plads. Jeg kiggede over folks hoveder og så en grædefærdig Tina, der havde begravet sit ansigt i hendes storbrors skulder. Ved siden af storbroren sad en spinkel mand med brunt skæg. Det var Frederikkes far. Moren luntede trist hen til dem, mens jeg selv satte kurs mod Harry, Louis, Liam, Niall og Zayn, der sad lidt længere oppe og fjollede rundt, som de plejede at gøre.

Jeg satte mig tavs ned ved siden af Liam, der kiggede underne på mit vrede, irriterede ansigt, der lavede en irriteret grimasse ved synet af Dexter, som sad på første række. Ovalt der var bag i kirken begyndte at spille højlydt, og alle snakken fordampede, mens drengene holdt op med at fjoller og holdt nu fokus på præsten, der kom ind, da ovalt var færdig med at spille. Præsten begyndte at snakke, men jeg lyttede ikke efter.

                                                                               ***

Under alle præstens taler var jeg væk for bevidsthed. Jeg var der kun, når salmer blev sunget og når man skulle op at stå, ellers var jeg væk i mine tanker, som kun handlede om Frederikkes hemmelighed. Drengene var de eneste, der lod mærke til mit fravær, under præstens taler, ellers var der ikke andre der lod mærke til det.

Liam puffede til mig, og fik mig revet ud af tankerne, som herskede i mit hoved. Jeg kiggede irriteret over på ham, men han kastede hurtigt med hovedet mod udgangen, hvor gæster var på vej ud af. Kisten var også forsvundet ud af døren. Det tog langtid før jeg opdagede, at jeg skulle følge med. Jeg rejste mig elegant op med øjnene rettet stift mod udgangen, der blev tom af gæster.

Jeg lod drengene følge mig udenfor, da jeg ikke var ved bevidstheden nok til at kunne gå de rette veje. Først da jeg stod uden for guldlågen kom jeg til mig selv. Jeg så igen det grønne græsareal med blomster. Men jeg synes ikke, at det var så smukt som før. Jeg følte ikke den samme beundring som de andre, der trådte herind. Jeg havde det dårligt ved at være her, på grund af, alt det jeg havde hørt. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige Wow, som den andre gjorde. Jeg nøjes med at kigge rundt på buskene og blomsterne, men intet af dem fik mig til at sige Wow.

Jeg mærkede drengenes undersøgende blikke, mens vi nærmede os det store egetræ, der stod foran det store hul, som kisten blev sendt ned i. En ældre dame med høje kindben og grå spræng hår kom med en rødrose til mig. Jeg gik mod kraven og kastede den der ned, mens blikkende blev hængende på mig.

Jeg lod mine mager finger glide op til halskæden og lukkede den op. Jeg kiggede ned på den og huskede tydeligt en sætning fra brevet: Du skal passe på den for det er vores venskab. Med en sidste overvejelse kastede jeg den ned. Det gav et lille dunk, da den ramte kisten. Jeg trådte tilbage, mens de andre for familien begyndte at kaste roser der ned.

Efter at familien havde kastet roserne ned tog en fætter en skammel og stalde sig op på den, så alle kunne se ham. Jeg kastede et blik på fætteren, der så ud til at være rørt over sin kusines død.

”Frederikke har altid været en hemmelighedsfuldpige, der hele tiden ville gå sin egne veje. Ingen af os ved hendes sande idensitet med sikkerhed, der kan være så mange rygter, at man ikke kan være sikker …”

Jeg vendte om på hælen og løb ud af græsarealet. Jeg kunne ikke klare mere af alt deres snak. Jeg kunne aldrig være sikker på, om veninden havde sagt sandt. Men helt inderst i mit hjerte holdt jeg stadig af Frederikke, selvom hun havde dummet sig for groft. Men jeg måtte se på den lyse side. Hun havde hjulpet mig og sørget for, at jeg havde det godt, mens hun selv var en være idiot.

Jeg løb ud til vejen med tårerne trillende ned af mine kinder, mens jeg hørte en fjern råben råbe mit navn. Jeg vidste, at det var Louis, men jeg havde ikke lyst til at snakke. Jeg vidste ikke en gang, om det var en god ide at fortælle det til ham.

Jeg forsatte til venstre, så jeg satte kurs mod skoven. Jeg drejede ned af forskellige ting, mens flere og flere råbte mit navn. Men jeg ville ikke stoppe. Jeg ville væk for alt det her lige nu. Jeg havde brug for at være i fred og ro, så jeg kunne tænke tingene igennem en gang for alle.

Jeg nåede endelig ind i skoven, hvor jeg løb ned af forskellige stier, mens fuglenes sang lød i trækronerne. Jeg fandt vej til det store egetræ, hvor nogle ord var ind gravet med store tydelige bogstaver: Stol på jeres veninder.

Grunden til hendes selvmordstanker var på grund af hendes dårlige venskab. Hun kunne ikke holde tanken ud om at have misbrugt mig, så hun gjorde den sidste udvej, som var forkert. Hun kunne have fortalt mig det, så kunne hun starte på en ny og blive en rigtig veninde.

Jeg satte mig grædefærdigt op ad træstammen og begravede mit ansigt i mine knæ. Jeg lod tårerne få frit løb, mens fodskridt lød. De kom nærmere og nærmere, men jeg var ikke bange for jeg vidste, at det bare var Louis. Og jeg havde ret, for da jeg kiggede op så jeg Louis komme løbene mod mig. Han så bekymrede ud, mens han satte sig op hug foran mig. Han stryg mig over kinden, mens han lagde sin pande mod min, da store skyer lod deres regn falde ned. Efter kort tid var vi begge gennemblødte til top til tå. Mit hår lå klæbeligt om min nakke, mens jeg rustede som en vanvittig. Louis tog hurtigt sin jakke af og viklede den rundt om mig.

”Hvad sker der, Robin,” spurgte han bekymret og trækkede mig hel ind til ham.

”L-l-lang hisor-i-ie,” stammede jeg grådkvalt.

”Fortæl,” sagde han uden omsvøb.

Jeg fortalte ham modvilligt historien, mens regnen blev værre og værre. Jeg kunne nærmest mærke sneen under mig, men der var intet sne. Det føles som minus grader.

”Det skal nok gå,” sagde Louis beroligende til mig, efter jeg havde fortalt historien færdig. Jeg tvivlede stærkt på det, men forholdt mig tavs.

”Hvorfor er det altid mig det går ud over? Der – der er ingen som kan li’ mig,” hulkede jeg efter lang tavshed. Jeg mærkede alle tårerne trille ned af mine kinder.

Louis stirrede på mig, som om jeg var blevet gal, men så lukkede han øjnene og hans ansigt nærmede sig mit lige som i en drøm jeg havde haft. Jeg stivnede, da jeg mærkede hans bløde læber mod mine. Han pressede forsigtigt mig op ad træet, mens han holdt sine hænder tæt ved mit hoved. Jeg mærkede sommerfuglene afløse alt inde i maven. Selv tristheden og alt det andet forsvandt for at gøre plads til dem og sommerfuglene. Jeg lukkede mine øjne i og lod mine hænder glide op til hans nakke.

Jeg vidste ikke hvor længe vi sad sådan her. Men det følte som en dejlig evighed, før vi trækkede os væk for hinanden. Vi kiggede hinanden ind i øjnene, mens vi begge rødmede og sendte hinanden store smile.

”Jeg elsker dig.”

”Jeg elsker også dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...