Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
8362Visninger
AA

16. Banden.

Jeg vidste ikke hvad, jeg skulle føle lige nu. Jeg vidste ikke, om jeg skulle være glad eller være sur. Min mave snørede sig hårdt sammen, mens jeg mærkede Frederikkes muntre blik. Jeg kiggede hårdt over på dem, selvom det ikke var deres skyld, at jeg følte sådan. Jeg lod mit ansigt glide ind mellem mine spinkle hænder, der nærmest rustede af frustration over sladderbladet, som jeg lagde i midten af bordet.

”Robin, det er ikke nået at skamme sig over. Han kan lide dig, og du kan lide ham.” Frederikke lagde en trøstende hånd om mine skulder. Hun lød opmuntrende, men alligevel kunne jeg ane en smule forsigtig hed i hendes stemme.

”Det ved ud da ikke. Den dag det skete lovede han, at han ville tage hævn, fordi jeg vækkede ham tideligt om morgnen. Så han kan ikke li’ mig.” Jeg fjernede mine hænder for ansigtet og afslørede tårer, der trillede roligt ned af mine kinder.

Hvorfor var det mig, der var så uheldig nogle gange? Kunne folk ikke bare lade mig være i fred, så jeg kunne tænke mine tanker på egen hånd?

Jeg rejste mig hurtigt op, så stolen bag mig faldt ned på gulvet. Det gav et kæmpe brav, at flere skrig ude for køkkenet kunne høres rundt i cafeens store rumme. Alle dem der var rundt omkring mig brød ud i grin. Jeg kunne heller ikke lade vær med at grine. Jeg lod tårende vær spildt tårer.

”Hvad med noget musik, folkens.” Valborg hoppede muntret ned for det bord, hun havde sat sig på, da stolen bag mig var faldet ned. One Direction’ stemmer larmede høj lydt i rummet. Vi blev smittet af det gode musik, at vi ikke kunne lade vær med at synge med.

Det var en kæmpe fest, og kunderne stirrede på os, som om vi var skøre. Men jeg kunne se, at de morede sig ved synet af os.

Jeg glemte fuldstendig at være sur over sladderbladet, som jeg kylede ud i en skraldespand, der stod ude i køkkenet, hvor de festede og sang, mens de lavede boller. Jeg tog syngene mod kundernes bestillinger. Når jeg skulle give kunderne deres mad gik det i muntre skridt.

                                                                                ***

 Jeg sagde farvel efter flere timers arbejdsdag, der havde været dejlig. Jeg synes, at tiden var gået hurtigt. Det føles, som om jeg næsten lige havde gået der ind, og jeg var allerede fri igen. Jeg gik med højt humør over vejen, mens sladderblads billeder dukkede modvilligt frem i mit indre blik.

Jeg så det billede, hvor han havde mig over skulderen, og jeg kunne ikke lade vær med at smile. Jeg forstod det ikke. Hvorfor var jeg forelsket i ham? Han var verdensberømt. Han havde ikke tid til sådan en som. En almenlig person. Han for tjente bedre, og det forstod alle. Og pressen havde ret: Han skulle have en kendt kæreste, som de andre kendte havde. Justin Bieber havde haft Selena Gomez, som også var kendt. Jeg vidste ikke, om de havde slået op eller ej. Som sagt følte jeg ikke med i sladderblad.

Louis ville ikke have mig, det vidste jeg. For jeg var en almindelig pige på atten år, som ingen drenge ville falde få. Jeg var ikke smuk. Og det havde jeg aldrig været, og det ville jeg heller aldrig blive. Sådan er det. Nogen er født med udseendet og andre er ikke.

Jeg gik forbi et stort hus, som jeg ikke havde set før. Jeg kunne ikke lade vær med at se ind af vinduerne. Jeg så en lykkelig familie, der grinede sammen. Snakkede sammen. Var sammen med hinanden. Og det vigtigste af alt: Hyggede sig sammen med hinanden. Jeg kunne ikke lade vær med at føle et kæmpe stik i hjertet. Jeg var misundelig på dem. Jeg har aldrig haft en familie. Jeg har aldrig følt, at nogen var min familie. Jeg havde altid følt, at jeg var alene om alle tingene.

Jeg sukkede dybt, mens den våde regn gennemblødte mit lyse hår. Jeg var en humørbumpe, det vidste jeg godt. Først er jeg trist, så er jeg glad, og så er jeg trist igen. Kunne det blive værre!

Jeg gik videre, for ikke at pine mig mere, ved synet af familien, der hyggede sig sammen. Jeg gik alene ude i regnen, mens biler sprøjtede flere gange vand over mig. Jeg så store plakater med kærlighed eller kæreste på, der bragte et stort budskab: Over lad hadet og bitterheden, til dem der ikke er stærke nok til at elske.

Jeg kiggede væk fra de store plakater og plancher, der var sat op, og koncentrerede mig i stedet om det drivvåde fortov jeg gik på. Mine sko blev gennemblødte, at det skrumlede over. Det plaskede i mine sko, mens jeg gik. Mine sukker klæbede sig fast til min fod. Mine busker, sad stramt og klæbeligt om min ben, da de var drivvåde. Selv min uniform ind under jakken var drivvåd. Jeg burde købe en ny jakke, der var vandtæt i stedet for denne gamle jakke, som jeg havde fået af Kim.

Jeg mærkede ikke, at jeg gik ind i nogen. Jeg faldt ned på den hårdere jord, der var under mig. Jeg nåede ikke at regere, før jeg mærkede nogle hårdere greb om mine skulder. Personerne slæbte mig ind på fodboldbanen, der var fuldkommet øde. Jeg blev slæbt over det kolde græs, da jeg først opdagede, at der var nogen der holdt fast i mig.

Jeg rev mig løs, inden jeg hurtigt kom på benene. Men jeg nåede ikke langt, før en gruppe havde omringet mig.

Jeg genkendte tre af dem. Den ene var den perfekte blondt hårede pige, der stod og smilte ondskabsfuldt til mig. Nået sagde mig, at det var hende, der havde planlagt det her. Jeg vendte mig rundt for at se, om jeg virkelig var omringet. Det var jeg. Muskuløse mænd tornede sig op over mig, men pigernes smil blev større og større, jo mere bange jeg blev. Jeg tro, at man kunne se frygten i mit ansigt, da den blonde pige smilte ondskabsfuldt over til den muskuløsteste dreng, hun havde med sig.

Han var brunhårede med en skæv næse. Man kunne tydelig se på hans krop, at han havde trænet meget med vægte, da musklerne var mere fremhævet end de andres. Nået sagde mig, at han måtte være blondinens bror, da deres hånelig smile mindede meget om hinanden.

Han gjorde et hurtigt tegn til en af sine venner, at de skulle holde mine arme, så jeg ikke gjorde nået, når de gjorde, hvad de ville gøre. Nogle mænd vred mine arme om, at de skrig af smerte. Jeg vidste, at det ville være en dum ide at prøve at flugte, da jeg ikke havde en chance mod dem.

Den blondhårede pige trådte nærmere, at hun stod lige foran mig. Hun satte sig ned på hug. Hun tog en finger under min hage. Hun tvang mig til at se op på hende. Jeg skar høj lydt tænder, mens jeg borede mine negle ind i mine håndflader.

”Du må være den heldige Robin Fletcher, der er så heldig at have scoret min fyr.” Hun smilte sit ondskabsfulde latter, der gav mig gåsehud. Hendes stemme var hård og hånelig. Jeg kunne godt forstå, at folk holdt sig fra hende.

”Jeg har, da ikke scoret din fyr,” hvæste jeg.

”Tal ordenligt,” brølede hendes bror, der gav mig hårdt i håret. Han fik meget af mit hår med sig, da han rev sin hånd ud af det. Blondinen lo en glædeløs latter, der også gav mig kuldegysninger. Alt ved hende gav mig myrekryb. Hun var alt for perfekt til at være virkelig.

”Jo du har,” sagde hun, inden hun kiggede rundt på de andre, der holdt sig om os, så de forbi pessarerne ikke kun se os. ”Du har taget min Louis Tomlinson.” Hendes tonefald var hårdt og vredt. Jeg rykkede lidt i mine hænder, men mændene der holdt dem, tog bare hårdere fat, at smertes tårer kiggede i øjnene. ”Du kan godt lade vær med at prøve at slippe væk. Det hjælper alligevel ikke nået,” tilføjede hun, da hun så mit ynkelige forsøg på at slippe væk. 

Jeg hørte de andre grine. Min mave red sig ubehageligt, mens pigen rejsende sig op med en irriteret gestus. Hendes hår bølgede om hende, når hun gik frem og tilbage.

”Ved du, hvad der sker med dem, der har taget min fyr?” Jeg rustede på hovedet, da jeg ikke kunne få et ord ud af min mund.

”Man får tæsk.” Hendes smil bredte sig over hendes læber, mens gruppen kom nærmere på mig. Jeg mærkede mændene, der holdt mine arme give slip. Nu var det tid til at stikke af. Jeg tog i værtifald chancen.

Jeg rejste mig lyn hurtigt op, inden jeg fik mast mig igennem nogen af dem, der forgæves prøvede at få fat på mine arme. Jeg satte i løb mod ud gangen af fodboldbanen, der var i den modsatte ende. Jeg håbede, at jeg var hurtig nok. Mine sko fik vandputterne til at sprøjte op på dem, der var kommet op på siden af mig. Vandet ramte dem direkte i øjnene, så de faldt bag ud.

Jeg nåede indgangen, der var en smal jern dør, som var svær at få op, fordi den var så tung. Efter nogle sekunders kamp med døren, fik jeg den op.

                                                                                     ***

Da jeg nåede hotellet gik jeg ned i skridt. Jeg kiggede mig over skuderen for at se, om der var nogen, der fulgte efter mig. Det var der ikke. Jeg var glad for, at der ikke var flere, jeg skulle flugte fra.

Jeg gik stille og roligt igennem regnen, der hamrede ned på parkeringspladsen, hvor flere biler holdt på, end den dag jeg kom. Jeg gik forsigtigt indenfor i det arme hotel, hvor drengene stod ved disken. De trippede alle sammen en smule nervøst rundt, mens de talte med damen bag disken.

Jeg gik, tætter på, da jeg gerne ville høre hvad de snakkede om.

”… er du sikker på, at du ikke har set en lysthåret pige, gå forbi her i dag.” Louis lød urolig, mens han lænede sig over disken.

”Nej, men prøv at vende jer om.” Jeg havde fået øjenkontakt med den brunhårede dame, der stod og kiggede Louis alvorligt ind i øjnene.

Drengene kiggede underne på hinanden, men de vendte sig op og kiggede på mig. De lyste op i et stort smil, inden de betagede min drivvåde krop. De grinede lidt, men sagde ikke noget.

”Hvor har du været. Vi har været så bekymret, da du ikke kom hjem fra arbejde.” Harry omfavnede mig. Det samme gjorde de andre. Jeg længtes efter Louis’ arme omkring mig igen. Da jeg mærkede hans arme omkring min drivvåde krop, blev jeg glad, at jeg var bange for at sprænge i luften.   

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...