Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
8372Visninger
AA

12. Ballade.

Robins synsvinkel.

Jeg var taknemlig over hvad Louis havde gjort, for at rede mig for, det Kim ville have gjort. Jeg vidste ikke, hvad han ville have gjort. Men jeg vidste, at det ikke var noget rart. Jeg mødte Louis’ blik. Jeg han smilte ganske roligt til mig, mens han kørte roligt videre. Jeg vidste ikke rigtigt, hvor de boede, men jeg gættede på et hotel.

Jeg var tavs under hele turen, mens jeg betagede naturen uden for de mørke vinduer. Jeg kiggede på min armbåndsur, der sagde at klokken var 22:30. Klokken var mange, og trætheden overfaldt mig hurtigt. Jeg kæmpede, for at holde øjnene åbne, mens mennesker der stadig var ude kiggede ind af de mørke bilruder.

                                                                 ***

Bilen stoppede uden foran et stort hotel, der tornede sig op over træer og huse, der var i nærheden. Hotellet var flot uden på. Stor og hvid med firekantet vinduer. Jeg vidste, at det var et dyrt sted at bo. Ingen af os nåede at åbne en dør, før døren ved Louis sprang op, og en mand med brunt hår kiggede ind. Han så rasende ud. Jeg mærkede hans ubehagelige blik mod mig, men han flyttede det efter kort tid.

”Kan jeg lige tale med jer drenge, bare et lille øje blik alene.” Han kiggede rundt på alle drengene, mens jeg følte mig lille og svag. Louis kiggede rundt på de andre, inden han sukkede, og fulgte med manden ud af bilen sammen med de andre.

”Bliv du bare her.” Manden forsvandt ud mellem bilerne sammen med One Direction-drengene.

Louis kiggede sig over skulderen. Han sendte mig et roligt smil, inden han gik ind i hotellet, hvor manden stod og ventede på ham, da han var den eneste der manglede af bandet.

Jeg vidste, at det ikke ville blive godt, men jeg prøvede at kvæle uroligheden med store slag. Panikken prøvede at kæmpe sig vej op mod min bryst, mens jeg kæmpede med at være rolig. Det var sikkert en der kendte dem godt. Ikke en eller anden støder, der slog en hver ned med en hammer. Jeg gned nervøst mine hænder sammen, mens jeg lænede mig tilbage i de sorte sæder, der var fine og rimelige glatte.

Jeg kiggede ud mod hotellet, hvor en lille flok piger rente med One Direction trøjer, mens de muligvis sang med på en af deres sange. Jeg skrumpede ned i sædet, da en af pigerne kiggede mod mit omrids. Jeg tror godt, at hun vidste, at bilen tilhørte One Direction. De hviskede lidt sammen. Troede de, at jeg var en af dem eller noget ligne?

Lyden af skridt lød, og da døren åbnede, fik jeg et chok. Jeg kunne skimte pigernes blikke mod bildøren, i håb om at en af drengene sprang ud af bilen.

”Kom med mig.” Han gik til side, så jeg kunne komme ud af bilen.

Jeg mærkede pigernes nysgerrige blikke mod min nakke, da jeg fulgte efter manden, der havde lånt nøglen til bilen af Louis låste bilen, inden han fulgte mig videre hen mod det store hotel, hvor der rimlede med mennesker, der kiggede hurtigt på mig, inden de smuttede videre. Lobbyen var stor, og rumlig mens damen bag skinken nikkede venligt til manden, der nikkede igen mod hende. Jeg kiggede lidt forvirret op på manden, der først nu opdagede, at jeg ikke vidste hvem han var.

”Jeg er One Direction’ manager. Kald mig Paul.” Han smilte opmuntrende til mig, mens han førte mig gennem en stor dør, der førte til en stor trappe, som han gik op ad.

Helt seriøst det er en mega flot bygning, men de har ikke en elevator men trapper.

”Ja, de burde anskaffe nogle elevatorer,” sagde Paul, som om han kunne læse mine tanker igennem. Irriterende på en måde.

Det var ikke ligefrem det behageligste at gå op af flere tusindvis af trapper, der snart tog livet af mig. Jeg vidste ikke hvor langt vi var oppe, men jeg gættede mig til langt oppe. Man burde have en god udsigt her oppe fra.

Til sidst kom vi til en lang gang, med rødt gulvtæppe viklet hen ad gangen, hvor der var døre på begge sider. Ikke så mange som jeg havde troet, at der var, men det var vel okay. Der var højt til loftet, hvor en lille lysekrone hang og dinglede, med store glas tingester ned ad. Der var uhyggelig malerier på væggene, hvor der ikke var døre eller vinduer.

Paul førte mig til den sidste dør på højre hånd, hvor han roligt bankede på, mens One Direction’ stemmer råbte i kor:

”Kom ind!”

Paul åbnede døren, så jeg så en rumlig sted, hvor der stod sko og hang jakker på en vandret knage. Jeg fik hurtigt taget skoene af, og hang jakken på en fri knage, som var tættest på døren, som blev åbnet, og en stor smilene Louis trådte ud til mig.

Paul lukkede døren bag mig, så jeg var fuldkommen alene med Louis. Jeg kiggede generet ned på min fødder, mens jeg bed mig hårdt i læben.

”Hvorfor så genert, jeg bider ligefrem ikke,” sagde han. Han fangede hurtigt mit blik, inden han åbnede døren bag ham, der afslørede de andre fire drenge, som sad og snakkede i en rød sofa.

”Hotellets ejer er vist vild med rødt.” Jeg kiggede mig rundt i hotellet, hvor der stod et klaver i det fjerneste hjørne. En guitar i en guitartaske stod fredligt lænet op ad de hvide vægge, hvor der hang kærligheds billede på. Gulvtæppet jeg gik på var også rødt, som de fleste ting sikkert var her på hotellet.

”Ja. Selv håndsæben er rød.” Liam rettede sig op i sofaen, mens jeg satte mig til rette nede på gulvet foran dem. Louis satte sig ved siden af mig. Til sidst sad vi en cirkel, hvor alle blikke var rettet mod mig.

”Hvad kigger I på,” sagde jeg.

”Dig,” svarede de i kor.

”Vi troede ikke, at han bare fulgte dig med her ind.” Harry satte sig i skrædderstilling henne ved Niall.

”Hvorfor dog det.” Jeg kiggede nysgerrigt rundt på dem alle.

”Tja … hvad kan man sige. Han var sur, meget sur endda. Han synes ikke, at vi skulle have brast der ind, så ja vi fik ballade plus skæld ud. Men han gav lov til at du måtte blive her,” tilføjede Louis hastigt, da jeg kiggede roligt på ham, mens jeg kæmpede mod genertheden. Jeg ville se ham i længere tid ind i øjnene.

Han smilte et sødt smil til mig, som jeg hurtigt gengælde.

”Tak for det I gjorde for mig. Det var virkeligt tappert, at I ved det.” Jeg kiggede rundt på dem alle.  

”Det var ik’ no’et…”

”Jo, det var. Jeg vil ikke en gang tænke på, hvad der var sket. Jeg kunne have blevet … voldtaget.” Ordet voldtaget sagde jeg så stille som muligt, mens tankerne vendte ubehageligt tilbage til der, hvor Kim rev alt mit tøj af, uden jeg selv vil have det.

Tårer trillede uroligt ned ad mine forsvarsløse kinder.  Jeg skjulte mit hoved i mine knæ, som jeg tog om til mig. De måtte ikke se dem igen. Det er pineligt at græde overfor nogle verdenskendte, der lige havde redet mig ud af en ubehagelig knibe.

Jeg mærkede en arm blive slynget om min hals, mens jeg hurtigt blev trykket ind i et fast greb. Jeg ville ikke se hvem det var, da jeg allerede viste det, når den varme følelse gled tungt om mit hjerte, mens glæde humpede op i min mave.

”Vi ved det, men … vi kunne ikke lade dig i stikken.” Louis stemme var så roligt som overhovedet muligt. Eneste jeg kunne høre var hans rolige stemme, der fik mig overraskende nok beroliget. Jeg mærkede ham begrave sin næse mit lyse hår, der sikkert var en smule fugtigt.

”Hvordan ved I, alt om min liv hos Kim.” Jeg kiggede på første op på Louis. Jeg vendte hurtigt hovedet mod de andre drenge, der betagede mig med Louis’ arm, der slap roligt grebet om min hals. Jeg satte mig ret op, mens jeg kiggede rundt på dem alle.

”Kan vi sige, at Frederikke talte over sig,” sagde Zayn, der sad overfor mig.

Jeg smilte til dem alle, inden jeg mærkede mine øjenlåg blive tunge.   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...