They Bombed Us - (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2013
  • Opdateret: 26 okt. 2013
  • Status: Igang
Jenna Whites og Harry Styles. De har været sammen i snart to år og deres forhold er stærkere end nogensinde før. Men hvad sker der, når en bombe springer lige ved siden af dem, da de er på julegaveindkøb og de begge bliver indlagt på hospitalet. De er langt fra stabile og den ene af dem bliver forsøgt genoplivet flere gange, men lykkedes det at redde dem begge eller må de sige farvel, efter to år med glæde og gode minder?

0Likes
0Kommentarer
270Visninger
AA

2. Kapitel 1

Vi gik hen af gaden, i et forsøg på at finde en cafe hvor vi kunne få en kop varm kaffe. Det var hundekoldt og den 18. december. Vi var i byen for at finde julegaver til familie og venner.  Pludselig stoppede Harry op og lyttede et øjeblik også kiggede han skræmt på mig. Et enormt højt brag lød, og vi blev slynget bagud, mens bygningen ved siden af os brød i brand. Først var der stille, kun lyden af sten, glas og en masse andre ting, der ramte jorden, var til at høre. Men så kom der skrig, råb om hjælp og hulk. Jeg husker kun dette, fordi jeg på intet tidspunkt var bevidstløs. Jeg kiggede rundt i et desperat forsøg på at få øje på Harry. Jeg søgte længe med blikket, mens jeg forsøgte at få kontakt med ham, ved at råbe hans navn. Der gik lidt før jeg fik øje på ham, liggende med et stort stykke træ over sig. Jeg kravlede langsomt derover af. På det korte stykke mødte jeg flere døde. Jeg var skræmt og det eneste jeg ville var at komme over til min Harry.

Jeg hørte hans mobil ringe da jeg nærmede mig. Louis. Jeg kastede mig frem for at kunne få fat i telefonen. Jeg tog den op til øret og åbnede min mund for at tale. Der gik lidt inden jeg fik taget mig sammen til at sige noget. Samtidig kravlede jeg videre for at komme over til Harry. ”Louis, der..” Jeg tog en dyb indånding, før jeg fortsatte. ”Der sprang en bombe, Harry er bevidstløs og der er så mange døde.” Jeg kunne mærke tårende løbe ned af kinderne på mig og føle hvor bange jeg egentlig var. Jeg ruskede i Harry, men han vågnede ikke af det. ”Jenna hvor er i? ” lød det af en skrækslagen Louis. Ja, hvor var vi egentlig? ”Oxford street, tr..tror jeg. Louis vi gik bare også kiggede han på mig og jeg.. jeg. Louis hvis han dør, så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre,” jeg var bange. ”Rolig nu Jenna, vi er på vej, politiet er på vej og tro mig, Harry dør ikke. Det ville han ikke gøre mod dig, mod os!” I det han havde sagt det lagde han på.

 Jeg forsøgte at løfte brættet væk fra Harry, men jeg havde ingen kræfter. Jeg rystede, som jeg aldrig havde rystet før. Jeg tænkte tilbage på alle vores gode minder. Jeg kunne mærke at dét at trække vejret pludselig blev en smule svære, men jeg var ligeglad for Harry skulle fri. Jeg forsøgte at rejse mig op flere gange, men hver gang kunne mærke noget nive mig i ryggen. Jeg råbte. Jeg var bange. Jeg kunne ikke få vejret og fik det dårligere og dårligere som minutterne gik. Trods der ikke gik lang tid før jeg kunne høre udrykningerne, føltes det som evigheder. Jeg blev ved med at mærke efter Harrys puls og ruske i ham, for at få ham til at vågne. Snart kom tre reddere over til os, og de tog straks hånd om Harry og fik ham op på en båre og kørt ham mod hospitalet. Kort efter kom de tilbage for at få fat i mig. Jeg måtte hive efter vejret og følte ikke at jeg kunne trække vejret dybt ned i lungerne. Jeg rystede, jeg var bange, jeg var i chok. De gav mig en halskrave på og en maske at trække vejret i. Jeg blev lagt på en båre og løftet over mod en ambulance.

 Da så jeg tre velkendte ansigter dukke op. Jeg forsøgt at sætte mig op, men blev hurtigt lagt ned igen. Jeg gik i panik og forsøgt at flytte masken og komme fri, af de seler de havde sat om ben, mave og arme, for at jeg ikke skulle rykke mig og gøre eventuelle skader værre. Louis, Eleanor og Liam kom løbende over mod mig. ”Jenna,” råbte Eleanor. Jeg mærkede tårende løbe ned af kinderne. ”Hvor er Harry, Jenna?” spurte Liam. ”De…de har kø..rt haam afste..afsted,” hvert et ord var smertefuldt at sige og jeg havde ingen luft bagefter. Hvor det gjorde ondt kunne jeg ikke sige, men det gjorde pokkers ondt. Jeg blev proppet ind i en ambulance og Eleanor skyndte sig at hoppe ind ved siden af mig også blev jeg kørt mod hospitalet. 

Jeg kunne stadig ikke få vejret. Sorte pletter begyndte at dukke op hver gang jeg blinkede, de blev kun større og større.  Jeg kunne se redderens mund bevæge sig, men jeg kunne ikke tyde ordene. Jeg kunne se Eleanors bekymrede blik der flakkede fra redderen til mig. Jeg lukkede øjnene, jeg var træt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...