A Christmas For Charity - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Julen er hjerternes fest – eller det siger man jo, men hvad med alle de mennesker, som ikke har råd til at holde jul? Rebecca rejser fra L.A, for at hjælpe sin far i London med hans nye projekt i julen. Han ejer et velgørenhedsfirma, og i et samarbejde med SyCo Records om at donere penge til jul rundt omkring i verdenen, bliver hun introduceret for de fem stjerner i projektet. Rebecca lægger al sin tid i projektet, selvom det betyder, at hun bliver nødt til at arbejde en del sammen med de fem drenge, som viser sig at være meget engageret i projektet. Men én af drengene fanger hendes opmærksomhed lidt mere, da han med sit optimistiske sind viser interesse for hende. Som en direkte modsætning af den unge fyr, får Rebecca øjnene op for hans ven, som ikke ejer den helt samme ild og gnist som sine kollegaer. Han er mere indadvendt end de andre og mere flabet. Men hvad vil der ske, når han langsomt begynder at vise andre sider af sig selv, og hendes følelser for de to fyre vildreder hende?

141Likes
153Kommentarer
17949Visninger
AA

2. November 30th


Jeg havde ikke været i England, og for den sags skyld heller ikke London, i lang tid.  Det var efterhånden nogle år siden, at jeg havde siddet så længe i et fly. Selvom jeg befandt mig i et varmt fly, så kunne jeg allerede fornemme kulden uden for. Set fra luften virkede London allerede så anderledes sammenlignet med L.A, hvor jeg til dagligt boede med min mor. Mine forældre blev skilt, da jeg var omkring 15. Jeg flyttede med min mor til Los Angeles, da hun besluttede sig for, at det var bedst for hende. Jeg var sikker på, at det var, fordi hun ønskede at bo tæt på mormor og morfar stadig boede der, eller fordi det ikke mindede hende om min far. Ser i, min mor er født og opvokset i L.A, hvor min far er født og opvokset et sted i England, så jeg er halv britter og halv amerikaner.

Bare for at understrege det, så er jeg ikke en rigmandspige, og det var mine forældre heller ikke. Mine bedsteforældre var ganske normale mennesker, som arbejdede hårdt for føden. Min mor arbejde hårdt, for at få råd til sin uddannelse som professor i historie. Under en forelæsning i på University of London traf mine forældre hinanden, men hvad der videre skete har jeg aldrig fået fortalt, men jeg vidste, at min far arbejdede hårdt for at blive selvstændig.

Stewardessens falske blide stemme lød i de skrattende højtalere, og det lille skilt med sikkerhedsbæltet lyste op. Uden videre tanker spændte jeg mit sikkerhedsbælte, og forberedte mig mentalt til at lande i London for første gang siden mine forældres skilsmisse. 

 

Luften i London var kølig, det var slet ikke det samme som L.A, hvor solen næsten konstant var på himlen. Her var solen næsten konstant gemt væk, og jeg havde et kort øjeblik glemt, hvordan atmosfæren føltes. Eftersom jeg næsten havde mistet min kuffert på samlebåndet, begav jeg mig langsomt mod velkomsthallen, hvor min far havde sagt, at han ville hente mig.

Denne jul havde jeg valgt at tilbringe sammen med ham. Vi så sjældent hinanden, da han havde travlt med sit firma, men jeg bebrejdede ham underligt nok ikke. Min far var en god mand, og han ville kun folk det bedste. Derfor ville det ikke være svært at gætte, hvilket firma han ejede? Velgørenhed var hans liv, og det smittede af på mig. Hele mit liv havde jeg altid beundret hans arbejde, hans ild for at hjælpe mennesker, som ikke havde de samme forhold som os.

For nogle måneder siden ringede han, for at fortælle mig om sit helt nye projekt. A Christmas For Charity, kaldte han det. Sammen med et eller andet selskab, ville han sørge for, at så mange familier som muligt rundt omkring i Afrika og England, fik lov til at holde jul. Jeg kunne ikke undgå at forelske mig i hans idé, for det var så smuk en tanke. Julen er den tid, hvor folk stresser rundt, og tænker kun på penge og gaver, og glemmer alt om de fattige i Afrika, som slet ikke har samme mulighed for at skænke sin søn, datter, kone eller mand en lille bitte gave. Min far gav mig tilbuddet om, at hjælpe ham med projektet, samtidig med at jeg kunne tilbringe julen sammen med ham, hvis det altså passede min mor. Godt nok var jeg fyldt 18, men det ændrede stadig ikke, at mine forældre havde svært ved at snakke sammen.

Med min store kuffert slæbende efter mig, kunne jeg høre lyden fra de små gummihjul, hver gang den kørte henover rillerne i gulvet. I ankomsthallen blev flere mennesker mødt med kram, måske fra deres nærmeste, deres elskede eller venner. Hvor ville verden være et bedre sted, hvis det var en ankomsthal. Så ville der ingen krig være, kun glæde og kærlighed. Midt i mine tanker fik jeg øje på en høj mand, iklædt en sort termojakke, og et par lyse cowboybukser. Hans gråsorte hår var redt tilbage i en pjusket frisure, og det skulle ikke undre mig, hvis han havde arbejdet hele natten.

Mit blik mødte hans med et smil, og jeg øgede mit tempo markant, for at blive mødt af hans åbne arme, som omfavnede mig i et varmt og tæt knus. Jeg havde ikke set ham i lang tid, og lang tid havde ingen tidsfornemmelse, men jeg var holdt op med at tælle månederne. Duften fra hans deodorant mødte hurtigt min næse, og jeg trak mig væk fra ham, for at klappe ham drillende på brystet.

”Der er nogen, som skal lære, at et pift med deo’en er nok,” grinede jeg lavt, og mødte hans trætte varme øjne, som lyste op, da hans læber gik op i endnu et bredere smil, og en lav latter forlod hans bryst.

”Du har bare ikke forandret dig, vel?” Han kørte en hurtigt igennem mit hår, hvorefter det stod ud til alle sider. Han trak mig ind i endnu et kram, og et grin forlod mine læber. Jeg havde savnet ham så ubeskriveligt meget. Han var altid smilende og lidt af en spasmager, så jeg vidste godt, hvad jeg kunne slippe af sted med at sige.

”Overhovedet ikke,” 


”Wauw, hvor er her lækkert!” Udbrød jeg, da jeg blev vist ind på mit værelse. Jeg undrede mig faktisk lidt over, at min far havde valgt at købe så stor en lejlighed, siden det kun var ham, som skulle bo der. Men på den anden side, så var det langt dyrere at bo i hus, specielt i London. Ja, jeg fulgte lidt med i sådan noget. Måske ville jeg selv flytte til London for en stund, man vidste aldrig.

Værelset som min far havde ’givet’ mig i huset, lå på øverste etage i lejligheden. Jeg ville sammenligne det med en hems. Over den store seng, var der et lille rundt vindue, som lyste svagt ned på det blomstrede sengetøj. Sengen var stor, hvilket behagede mig udmærket. Væggene var malet hvide, og møblerne passede ind i de lyse farver. Selve værelset var rustikt indrettet, og det faldt i min smag. Det måtte jeg give min far, der havde han ramt plet.

”Kan du lide det?” Lød det bag mig, og jeg trådte længere ind i værelset, for at kaste et blik tilbage på min far, som stod lænet op ad dørkarmen.

”Jeg elsker det!” Udbrød jeg, og kunne ikke længere holde mig fra at smide mig i den store seng. Det store uldtæppe havde en speciel duft, som gav mig lyst til at sidde i sengen med en kop te. Spørg mig ikke, hvor det kom fra. Jeg kunne stadig høre min fars latter, da jeg bare nød følelsen af den bløde seng. Den var langt bedre end flysædet.

”Få nu pakket ud, også kom ned i køkkenet,” smilede han, og langsomt forsvandt han fra dørkarmen, og jeg kunne høre lyden af hans fodtrin, som bevægede sig ned af trapperne. Den lyd ville jeg komme til at høre en del gange henover julen. Men det var hyggeligt.

Efter noget tid fik jeg taget mig sammen til at trille ud af den alt for dejlige seng, og bevæge mig hen mod min store kuffert. Allerede nu tænkte jeg, at jeg havde pakket for meget, men på den anden side var jeg så bange for, at jeg ville glemme noget derhjemme. Den følelse var bestemt ikke rar.

Det fleste af mine striktrøjer, t-shirts og toppe fik en bøjle at hænge på inde i skabet. Mine bukser fik VIP plads inde på hylderne, hvor der var rigeligt med plads. Undertøj og strømper blev bare kylet et tilfældigt sted hen i skabet. Det var ikke så vigtigt, at de havde en bestemt plads.

Et tilfreds suk undslap mine læber, inden jeg langsomt begav mig ned af trapperne, og ned i køkkenet, hvor jeg hurtigt fik øje på den gamle mand, som jeg ville kalde min far. Okay, han var stadig forholdsvis ung, midt eller i slutningen af 30’erne ville jeg tro?

”Fik du pakket ud?” Han så op fra sin iPad, og stillede mig foran ham ved køkkenbordet. 

”Nej, jeg smed det hele på gulvet,” jeg skar en grimasse, og han rystede opgivende på hovedet af mig, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af det hele. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg havde en trang til at være så flabet lige nu. Jeg var bare så glad for at se ham igen, at være sammen med ham igen. Mest af alt være en del af hans nye projekt. Jeg glædet mig ubeskrivelig meget til i morgen, hvor det hele gik løs.

”Det kommer ikke bag på mig, men du er jo så stor nu, at du selv må styre alt det der,” det var tydeligt at se på hans smil, at han var træt, men han skjulte det alligevel godt nok til, at jeg bed mig fast i, at han sagde, at jeg var stor nok. Det sagde mor ellers aldrig. Hun var så overbeskyttende, og troede nærmest ikke, at jeg kunne klare noget selv.

Uden rigtigt at svare ham, nikkede jeg blot, og kastede et blik på hans iPad, mest i nysgerrighed over, hvad han lavede.

”Hvad kunne du tænke dig til aften?” Han slukkede iPadens skærm, og jeg mødte hans blik. Helt ærligt så vidste jeg ikke, hvad jeg havde lyst til. Jeg vidste ikke engang, om min egen far kunne lave mad. Dog havde jeg boet sammen med ham til jeg var omkring 15 år, men han var aldrig særlig tit hjemme, på grund af hans arbejde.

”Det ved jeg ikke. Kan vi ikke bare slappe af?” Det var nok det, som jeg havde allermest lyst til efter den lange rejse fra L.A til London. Jeg havde ikke lyst til at fare direkte ud i byen nu, for at spise fast food eller sådan noget til aftensmad. Jeg ville meget hellere tilbringe mere tid med min far.

”Jo det kan vi godt, hvad kunne du tænke dig til aftensmad?” Spurgte han igen, men med et smil om hans læber denne gang.

”Overrask mig,” gabte jeg, og strakte mig en enkelt gang. Jeg var næsten ligeglad med, hvad jeg skulle spise til aften. Jeg var sulten, og bare jeg var sammen med min far, så var det i grunden ligegyldigt.

”Jeg ringer efter pizza, så. Så laver jeg mad i morgen!” Pizza var absolut godkendt i denne her situation. Så længe, at jeg ikke skulle ud i offentligheden. Jeg magtede det overhovedet ikke lige nu, og jeg var ret sikker på, at jetlaget havde ramt mig. Jeg var så småt begyndt at få hovedpine, og min mave virkede heller ikke til at have det særlig godt lige nu. 

”Top,”  


Vi havde efterhånden fået stenet en del tv, da jeg mærkede min fars hånd rode igennem mit løse hår. Af ren refleks kiggede jeg op på ham. Han havde stillet sig bag sofaen, hvor jeg havde placeret mig i en behagelig stilling. Jeg lignede nu nærmere nok en død abe, men jeg havde mine charmerende stunder.    

"Jeg går i seng nu, Bec. Jeg regner med, at du er stor nok til, selv at finde ud af at gå ordentlig tid i seng?" Hans øjne var små og røde. Jeg fik et kort øjeblik helt ondt af min far, og følte mig en lille smule i vejen for ham. Normalt ville jeg bare nikke, og blive liggende på sofaen ind til klokken lort i nat, men det kunne jeg ikke få mig selv til. Ikke i dag.      

"Jeg går også i seng nu," skyndte jeg mig at sige, og rejste mig fra sofaen. Selvom det gjorde ondt i sjælen at rejse mig fra den super lækre sofa, så måtte jeg tage mig sammen. Jeg kastede et blik på de to tomme pizzabakker, som lå på det lyse sofabord. Ud af øjenkrogen bemærkede jeg, at min far havde taget dem i hånden, og tallerkener i den anden.    

"Smut du bare i seng, så ordner jeg det her," sagde han med et træt smil om sine læber. Han lignede en, som kunne sove stående, og det kunne jeg ikke. Det gjorde decideret ondt at se min far i denne her tilstand. Han havde brug for mere søvn end jeg.      

"Nej, jeg skal nok, far. Gå du bare i seng," uden at spørge ham eller noget, tog jeg tingene forsigtigt ud af hans hænder, men han lod mig alligevel gøre det. Han vidste godt selv, at han var fuldstændig udkørt, men det var jeg sjovt nok ikke. Efter et lille stykke tid, fik jeg endelig fået forklaret, hvor hans baggård var henne, og at det var der, at jeg skulle smide pizzabakkerne ud.      

"Husk nu, vi får en lang dag i morgen. Vi skal tage imod Syco Records største stjerner i morgen," gabte han, mens han diskret prøvede at holde sig for munden.  

"Ja, gå nu i seng far," smilede jeg træt til ham, og gik ud af bagdøren i køkkenet, for at smide de tomme pizzabakker ud. Gyden var mørk og kold, og jeg kunne høre en masse miavende katte. Hurtigt fik jeg smidt dem ud, og hastede tilbage til bagdøren, mest i frygt for mørket. Jeg glædet mig virkelig til i morgen, jeg fik endelig lov til at deltage i et projekt om velgørenhed, at gøre en forskel. 

 

_________________________________________________________

Okay, lad mig høre, hvad I synes om movellaen indtil videre?

Blev nødt til at publicere kapitlet i dag, fordi jeg skulle holde min 18 års fødselsdag i går. Så... tiden lå ikke lige til det!

Håber I nyder weekenden, og kapitlet! 

~ HorTom

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...