A Christmas For Charity - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Julen er hjerternes fest – eller det siger man jo, men hvad med alle de mennesker, som ikke har råd til at holde jul? Rebecca rejser fra L.A, for at hjælpe sin far i London med hans nye projekt i julen. Han ejer et velgørenhedsfirma, og i et samarbejde med SyCo Records om at donere penge til jul rundt omkring i verdenen, bliver hun introduceret for de fem stjerner i projektet. Rebecca lægger al sin tid i projektet, selvom det betyder, at hun bliver nødt til at arbejde en del sammen med de fem drenge, som viser sig at være meget engageret i projektet. Men én af drengene fanger hendes opmærksomhed lidt mere, da han med sit optimistiske sind viser interesse for hende. Som en direkte modsætning af den unge fyr, får Rebecca øjnene op for hans ven, som ikke ejer den helt samme ild og gnist som sine kollegaer. Han er mere indadvendt end de andre og mere flabet. Men hvad vil der ske, når han langsomt begynder at vise andre sider af sig selv, og hendes følelser for de to fyre vildreder hende?

141Likes
153Kommentarer
17936Visninger
AA

28. ~Epilog~


Jeg fik aldrig svar fra Harry, da jeg sendte sms'en til ham. De andre drenge, det ville sige Louis, Liam og Zayn, havde haft ringet eller skrevet til mig henover julen. De havde set billederne af Harry og Rebecca på Twitter. Men de var heller ikke svære at finde, fordi vores fans gik amok over det. Selvom jeg nok burde have ladet være, så tjekkede jeg alligevel min Twitter. Nogle af fansene hatede direkte på Rebecca, for at skabe splid i bandet, mens andre hatede på Harry. Utroligt nok, selvom han var deres favorit. 

Jeg havde d. 27. december kimet Harry ned, fordi jeg ville have svar fra ham. Han kunne ikke bare ignorere mine beskeder på den måde. Han kunne ikke bare løbe fra sine problemer denne gang. 

Min mor havde godt lagt mærke til, at jeg var lidt ved siden af mig selv denne jul. Hun fortalte mig, at jeg ellers plejede at smile og grine hver jul, men det havde ikke været tilfældet i år. Og hun havde ret. Der var sket for meget, og jeg havde det dårligt med mig selv, at jeg bare rejste fra Rebecca uden at sige noget til hende. 

Julemorgen havde været den værste nogensinde. Ikke engang synet af gaverne under juletræet kunne få glæden frem i mig. Da jeg vågnede den morgen, var den første tanke som slog ned i mig, at Rebecca ville rejse hjem i dag. Og jeg gjorde ikke noget ved det. Mens jeg troede, at vi havde noget kørerende, så sås hun med Harry bag min ryg. Hvor ydmygende var det ikke lige?

Og mest af alt, så undrede det mig inderligt, at Harry - min bedste ven gennem tre år - kunne finde på at gøre det mod mig? Han kunne virkelig bare tage den pige, som han ville. Han skulle ikke engang kæmpe for det, og jeg havde været så naiv, og troet at Rebecca var bare en lille smule anderledes, men det var hun jo ikke. Hun var ligesom alle de andre piger. Vild med Harry, og kunne ikke udstå hans charme. 

Jeg havde tvunget mig selv til at se frem ad, da julen var overstået. Jeg vidste uden tvivl, at jeg havde verdens bedste familie, og de prøvede virkelig af få mig op med humøret, og det hjalp også lidt i sidste ende. Jeg kunne ikke rende rundt og være sur og indebrændt på denne måde, jeg måtte komme videre, selvom det var svært. Mest efter det, som Harry gjorde mod mig. 

Så jeg var taget tilbage til min lejlighed i London nytårsdag. Min plan var egentlig bare at drikke mig så hammerlam, at jeg ligesom glemte alt det triste, som var sket i slutningen af året. Ret god plan, right? Jeg skulle mødes med nogle venner på Funky Budda senere, så jeg kunne lige nå hjem i min lejlighed, og klæde om og sådan. 


Jeg vågnede op til lyden fra min ringklokke. Jeg følte mig helt udkørt, da jeg rakte ud efter min mobil, som viste mig, at klokken var 12 om formiddagen. Jeg havde ikke sovet særlig meget de sidste par nætter, fordi jeg var typen, som led af andendagstømmermænd. Det var en forfærdelig ting, men i sidste ende det hele værd. Jeg glemte Rebecca og Harry, så jeg følte mig allerede klar til at komme videre. 

Og når jeg ville se Harry igen, havde jeg egentlig bare tænkt mig at lade som ingenting. Det kunne ødelægge alt, hvis vi skulle gå og være sure på hinanden, nu hvor vi var så meget sammen som en gruppe. Men jeg nægtede at lave personlige ting med ham længere. Der satte jeg min grænse. 

Lyden fra ringklokken lød igen, og jeg stod træt og irriteret ud af min seng, kun iført mine boxers, gik jeg hen mod min hoveddør, ligesom en zombie. Jeg var overhovedet ikke frisk, men det var sikkert bare Louis eller en af de andre, men hvorfor tog  de ikke bare ekstranøglen, og låste sig ind? De vidste jo, hvor den lå? 

Til min store overraskelse var det hverken Liam, Louis eller Zayn, som stod på den anden side af min hoveddør. Det var hverken en interviewer eller fan. Det var ingen mindre end Harry. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til ham, da han så på mig med et undskyldende blik. Skulle jeg bare sige hej? Altså.. Nej, det fungerede bare ikke sådan. 

"Vækkede jeg dig?" Spurgte han hurtigt, da han så på mig. Nej, jeg render bare halvnøgen rundt for sjov. Han kendte godt selv svaret, så jeg skubbede min dør til siden, inden jeg bevægede mig væk fra entréen og ind mod køkkenet. Min mave fortalte mig, at jeg skulle spise noget, mest for at fortage mig et eller andet, så jeg ikke stod, og var akavet. 

"Niall, vi bliver nødt til at snakke," no shit Sherlock? Det var det første, som Harry sagde, da han fulgte efter mig ind i køkkenet, hvor han stoppede op foran mig ved køkkenbordet. Hvis han skulle stå og fortælle mig, at han var forelsket i Rebecca, så ville jeg ikke høre det. Jeg kunne ikke rumme det nu. 

"Hvorfor svarede du mig aldrig? Hvorfor ringede du ikke tilbage?" Det her lød faktisk lidt som et parforhold, som var ved at gå i stykker, men det var det også, bare ikke på samme måde. Jeg blev nødt til at spørge ham, selvom jeg inderst inde bare tænkte, at det var fordi, at han havde taget et eller andet.

"Fordi jeg først har set den for få timer siden,"svarede han efter lidt tavshed. Det var som om, at han havde stået og tænkt over, hvordan han skulle svare på mit spørgsmål, hvad hans bedste undskyldning ville være, eller hvad der ville lyde bedst, og det han kom frem med, var ikke just den bedste undskyldning.

"Meget troværdigt," fnøs jeg, da jeg gik hen til køleskabet, for at tage yoghurten ud, og sætte den på køkkenbordet. Jeg måtte indrømme, at jeg ikke troede en pind på, hvad Harry sagde. Han havde fået mine beskeder, han kunne bare ikke forklare sig, og jeg syntes i sidste ende, at jeg fortjente en forklaring. 

"Jeg lyver ikke, Niall!" Han hævede sin stemme, og jeg kiggede tilbage på ham. Jeg vidste ikke, om jeg kunne stole på det, som han stod, og sagde. For blikket han sendte mig, sagde noget andet, end min samvittighed gjorde. 

"Så er det første gang," mumlede jeg for mig selv, inden jeg åbnede for yoghurten, og hældte en klat op i en dyb tallerken, som jeg allerede havde fået fundet frem. Det seneste år med Harry i bandet havde ikke været nogen succes, ikke blandt os. Udadtil virkede det hele så 'picture perfect', men det var det bare ikke. Harry drak sig lam hver aften efterhånden, tog alle mulige stoffer, røg alt hvad han fik stukket i hånden, glemte vores aftaler, mødte berusset op til koncerter efterhånden, løj overfor andre og skubbede os ud af sit liv. Det var et helvede. 

Jeg havde flere gange prøvet at tilgive ham, men at han havde ses med Rebecca bag min ryg på denne her måde, det kunne jeg ikke tilgive. Meget havde jeg fundet mig i, men nu stoppede hans små julelege her. 

"Hør nu på mig! Jeg har siddet ude i en lorte træhytte helt derude, hvor kragerne vender, siden d. 25.! Jeg havde ingen signal, tv, strøm eller noget. Intet. Derfor har jeg ikke svaret dig," det var nok den mest langt ude undskyldning, som jeg nogensinde havde hørt ham sige. Var det et nyt stof, som han var begyndt at tage? Jeg var næsten ved at spytte min mundfuld af yoghurt ud, da han sagde det. Han lød så seriøs, som om at han mente, men jeg kendte Harry. Han ville ikke sidde ude i en lorte hytte, derude hvor ingen mennesker kommer julemorgen, når han kunne sidde hjemme ved hans familie hjemme i Cheshire. 

"Harry gå hjem, og sov din brandert ud, seriøst. Jeg gider ikke høre på dine løgne mere. Du kunne bare være stået frem overfor mig, og sagt til mig, at du var vild med Rebecca, istedet for at ses med hende bag min ryg," jeg skubbede skålen med yoghurt væk fra mig. Jeg havde egentlig ikke lyst til at spise mere, fordi en klump af utilpashed samlede sig min mave, og ødelagde min appetit fuldstædig. 

"Niall, jeg ved godt, at jeg er ude i noget lort, men seriøst hun er forelsket i dig, ikke mig." Hvorfor havde jeg så svært ved at tro på ham? Hvorfor sås han så med hende, og omvendt? De snakkede aldrig sammen henne på kontoret. Nej, det hele hang bare overhovedet ikke sammen længere. Jeg forstod nada, og jeg vidste ikke, om jeg skulle tro på ham, eller bare smide ham ud af min lejlighed. 

”Så forklar mig, hvad i al verden du laver ude foran hendes hus, og hvorfor I går sammen i parken om aftenen?” Jeg så alvorligt op på ham, men med et opgivende blik. Jeg forstod overhovedet ikke, hvorfor jeg gjorde det her mod mig selv. Jeg kunne vel ligeså godt få det hele ud. Jeg mente, altså selvom jeg var sikker på, at Harry stod, og løj overfor mig, så ville jeg alligevel godt høre hans latterlige undskyldninger. Han lænede sig tilbage mod kanten af køkkenbordet, inden han kort så ned på sine fødder, og op på mig igen.

”Da jeg så din sms med billederne af Rebecca og jeg, gik det op for mig, at jeg havde såret dig, og det var overhovedet ikke mine hensigter. Men hun er den eneste, som troede på, at jeg ikke var helt fortabt. Selvom hun måske ikke var i stand til at forstå mine problemer, så lyttede hun til mig. O-og jeg har været ædru i snart en uge nu, ingen alkohol eller stoffer eller noget. Jeg rejste ud til den hytte for din skyld, Niall! J-jeg ville ikke ødelægge mere for dig og Rebecca, og jeg håbede et eller andet sted, at du ville opsøge hende inden, at hun rejste, fordi jeg ikke ville være der…”

Jeg sad bare, og lyttede til ham. Havde han været ædru i en uge? Det var nok det, som jeg bed mig mest fast i. Hey, jeg var en mand, jeg duede ikke til at lytte til så mange ting på én gang, men jeg prøvede virkelig.

”… Men jeg tog hjem til hende den aften, hvor vi havde besøgt det børnehjem, for at sige tak til hende, fordi hun lyttede til mit forslag. Der skete ikke noget den aften, vi sad bare, og snakkede. Og ja, jeg tilbragte hele d. 24. december sammen med hende, fordi at jeg fandt hende spritstiv ude foran en natklub helt alene. Du var der ikke, nej du var bare rejst hjem til Irland. Jeg ved ikke, hvad hun havde sagt, siden du handlede på den måde, men hun var virkelig ked af det den dag, og hun bad mig om, ikke at lade hende være alene, og det gjorde jeg heller ikke. Men du burde i det mindste af have fortalt hende, at du rejste,”

Havde jeg lige fået en skideballe og en forklaring af Harry? Det havde jeg vidst nok lige. Men havde ret, jeg havde handlet på en uretfærdig måde overfor Rebecca, men jeg var for vred og indebrændt på Harry til at indse, og nu… nu var det mig, som var idioten. The bad guy.

”Jeg har virkelig været et fjols, right?” Jeg gned mit ansigt i mine hænder, mens jeg sukkede dybt. Måske burde jeg havde tænkt mig om ekstra gang, inden at jeg sendte sms’en til Harry, og inden at jeg rejste hjem til Irland, men det gjorde jeg ikke. Jeg var for oprørt til at stoppe op og tænke mig om, og nu var det for sent.

”Ja faktisk,” Det var egentlig ikke et spørgsmål, som jeg ønskede at skulle besvares, men det at Harry svarede på det, bekræftede mig bare i, at jeg måtte handle hurtigt. Uden at svare Harry, rejste jeg mig fra min plads, og gik over, og omfavnede ham, inden jeg sagde undskyld. Jeg skyldte ham en undskyldning, og det fik han, inden jeg strøg ind på mit værelse for at trække i noget tøj.

”Lad mig gætte, du kommer først hjem om nogle dage?” Harry havde ganske ret, så jeg nikkede bare med et kort grin, inden jeg smed noget tilfældigt tøj ned i en sportstaske, som jeg lige havde fundet frem under sengen.

”Og du skal til L.A.?” Jeg lynede sportstasken, inden jeg nikkede til Harry. Det var lige, hvad jeg skulle, og det kunne ikke gå hurtigt nok.  


Med jetlag og alt for lidt søvn var jeg omsider landet i det varme Los Angeles. Jeg havde dog været her et par gange før, men jeg blev alligevel overrasket over varmen hver gang. Jeg havde prøvet at søge frem til Rebeccas adresse, men der var åbenbart 380 andre piger i Los Angles, som hed Rebecca Oakley til efternavn, så det gjorde det overhovedet ikke nemmere for mig at finde hende.

Derfor havde jeg fundet hendes High School, Glendale hed den vidst? Jeg spurgte hvert fald taxichaufføren, om der lå en High School i Los Angeles, som hed Glendale High School, og den kendte han, men den lå i den anden ende af Los Angles. Okay, den havde jeg ikke lige regnet med, men jeg var faktisk ret ligeglad, fordi jeg skulle bare hen til Rebeccas skole nu. 

Jeg blev sat af ude foran en enorm bygning, som nok skulle forestille at være hovedbygningen. Der var allerede en masse elever ude i skolegården, en klokken var også ved at være to om eftermiddagen, så de havde nok allerede fået fri de fleste. Jeg håbede virkelig, at jeg kunne nå at fange Rebecca, inden at det var for sent. Og inden at jeg ville blive opdaget af for mange piger.

Idet jeg med min sportstaske over skulderen bevægede mig længere ind på skolens grund, rettede jeg på min cap, og skubbede mine sorte Ray Bans nedover mine øjne, så jeg ikke så let ville blive genkendt – håbede jeg.

Det var faktisk lykkes mig at nå helt ned til gymnastiksalen uden at blive opdaget, da en mørkhåret pige med en høj hestehale stoppede op foran mig, og holdt en hånd op foran sin mund. Det var først dér, at det gik op for mig, hvad det egentlig var, at jeg havde gang i. Hvor jeg dog en idiot. Jeg var rejst helt til Los Angeles, for at finde den pige, som jeg havde forelsket mig i, også var jeg ikke engang sikker på, at jeg var på den rigtige skole. Idiot. 

”Omg, du er..-” sagde hun med en lys stemme, idet hun så sig omkring, men der var heldigvis ingen andre. Lige nu. Jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle gøre, for at undgå at pigen ville begynde at hvine op. Jeg kunne ikke bare slå hende ned, selvom det nok ville hjælpe meget bedre, end hvis jeg snakkedet til hende.

”Ja, men det er en hemmelighed,” jeg kunne ikke beskrive, hvor meget bedre dét lød inde i mit hoved, inden at jeg fik det sagt, men det så ud til at virke, for hun nikkede med det samme, inden hun blev ved med at se sig omkring, som om at hun var bange for, at der ville komme nogen. Ærligt talt, så var jeg også lidt bange for, at der ville komme nogen.

”Måske kan du hjælpe mig? Jeg leder efter Rebecca Oakley?” Jeg havde næsten sagt Frk. Oakley, fordi Annie altid kaldte hende det, og vi gjorde lidt grin af det bag hendes ryg, men det var ikke noget, som hun kendte noget til, heldigvis. Pigen foran mig sendte mig et meget overrasket blik, inden hun med en hånd foran sin mund, og et fnis vendte rundt på hælen, og løb ind i den store gymnastiksal. Den pige var som hevet ud fra en amerikansk High School tøsefilm. Det var pænt skræmmende.

Jeg vidste ikke engang, om jeg kunne stole på, at hun ikke ville sige det højt, så jeg gik nogle skridt væk fra døren til gymnastiksalen. Sæt nu, hvis der kom en flok piger rendende ud? Jeg kunne mærke, hvordan nervøsiteten havde lagt sig over mig, som et tungt tæppe faktisk. Jeg kunne høre den brede dør til gymnastiksalen smække, og jeg mærkede kuldegysningerne på mine arme og ryg. Det føltes som isvand, som rendte ned af min ryg, hvis det skulle beskrives så præcist som muligt.

"Niall?" Jeg hørte den fløjlsbløde stemme, som jeg den sidste uge havde længdes efter at høre, da hendes stemme gav genlyd gennem de lange gange.

"Rebecca!" Fløj det ud af mig, da jeg så hendes slanke væsen træde frem, og jeg tog automatisk et skridt frem mod hende.

"Hvad laver du dog her?" Hun blev stående uden at bevæge sig

"Jeg kom for at ... For at undskylde,” jeg kløede mig akavet i nakken, da jeg stoppede op et lille stykke fra hende. Jeg havde overhovedet ikke tænkt over, hvad jeg ville sige, når jeg stod i denne situation – altså udover sandheden. Jeg havde haft 16 timer til at tænke over, hvordan jeg skulle forklare dette til hende. 16 timer, og alligevel stod jeg her, og var tom for ord. Nu vidste jeg faktisk, hvordan Harry måtte have haft det, nok ikke helt på samme måde, men noget i samme dur. 

”Så du er rejst hele vejen fra Irland eller London til Los Angeles, for at sige undskyld?”  Spurgte hun med det ene øjenbryn løftet, mens hun fnøs. Jeg var udmærket godt klar over, at hun var sur på mig, men hun havde også en god grund. Jeg store idiot.

"Jeg misforstod hele situationen.. Jeg gjorde et alt for stort nummer ud af ingenting," jeg var ikke stolt af at indrømme, at jeg havde misforstået det hele, men hun skulle vide det. Hun fortjente det. Så jeg trådte et par skridt frem imod hende, men hun var hurtig til at tage et skridt tilbage fra mig, så jeg stoppede skuffet op.

"Det er lige meget nu. For du spurgte mig aldrig, du handlede inden du overhovedet kendte sandheden," jeg skulle have spurgt hende før jeg handlede, men det gjorde jeg ikke. Og jeg fortrød det så inderligt.

"Jeg var sur, vred og trist til mode, og jeg ville ikke have, at noget af det skulle gå ud over dig.. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre," jeg oplevede et kort øjeblik følelserne ramme mig på samme måde, som de gjorde, da jeg så billedet på Twitter. Ikke nær så hårdt, men hårdt nok.

”Men det gjorde det,”  Hun slog sit blik ned i jorden endnu engang, inden hun foldede sine slanke arme foran hendes bryst i en tøvende bevægelse. Hun var iført en lyseblå og sort sports t-shirt, og et par sorte shorts. Hun så perfekt ud, men jeg turde ikke fortælle hende det. Ikke endnu.

"Og det er jeg virkelig, virkelig ked af,"  jeg så på hende med et oprigtigt udtryk i øjnene, for hun skulle vide, at jeg var oprigtig ked af det. For det var jeg, mere end jeg selv vidste var muligt.

”Det er jeg også. Men det ændrer ikke det faktum, at du først efterlader mig alene på dansegulvet, hvorefter du uden ét eneste ord forlader mig tilbage i London, dagen før du vidste, at jeg ville rejse hjem,” hendes ord ramte som sten i mit ansigt. Jeg kunne selv høre, hvor dum jeg egentlig havde været overfor hende, men til mit forsvar, så var jeg ikke mig selv i det øjeblik, at jeg handlede.

"Jeg havde en følelse af, at din interesse for Harry var større end din interesse for mig.. Derfor handlede jeg selvisk.. Endnu engang, det er jeg virkelig ked af!” Jeg følte mig så dum, da jeg endnu engang undskyldte overfor hende, men det var det eneste at gøre. Det var jo derfor, at jeg var kommet herover. 

”Hvordan kunne du dog tro det?” Jeg kunne se smilet forme sig svagt omkring hendes læber, inden hun så op på mig med et alvorligt blik. Måske var det hele ikke tabt endnu. Måske var der rent faktisk en chance for, at hun ville tilgive mig?

"Jeg... Jeg ved det ikke... En forfærdelig fornemmelse. Og så så jeg billedet af jer på Twitter, og... Så blev det hele endnu værre," jeg vidste ikke om, hun kendte til billederne af Harry og hende på Twitter, men jeg remsede det alligevel op. Jeg ville være ærlig overfor hende, hudærlig!

”Men det er jeg ikke. Jeg prøvede bare at hjælpe ham lidt frem, nu hvor i alle har opgivet ham,” følelsen af dårlig samvittighed sneg sig indover mig, da jeg et øjeblik blev mindet om, hvor dårlig en ven jeg havde været overfor Harry. Jeg burde aldrig have dømt ham på denne måde. Havde jeg bare stolet på ham fra en start af, så ville jeg aldrig have stået i denne situation. 

"Det ved jeg nu... Og det gør dig blot til en endnu mere henrivende og fantastisk person Rebecca," smilede jeg en smule tilbageholdt, da han kiggede ned i jorden. Jeg havde smidt den første kompliment, selvom jeg havde bedt mig selv vente, men jeg kunne ikke lade være. Hun skulle vide, hvor en fantastisk person hun var. Også selvom vi måske ville skilles som fjender.

"Den morgen jeg rejste, håbede jeg sådan at du ville dukke op, for at sige farvel til mig, men du kom aldrig," selvom jeg ikke så op på hende, så  kunne jeg alligevel høre hende hive efter vejret, da hun sagde det. Sætningen skar som knive i mit hjerte, for jeg havde netop overvejet at møde op for at sige farvel til hende, men lod være. Hun ønskede, at jeg ville være der, men jeg kom jo aldrig.  

"... Hvilket gør mig til den værste person på jorden... Det er også derfor, at jeg står her nu," jeg slog med en lidt opgivende beævægelse ud med mine arme, og lod dem falde ned langs min side igen.

”Nej, det gør dig til den følsomme fyr, med skæve smil, som lod mig overnatte i sin lejlighed, og reddede mig fra edderkoppen i sin sofa. Den fyr, som jeg ikke kan få ud af mine tanker,” okay, den havde jeg overhovedet ikke set komme, overhovedet. Det hele så mørkt ud for os, men så sagde hun dette, som lyste hele situationen op. 

"Vil du nogensinde kunne se igennem fingrene med dette? Jeg mener, vil du nogensinde være i stand til at tilgive mig?" Jeg kastede mig simpelthen bare ud i det. Jeg kom for at undskylde, og jeg kom til Los Angeles med et håb om, at hun ville tilgive mig.

”Giv mig én god grund,” jeg så hende sende et alvorligt blik, men alligevel brød et lille svagt smil frem på hendes læber, som fik den lille flamme af håb indeni mig til at blusse op.

"Fordi jeg har forelsket mig i dig. Mere end jeg troede var muligt," jeg hørte mig selv sige disse ord, som fik mine kinder til at blive varme. Jeg rødmede sjældent, men det var ikke noget, som jeg selv var herre over. Samtalen havde nået sit absolutte maksimum, hun kunne vælge at afslå fuldstændig, og jeg kunne vende snuden tilbage mod England igen, med et knust hjerte. Eller hun kunne tilgive mig, og give mig en chance til, eller hvad hun ønskede.

”Hvad nu hvis jeg sagde, at jeg kun kunne tilgive dig, fordi mit hjerte ikke banker for nogen andre end dig?” Endnu engang overraskede hun mig. Jeg havde frygtet, at hun ville ryste på hovedet, og lade mig rejse tilbage uden så meget som et kønt ord. Men det gjorde hun ikke, det var jeg sikker på nu.

"Så ville jeg være jordens heldigste og lykkeligste fyr," smilet om voksede sig stor på mine læber, da jeg fik øjenkontakt med hende. Sommerfuglene i min mave voksede, og jeg mærkede, hvordan adrenalinen i min krop pumpede rundt i blodet på mig. Lige pludselig følte jeg, at jeg kunne klare hvad som helst.

"Godt, men du bliver nødt til at stole på mig, hvis det her nogensinde skal fungere, nu hvor du bor i London," smilet om hendes læber falmede lidt, da hun nævnte afstanden mellem os. Jeg var alt over for lykkelig i dette øjeblik til at tage det så tungt. Hun havde gengældt mine følelser, og det var mere, end jeg havde forestillet mig, at der ville ske. 

"Jeg stoler på dig, et hundrede procent," fastslog jeg, og jeg mente det. Jeg stolede på hende, og det burde jeg allerede have gjort fra en start af. Hvor var jeg dog et stort fjols!

"Godt. Jeg fatter virkelig, at du er her lige nu," grinede hun lavt, inden hun så ned i jorden med et par rosa røde kinder. Jeg kunne ikke beskrive, hvor lykkelig hun gjorde mig, da jeg følte at min tilstedeværelse faktisk betød noget for hende. At jeg betød noget for hende.

"Jeg måtte jo erklære min kærlighed, ikke sandt?" Jeg så mit snit til at sende hende et kærligt smil, inden jeg tog et lille skridt nærmere på hende, men denne gang lod hun mig gøre det, inden hun bakkede tilbage.

"Du er sgu god nok, Horan. Men du afbryder min undervisning,"  sagde hun med et skævt smil, og et glimt i øjet. Jeg var godt klar over, at hun blot jokede med mig, men alligevel trak jeg let på skuldrene.

"I givet fald, så vil jeg vente her, til du er færdig," jeg kunne sagtens vente her på hende indtil hun havde fri. Ikke at jeg havde så mange andre steder at tage hen imens. Faktisk havde jeg ikke lyst til at efterlade skolen uden hende ved min side.

"I givet fald, så skal regne med at blive overfaldet, for hende pigen du snakkede med før, har allerede fortalt det til halvdelen af skolen," fnøs hun med et lille grin, inden hun rettede på sin hestehale, og så sig om, men her var ingen elever. Det var faktisk lidt creepy, når man tænkte over, hvor stor en skole det var.

"Åh.... Se, dét havde jeg ikke regnet med!" Hvorfor var det bare så typisk piger, men jeg var efterhånden vant til store menneskemængder, men jeg ville ikke have, at Rebecca skulle opleve det. Hun skulle ikke opleve den skræmmende oplevelse, som det kunne være, at blive overfaldet af så mange skrigende piger.

"Nej, så skynd dig hellere væk," forsikrede hun mig om med et let smil, og et glimt i øjnene, inden hun endnu engang slog blikket ned på sine sorte sko. Jeg elskede at se hende smile på den måde, for det fortalte mig bare for smuk hun var, og om hun overhovedet selv var klar over det?

"Jeg går ingen steder, uden dig," fastslog jeg med et smil, da hun kiggede op på mig et overrasket udtryk i sine blå øjne. Jeg havde ikke lyst til at gå uden hende, længere var den faktisk ikke.

"Beder du mig om at pjække?" Hun så på mig med et løftet øjenbryn, inden hun bed sig let i underlæben. Jeg fulgte hver en lille bevægelse, som hun gjorde i håb om, at jeg ville kunne finde et passende tidspunkt at kysse hende på.

"Ja.. Det er faktisk tilfældet," bekendtgjorde jeg med et let skuldertræk, og et skævt smil. Det smil, som jeg nu vidste, at hun godt kunne lide.

"Du har dårlig indflydelse på mig," sukkede hun med et drilsk blik i de blå øjne, som kiggede på mig. Det fik for alvor sommerfuglene i min mave til vende sig, og jeg kunne ikke lade være med at række ud efter hendes hånd, og trække hende let ind til mig.

"Jeg ved det.. Men jeg kan lide det" jeg tog chancen for at gå tættere på hende, så tæt på hende, at jeg kunne se hende dybt i øjnene, og mærke den intense stemning mellem os, som jeg allerede nu fandt utrolig tiltalende og perfekt.

"Hvad skal jeg dog stille op med dig?" Fnes hun lavt til mig, da hendes øjne mødte mine, og jeg et kort sekund glemte tid og sted. Måden hun sagde det på, fik lysten i mig til at presse mine læber mod hendes endnu større, men jeg var jo lidt gentleman, og ventede på min tilladelse.

"Du kunne lade mig kysse dig?" Jeg løftede prøvende det ene øjenbryn, i et håb om, at hun ville lade mig kysse hende. Det var det eneste, som jeg ønskede lige nu.

"Så skal du til at skynde dig, for timerne slutter snart, også har du ikke muligheden for det," svarede hun mig med kækt smil og glimt i øjet, inden jeg lagde mærke til at hendes kinder lette røde kinder. Mere behøvede hun faktisk ikke at sige, inden jeg endeligt så mit snit til at få min vilje, langt om længe.

"Det skal vi være to om at bestemme," smilede jeg skævt til hende, inden jeg mig god tid til at trække hende ganske forsigtigt ind til mig, hvorefter jeg lænede mig indover hende, for at presse mine læber mod hendes. Jeg kunne mærke, hvordan hendes læber gik op i et smil, da hun besvarede mit kys.

Hvor det hele dog føltes så rigtigt. Mere end rigtigt. Perfekt. Da jeg for 16 timer siden satte mig ind i det fly, havde jeg ikke forventet, at jeg ville se mig selv stå med armene rundt om den pige, som jeg havde såret på den mest modbydelige måde. Men lykken kom alligevel til en, selvom man ikke følte, at man havde fortjent den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...