A Christmas For Charity - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Julen er hjerternes fest – eller det siger man jo, men hvad med alle de mennesker, som ikke har råd til at holde jul? Rebecca rejser fra L.A, for at hjælpe sin far i London med hans nye projekt i julen. Han ejer et velgørenhedsfirma, og i et samarbejde med SyCo Records om at donere penge til jul rundt omkring i verdenen, bliver hun introduceret for de fem stjerner i projektet. Rebecca lægger al sin tid i projektet, selvom det betyder, at hun bliver nødt til at arbejde en del sammen med de fem drenge, som viser sig at være meget engageret i projektet. Men én af drengene fanger hendes opmærksomhed lidt mere, da han med sit optimistiske sind viser interesse for hende. Som en direkte modsætning af den unge fyr, får Rebecca øjnene op for hans ven, som ikke ejer den helt samme ild og gnist som sine kollegaer. Han er mere indadvendt end de andre og mere flabet. Men hvad vil der ske, når han langsomt begynder at vise andre sider af sig selv, og hendes følelser for de to fyre vildreder hende?

141Likes
153Kommentarer
17946Visninger
AA

11. December 9th


Samtalen havde taget en helt forkert drejning, og jeg måtte ærligt indrømme, at jeg var skræmt over drengenes opførsel. Specielt Louis og Harrys. Jeg havde fået fornemmelsen af, at Louis var den sjove type, som ikke tog tingene så tungt – eller personligt. Men denne her side af ham, havde jeg ikke i mine vildeste tanker forventet at se.

Harrys opførsel kom ikke så meget bag på mig, som Louis’. Efter i går fandt jeg hurtigt ud af, at Harry ikke var typen, som man bare lige arbejdede sammen med. Han var ikke nær så hjælpsom, som hans venner eller kollegaer, eller hvad de kaldte hinanden. Men nu vidste jeg, at under en falske facade, som de puttede op til en start, var der meget mere rod og uro, end man skulle tro.

”Take a chil, Lou. Du skulle nødig overophede dig selv, nu hvor jeg ikke er den eneste, som synes, at det er en god idé?” Måske skulle jeg have tænkt mig om, før jeg valgte at åbne min store mund, og give Harry ret. Men jeg fik fornemmelsen af, at han måske havde brug for nogen, som for engangsskyld ikke modarbejdede ham.

”Det kunne vi godt gøre en dag, men ikke i dag,” jeg prøvede så pædagogisk, som jeg nu kunne, trods jeg kun var 18 år at fortælle Harry, at det ikke blev i dag. Jeg havde overhovedet ikke snakket med min far om det, og han skulle snakke med deres management om det. Det var ikke bare lige sådan noget man gjorde. Det havde jeg fundet rimelig hurtigt ud af.

”Tak for det,” vrissede Harry med et himlede blik, inden han vendte rundt på hælen, greb sin jakke, og arrigt lukkede sig ud af glasdøren. Hans blik faldt dømmende på mig, og jeg kunne ikke lade være med at stå tilbage med en grim følelse i kroppen. Det var ikke skyldfølelse, men heller ikke væmmelse. Fordi jeg ikke kunne gøre noget. Jeg var magtesløs.

”Han bliver god igen, Rebecca.” Hørte jeg Niall sige med et lille venligt smil. De andre drenge erklærede sig dog hurtigt enige, men det var som om, at de totalt overhørte ham. Jeg ville ikke stå her, og erklære mig hellig, fordi jeg måske som den eneste, kunne se, at det var et råb om hjælp?

”Ja, det skal du ikke tage dig af. Han er sikkert stadig påvirket af alkohol,” fnøs Louis, hvilket egentlig irriterede mig. Hvad der var sket i det her band, vedkom måske ikke mig, men det vedkom mig, at det ødelagde samarbejdet, og muligvis projektet.

”Undskyld mig,” sagde jeg idet, at jeg tvang mig selv til at bevæge mig igennem kontoret, og lukke mig ud af glasdøren. Hvad jeg havde troet på, at der ville blive en god dag vendte som en tallerken. Der var tydeligvis et problem mellem Harry og hans bandmedlemmer, og jeg ville ikke lade det ødelægge projektet for mig selv, min far eller de familier, som havde brug for vores hjælp.

Jeg gik med hastige skridt rundt om hjørnet, for at se spidsen af Harrys jakke forsvinde hen mod elevatoren. Jeg vidste ikke helt, hvad mit formål med dette her var. Måske ville jeg sikre mig, at han gik ud, og gjorde et eller andet dumt. Eller ville jeg prøve at overtale ham til at komme tilbage? Jeg havde ingen plan.

Jeg småløb hen mod elevatoren, for lige at nå at sætte en hånd i mellem de to skyde døre, så den åbnede op igen. Jeg så en smule akavet op på Harry, som så ret overrasket ud, men heller ikke særlig fornøjet over at se mig. Lad mig sige det sådan her: Jeg var heller ikke fornøjet over at gøre det her. Men vi var trods alt kollegaer, og folk regnede med os. Min far regnede med mig.

Akavet stillede jeg mig ind ved siden af i elevatoren. Jeg havde ingen smarte ord eller sætninger til at starte en samtale med. Ud af øjenkrogen lagde jeg mærke til, at han bare blev ved med at stirre lige ud, som om at jeg ikke var her. Det irriterede mig, men jeg kunne ikke selv komme ud med et ord, som lige startede samtalen. Og det så heller ikke ud til, at han selv havde tænkt sig at starte en samtale.

”Du skal ikke lytte til dem,” hørte jeg mig selv mumle, da elevatoren næsten var nede ved udgangen. Jeg vidste ikke, hvad ellers jeg skulle sige til ham. Det dummeste jeg kunne gøre, var at begynde at hakke yderligere ned på ham.

”Det gør jeg heller ikke,” svarede han med en ret så kold stemme. Han spillede virkelig hårdt på, at det ikke påvirkede ham, men ingen mennesker ville kunne lade sådanne ord gå lige forbi sig. Det troede jeg simpelthen ikke på.

”Godt, hvor skal du hen?” Spurgte jeg ham en smule akavet, da dørene til elevatoren gik op, og han uden så meget som at skænke mig et blik, trådte ud gennem dørene. Jeg blev stående et lille øjeblik længere end han, inden jeg selv trådte ud.

Et eller andet sted håbede jeg på, at han ville stoppe op, og fortælle mig det. Jeg havde dog ikke særlig meget tilovers for Harry, siden hans hjælp i går. Men havde det ikke været for projektets skyld, så havde jeg aldrig fulgt efter ham, det var kun for at forhindre ham i at gøre noget dumt. Jeg havde en plan nu – juhu!

”Kan det ikke være lige meget?” Han stoppede op nogle skridt længere fremme, inden han vendte let vendte siden til mig, inden han så sig over skulderen. Jeg fattede ikke, hvordan de andre drenge kunne undgå at se, hvor skrøbelig drengen var. Hans kropssprog skreg det nærmest, men alligevel valgte jeg at tilsidesætte det et øjeblik, og fokusere mere på at svare ham tilbage. Den bedste idé, som du har fået i dag, Rebecca.

”Nej egentlig ikke,” jeg foldede bestemt mine arme foran mit bryst, mens jeg så tilbage på ham. Det var ikke noget problem for mig at svare ham igen. Tværtimod ville jeg faktisk rigtig gerne vide, hvorfor han selv syntes, at han kunne tillade sig at gå fra arbejde, inden han næsten var mødt op.

”Nå, men så behøver du vel heller ikke vide mere, end at jeg er tilbage over middag?” Svarede ham mig blot med det samme flabede smil, som han havde givet Louis for få minutter siden. Jeg blev stående nede foran elevatoren, og så efter ham.

Hvad troede han lige, at han bildte sig ind? 

 


Jeg fumlede frustreret med at få hevet mine bilnøgler frem til den sorte bil, som jeg nu var ejeren af. Louis’ ord blev gentagende gange ved med at ramme mig, som jeg lod dem gentage sig i mit hoved. Og drengenes overraskede ansigtsudtryk, da jeg spyttede en afsluttende kommentar efter Louis, inden jeg forlod kontoret.

Arrigt åbnede jeg døren til førersædet, hvorefter jeg satte mig ind bag rattet. Det tog mig ganske få sekunder at få startet bilens motor, og få svinget bilen ud på den store hovedvej.

Jeg vidste godt, hvor jeg headede mod, men mine tanker blev ved med at plage mit fokus på vejen. Men det var ikke første gang så. Billedet af Rebecca, som blev stående foran elevatoren, blev ved med at sidde i mit baghoved. Hun så ikke såret ud, men heller ikke fornøjet ud. Det var svært at sætte ord på, hvordan hendes ansigtsudtryk.

Jeg kunne ikke tyde, hvad der lå i hendes blik, men det gjorde ikke min entré så frydelig, som jeg havde håbet. Hvorfor bekymrede hun sig bare lige sådan om mig? På den anden side, så var mit og Louis’ scene måske heller ikke noget, som hun skulle have overværet, men det skete. Og jeg fortrød i grunden ikke.

Jeg parkerede bilen nogle gader fra min destination. Jeg havde været her ret tit efterhånden, og jeg vidste, at pressen og fansene gerne ville vide, hvor jeg kom. Derfor ville jeg ikke vække for megen opsigt, ved at holde lige direkte ude foran min valgte destination.

Mit humør var nede, og min aggressivitet var tæt på et vredeudbrud, og hvis jeg skulle bruge det meste af min dag sammen med fire af mine bedste venner, som egentlig hadet mig, så havde jeg brug for noget, som kunne dæmpe ned for min vrede.

En anelse mere roligt smækkede jeg bildøren i efter mig, hvorefter jeg lod min finger glide henover den lille sorte fjernbetjening, så bilen låste. Uden videre at tænke over det, lagde jeg nøglerne tilbage i min store sorte jakke, hvorefter jeg gik rundt omkring en smule forfalden bygning. Jeg havde været her en del gange på det sidste, men det var heller ikke fordi, at jeg gik den bedste tid i møde.

Efter jeg havde gået lidt, nåede jeg hen til en lille hvid dør, hvor malingen var så småt slidt af. Jeg trak ned i håndtaget, hvorefter at bukke mig let, så jeg lige kunne gå ind ad døren. En lys dørklokke lød, da jeg lukkede døren i efter mig, og en høj kraftig mand viste sig, bag butiksskranken.

”Harry, sikke en fornøjelse! Hvad kan jeg gøre for dig i dag?” Manden bag skranken hed Jack. En venlig og imødekommende mand, men også den type, som man ikke skulle skylde for mange penge over længere tid.

”Hej Jack, bare det sædvanlige,” svarede jeg ham med en mat stemme, som fik ham til at trække på skulderen med et svagt suk.

”Tror du ikke, at det er på tide at trække sig, Harry?” Spurgte han, inden han tøvende vendte sig rundt, for at gå ud i baglokalet. Jeg var egentlig ret ligeglad med, om han syntes, at jeg skulle trække mig. Dette her var mit eget valg, og mit eget problem.

Han vendte tilbage med en lille gennemsigtig pose, med nogle få piller i. Jeg smed nogle sedler op skranken til ham, inden jeg tog posen i min lomme, hvorefter at møde hans opgivende blik.

”Vi ses, Jack” sagde jeg til ham, uden egentlig at svare på hans tidligere spørgsmål. Han skulle ikke blande sig i mit liv, eller prøve at rådgive mig. Han havde ingen anelse om, hvad der egentlig foregik i mit liv, udover det, som han kunne læse i alle bladende eller aviserne.

Mens jeg gik hen af de få gader ikke så langt fra min bil, fumlede jeg med den hånd i den jakkelomme, hvori den lille pose med piller lå i. Diskret – uden nogen forhåbentlig opdagede mig – fik jeg en pille op fra min lomme, og i min hånd. Jeg kiggede rundt omkring mig, for at være sikker på, at der ikke var nogen, som holdte øje med mig, inden jeg tog pillen i munden, og slugte den, idet jeg forstsatte videre ned mod parkeringspladsen.


Jeg vidste med det samme, at da jeg mødte på arbejdet igen, så var begejstringen for at se mig ikke så stor. Den var som den plejede. Normalt ville det pisse mig helt af, at de ignorerede mig på den måde, men på grund af pillens virkning, så var alt omkring mig lige meget. Det hjalp mig nogle gange fra at gøre nogle dumme ting.

Et eller andet sted vidste jeg godt, at det som jeg gjorde, var farligt og forkert. Men jeg havde intet valgt. Jeg følte mig ikke rigtigt i live mere, selvom jeg var det. Jeg følte, at jeg rendte rundt på den anden side, hvor jeg ikke hørte til. Jeg ville ønske, at jeg med sikkerhed kunne skyde skylden på managementet, men det kunne jeg ikke.   

Louis’ og mit forhold havde taget en dristig drejning, da alle rygterne om Larry Stylinson kom op, og vores management forbød os at blive set sammen på den måde igen. Jeg savnede Louis, jeg savnede vores venskab, og det var hårdt at gå rundt på denne her måde, og se sin bedste ven vokse op, mens jeg selv forblev i fortiden, og gik i den forkerte retning.

Dagen gik faktisk for det meste med at pynte Rebeccas kontor op til jul. Fordi der ikke var julestemning nok, mente hun. Stod det til mig, så var det fuldstændig ligegyldigt. Ja, julen var en højtid, som alle elskede, men jeg havde bare så svært ved at fokusere på den. Jeg havde det, som jeg behøvede til jul – penge, men jeg ville hellere hjælpe de, som ikke kunne holde jul.

Derfor syntes jeg, at det var totalt meningsløst at pynte et ligegyldigt kontor op til jul, mens familier – ikke bare i England – men også Afrika regnede med os. Men jeg gjorde ikke modstand. Jeg orkede ikke endnu et skænderi med hverken Louis eller de andre drenge.

 

Jeg valgte af en eller anden sær grund, som jeg ikke kunne huske; at gå som en af de sidste i dag. Jeg havde egentlig ikke noget at sige til Rebecca, så mine undskyldninger for at blive, lå langt væk. Det var pillernes påvirkning, de fik mig til at gøre nogle underlige ting.

Da jeg lige havde forladt kontoret, og gik mod elevatoren, bemærkede jeg nogle stemmer inde fra kopirummet. Hvem befandt sig dog i et kopirum, når de havde fyraften? Jeg satte mit tempo lidt ned, for nysgerrigt at lytte med. Måske var det nogen, som jeg kendte?

”Jeg tænkte på, om du skulle noget i morgen formiddag?” Det var tydeligt at høre, at det var Nialls tykke irske accent, men hvad lavede han dog derinde? Og hvem var han sammen med? Jeg var alt for påvirket til at kunne gætte mig frem til det, men stemmen som svarede ham, var svar nok til mig.

Havde han lige inviteret Rebecca ud? Den havde jeg ikke lige set komme, nok mest fordi af den grund, at Niall normalt ikke bare lige sådan spørger en pige ud? Det kunne også godt være, at det var stoffernes påvirkning på mig. Det var ikke første gang, at jeg så hallucinationer, hvis dette her var noget, som jeg bildte mig selv ind.

”Hm, hvorfor?” Jeg var sikker på, at det var Rebeccas stemme, da hun svarede ham. Og da døren ikke var helt lukket til, kunne jeg lige ane hendes lyse cowboyjakke, og hendes sorte jeans, som klamrede sig tæt ind til hendes tynde ben.

”Fordi.. jeg kunne godt bruge noget hjælp til at pynte op til jul derhjemme,” fortalte han hende, da jeg kunne se ham træde hen ved siden af hende. Et eller andet sted, så havde jeg ikke lyst til at stå og se mere på dem. Det var så tydeligt, at han var vild med hende, og jeg ville ikke ødelægge noget for ham.

Jeg ville overhovedet ikke se på det.  

 

_________________________________________________________________

Så fik I også lige Harrys p.o.v, som faktisk spiller en utrolig vigtig rolle i selve plottet!

Har I haft en god weekend? Fået nogle spændende adventsgaver?
Jeg fik et krøllejern, muhahah! :D 

Jeg er stadig helt høj over, at movellaen er blevet anbefalet. Og at den ovenikøbet har rundet over 100 favoritlister!? 
Omg! Please, smid et like, hvis I ikke allerede har gjort det! 

 

~HorTom

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...