A Christmas For Charity - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Julen er hjerternes fest – eller det siger man jo, men hvad med alle de mennesker, som ikke har råd til at holde jul? Rebecca rejser fra L.A, for at hjælpe sin far i London med hans nye projekt i julen. Han ejer et velgørenhedsfirma, og i et samarbejde med SyCo Records om at donere penge til jul rundt omkring i verdenen, bliver hun introduceret for de fem stjerner i projektet. Rebecca lægger al sin tid i projektet, selvom det betyder, at hun bliver nødt til at arbejde en del sammen med de fem drenge, som viser sig at være meget engageret i projektet. Men én af drengene fanger hendes opmærksomhed lidt mere, da han med sit optimistiske sind viser interesse for hende. Som en direkte modsætning af den unge fyr, får Rebecca øjnene op for hans ven, som ikke ejer den helt samme ild og gnist som sine kollegaer. Han er mere indadvendt end de andre og mere flabet. Men hvad vil der ske, når han langsomt begynder at vise andre sider af sig selv, og hendes følelser for de to fyre vildreder hende?

141Likes
153Kommentarer
18884Visninger
AA

10. December 8th


Okay, hvad snakkede hun om? Harry var ikke den mest hjælpesomme person, når man var faret vild? Okay, jeg kendte Harry ret godt, men det følte jeg ikke, at jeg gjorde længere, så der kunne være noget om det. Jeg havde læst beskeden et par gange, før det gik op for mig, at hun var faret vild – men hvad havde Harry med dette her at gøre? Jeg kunne ikke lige få de brikker til at passe sammen i mit hoved. Måske fordi, at jeg var ret træt oven på i dag.

Harry var ikke lige den nemmeste person at arbejde sammen med en hel dag. Og specielt ikke på et photoshoot. Han var aldrig tilfreds med noget, der var aldrig noget, som var godt nok til ham. og det irriterede mig, for sådan havde han aldrig været før hen. Der satte han pris på de små ting i livet, men nu. Ja, de ord som jeg ville bruge, de var ikke særlig pæne.

Det var først næste morgen, at jeg så, at hun havde svaret mig. Jeg havde som sagt været så træt, at jeg var faldet i søvn med min telefon i min hånd. Altså hun havde svaret på min første besked, så det andet var bare et flashback – så nu er I ikke forvirret.

 

’Hahah. I believe u!’

 

Jeg så rundt omkring i min lejlighed, for at opdage, at jeg ikke havde fået pyntet op til jul endnu. Hvis min mor, Maura, så at jeg ikke havde pyntet op endnu, så var hun straks gået i gang med det. Men jeg kunne ikke bare ringe til hende, og bede hjælpe mig. Det var ikke lige så enkelt, som det lød i mit hoved. Verdenen udenfor mit hoved var meget mere kompliceret end den var inde i mit hoved.

Langsomt fik jeg trukket i et par hængerøvsbukser, som lå fremme på min stol henne ved kommoden. Jeg havde den på her den anden dag, så jeg kunne vel godt bruge dem i dag. De var jo rene. Jeg snuppede en mørkeblå t-shirt henover mit hoved, inden jeg træt kørte en hånd igennem mit morgenhår. Jeg havde virkelig ikke lyst til at stå op, og arbejde i dag. Jeg ville bare blive liggende i min seng hele dagen, eller få pyntet op til jul.

Dér, skød en idé op i mine tanker. Normalvis havde jeg altid en til at hjælpe mig med at pynte op til jul, men i år kunne jeg høre drengene om de ikke ville hjælpe mig? Og Rebecca kunne også komme, hvis hun havde lyst. Det kunne faktisk være hyggeligt, nu hvor jeg sad, og tænkte mere og mere over det.

Lige pludselig fik jeg fart på, og der gik ikke ret lang tid inden, at jeg havde siddet alene og drukket min morgen te, og spist min morgenmad, inden klokken allerede var så mange, at jeg skulle til at ud af døren. Jeg havde det med, at stå så sent op som overhovedet muligt, så jeg kunne sove lidt længere. Jeg var ikke blevet født som mand for ingenting.

Jeg greb nøglerne til min sorte Range Rover, som holdt nede på parkeringspladsen foran mit lejlighedskompleks. Jeg orkede ikke at gå hen på arbejdet i dag. Efter det som jeg havde set ud af vinduet så det ud til, at der var faldet mere sne siden i går, så jeg kunne vel ligeså godt tage bilen. Det var også lidt mere sikkert, nu hvor fansene her i London vidste, at drengene og jeg var hjemme fra turné.

Uden problemer fik jeg låst hoveddøren til min lejlighed, hvorefter jeg stak begge mine hænder i hver sin lomme i den store vinterjakke, inden jeg valgte at tage trapperne fremfor elevatoren. Jeg følte bare ikke for det, hvilket jeg normalt aldrig ville gøre. Jeg hadet trapperne, men hvorfor havde jeg ikke lyst til elevatoren? Det var faktisk lidt sært, men jeg glemte det hurtigt, efter at var nået ud til min sorte Range Rover.

Det var bidende koldt i dag. Vinden var kraftig – selv når jeg befandt mig i centrum af London, så blæste det alligevel. Det mindede mig faktisk lidt om hjem. Det blæste tit derhjemme i Mullingar, men det irriterede mig ikke som sådan. Jeg var vant til det, så en smule blæst i centrum af London, det klagede jeg ikke over.

Men denne blæst var kun slem, fordi det var frostgrader udenfor, så vinden føltes som utallige af lussinger mod mine kinder. Jeg var hurtigt til at låse bilen op, og nærmest kaste mig ind på førersædet bag rattet, og smække døren i bag mig.


Liam og Louis var allerede kommet, da jeg dukkede op på Rebeccas kontor. Som sagt tidligere, så var det bare blevet vores tilholdssted. Jeg kunne faktisk godt lide kontoret, det var virkelig hyggeligt, og rustikt. Det kunne jeg godt lide. Det mindede mig faktisk lidt om fars kontor derhjemme i Mullingar. Jeg tilbragte meget tid på det kontor, da jeg var mindre. Min far havde altid været mit forbillede indtil Mr. Michael Bublé kom ind i mit liv. Okay, det lød ret gay.

”Hvordan var shootet i går?” Spurgte Liam, da jeg havde fået sat mig ned i stolen, som stod tættest på mig. Der kunne godt have været en sofa herinde, men på den anden side. Nej der er ikke nogen anden side. Der manglede en sofa herinde.

”Fint, men I kender Harry,” mumlede jeg træt, da jeg tænkte tilbage på i går. Jeg vidste ikke, hvor længe Harry havde brugt på at stå og diskutere med fotografen, om hvordan han tog billederne fra de forkerte vinkler. Som om at Harry vidste mere om det, end fotografen. Jeg tvivlede på det.

”Primadonna girl?” Spurgte Louis med et løftet blik. Han var hele tiden opmærksom på, om der kom nogen ind på kontoret, som muligvis kunne være Harry. Selvom han for det meste kom for sent. Men af en eller anden sær grund, så foretrak han altid, at pigen aldrig skulle komme for sent, hvis han havde en date. Det gav ingen logisk mening.

”Jeps,” sukkede jeg, inden jeg kiggede bag mig, for at opdage Rebecca komme en smule kejtet ind ad døren. I hænderne holdte hun en stor papkasse, og ovenpå den havde hun stablet en masse skrammel. Jeg vidste ret hurtigt, at det var hende, fordi Harry eller Zayn ville aldrig komme slæbende så meget skrammel. Så godt kendte jeg dem nemlig.

”Godmorgen drenge, jeg-” uden at tænke over det, rejste jeg mig hurtigt fra min plads, for at skynde mig over og hjælpe hende. Liam gjorde det samme, men jeg var hurtigst. Jeg var hurtigere end Liam. Okay modent Niall.

”Skal du have en hånd til alt det der?” Spurgte jeg med et træt smil. Og uden at vente på et svar tog jeg noget af alt det skrammel ned fra papkassen for hende, så jeg kunne se hendes ansigt. Hendes leverpostejsfarvede hår var redt om i hen høj hestehale, så hendes smalle ansigt kom til syne.

”Øhm, ja tak,” svarede hun med et overraskt smil, og jeg kunne se, at hendes kinder rødmede let. Jeg kunne også tage fejl, for vinden udenfor var ret strid. Jeg lagde de mange ting hen på hendes skrivebord, inden hun selv nåede at sætte papkassen derhen.

”Hvad skal du med alt det skrammel?” Spurgte Louis nysgerrigt, og rejste sig fra sin stol, for at gå hen og tage et nærmere kig på alle de ting, som hun havde slæbt med sig.

”Først og fremmest er det ikke skrammel, Louis. Og for det andet, så syntes jeg, at her alt for lidt julestemning, så vi kunne pynte kontoret op?” Smilede hun, og slog hænderne tilfredst sammen, inden hun så rundt på os. Jeg kunne ikke gøre for, da hendes blik faldt på mig, at jeg sendte hende et lille smil, som hun genert gengældte. Lå der mon noget bag det?

”Jeg har en bedre idé,” lød det pludseligt henne fra døren, og vi vendte os alle sammen overrasket rundt, for at se Harry stå i døråbningen med et træt smil. Der var ingen som sagde noget, vi var nok alle i chok. Jeg var i alt fald.

”Hold op med at se ud som om, at I har set spøgelse,” sagde han med opgivende blik, men jeg blev alligevel stående, og så overraskende på ham, mens han trak af sin lange sorte frakke, og hang den op på stumptjeneren bag døren.

”Hvis det er fordi, at du hellere vil ud og feste, så skal du ikke sige mere,” kommenterede Louis med en flabet mine. Han havde ligesom os andre, fået nok af Harry.

”Det var ikke min plan,” han sendte et flabet, men overbærende smil tilbage til Louis tværs gennem kontoret. Selvom det ikke var mig, som han snakkede til, så kunne jeg mærke, at det ramte mig med svidende følelse, men det virkede ikke til, at den ramte ligeså meget, som han måske ønskede. 

”Hvad siger du, Harry?” Spurgte Liam en smule mistroisk. Han var nok den af os, som blev ved med at give Harry flest chancer. Liam troede på alt det gode i folk – også Harry. Så selvfølgelig ville han vide, hvad han havde på hjertet, og det kunne jeg egentlig også godt tænke mig at vide, nu hvor jeg tænkte over det.

”I stedet for at pynte op, kunne vi bruges vores dyrebare tid mere fornuftigt. Og med det mener jeg, at et besøg på et børnehospital kunne være perfekt,” hørte jeg ham lige sige det, som jeg troede han sagde, eller var det her en eller anden drøm, som jeg ikke var vågnet op fra endnu? Stod Harry, og sagde i sine fulde fem, at han ville besøge et børnehospital?

”Har du mistet forstanden, Harry?” Lød det bag os, og vi vendte os alle sammen om, for at se Zayn stå i døråbningen. Han havde lige hørt det hele, men han var den eneste, som var hurtig nok til at give Harry respons på hans forslag.

”Altså hvad havde du tænkt dig? At vi bare lyttede til dit forslag, som om der intet var sket?” Det var Louis, som slyngede den i hovedet på Harry, som blev stående ved siden af stumptjeneren, og lod ordene ramme ham, men han så ikke ud til at tage dem til sig. Louis havde på den ene side ret i det, som han sagde til Harry. Han kunne ikke blot forvente, at vi alle sammen lyttede til ham, når han på en måde, havde meldt sig ud af gruppen, og skubbet os ud af sit liv.

”Nå, nu må man måske ikke komme med forslag længere, huh?” Fnøs han med et flabet smil, mens hans øjne slog gnister, da han så hen på Louis, som stod længst væk fra ham som muligt. Det var utroligt, så brat deres venskab stoppede. Derefter tog det ikke ret lang tid før, at Harry tog afstand til os andre.

”Nej, men man kan jo tillade sig alt, når man er Harry Styles!” De ord som jeg hørte gå tværs igennem rummet kom fra Louis’ læber, og der var helt stille på kontoret. Zayn havde heldigvis nået at glasdøren, så der ikke var nogen, som hørte Louis’ hårde ord. Selvom jeg ikke var den største fan af Harrys nye jeg, så syntes jeg selv, at det var ret hårde ord at få smidt i hovedet.

”Så det mener du alligevel?” Svarede han ham flabet igen, som om at hans ord ikke kunne ramme hans stolthed. Jeg var ikke helt sikker, men jeg ville tro, at de ord ramte ham dybere end Louis selv troede.

”Ja jeg gør, Harry! Men hvis du mener, at du kan gå i byen og drikke hjernen ud, også møde op næste dag, med det perfekte forslag til en arbejdsdag, så blander jeg mig helt udenom!” Jeg havde allermest lyst til at klippe mig selv ud af det her billede. Jeg hadede at overvære et af deres utallige skænderier, og specielt lige nu. De var ikke særlige omsorgsfulde overfor hinanden, og deres ord havde ingen hæmninger, men alligevel var der ingen af os, som blandede os. Det ville ikke gøre det bedre.

”Jeg syntes, at det er en god idé,” inden Harry nåede at smide et beskidt svar tilbage til Louis, rømmede Rebecca sig med en overrasket – knapt så diskret – lys stemme, inden hun rettede let på sin høje hestehale. Hvornår sluttede dette mareridt? Jeg var faktisk en lille smule bange – nej jeg var rædselsslagen! 

Der var ingen af os, som sagde noget. Der var totalt pinlig tavshed over hele kontoret. Jeg stod faktisk, og følte mig en smule dum, for ikke at sige noget. Men jeg følte samtidig, at det ikke var mig, som skulle svare på Rebeccas kommentar. Det var nærmere Harry eller Louis. Det var dem, som havde startet et skænderi foran os andre – og Rebecca.

”Take a chil, Lou. Du skulle nødig overophede dig selv, nu hvor jeg ikke er den eneste, som synes, at det er en god idé?” Aldrig havde jeg set så flabet et smil forme sig om Harrys læber, som det der prægede dem nu. Rebecca havde lige serveret sejren for ham på et sølvfad. Og det blev det ikke bedre af, men det ville hun nok finde ud af. 

 

_____________________________________________________________

Håber I kunne lide dagens kapitel. 

Dette kapitels handling kommer nok til lappe en smule over i det næstes kapitels handling, men jeg vil prøve så vidt at undgå det. 

Omg! Synes det er lidt vildt, at movellaen er blevet anbefalet, med 4½ stjerne!

Er stadig helt oppe at køre over det! Tusinde mange tak til jer alle sammen, fordi uden jer, så var dette aldrig sket!

 

~HorTom xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...