A Christmas For Charity - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Julen er hjerternes fest – eller det siger man jo, men hvad med alle de mennesker, som ikke har råd til at holde jul? Rebecca rejser fra L.A, for at hjælpe sin far i London med hans nye projekt i julen. Han ejer et velgørenhedsfirma, og i et samarbejde med SyCo Records om at donere penge til jul rundt omkring i verdenen, bliver hun introduceret for de fem stjerner i projektet. Rebecca lægger al sin tid i projektet, selvom det betyder, at hun bliver nødt til at arbejde en del sammen med de fem drenge, som viser sig at være meget engageret i projektet. Men én af drengene fanger hendes opmærksomhed lidt mere, da han med sit optimistiske sind viser interesse for hende. Som en direkte modsætning af den unge fyr, får Rebecca øjnene op for hans ven, som ikke ejer den helt samme ild og gnist som sine kollegaer. Han er mere indadvendt end de andre og mere flabet. Men hvad vil der ske, når han langsomt begynder at vise andre sider af sig selv, og hendes følelser for de to fyre vildreder hende?

141Likes
153Kommentarer
17995Visninger
AA

9. December 7th


”Held og lykke med jeres… hvad skal jeg egentlig kalde det?” Jeg vendte mig rundt, for at se på de tre fyre i de mest latterlige kostumer, som jeg nogensinde havde set.  Jeg havde gjort mit bedste, for at tale Louis, Liam og Zayn fra den sindssyge idé, at klæde sig ud som en Julemanden, hans rensdyr og hans lille nisse ven.

Det var en sød tanke, men de var nu ikke rigtig kloge, hvis nu I spurgte mig. Jeg ville faktisk kalde det et slags juletogt, men på den anden side, så var jeg ikke helt sikker på, hvad deres mission var.  Så meget havde jeg nemlig styr på dem. Tænk min far turde overlade dem i min varetægt.

’Ja, far jeg har lige sendt Louis, Zayn og Liam ud på gaden udklædt som Julemanden, rensdyr og nisse. Jeg aner ikke, hvad de skulle, men det går nok.’ Okay, han vidste godt, at jeg Niall og Harry skulle hen til det photoshoot, men jeg anede virkelig ikke, hvad jeg skulle sætte de andre tre i gang med. Så det skadet nok ikke, at de fik lov til at have det lidt sjovt i dag, og desuden tror jeg, at det ville hjælpe med donationerne.

”Julemission, det har jeg jo sagt Rebecca!” Råbte Louis højlydt, men jeg kunne overhovedet ikke tage det seriøst. Louis havde iført sig et julemandskostume, og et stort hvidt skæg plus en paryk.

Og prikken over i’et var da lige, at han havde proppet så mange puder, som han overhovedet kunne finde i den røde frakke, så den truede med at springe op. Hvor fik han de sindssyge idéer fra? Og hvordan i al verden fik han dog Liam og Zayn overtalt til det her? Og hvorfor gik jeg med til det her?

”Hvor er I dog yndige,” løj jeg, da jeg kastede mit blik på Zayn i det store rensdyrkostume, som var ualmindeligt grimt, men ikke ligeså meget som Liam i stramme grønne gamacher. Okay, misforstå mig ikke. Liam var en flot fyr, men drenge i gamacher? Nej vel?

”Vi prøver bare at ligne dig,” kommenterede Zayn med et skævt smil, inden Louis kvalte et grin, hvorefter han stak ham en high-five. Jeg vidste godt, at de ikke mente det – det gik jeg i hvert fald ud fra, at de ikke gjorde. Jeg kendte dem ikke særlig meget, men jeg kendte dem godt nok til, at de ikke var så onde.

”Tak for blomster da,” kommenterede jeg med et skævt smil, inden jeg hurtigt fandt min telefon frem, for at tage et billede af drengene i deres umådelige grimme kostumer. Det skulle helt sikker op på Twitter og Instagram senere. Men jeg havde sagt til Niall og Harry, at jeg ville komme over til studioet senere, for at tage nogle billeder til profilerne og så videre. Også fordi jeg gerne ville de det.

”Annie, vil du ikke sige til far, at jeg er ovre i studioet med Niall og Harry?” Sagde jeg til Annie, da jeg stoppede op ved hendes skrivebord. Hun kendte min fars arbejdsplan bedre end jeg, så hun kunne give ham beskeden videre, når han lige havde en pause.

”Jo, det gør jeg,” hun så op fra computerskærmen, inden hun sendte mig et venligt smil. Jeg kunne godt lide Annie på nogle punkter. Hun havde været god til at tage i mod mig allerede fra den første dag af, men vi snakkede ikke særlig meget sammen. Hun var bare venlig overfor mig, måske nok fordi, at min far havde sagt til hende, at hun skulle være det. Ej, jeg vidste det ikke.

Jeg nikkede til hende, inden jeg hastede hen til elevatoren, for at forsøge at finde det studio, som Niall og Harry skulle befinde sig i nu her. Niall havde prøvet at forklare mig vejen derhen, men jeg var ikke helt sikker på, at jeg kunne huske det, som han sagde. Jeg havde bare sagt ’jaja’, da han forklarede mig det. Jeg var ikke den bedste til at lytte – eller finde vej for den sags skyld, men det havde Niall nok allerede fundet ud af.


Hvor længe jeg havde gået rundt i de lange og kolde gader i London, vidste jeg snart ikke. Niall havde sagt, at studioet ikke lå så langt væk, så det ville ikke tage så lang tid for mig, at komme derhen. Men han havde vidst glem alt om min stedsans. Jeg vrissede irriteret, da jeg drejede rundt om endnu et hjørne, for at se ned af endnu en lang gade. Jeg sværgede, hvis jeg så endnu en lang gade, så lagde jeg mig ned, og skreg.

Det værste ved det hele var, at jeg ikke engang kunne ringe til ham, fordi jeg ikke havde hans nummer. Så jeg var faktisk helt fortabt. Irriteret vendte jeg rundt, for at gå ned af den gade, som jeg lige var kommet fra. Jeg kunne vel ligeså godt begynde at finde hjem ad, nu hvor heldet ikke ligefrem var på min side.  

Jeg havde efterhånden gået et stykke tid, da jeg skulle til at dreje ned af en helt anden gade, da jeg kunne høre nogen sige noget bag mig. Forskrækket stoppede jeg op, og vendte mig rundt, for at se Harry stå inde i en smal gyde mellem to høje bygninger. Jeg var gået lige forbi ham, uden at opdage ham. Pinligt…

”Det er slut,” jeg trådte et skridt tilbage, for at komme lidt tættere på Harry, så bedre kunne se ham. Det var simpelthen bare fantastisk, at jeg havde misset photoshootet. Jeg måtte give mig selv et skulderklap for det senere.

”Jamen, det er da bare fantastisk,” mumlede jeg ironisk, og så ned i jorden foran mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige. Jeg havde aldrig rigtigt oplevet, at Harry havde snakket til mig frivilligt, så jeg var samtidig en smule overrasket over denne her situation.

”Hvor længe har du vandret rundt i de her gader?” Spurgte han med sin dybe stemme, som var utrolig langsom, og meget intens. Jeg kunne faktisk ikke lade være, med at bide mig fast i den måde, som han snakkede på. Den var så anderledes.

”Det ved jeg nu snart ikke… Hey, hvordan vidste du det?” Spurgte jeg ham med et løftet øjenbryn. Hvordan vidste han, at jeg havde vandret rundt i lige præcis disse gader? Jeg kunne ligeså godt, have glemt at møde op?

”Det er ikke første gang, at du er gået forbi her,” kommenterede han med skævt smil, som egentlig var mere flabet end det var venligt.

”Hvorfor har du så ikke sagt noget til mig!?” Sagde jeg halvirriteret, og foldede mine arme foran min brystkasse. Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg kunne tillade mig at blive vred på ham. For hvor meget kunne det ikke ødelægge? Ikke bare for mig selv, men også for projektet, og samarbejdet. Det var vel nok bedst, hvis jeg bare ignorerede hans flabetheder, ligesom de andre drenge gjorde.

”Jeg syntes nu, at det var ret underholdende, at se dig rende rundt og bande af dig selv,” han rettede sig op, inden han trådte ud fra gyden, og ud på fortovet ved siden af mig. Det var nok først nu, at det gik op for mig, hvor lille jeg følte mig ved siden af ham. Han var jo høj!? For det var nemlig det, som jeg lagde mærke til, i stedet for at blive vred på ham. Great…

”Jamen tak for hjælpen så, Harry,” mumlede jeg idet, jeg himlede irriteret med øjnene, for at vende rundt på hælen, og bevæge mig videre hen ad gaden. Jeg kunne spørge ham om vej, men han var ikke just den person, som jeg havde allermest lyst til at snakke med lige nu. Men hvad bildte han sig i det hele taget ind? Palle popsmart…

”Hvor skal du hen?” Han råbte det ikke engang, før jeg stoppede op med et opgivende suk, og så tilbage på ham, med et overbærende smil. Jeg prøvede at fortælle mig selv, at det ikke var okay at flippe skråt på ham, selvom jeg virkelig havde lyst til det.

”Hvor tror du?” Tøvende tog jeg et skridt frem mod ham, men han blev blot stående på sin plads på fortovet. Her var ingen mennesker, nu hvor jeg tænkte over det. Der burde efter min mening være mennesker overalt i London, men hvem gad dog rende rundt herude i denne kulde? Nej vel?

”I så fald, så skal du den anden vej,” han pegede med en let finger i den modsatte retning. Det var simpelthen løgn. Ikke igen. Med et dybt og irriteret suk, tvang jeg et svagt smil henover mine læber, inden jeg gik forbi ham, uden at sige noget til ham. Uden så meget som et tak. Han fortjente det ikke, nu hvor han havde til sådan en stor hjælp.

Desværre nåede jeg ikke særlig langt, inden jeg kunne høre skridt bag mig, og jeg kiggede mig over skulderen, for at sikre mig, at det ikke var en eller anden syg snigmorder. Man kunne aldrig vide. Okay, jeg var måske en smule parnoid, men det skulle der også være plads til. Bag mig så jeg Harrys høje skikkelse, som bevægede sig nogle meter bag mig.

”Gå med dig, Harry,” sagde jeg med en kold stemme, mens jeg inderligt bad til, at han ville gøre, som jeg befalede. Men hvor store var mine chancer lige, når de kom til Harry? Han virkede ikke lige til, at være typen som tog i mod ordre fra andre end de, som var højere stillet end han selv.

”Må jeg gå hen til min bil?” Spurgte han med et lille grin. I princippet kunne jeg ikke forbyde ham at gå på den samme gade, som jeg selv. Men gid jeg kunne.

”Nej,” svarede jeg ham kortfattet, inden jeg satte hastigheden op, i håb om at han ville sakke bagud, men selvom chancen var ret lille med hans lange ben, så håbede jeg alligevel på det. Jeg regnede heller ikke med, at han ville stoppe op, og virkelig lod være med at gå hen til sin bil.

”Er du sur?” Måske nok det dummeste spørgsmål, som han overhovedet kunne stille mig. Jeg stoppede brat op, hvorefter jeg langsomt vendt rundt, og så overrasket på ham stadig med et overbærende smil.

”Nej, overhovedet ikke. Det hele er fint, perfekt, perfetto (italiensk), parfait. Helt fint,” han stoppede overrasket op, mens han lod ordene ramme ham i hovedet. Jeg var faktisk pænt irriteret på ham, ikke sur. Irriteret i den grad.

”Godt så, så ses vi i morgen, Bec” var det, det eneste, som han havde at sige? Virkelig. Godt så? Nogle berømtheder var virkelig arrogante, og det bekræftede Harry mig blot i, lige i dette øjeblik. Jeg sværgede, hvis vi ikke skulle arbejde sammen indtil jul, så havde jeg givet ham noget at tænke på. Med de ord sendte han mig et flabet smil, inden han tog få skridt, for at gå forbi mig, og forsvinde rundt om det nærmeste gadehjørne.

Jeg havde aldrig prøvet noget lignende. Aldrig. Der var mange slags typer hjemme i Los Angeles, men jeg havde aldrig stødt på nogen ligesom Harry. Han troede virkelig, at han stod på en piedestal, og kunne tillade sig alt. Men hvis det ikke snart ændrede sig, så sværgede jeg, så ville han få sig noget af et chok. 


Jeg skippede pizzaen i aften, for egentlig at blive færdig med artiklen til på søndag. Jeg havde ikke haft så meget tid til den de sidste par dage, så, hvis jeg kunne skrive størstedelen af den i aften, hvorefter at finpudse den de næste par dage, så ville det bare være perfekt. Min far var ikke helt glad for idéen om, at jeg skippede aftensmaden slash pizzaen i aften, men han kunne som sagt ikke bestemme over mig længere.

Ikke det, at jeg godt kunne forstå ham, for det kunne jeg. Men jeg havde bare ikke lyst til mere pizza. Jeg skulle nok få sagt til ham, at han burde begynde at lave mad selv, fordi det var virkelig en usund livstil, som han havde sig. Men det måtte jeg gøre i morgen eller i weekenden.

Jeg havde næsten ligeså lige smidt mig i sengen med min laptop, for at åbne den op, og tjekke min twitter, som det første. Det var en dårlig vane, som jeg havde tilført mig siden jeg overhovedet fik en Twitterprofil. Der var ikke rigtigt sket noget på min profil, udover at jeg havde fået en direct message. Det skete ikke særlig tit, så jeg var hurtig til at gå ind under min indbakke, for at opdage, at det var Niall, som havde skrevet til mig.

 

’Hi. Why didn’t u come to the studio 2day?’

 

Var det nu, at jeg skulle fortælle ham, at jeg var faret vild? Fordi det lød også rigtig troværdig, men på den anden side, så havde han jo set, hvor dårlig en stedsans jeg havde. Og jeg boede i Los Angeles. Hvordan har jeg overlevet det?

 

’So sorry. But I got lost and Harry isn’t the most helpful person when u r lost’

 

____________________________________________________________________________

Typisk Louis!

Havde jeg mødt Harry i denne situation.. no mercy! 

Men anyway, hvad synes I om kapitlet - og hvad tror I, at der vil ske, når Niall ser beskeden?

 

~HorTom

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...