A Christmas For Charity - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Julen er hjerternes fest – eller det siger man jo, men hvad med alle de mennesker, som ikke har råd til at holde jul? Rebecca rejser fra L.A, for at hjælpe sin far i London med hans nye projekt i julen. Han ejer et velgørenhedsfirma, og i et samarbejde med SyCo Records om at donere penge til jul rundt omkring i verdenen, bliver hun introduceret for de fem stjerner i projektet. Rebecca lægger al sin tid i projektet, selvom det betyder, at hun bliver nødt til at arbejde en del sammen med de fem drenge, som viser sig at være meget engageret i projektet. Men én af drengene fanger hendes opmærksomhed lidt mere, da han med sit optimistiske sind viser interesse for hende. Som en direkte modsætning af den unge fyr, får Rebecca øjnene op for hans ven, som ikke ejer den helt samme ild og gnist som sine kollegaer. Han er mere indadvendt end de andre og mere flabet. Men hvad vil der ske, når han langsomt begynder at vise andre sider af sig selv, og hendes følelser for de to fyre vildreder hende?

141Likes
153Kommentarer
17948Visninger
AA

8. December 6th


Niall endte med at følge mig helt hjem, selvom det overhovedet ikke havde været planen. Men ungen insisterede på, at han bare tog en taxi hjem. Men på den anden side, så gjorde det heller ikke noget, at han fulgte mig hele vejen hjem. Vi havde det hyggeligt, mens vi gik, og snakkede om alt muligt mellem himmel og jord.

Men anyways, så havde min far åbenbart set Niall følge mig hjem i aftes, og jeg kan love jer, for at jeg kom til at høre for det, da jeg stod op fra morgenen af. Jeg havde kun lige fået bevæget mig ned i køkkenet i alt mit nattøj og rodet morgenhår, da han sendte mig et hemmelighedsfuldt smil. Jeg stoppede op, og kiggede en anelse sært på ham.

”Hvad skal det smil til for?” Spurgte jeg, og trampede henover det varme trægulv, og videre hen til morgenbordet, som han allerede havde dækket. Jeg lod mig træt dumpe ned på stolen, og var hurtig til at finde noget stegt bacon på en tallerken. Der fandtes ikke noget bedre end bacon i hele verdenen.

”Hvilket smil?” Spurgte han uskyldig, inden han så op fra sin iPad med et uskyldigt smil. Man skulle være dum, for ikke at kunne se, at han løj. Han gemte på noget, for han plejede aldrig at stå med sådan et smørret smil omkring sine læber. Hvorfor var det bare så typisk min far? Typen som havde et seriøst arbejde med ambitiøse formål – men alligevel typen, som på det personlige plan var så barnlig?

”Du kan godt droppe det der! Jeg kan se på dig, at du skjuler noget,” svarede jeg ham med morgenhæs stemme, inden jeg stirrede overbevist på ham. Han kunne godt droppe det med at spille hemmelighedsfuldt – for han var elendig til det.

”Hvad skulle det være?” Han trak på skulderende med overraskende let bevægelse, mens hans stemme blev en smule lysere, end den normalt var.

”Drop det der, far. Jeg kan se det på dig,” sagde jeg småirriteret, mens jeg tyggede på endnu et stykke bacon. Ja, jeg havde mine charmerende øjeblikke.

”Nå, jeg kunne såmænd bare ikke undgå at se, at du fulgtes med nogen hjem i aftes,” han hældte med et meget diskret smil sin kaffe op i kaffekoppen ved siden af ham. Selvfølgelig havde han set det, fordi han var min far. Han burde være overbeskyttende overfor mig, og holde øje med mig i det skjulte – og det fik jeg så bekræftet nu, at det gjorde han skam også. Ikke at det behagede mig, men havde jeg noget valg?

”Åh Gud, far!” himlede jeg med øjnene, inden jeg tog et stykke brød, og smed på min tallerken. Jeg lagde den ikke, jeg smed den.

”Hvem var det? Han så bekendt ud,” han rakte selv ud efter et stykke brød idet, at jeg rakte ud efter jordbærmarmeladen. Jeg havde ingen anelse, om han vidste, at det var Niall, eller om han rent faktisk ikke vidste, hvem det var.

”Kunne du ikke se det?” Spurgte jeg ham en smule overrasket, uden rigtigt at se op på ham, for ellers ville jeg spilde jordbærmarmelade udover det hele – plus mig selv. Nogle ting krævede bare koncentration. Wow, jeg fik faktisk mig selv til at lyde en smule som en mand der.

”Nej, hvem var det?” Spurgte han nysgerrigt, og jeg så hurtigt op på ham, for at opdage, at han virkelig ikke vidste det. Det morede mig faktisk en smule, fordi nu kunne jeg få lov til at have det sjovt, ved at lade ham smage sin egen medicin.

”Det ved jeg ikke,” smilede jeg hemmelighedsfuldt til ham, hvorefter at føre brødet op til min mund, for at tage en bid.

”Du kan godt droppe det der, jeg ved, at du skjuler det,” han pegede på mig med sin kniv, som var fyldt med honning. På et eller andet punkt, så kunne jeg ikke lade være med at smile af ham, fordi vi havde byttet rundt på vores replikker.

”Hvem skulle det da være?” Jeg trak let på skuldrene, for at gøre en smule grin af ham, ved at kopiere hans replikker og træk. Min stemme blev automatisk en smule lysere, da jeg var en elendig løgner. Alle havde nok på et eller andet tidspunkt set det Hannah Montana afsnit, hvor hun sad, og løj om en parfume, hvorefter hun udviste flere symptomer på, at hun løj. Jeg gjorde nogenlunde det samme, bare det ikke var helt det samme.

”Drop det der, Beck. Jeg kan se det på dig,” okay, jeg kunne selv mærke, hvordan varmen let steg op i mine kinder, ved tanken om Niall. Det var faktisk en smule - okay virkelig pinligt, fordi jeg ikke kendte Niall sådan helt, han var bare så sød og nede på jorden overfor mig. Og hvis min far sad, og så, at jeg rødmede ved tanken om Niall. Åh Gud, jeg ville arbejde hjemmefra hver evig eneste dag.    

”Jeg var bare ude at spise med Liam, Niall og Louis i går aftes, hvorefter Niall fulgte mig hjem,” jeg prøvede at få det til at lyde så naturligt og normalt, som overhovedet muligt, da skyndte mig at tage en kæmpe bid af mit brød, så jeg ikke kunne lave en eller anden flov grimasse lige op i ansigtet på min far.

”Hvor hyggeligt. De virker til at være nogle gode drenge,” svarede han meget mere afslappet, end jeg havde jeg regnet med. Men der var mange ting, som jeg ikke vidste om min far, fordi vi ikke havde det forhold, som de fleste piger havde til deres far. Vi var ikke vant til at gå op og ned af hinanden hver dag. Vi snakkede sjældent sammen. Og da mine forældre stadig levede sammen kom han tit sent hjem fra arbejde, så vores samtaler var meget korte, og omfattede somregel dagens gang.

”Ja, de er nu meget nede på jorden,” svarede jeg, inden jeg tyggede af munden, for at rejse mig fra min plads ved bordet. Jeg skulle gerne nå et bad, inden endnu en arbejdsdag startede. Jeg tog min tallerken i hånden, og gik hurtigt over til opvaskemaskinen, for at sætte den ned i, hvorefter at bevæge mig op ad trapperne, og ind på badeværelset. 

 


Jeg stod, og ventede på Louis inde i entréen, da jeg kunne høre døren ud til gå op. Jeg så op fra min iPhone, for at slukke skærmen, da jeg opdagede Louis skynde sig ind ad døren med en sidevind. Jeg så på ham med overrasket blik, men på den anden side, så var det bare Louis. Han gjorde nogle sære ting engang i mellem – eller hele tiden.

”Er du sindssyg, det er koldt udenfor,” beklagede han sig, da han stak sine hænder i sin vinterjakke. Jeg lod bare et lille træt grin slippe ud gennem mine læber, inden jeg medliden klappede ham på skulderen, selvom jeg egentlig ikke havde særlig meget ondt af ham. Jeg havde selv været udenfor, men mig havde han ikke ondt af. Typisk.

”Det siger du ikke,” gabte jeg, da et gab sneg sig ind på mig. Han grinede blot, inden vi roligt gik hen mod elevatoren, som lige rundt om hjørnet. Entréen var som sådan ikke særlig stor, men alligevel tog det os et stykke tid for os at bevæge os derhen.

”Var det hyggeligt at følge Rebecca hjem i aftes?” Spurgte Louis pludseligt, da dørene til elevatoren lukkede i. Jeg kiggede en smule overrasket på ham, inden jeg let bevægede mine skuldre op og ned.

”Ja faktisk,” svarede jeg ham med et smil. Jeg kunne ikke få mig selv til at lade hende gå alene hjem fra parken, selvom hun påstod, at hun godt selv kunne finde hjem derfra, så følte jeg mig ikke helt tryg ved det. Rebecca var en sød pige, og ikke mindst mit ansvar, når jeg havde sagt, at jeg ville følge hende hjem. Okay, jeg kunne også bare sige, at jeg bare var en gentleman.

”Er hun ikke noget for dig, huh?” Med sin albue prikkede ham mig let i siden, med løftende øjenbryn. Prøv lige at forestil jer, hvis Louis nu var en pige, hvor provokerende han kunne være? Ikke at han kunne være det som dreng, men han var en af mine bedste venner, så jeg kunne godt tillade mig at sige sådan noget om ham.

”Louis, hun er Mr. Oakleys datter! Og desuden rejser hun jo hjem til L.A. efter jul,” det var faktisk en smule trist, at hun rejste tilbage efter jul, fordi jeg kunne godt lide at arbejde sammen med hende.  Hun smilede altid, når man gik forbi hende, og vigtigst af alt, så behandlede hun mig ikke anderledes på grund af min titel.

”Og? Du er jo ikke ansat under ham – og hvad?!” Louis havde ret, måske et faktum som endnu ikke havde strejfet min hjerne før nu. Tak Louis – du som aldrig plejer at være så vis.

”Hun bor i L.A.,” jeg havde ikke lyst til at sladre for meget om Rebeccas privatliv, selvom hun ikke havde sagt noget til mig, om at jeg skulle holde tæt. Det var bare ren og skær høflighed overfor hende. Da hun i aftes fortalte om hendes forældre, var der et eller andet ved hende, som udsendte signaler til mig, om at emnet var svært for hende, og selvom Louis var en af mine fire bedste venner, så ville jeg ikke sladre om hende til ham. Hun skulle selv fortælle ham det.

”Hvorfor det?” Louis var en klog person, men på den anden side, så var han heller ikke den skarpeste kniv i skuffen. Jeg lod som ingenting, og trak på skuldrende i en spørgende grimasse. Elevatoren stoppede alligevel snart, så det kunne ikke nytte noget at gøre det store ud af en samtale omkring hende. Selvom Louis med garanti ville elske at gøre det.

”Hvorfor i al verden spurgte du ikke hend-,” mere nåede Louis ikke at sige, før dørene til elevatoren gik op, og det første som vores begge blikke fik øje på, var Rebecca, som gik forbi elevatoren idet den gik op. Hun stoppede op, og så spørgende på os, men med et venligt smil. Når man talte om solen.

”Godmorgen,” sagde hun, inden hun med et lille smil forsvandt ind i kopirummet, som lå næsten lige ved siden af elevatoren. Jeg havde hentet så mange kopier til hende, så I troede det var løgn. Jeg kunne jo ikke få mig selv til at sige nej. Jeg var ved at blive en Liam…

”Godmorgen Rebecca,” fik Louis og jeg sagt i munden på hinanden, hvilket egentlig var totalt kikset. det måtte lyde som om, at vi begge to var forelskede fjolser – hvilket vi ikke var. Jeg prøvede at kontrollere varmen i mine kinder, selvom det i bund og grund var umuligt, så jeg skyndte mig at gå ud af elevatoren, og ned mod hendes kontor. Vi plejede altid at mødes der for at se på dagens tidsplan.

Af hvad jeg vidste, så skulle Harry og jeg til en form for slags photoshoot i dag, fordi vi jo skulle reklamere for projektet og ’den eksklusive præmie ’ som projektet udlovede. Så jeg håbede virkelig for ham selv, at han ville lette sin røv og møde op i dag. Hvad der foregik i hovedet på ham for tiden, havde jeg ingen anelse om. Det havde efterhånden stået på i lang tid, og venskabet til ham blev mere og mere fjernt.


 

Heldigvis var Harry mødt op, så nogen havde hørt mine bønder. Dagen blev hurtigt planlagt ved, at mens Harry og jeg var til photoshoot i det sædvanlige studio skulle Loui, Zayn og Liam ville lave nogle follows på Twitter inden de gik ud på gaden, og reklamerede for projektet blandt vores fans i nogle kostumer. Gæt hvis idé det var. Jeps, ikke mindre end Louis’. Rebecca besluttede sig for at komme over i studioet til Harry og jeg senere, efter hun havde hjulpet drengene i deres kostumer.

Jeg ville ønske, at jeg kunne være med til det, for vi gjorde ikke sådanne ting ret ofte længere, det skete en enkelt gang, da vi var på turné sidst, men det var også det. 

”Du ser smadret ud,” kommenterede jeg på Harry, da vi sad i Pauls store sorte Chevrolet på vej hen mod studioet. Man kunne ikke undgå at se, hvordan randende under hans øjne nærmest skreg op, hvor han havde været henne i aftes, mens vi andre hyggede os på en restaurant.

”Jeg kom også sent i seng,” svarede han med en hæs stemme, inden han så ned i sin iPhone. Jeg havde set billeder på Twitter i morges af ham, så jeg vidste nogenlunde godt, hvad der forgået i aftes. Det kaldtes såvel dårligt selskab. Siden Harry begyndte at hænge for meget ud sammen med ham Nick Grimshaw fyren fra BBC, begyndte problemerne at opstå i rækkevis. Men vi kunne ikke tvinge ham til at lade være med at se ham. Det eneste vi kunne tvinge ham til, var at tage sit arbejde seriøst.

”Det tror jeg på,” mumlede jeg en smule irriteret, og kunne straks mærke hans blik falde på mig med en sur mine. Han vidste udmærket godt, at jeg vidste besked om hans vilde bytur med Nick. Og han hadet når vi skød sådanne kommentarer efter ham, men det var den pris han måtte betale.

Et fnys var alt, hvad jeg fik tilbage, men jeg var efterhånden så vant til det, men det rørte mig alligevel hver gang. Jeg kunne ikke kende ham længere, og det skræmte mig, at han ikke selv kunne se det. Jo vi kunne grine sammen i sjældne stunder, men han havde for alvor taget afstand til os andre, og jeg måtte indrømme, at jeg manglede ham i mit liv på en måde. Liam, Louis og Zayn var der jo aldrig hele tiden, fordi de havde deres kærester, også var der mig. Jeg manglede Harry til at gå ud og være single med. En mandetur i ny og næ, ligesom i de gamle dage. Men Harry havde Nick. 

 

 

______________________________________________________

Hvad synes I om forholdet mellem Niall og Harry? 
Tror I, at der lægger mere bag det?

OMG! Yes! Endelig fredag! Skal I lave noget spændende i weekenden? :)

Husk lige at smide et like på vejen! Det vil betyde meget for mig!

 

~HorTom

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...