A Christmas For Charity - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Julen er hjerternes fest – eller det siger man jo, men hvad med alle de mennesker, som ikke har råd til at holde jul? Rebecca rejser fra L.A, for at hjælpe sin far i London med hans nye projekt i julen. Han ejer et velgørenhedsfirma, og i et samarbejde med SyCo Records om at donere penge til jul rundt omkring i verdenen, bliver hun introduceret for de fem stjerner i projektet. Rebecca lægger al sin tid i projektet, selvom det betyder, at hun bliver nødt til at arbejde en del sammen med de fem drenge, som viser sig at være meget engageret i projektet. Men én af drengene fanger hendes opmærksomhed lidt mere, da han med sit optimistiske sind viser interesse for hende. Som en direkte modsætning af den unge fyr, får Rebecca øjnene op for hans ven, som ikke ejer den helt samme ild og gnist som sine kollegaer. Han er mere indadvendt end de andre og mere flabet. Men hvad vil der ske, når han langsomt begynder at vise andre sider af sig selv, og hendes følelser for de to fyre vildreder hende?

141Likes
153Kommentarer
18024Visninger
AA

7. December 5th


Det var lidt underligt.. nej akavet at sidde i en kæmpe bil, som den eneste pige. Jeg kendte knap nok de fyre, og alligevel så havde jeg sagt ja, til at tage med dem ud at spise. Hvem havde forudset dette? Altså jeg arbejdede sammen med dem hver dag, og vi jokede omkring mange ting, men på det personlige plan, så kendte jeg overhovedet ikke noget til dem. Jeg vidste ikke om en af dem nogensinde havde været anmeldt for et mord?! Okay, måske overreagerede jeg lidt?  

”Come on guys, jeg har virkelig lyst til pizza,” tiggede Louis nærmest, da vi kørte forbi den første pizzarestaurant på gaden. Pizza var virkelig det sidste, som jeg havde lyst til. Jeg havde ikke spist andet siden jeg ankom til London, så det ville være rart med en variation i min kost. Bare en tanke, måske?

”Hvad siger du Rebecca?” Spurgte Liam omme fra førersædet i den store sorte Range Rover. Jeg havde aldrig kørt i så stor – eller dyr bil før. Selvom min far havde sit eget firma, betød det nødvendigvis ikke, at han var rig. Jeg vendte hovedet for at se ud af forruden på den store firhjulstrækker.

”Øhm, er der ikke andre muligheder?” Spurgte jeg en smule tøvende. Jeg ville ikke være i vejen for dem, så hvis der ikke var andre muligheder, så kunne jeg godt overleve en omgang pizza.

”Altså jeg kender en rigtig god græsk restaurant, som ikke er så dyr?” Foreslog Liam, inden han svingede bilen til venstre i lyskrydset. Jeg lod hurtigt falde på Niall, som sad på bagsædet ved siden af mig.

”Årh ja! Jeg kunne så meget nogle græske kødboller lige nu!” Udbrød Niall på en måde, som var så let af misforstå. Men jeg var selv ret så sulten, så jeg havde det nok nogenlunde samme måde som han.

”Jeg stemmer for!” Tilføjede jeg, og dermed var Louis’ forslag om pizza nedstemt. De fleste kendte nok, det at vågne op med tømrebamser, og det eneste, som faktisk hjalp, var pizza eller McDonalds mad. Men så fandt man ud af ens mor havde bestilt pizza næste dag. Og sådan fortsatte det bare en uge. Det var faktisk ret klamt i længden, så spinat eller græsk mad ville faktisk være et sejrsmåltid for mig.

”Too bad, Lou!” Grinede Niall, og lænede sig fremover, for at klappe Louis hånligt på skulderen. Jeg smilede dog bare af det, uden rigtigt at sige noget til det. Eller jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til det, sådan kunne man også formulere det. 


”Jeg spiser faktisk for det meste ikke junkfood,” grinede jeg lidt, da jeg skrabbede det sidste mad op fra min tallerken med min kniv og gaffel. Samtaleemnet handlede åbenbart om mad – junkfood, for at være lidt mere specifik.  Jeg var den eneste, som ikke havde tømt min tallerken endnu. Men jeg var også oppe i mod tre tomme og umættelige huller.

”Det tror jeg ikke på! Du virker ikke til at være den type pige, som går op i sundhed og kost,” rystede Louis på hovedet, og tog en tår af sin enorme Coca Cola. Nogen var vidst helt ligeglad med sine tænder… Sorry, men jeg gik faktisk ret meget op i, hvordan mine tænder så ud. Det kunne freake mig helt ud, hvis jeg opdagede en syreskade eller en gul farve på mine tænder.

”Jeg går op i at passe på mig selv, Louis. Men drik du bare noget mere cola,” smilede jeg flabet til ham, og ganske rigtigt, som jeg sagde til ham, tog hans endnu en tår af sin cola, og lod det skumme inde i sin mund – kun for at provokere mig. Havde ungen ingen fornemmelse af, hvor meget det ødelagde hans tænder?

”Du er forfærdelig,” sukkede jeg med et irriteret smil. Jeg kunne ikke blive ret irriteret på ham, fordi jeg kendte ham ikke, så jeg lod være – kun for at være høflig.

”Det er mit mellemnavn,” svarede han, og løftede sine øjnebryn et par gange i en flabet bevægelse. Jeg så spørgende over på Niall, som sad ved siden af mig, og han var hurtig til at trække på skulderen med et smil.

”Sådan har han altid været,” det hjalp faktisk lidt, fordi så vidste jeg, at det ikke bare var mig, som han var sådan overfor. Det tog mig ikke ret lang tid at finde ud af, at Louis var en spasmager, og den mest provokerende af de fem fyrer i bandet.

”Og det har aldrig ændret sig,” sukkede Liam med et smil, inden han klappede Louis trøstende på skulderen. Måske var det ikke den klogeste ting at gøre, for med et lusket blik rakte Louis hurtigt ud efter den halve bolle, som Liam havde smurt med noget smør (det lignede det), og klaskede den i panden på ham.

Jeg sad bare på min plads, og så på dem med store øjne. Niall brød ud i latter, og det samme gjorde Louis. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg selv skulle gøre, fordi på den ene side var det sjovt, men på den anden side, så var det virkelig synd for Liam. Til min overraskelse tog Liam det med et smil, inden han lavede et snobbet ansigt, og så op på den halve bolle, som sad på hans pande.

”Omg tøser, det er det nye trend,” jeg kunne ikke holde masken, og slog en lav latter op. Jeg nåede lige, at se Louis finde sin iPhone frem, for at tage et billede af Liam med en halv bolle eller burger i panden.

”Giv mig noget guf til lindsen burgerboy,” grinede Louis, inden hans blitz gik af, og Liam tog bollen af hans pande, og tørrede dressingen slash smørret af hans pande. Jeg vidste ikke, om det her var noget som skete tit for dem, men jeg havde kastet et blik på min mobil, og klokken var allerede otte. Og jeg ville faktisk gerne hjem til min far, nu hvor jeg var i London.

”Det har været sjovt drenge, men jeg vil til at vende hjem ad,” smilede jeg venligt, inden jeg rejste mig op fra stolen ved bordet. Roligt trak jeg i min sorte vinterjakke, og viklede det hvide halstørklæde rundt omkring min hals.

”Haha, ja vi ses i morgen,” Louis var ikke helt færdig med at grine, så det blev vidst kun til en kort hilsen fra hans side af. Jeg syntes, at han var en sjov fyr, men han var samtidig en smule mærkelig. Okay, måske ikke lige det rigtige ord – jeg mente, at han virkede ikke lige til, at være sådan en type fyr, som man bare kunne sætte sig ned og snakke med. Han var faktisk lidt som et barn. Han kunne ikke sidde stille til at have en dyb og seriøs samtale, der skulle ske et eller andet.

”Vi ses i morgen Rebecca, det var hyggeligt, at du gad med,” smilede Liam venligt, og jeg gengældte hans smil. Liam var derimod noget helt andet end Louis. Han var så venlig, så smilende og kærlig ved andre mennesker. Han kunne faktisk godt minde lidt om min far, hvilket var lidt sært.

”Hey, jeg smutter også nu, så kan jeg lige følge Rebecca lidt på vej,” Niall rejste hurtigt fra sin stol, samtidig med at kiggede skiftevis på drengene og mig, så jeg blev helt i tvivl om, han snakkede til Liam og Louis eller mig. 

”Det er helt okay, vi ses i morgen mand,” smilede de til Niall, inden jeg langsomt begyndte, at gå ud mod restaurantens udgang. Jeg kiggede mig halvt over den ene skulder, for at være sikker på, at Niall var bag mig, eller om han stadig stod, og snakkede med Liam og Louis. Men det var vel også okay, fordi jeg havde ikke bedt ham om at følge mig hjem, eller på vej.

”Jaja, jeg er lige bag dig,” grinede han lavt, da han opdagede, at jeg kiggede bag mig, for at se efter ham. han fik det til at lyde som om, at jeg lige havde skyndet på ham, hvilket jeg overhovedet ikke havde.

”Jeg siger da heller ingenting,” grinede jeg kort, inden jeg åbnede døren ud til gaden, hvor der lå et tyndt lag af nyfaldet sne på kanten af fortovet.

”Hvilken vej skal vi?” Spurgte han, da han gik op på siden af mig. Det var egentlig et rigtig godt spørgsmål, fordi jeg havde aldrig været i denne her del af London før. Jeg kendte kun til diverse pizzariaer i nærheden af min fars hus slash lejlighed. Okay det var et flere etagehus, men det var ikke så bredt, det var højt. Jeg vidste ikke lige, hvordan jeg skulle forklare det, fordi det var i princippet irrelevant.

”Øhm, det kommer an på, i hvilken retning Dino’s pizzaria ligger?” Spurgte jeg en smule flovt. Okay, løgn. Jeg var meget flov. Men min bedste undskyldning lå i, at jeg ikke kendte London særlig godt. Hvad havde jeg egentlig gjort, hvis Niall ikke havde tilbudt at følge mig på vej? Øh, så havde jeg været lost.

”Oh shit,” grinede han lavt, inden han stak sine hænder i sin store sorte vinterjakke. Jeg kunne godt selv regne mig frem til, at et ’oh shit’ ikke tegnede godt.

”Det ligger langt væk, ikke?” Spurgte jeg ret flovt, og kiggede ned i jorden med et undskyldende blik. Hvorfor egentlig sende fortorvet et undskyldende blik, når det var Niall, som jeg egentlig burde sende det til? Det var anden gang, at jeg gjorde noget dumt, når jeg var sammen med Niall. Han måtte tænke, at jeg var en komplet idiot.

”Hvis det er den Dino’s, som ligger nær Oxford Street, så jo,” grinede han lavt, selvom det egentlig ikke burde være noget at grine af. Det var egentlig også utrolig dumt af mig, at sige ja til at spise sammen med dem, når jeg endte i den forkerte ende af London. Giv dig selv et skulderklap Rebecca, nice done.

”Bingo,” grinede jeg forsigtigt, og så op på ham med et prøvende smil. Jeg forventede overhovedet ikke, at han ville følge mig på vej nu, fordi det ville være synd for ham. Jeg skulle nok selv finde hjem, ellers ringede jeg bare til min far, hvis det var helt galt.

”Jeg skal nemlig den anden vej, kan du godt selv finde hjem?” Spurgte han tøvende, inden han kørte en hånd igennem de lyse og mørke hårlokker. Normalt ville jeg syntes, at det han sagde var totalt uhøfligt, men jeg kunne godt forstå ham. Jeg ville have det på samme måde.

”Ja det er fint, jeg vil ikke være til problemer,” smilede jeg, inden jeg mødte hans varme venlige blik, som så undskyldende på mig.

”Okay, så ses vi vel i morgen?” Smilede han, inden han lavede en bevægelse med sine hænder, som stadig befandt sig i hans jakkelommer. Jeg nikkede blot, inden jeg sendte ham et sidste smil, og vendte rundt på hælen, for at bevæge mig i en tilfældig retning. Jeg havde ingen anelse om, hvilken vej, som jeg skulle gå.

”Rebecca?” Jeg kunne høre ham råbe mit navn, og jeg stoppede op, for at vende mig rundt, og se tilbage på ham.

”Oxford er den vej,” råbte han med et smil, og en pegende finger i den modsatte retning af, hvad jeg havde gået. Hvor var det dog pinligt. Jeg grinede flovt, inden jeg vendte om, og gik tilbage mod ham igen.

”Det vidste jeg godt,” skyndte jeg mig at sige, i håb om at han ikke ville opdage, at jeg var totalt lost.

”Kom, så skal jeg nok følge dig på vej,” grinede han varmt, og klappede mig enkelt gang på ryggen, inden hans hånd fandt vejen tilbage i hans jakkelomme. Jeg var taknemmelig over, at han alligevel ville holde sit ord, og følge mig på vej. Selvom det var en omvej for ham. Han kunne også bare hjælpe mig med at fange en taxi, men det spurgte jeg ham ikke om. Jeg holdte faktisk af at gå.

”Tak,” smilede jeg ærligt til ham, inden jeg fulgte efter ham ned af gaden.

Et samtaleemne var aldrig særlig svært at finde på, når jeg snakkede med Niall. Han var så fyldt med godt humør, og var nem at snakke med. Jeg kunne faktisk godt lide at snakke med Niall, når det kom til stykket. Han var virkelig nede på jorden, og tog alting med et smil. Vi spadserede langsomt gennem den snebeklædte park nær Oxford street. Her var roligt, men gadelysene var stadig tændte, og jeg følte mig helt tryg her, så længe Niall var her.

”Hvor længe bliver du så her i London?” Spurgte han roligt, da han sparkede til en sten, som lå gemt under sneen. Jeg åndede dybt ud, så jeg kunne se min ånde forme sig som tåge foran mig.

”Til nytår eller sådan noget. Jeg har også min skole, som jeg skal passe,” smilede jeg usikkert. Et eller andet sted, så følte jeg lige pludseligt, at jeg ikke havde lyst til at rejse hjem til L.A. igen. Jeg kunne faktisk godt lide London. Jeg var født her, det var her alle de gode minder fra min barndom befandt sig.

”Hvor går du i skole henne?” Han var hurtigt til at spørge ind til noget nyt, og det kunne jeg ikke lade være med at smile lidt over. Det var egentlig ret sødt, når man tænkte over det, for hvor mange drenge spurgte egentlig ind til så meget, som han gjorde?

”Glendale High School,” svarede jeg ham, mens jeg hurtigt kastede mit blik på ham, men afbrød hurtigt, da han kiggede direkte over på mig med smil. Et genert smil formede sig om mine læber, og jeg satte farten en smule op. Hvorfor vidste jeg ikke.

”Det har jeg aldrig hørt om,” der gik lidt tid, før han svarede på det. Han tænkte vel nok over, om han kendte skolen. Men hans chancer var rimelig små, siden han var fra Irland.

”Det ligger også i Los Angeles,” sukkede jeg med et smil. Det irriterede mig faktisk en smule, at jeg allerede havde fået den følelse af, at jeg ikke ville tilbage. Måske var det tanken om den lange flyvetur mellem L.A. og London.

”Så du bor i Los Angeles? Hvordan?” Spurgte han overrasket, inden han stoppede op. Jeg fortsatte et par skridt, inden jeg selv stoppede på, og kiggede tilbage på ham.

”Mine forældre er skilt, så jeg flyttede med min mor til Los Angeles, da hun gik fra min far,” jeg prøvede, at få det til at lyde så naturligt, som overhovedet muligt. Men det med at snakke om skilsmisse havde bare aldrig været nemt for mig. Jeg vidste ikke helt hundrede procent, hvad der var gået galt mellem min mor og far. De var begge to tålmodige og gode mennesker, så det kom bag på mig., at de lod sig splitte på denne måde.

 Jeg forstod virkelig ikke, hvorfor min mor valgte at gå fra min far. Han var en fantastisk person, men hun skiftede altid emne, når det emnet omkring deres skilsmisse kom op.

”Det er jeg ked af. Det vidste jeg ikke,” roligt tog han et par langsomme skridt, så han kom op på siden af mig. Han virkede ikke til at have travlt med at komme hjem, selvom han tidligere havde givet udtryk for, at afstanden var stor.

”Det okay, hvordan skulle du også vide det?” Jeg så forsigtigt over på ham med et venligt smil. Jeg bebrejdede ham ikke, selvom han vovede at bringe emnet på banen. Hvor i al verden skulle han vide fra, at mine forældre var skilt, eller at jeg boede i Los Angeles?

”Det ved jeg ikke,” grinede han forsigtigt, og af en eller anden grund smittede det automatisk af på mig. Jeg lod et fnis slippe ud af mine kolde læber. Kulden havde virkelig taget til siden i morges. Det var faktisk rart at snakke med ham om det, fordi det var som om, at han allerede vidste, at det var et skrøbeligt emne for mig.

”Boede du så her i London før, at dine forældre.. øhm, ja?” Jeg kunne ikke lade være med at smile yderligere af ham. Han var virkelig påpasselig med, ikke at komme til at sige noget sårende. Hvor sødt.

”Ja, jeg boede her i London, indtil jeg var omkring 15,” svarede jeg ham med et lille grin. Det var første gang, at jeg havde grinet, mens jeg havde snakket omkring skilsmissen, men samtalen var ikke ret meget anderledes, end dem som jeg havde haft med mine veninder i hjemme i L.A.. Men hvorfor grinede jeg så? Var det fordi, at han var så forsigtig med, hvilke ord han brugte? Eller var det fordi, at han var så nem at snakke med det om?

”Hvad kan du så bedst lide?” Okay, hans spørgsmål kom virkelig meget bag på mig. Spurgte han mig lige om, hvor jeg bedst kunne lide at være? Den havde jeg så aldrig prøvet før. Jeg kort op, for at se på ham med et overrasket blik, men han vendte sig blot om, for at bukke sig ned, og samle en håndfuld sne op, hvorefter at kaste den efter mig. Heldigvis nåede jeg lige at dukke mig ned, hvorefter at sende ham et tøsefornærmet blik.

”Når du gør det der, så siger jeg Los Angeles,” svarede jeg ham med et grin, og han lod et varm latter undslippe hans læber, og jeg kunne se hans ånde forme sig som tåge foran ham. Jeg kastede et blik rundt på omgivelserne omkring mig, hvor jeg kunne skimte det store skilt på en hvid bygning, hvorpå der stod Victoria Secret skrevet med store bogstaver. Jeg havde været der flere gange, så jeg kunne godt huske vejen herfra.    

Ser I, da jeg var yngre – eller dvs. da jeg var omkring de der 13-14 år, gik min gamle veninde og jeg altid i Victoria Secret butikken på Oxford Street, fordi vi vores tidligere forbillede var en model derfra. Og vi håbede altid på, at vi ville møde hende, men det skete kun en enkelt gang.

”Jeg kan godt selv finde hjem herfra,” sagde jeg efter lidt tavshed mellem os. Jeg overvejede et kort øjeblik ikke, at sige det til Niall. Jeg kunne godt lide at ’hænge’ ud med ham. Han var utrolig hyggelig at være sammen med, selvom han var en kæmpe stjerne og min fars.. okay jeg vidste ikke, hvad jeg skulle kalde ham. Men jeg håbede alligevel, at I fangede min pointe.

”Er du sikker? Der er stadig et stykke vej endnu?” Han stoppede børstede sine hænder af i sin vinterjakke, hvorefter han kiggede i samme retning som jeg. Et kort øjeblik kunne han faktisk godt minde en smule om min far, når han sagde sådan noget.

”Med mindre du vil have længere vej hjem?” Smilede jeg, og kørte min ene sko igennem en bunke sne. Det var egentlig ret lige meget, om min fod blev endnu mere kold. Fordi jeg var vant til at gå rundt i kondisko året rundt, så havde jeg ikke lige tænkt over den detalje, at de nok ikke egner sig godt i snevejr og kulde… Lad være med at gå i kondisko om vinteren, du kunne ligeså godt gå rundt i bar tæer.

”Jeg tager bare en taxi,” smilede han roligt, inden han fortsatte med at gå. Jeg fulgte efter ham, mens hans sætning gentog sig inde i mit hoved. ’Jeg tager bare en taxi’. Ja, fordi det gør man jo også bare lige. Men han havde jo pengene – også var der mig… Jeg måtte gå hjem i mine kondisko…

 

_________________________________________________________________

Okay, den havde I nok ikke lige set komme!

Niall er bare så cute. Virkelig!

Tror I, at Rebecca begynder at indse, at han faktisk er ganske normal, eller ej?

Og vil hendes far opdage, at Niall fulgte hende helt hjem?

 

~HorTom

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...