A Christmas For Charity - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Julen er hjerternes fest – eller det siger man jo, men hvad med alle de mennesker, som ikke har råd til at holde jul? Rebecca rejser fra L.A, for at hjælpe sin far i London med hans nye projekt i julen. Han ejer et velgørenhedsfirma, og i et samarbejde med SyCo Records om at donere penge til jul rundt omkring i verdenen, bliver hun introduceret for de fem stjerner i projektet. Rebecca lægger al sin tid i projektet, selvom det betyder, at hun bliver nødt til at arbejde en del sammen med de fem drenge, som viser sig at være meget engageret i projektet. Men én af drengene fanger hendes opmærksomhed lidt mere, da han med sit optimistiske sind viser interesse for hende. Som en direkte modsætning af den unge fyr, får Rebecca øjnene op for hans ven, som ikke ejer den helt samme ild og gnist som sine kollegaer. Han er mere indadvendt end de andre og mere flabet. Men hvad vil der ske, når han langsomt begynder at vise andre sider af sig selv, og hendes følelser for de to fyre vildreder hende?

141Likes
153Kommentarer
18285Visninger
AA

5. December 3rd


 

Jeg var faldet forholdsvis hurtigt i søvn, da jeg i aftes havde afsluttet opkaldet med min mor. Men jeg følte mig frisk og udhvilet, og klar til en ny dag på arbejdet. Jeg havde allerede fået en idé til en konkurrence, mens jeg stod ude på badeværelset, og børstede mine tænder. Det er bl.a. der jeg åbenbart har tid til at lægge hjernen i blød. Don't ask me why. Det var vel det samme som, at nogen folk tænkte bedst, når de lige havde haft sex. Jeg løj ikke - det var der nogen mennesker, som gjorde. 

Jeg rettede på min grå beanie, hvorefter at slide mit rødbrune hår til den side, inden jeg hurtigt rettede på min store sorte trøje, hvorpå der der stod 'Hispster' broderet med en hvid tråd. Hvor jeg dog elskede den trøje. Sneen var ikke faldet i så store mængder endnu, så jeg rendte stadig rundt i mine sorte kondisko, som passede sådan nogenlunde til de blå jeans, som jeg også havde på. 

Faktisk kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme ud af elevatoren, da jeg virkelig glædet mig til at fortælle drengene om min idé. Ifølge mig selv, så var den rimelig genial. 

"Hej Annie, ved du hvornår drengene vil være her?" Spurgte jeg Annie, som allerede var mødt op, da jeg gik forbi hende på vej hen mod mit kontor. 

"Ikke præcist, men to af drengene er allerede mødt op," smilede hun venligt og morgenfriskt, og jeg takkede hende, inden jeg fortsatte rundt om hjørnet, for at lukke døren op til mit kontor, hvorefter at opdage, at Niall og Liam allerede sad inde på mit kontor. Jeg stoppede forskrækket op i døren. Jeg måtte have lignet en, som havde set et spøgelse, for de grinede hvert fald af mig. 

"Åh Gud, jeg vidste ikke, at I var herinde," hørte jeg mig selv sige, inden jeg lukkede døren bag mig, og hang min sorte vinterjakke op på stumptjeneren indenfor døren. 

"Du skulle have set dit ansigt," grinede Liam, og pegede på mig. Jeg kiggede kort over på Niall, som så småt var holdt op med at grine. Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet af episoden, for det måtte da have set sjovt ud. 

"Hvornår kommer de andre?" Spurgte jeg, for at bringe et samtaleemne på banen. Det ville være så akavet at sidde i et rum, hvor ingen af os sagde noget, eller hvis de bare fortsatte med at grine af min overrasket reaktion. 

"Louis kommer om lidt. Zayn og Harry er som regel altid sent på den," svarede Niall med et smil, inden han tog sin telefon frem. Tanken om at han fulgte mig på Twitter strejfede ganske hurtigt, uden rigtigt at efterlade nogle spor, for jeg var hurtig til at nikke som et svar. 

"Okay, jeg tager lige et billede af jer, og smider op på Instagram og Twitter," jeg fandt min iPhone frem, for at tage et billede af Liam og Niall, som sad i hver deres stol, med trætte blikke. De så ikke særlig friske ud, men jeg ville kalde det pay back, for deres varme velkomst.  

 


'Godmorning peeps. Tired? Liam and Niall is very tired indeed x'

 

Det tog ikke ret lang tid før vi alle var fuldtallige, og jeg kunne så småt påbegynde mit foredrag om min idé.

"Hvad nu hvis, vi på en eller anden måde kunne udlove en eksklusiv præmie i slutningen af måneden, som fik jeres fan over hele verdenen til at donere et bestemt beløb, for at deltage i konkurrencen om denne her helt unikke præmie?" Jeg kunne ikke lade være med at se på drengene med et smørret smil, når jeg snakkede om præmien. Jeg kastede så mange hentydninger i hovedet på dem, som jeg overhovedet kunne, men det så ud til at, det kun var Harry som opfattede dem. 1 ud af fem drenge fattede hentydninger. Oh my God. 

"Det er en god idé!" Fastslog Niall hurtigt, men jeg var ikke helt sikker på, at han forstod, hvad præmien var. Men det skulle han nu nok finde ud af. 

"Men hvad skulle præmien være?" Kom det fra Louis, som havde placeret sig på stolen ved siden af Zayn, som sad næsten helt yderst. Det var så tydeligt at fornemme på de andre drenge udover Harry, at de ikke havde fanget pointen endnu. Det gjorde næsten helt ondt, at de ikke kunne regne den ud. 

"Åh Gud, det er os," sukkede Harry med en negativ mine. Han lød meget opgivende, idet han tog sig til hovedet. Når jeg sad, og så på dem, som jeg gjorde nu, var det faktisk ikke svært at se, at Harry skilte sig mere ud blandt de andre drenge. Han virkede ikke så frembrusende som de andre. Han var højere og tyndere af bygning  og mere indelukket, hvis jeg lige sådan skulle komme med et skud. 

"Åh, selvfølgelig. Hvad skulle vi dog gøre uden dig, Harry?" Grinede Zayn, som virkede totalt ligeglad med hans negative kommentar. Fra sidelinjen af virkede det til, at han indirekte kaldte dem for idioter. Det lå i hans tone, og måden han sagde det på. 

"I ville være fortabte uden mig," et forsigtigt smil ramte hans røde fyldige læber, men det nåede aldrig hans øjne præcist. Jeg tvang mig selv til at kigge væk fra ham, da jeg følte at jeg stirrede på ham.


Jeg havde ikke haft særlig meget tid til artiklen, men det var kun onsdag, så jeg havde bestemt god tid endnu, selvom jeg normalt var i god tid med mine opgaver. Men de få dage, hvor jeg havde være her i London, havde jeg ikke følt det helt store overskud. Jeg følte mig også mere fysisk træt end normalt, altså sløv. Men ville jeg vise det? Nej. Det var nok bare noget jetlag eller sådan noget. Det var ikke noget alvorligt, og jeg ville ikke lægge syg, mens jeg var her. 

"Skal du med ned og have frokost?" Lød det henne fra døren, da drengene var på vej ud. Jeg kiggede op fra min skærm, for at se Liams venlige ansigt sende mig et smil. 

"Nej det er fint. Jeg har noget arbejde, som jeg skal have ordnet, så jeg spiser bare senere," smilede jeg venligt til ham, inden han lod mig alene på kontoret. Hvis jeg var heldig, så kunne jeg nå at få startet lidt på artiklen, så jeg ikke kom helt bagud. Egentlig var det dumt af mig, ikke at gå med drengene, fordi jeg var ret sikker på, at min mave om ganske kort tid ville begynde at beklage sig. 

 

Det var lykkes mig at få startet på artiklen, men jeg havde kun fået skrevet en lille halv side, inden min mave var ved at slå mig ihjel. Jeg kunne sammenligne den med et lille barn. Den skreg når den var utilfreds, sulten eller skidt tilpas. Ret skræmmende ikke? Jeg havde siddet omkring en 1½ times tid med artiklen, så jeg besluttede mig for, at klappe min laptop i, for at gå ned og spise frokost. 

Jeg ville ikke forstyrre min far, så jeg sendte ham en hurtig sms om, at jeg var ude og spise frokost. Jeg havde set, at der lå en Starbucks på vejen herhen, så jeg kunne hurtigt smutte hen efter en sandwich og et eller andet at drikke. 

Der lå et ganske tyndt og fint lag sne henover de flade overflader i byens gader, og luften var ganske kølig. Man kunne sagtens fornemme at december var kommet. Jeg skyndte mig rundt om hjørnet, og ganske rigtigt lå den Starbucks, som jeg havde tænkt på. Jeg skubbede døren ind til caféen, hvorefter at stille mig i kø bag de mennesker, som allerede stod, og ventede.

"En pestosandwich, og en Gingerbreads Latté," smilede jeg til den unge pige, som stod bag disken. Hun slog det ind på kasseapparatet, og jeg rakte hende lige penge. Det tog ikke særlig lang tid, før jeg stod med min latté i hånden og en sandwich i den anden hånd. Idet jeg vendte mig om med mine bestillinger mærkede jeg noget ramme mig, og jeg mistede grebet om min sandwich og latté. Som en rigtig klassisker i Hollywood film tabte jeg det hele udover gulvet, og alle kiggede hen på mig.

"Undskyld, jeg så dig ikke," skyndte jeg mig at sige i ren venlighed, fordi jeg skulle have kigget mig for. Jeg tænkte kun på at få sat tænderne i min sandwich, hvor selvisk af mig. 

"Det skal du ikke undskylde for," jeg så op fra mine spildte bestillinger på gulvet, for at opdage det blonde pjuskede hår, som var gemt væk under en farverig cap. Hans stemme var heller ikke til at tage fejl af. Jeg kendte ikke særlig mange med irsk accent og blond hår. 

"Øhm, jeg vil købe dig noget nyt, det er det mindste, som jeg kan gøre," smilede han venligt, mens en svag rødelig farve viste sig i hans ansigt. Jeg smilede ned mod jorden, inden jeg så op på ham igen. Det her var virkelig pinligt, for ikke nok med at det var Niall, så kiggede alle på caféen i vores retning. 

"Tak, men det behøver du ikke," skyndte jeg mig at sige, da han stak hånden i sin lomme, for at finde sin pung frem. Jeg hadet når folk betalte for mig. I kender nok den følelse af at være på tværs? Det er sådan, at jeg føler. 

"Jo, jeg har ikke noget bedre, som jeg kan gøre," et lille grin undslap hans læber ved hans sidste sætning, og jeg kunne faktisk ikke selv lade være med at fnise lidt af det. Han havde et sødt grin, når man egentlig tænkte over det, men det var ikke det, som jeg gjorde mig mest i, nu hvor jeg stod i en offentlig café, hvor jeg blev stirret på fra alle vinkler af. 

Han så bestemt ikke dårlig ud. Han havde de smukkeste blå øjne, som havde noget helt specielt over sig. De trøstede nærmest en, selvom der ikke var nogen grund til at være trist. Ikke i hans nærvær. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle beskrive dem, de var bare så utrolig smukke.

"Øhm, vil du med ned at sidde?" Okay, jeg fattede ikke lige, at jeg hørte mig selv sige det? Af alt muligt andet klogt, eller smart som jeg kunne have sagt, så valgte jeg at lukke det der ud. Nice done, Rebecca!

”Klart, jeg bestiller lige noget nyt, så…. Ja..” han hev roligt sin tegnebog op af sin store jakke, som så ud til at have nogle fyldige lommer. Han tøvede en smule med at fuldføre sin sætning, og det fik mig til at smile på en lidt underlig måde. Jeg kunne ikke beskrive hvordan, men det var ligesom, at stå og kigge på nogen, som følte sig lidt lost. Et medlidenhedssmil eller bare et venligt smil? Jeg vidste det ikke.

”Så finder jeg et bord,” fuldførte jeg nærmest han sætning, inden han sendte mig et roligt smil, og jeg vendte rundt på hælen, for at gå ned blandt caféens mange spiseborde. Jeg søgte ikke noget specielt bord, faktisk bare et bord. Men et eller andet sted så ville jeg også gerne finde et godt bord. Hvad var definitionen egentlig på et godt bord? Princippet var i alt fald, at jeg bare ville finde et bord et behageligt sted herinde.

 

”Plejer du altid at være så klodset?” Spurgte han med et smil, da vi sad ved bordet, som jeg havde fundet nede bagerst i caféen. Jeg kunne generelt godt bare lide privatliv – ikke fordi at han var kendt, eller jeg var bange for at blive set med ham, jeg kunne generelt bare godt lide, at snakke med folk uforstyrret.

”Måske,” svarede jeg med et mystisksmil, som nok ikke så mystisk ud, som jeg ønskede, for han lod en rolig latter slippe mellem af hans læber. Kender I det, når man prøver at være mystisk, og det så mislykkes? Jep… that’s what happens.

”Burde jeg være utryg ved det svar?” Han tog den sidste bid af sin sandwich, mens jeg stadig manglede et par bider, før jeg var tæt på at være færdig med den. Jeg var overbevist om, at Niall var et umætteligt hul, bare ved at se ham spise en sandwich på så kort tid.

”Det ville være en god idé,” smilede jeg til ham, inden jeg selv tog en bid af min pestosandwich. 

 

”Tak for frokosten,” sagde jeg taknemmeligt til ham, da jeg omsider var blevet færdig med min sandwich, og vi havde rejst os fra bordet. Jeg fik pakket mig ind i min store vinterjakke, inden jeg fulgte efter ham hen til udgangen.

”Det skal du ikke takke for,” smilede han venligt, men jeg sendte ham alligevel et meget forvirret smil tilbage, inden jeg gik ud fra caféen, for at stoppe op og vente på ham.

”Hvorfor dog ikke det?” Spurgte jeg forbavset, og stak mine varme hænder i mine jakkelommer, for at holde varmen i dem. Jeg havde jo selvfølgelig ikke tænkt på at tage et par gode luffer med til England, fordi dem brugte man ikke rigtigt i Los Angeles.

”Fordi det var mig, som var skyld i, at du tabte din frokost,” han så mod jorden, idet han grinede lidt af sig selv, eller sikkert af situationen. Det måtte da have set sjovt ud, for de gæster som så os støde sammen på Starbucks.

”Ja det var,” grinede jeg let, hvorefter at erklære mig enig med ham. På en måde kunne jeg godt lide at snakke med ham, og følte at han havde bevist nogle andre sider af sig selv, over frokosten. Han var slet ikke højrøvet eller præget af sin stjernestatus. Han var en person, som man godt kunne lide at være i nærheden, for hans smilede hele tiden, og så var han en rigtig gentleman.   

 

_____________________________________________________________

Aw, ret sødt! Men akavet ikke? 

Begynder Rebecca mon, at se anderledes på Niall efter deres lille sammenstød på Starbucks?

Og allerede nu, vil det så få en betydning for selve projektet, at Rebecca kan se, hvordan Harry skiller sig ud?

Husk at smide et like - det vil betyde så meget for mig! Og endnu gang tak fordi, at I følger med! 

~ HorTom

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...