A Christmas For Charity - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Julen er hjerternes fest – eller det siger man jo, men hvad med alle de mennesker, som ikke har råd til at holde jul? Rebecca rejser fra L.A, for at hjælpe sin far i London med hans nye projekt i julen. Han ejer et velgørenhedsfirma, og i et samarbejde med SyCo Records om at donere penge til jul rundt omkring i verdenen, bliver hun introduceret for de fem stjerner i projektet. Rebecca lægger al sin tid i projektet, selvom det betyder, at hun bliver nødt til at arbejde en del sammen med de fem drenge, som viser sig at være meget engageret i projektet. Men én af drengene fanger hendes opmærksomhed lidt mere, da han med sit optimistiske sind viser interesse for hende. Som en direkte modsætning af den unge fyr, får Rebecca øjnene op for hans ven, som ikke ejer den helt samme ild og gnist som sine kollegaer. Han er mere indadvendt end de andre og mere flabet. Men hvad vil der ske, når han langsomt begynder at vise andre sider af sig selv, og hendes følelser for de to fyre vildreder hende?

141Likes
153Kommentarer
17944Visninger
AA

4. December 2nd


"Har du fået oprettet de profiler, Frk. Oakley?" Jeg havde lige sat min bærbar computer på skrivebordet på mit kontor, da Annie - min fars sekretær, stak hovedet ind på kontoret. Jeg så op på hende med et træt smil. Klokken var kun omkring 8, så jeg var slet ikke vågnet ordentlig endnu. 

"Øhm, ja oprettede jeg oprettede profilerne i går aftes inden jeg gik i seng, men jeg gør det nu," smilede jeg venligt til hende. Der var overhovedet ikke tid til sløseri på det her job, men hvis der var det, så ville arbejdet heller ikke blive udført til en ordentlig karakter. 

Jeg vidste godt, hvordan man oprettede en Facebookside, en Twitterprofil og Instagramprofil, det var ikke noget problem. Men.. problemet lå i, at jeg ikke havde nogen idéer til, hvordan jeg skulle skaffe alle de likes og donere, som min far forventede af mig.

"Okay, jeg sidder inde ved siden af, hvis der er noget. Og forresten du har et møde med stjernerne om 5 minutter," jeg nåede lige at kigge ned et kort øjeblik, inden jeg hurtigt så op på Annie, som stod med et overrasket udtryk. Hun havde måske ikke forventet at se mig reagere sådan. Det havde jeg bestemt heller ikke. 

"Hvorhenne?" Spurgte jeg hurtigt, men jeg fik mig selv til at lyde totalt stresset - men det var jeg også. Eller det var jeg hvert fald blevet. Jeg vidste ikke noget om, at jeg havde et møde med de stjerner nu. Og hvad skulle jeg sige til dem? Jeg havde ingenting forberedt!?

"Rolig, de vil ankomme til dit kontor om lidt," smilede hun venligt, inden hun forlod mig alene på kontoret. Jeg tog mig frustreret til hovedet, mens jeg tændte min computer. Hvad skulle jeg sige til dem? Og hvad skulle vi holde møde om? Det her var overhovedet ikke god timing. Overhovedet ikke!

"Okay Rebecca, bare slap af. Det er cool, det er helt cool. Siden du ikke vidste, at der var møde, så må det heller ikke være vigtigt," jeg prøvede at berolige mig selv, mens jeg ledte rundt i mit kontor for at finde et stykke papir, så jeg kunne skrive noget ned, hvis jeg fik brug for det. Jeg kiggede i skuffer, skabe og reoler. Under eller over skrivebordet, men jeg kunne intet papir finde. 

"Det var da utroligt," vrissede jeg irriteret, og lagde mig ned på gulvet på alle fire, for at se om der ikke var noget papir i den nederste skuffe. Det kunne da ikke passe, at der ikke fandtes noget papir på et kontor?

"Frk. Oakley?" Lød det pludseligt, og forskrækket slog jeg hovedet op i skrivebordets kant, og i ren smerte, udstødte jeg et lille ynk, og tog mig til hovedet. 

"Ja?" Råbte jeg tilbage, men blev alligevel liggende på alle fire, indtil smerten havde fortaget sig lidt. Jeg ville vædde med, at alle mennesker på denne jord kendte den forfærdelig smerte, når man slog sin lilletå mod en bord eller stol kant, eller et albuestød. Det gjorde så ondt i et øjeblik, at jeg ikke kunne gøre noget. Hvor ynkeligt. 

"Deres kollegaer er ankommet," jeg kunne høre, at det var Annies stemme, så jeg blev straks lidt mere rolig. 

"Okay, bare send dem ind," skyndte jeg mig at sige, mens jeg bed mig selv i læben i ren smerte. Jeg havde virkelig brug for de der få sekunder til lige at ømme mig. Nøj, hvor det gjorde ondt. Jeg store klovn. Jeg kunne høre en masse fodtrin komme henover trægulvet, inden døren blev lukket i. 

"Hallo?" Lød det tøvende fra en dyb stemme. Jeg genkendte dog ikke stemmerne, men jeg vidste godt, at det var en af de fire eller fem fyre, som jeg åbenbart havde et møde med. 

"Hernede, to sek," råbte jeg tilbage med en usikker stemme, inden jeg prøvede at tage mig sammen til at rejse mig op, og tage imod drengene eller 'stjernerne' - eller hvad de nu kaldte sig selv. Jeg kunne ikke huske deres navne, og det var ret mange nye navne, ansigter og indtryk på én gang, så jeg kunne overhovedet ikke huske deres navne. Sorry forgive me. 

"Øh, okay?" Grinede en anden stemme, inden jeg kejtet fik jeg mig rejst op på, og børstede mit tøj let af, inden jeg så op på dem med et undskyldende smil. Den første som fangede mit blik var drengen med det lyse hår, fordi han skilte sig ud med sin lyse hårfarve, som sikkert ikke var naturlig. 

"Undskyld, jeg ledte lige efter noget papir," undskyldte jeg med en let og venlig tone, inden jeg trådte forsigtigt hen mod dem, ligesom de altid gjorde på film, inden de hilste på deres gæster.

"Hvorfor leder du efter papir nede på gulvet?" Jeg skulle lige til at række min hånd frem mod den af fyrene, som stod tættest på mig, i en venlig gestus, da han i stedet for spurgte mig om noget.

"Øhm, fordi det var det eneste sted, som jeg ikke havde kigget," flot Rebecca. Bravo, kåret som blondine allerede på anden arbejdsdag. Alligevel trykkede han roligt min hånd, og sendte mig et venligt smil. Han præsenterede ikke sig selv, så han forventede nok, at jeg kunne huske hans navn. Haha, han ville blive overrasket. 

"Det er et kontor - der burde ikke være andet end papir," sagde han indlysende, og jeg slap hans hånd i et forsigtigt fnis. 

"Jeg har ledt, og jeg kan ikke finde noget. Men I er hjertelig velkommen til at lede efter noget," svarede jeg ham måske lidt flabet, inden jeg gik videre til den næste fyr, som også havde brunt hår, men mere fyldige læber end den første fyr. Han sendte mig et stort smil, inden han trykkede min hånd. Og sådan fortsatte det, indtil jeg havde trykket alle fem hænder måtte det være. Jeg talte dem nemlig inde i mit hoved. 

"Undskyld, men jeg kan ikke huske jeres navne," sagde jeg kort inden, at jeg satte mig hen til skrivebordet. Jeg kunne ligeså godt stå frem, og sige sandheden, ellers ville det blive meget pinligere for mig senere. Jeg følte mig så dum i dette øjeblik, fordi hvor svært kunne det være at huske fem navne? Svært.. 

"Haha, du er ikke nogen fan, vel?" Grinede fyren med de meget løse hængerøvsbukser, som nærmest hang nede omkring hans knæer. Måske lidt for meget, hvis I spurgte mig? Jeg trak let på skulderen, inden jeg med et flovt smil rystede på hovedet. Jeg anede ikke rigtigt, hvem de var. Jeg kendte ikke rigtigt til de kendte. Kun Zac Efron og Olly Murs. Det var de kendte mennesker, som jeg sådan rigtigt kendte til. 

"Okay, men det er også den eneste betingelse for, at vi tilgiver dig," kom det bestemt fra den mindste fyr af dem alle. Han var iført en mørkeblå t-shirt, og et par sorte chinos, og hans hår var gemt væk i en grå beanie. Jeg måtte have set overrasket ud, da han sagde det, for hans ansigtsudtryk blødte hurtigt op i et smil, og jeg grinte en smule nervøst. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til det her. De var så imødekommende, som om at vi havde været til møde hundrede gange, og det var ret underligt for mig. 

"Det er jeg da glad for," smilede jeg venligt, inden jeg satte mig ned bag min computer, for at se ret vigtig og seriøs ud. Det var den eneste grundt til at jeg satte mig ned. Hvor ynkeligt, Rebecca. 

Stille og roligt præsenterede drengene igen, og jeg var ret sikker på, at jeg nok ville kunne huske dem denne her gang. Jeg håbede i alt fald på det. 

"Men hvad er der så på programmet? Noget som du skal have hjælp til?" Spurgte Niall, den lyshårede fyr, med en frisk og ivrig stemme. Jeg så overrasket op på ham, for jeg havde nok ikke forventet, at de ville være så interesseret i  at komme i gang med arbejdet. 

"Øhm, hvis I gider, kunne jeg godt bruge lidt hjælp til at få de her sociale profiler op at køre?" Det ville være genialt, hvis de kunne skaffe nogle likes, mens vi prøvede at finde på nogle idéer til nogle konkurrencer. Wow, jeg var effektiv lige nu. 

"No problem," smilede han venligt, som om at det ikke var noget problem. Måske ikke for dem, fordi de havde over 10 mio. følger på Twitter. Det var jo det rene barnemad - for dem. I løbet af få minutter havde de fået sendt tweets ud på nettet om, at folk skulle følge firmaet, da der ville komme spændende konkurrencer op. 

Måske var de her fyre ikke så slemme, som jeg gik, og troede. Ikke at jeg troede særlig meget om dem, men man har jo altid lidt fordomme om mennesker, som man ikke kendte. Det havde jeg altså, og mine venner hjemme i L.A kaldte mig en snob - men jeg kunne virkelig ikke gøre for det. Fordi det var jeg ikke. Jeg var ikke nogen snob, blot fordi at jeg havde lidt fordomme om mennesker, som jeg ikke kendte. 

"Frk. Oakley?" Jeg havde fuldstændig overhørt, at Annie havde banket på døren til mit kontor. Undskyld, jeg kunne simpelthen ikke kapere det ord, eller nærmere det faktum, at jeg havde mit helt eget sted, hvor jeg kunne arbejde uforstyrret - eller det vil hvert fald vise sig. Jeg så op på hende med et venligt smil, som hun gengældte roligt. 

"Bare Rebecca," rettede jeg hende venligt. Jeg kunne ikke lide at blive tiltalt på den måde. Det fik mig til at virke som en person, som jeg overhovedet ikke var. Og jeg var i den grad heller ikke vant til at blive kaldt Frk. Oakley. 

"Ohm, okay. Men din far vil gerne forklare jer alle sammen, hvordan projektet kommer til at forløbe. Så hvis I vil være så venlige at komme hen i mødelokalet?" Med et tøvende smil så jeg op den ene af drengene, som næsten ingenting havde sagt, siden de trådte ind af døren. Harry var hans navn. Han så op på mig med et forsigtigt smil, som fik mig til at kaste mit blik på døren, hvor Annie stod, og ventede på os. 

Jeg rejste mig op fra den alt for behagelige kontorstol, og drengene var hurtige til at rejse sig med det samme, inden de med højt humør bevægede sig ud af rummet. Jeg dannede bagtrop, da jeg var den sidste til at forlade rummet, da jeg så op, og bemærkede at Niall stoppede op, og ventede på mig. Det var i hvert fald mig, som jeg troede, at han ventede på.  

"Hvor lang tid har du egentlig arbejdet her?" Spurgte han med et venligt smil, og jeg så ned på mine fødder, mens vi fulgte efter de andre drenge. Jeg kunne ikke lade være med at fnise lavt ved hans spørgsmål, fordi.. ja jeg havde været her lige så lang tid som dem, men det virkede det åbenbart ikke til. Jeg turde vædde min gamle hat på, at det var på grund af kontoret!

"Omkring 24 timer," svarede jeg ham, og så derefter op, for at se et meget forvirret ansigtsudtryk. Det fortalte mig helt præcist, at jeg tog gas på ham. Det stod nærmest skrevet i panden på ham. 

"Seriøst? Plejer du ikke hjælpe ham en del?" Spurgte han hurtigt, og jeg strøg en tot af mit løse hår om bag mit øre. Det var faktisk lidt sødt, at han troede det om mig. Men sådan var det ikke. 

"Nej, det er første gang," svarede jeg ham med et lidt afvigende smil. Jeg havde ikke noget imod, at fortælle ham, hvorfor. Men jeg havde bare ikke lyst lige nu, måske fordi jeg ikke kendte ham?

"Hvordan kan det være?" Jeg trak på skulderen ved hans spørgsmål, og åbnende tøvende min mund, for at lykke et eller andet ud. Men jeg blev reddet, da drengene foran drejede ind af døren, hvorefter jeg kunne høre min fars muntre og imødekommende stemme.Det var nemt at fornemme på hans begejstring for både drengene og projektet. Han lyste altid helt op, når han snakkede om projektet, og det gav mig en varm og rolig fornemmelse indeni.  


Min samtale sluttede med Niall, da mødet gik i gang. Og jeg var glad for, at han lod sit ubesvarede spørgsmål lige umiddelbart efter mødet. Det min far havde planlagt var helt igennem fantastisk. Projektet A Christmas For Charity var helt sikkert noget, som ville blive en succes. For alle mennesker, både unge og gamle, kunne forholde sig til emnet. Projektet gik ud på, at vi skulle udlove præmier via konkurrencer, når man et x antal beløb. 

Eftersom at drengene var ret kendte - af det, som jeg kunne se på deres twitterprofiler, så burde vores chance være gode. Projektet gik ikke ud på, at narre penge fra folk, selvom det nemt kunne virke sådan. Men efter en grundig forklaring, så var det her drengene kom ind i billedet. De skulle være ansigterne ud af til, de skulle hjælpe med at få folk verdenen over, til at indse, at dette her projekt var værd at donere penge til. 

Arbejdsdagen havde været allerede i dag ret hektisk, fordi jeg følte lige pludselig, at jeg allerede skulle huske den artikel, som jeg skulle skrive til denne uges arbejde, begyndte at presse på, samtidig med alt den update på Twitter, Instagram og Facebook. Jeg brugte godt nok selv medierne, men ikke i så stor forstand, som jeg var forpligtet til her. 

Efter endnu et pizzamåltid til aftensmad satte jeg mig op på mit værelse, for første gang siden jeg var ankommet. Jeg havde ikke snakket med min mor siden jeg landede, så hun ville nok sætte pris på, hvis jeg ringede til hende. Roligt åbnede jeg min laptop, og startede Skype op, for at opdage, at hun var online. Ja, min mor var nemlig så sej, at hun kunne bruge Skype. 

Jeg nåede ikke engang selv at ringe hende op, inden hun havde sendt et videoopkald til mig. Med et smil trykkede jeg på den grønne knap, for at besvare hendes opkald. 

"Hej Bec, har du det godt?" Hendes ansigt dukkede hurtigt op på min skærm, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg savnede hende godt nok en smule, når jeg mærkede efter. Jeg var vant til at tilbringe julen sammen med hende, hvor vi bagte julekager og alt muligt andet. Men ikke i år. I år var anderledes. 

"Hej mor. Jeg har det godt, men turen var virkelig lang," smilede jeg træt, og åbnede hurtigt mit internet, for at tjekke firmaets Twitterprofil ud. Måske vi havde fået flere følgere siden drengene reklamerede for det sidst. 

"Ja, men det vidste du jo godt, inden at du rejste. Men fortæl mig alt," jeg kunne ikke lade være med at fnise lavt ved hendes kommentar. Hun prøvede virkelig at være min veninde, og det var hun også på en måde. Jeg kunne fortælle hende mange ting om drenge og så videre, men det var ikke noget, som jeg brændte særlig meget for. 

"Øhm, hvad skal jeg fortælle?" Jeg kunne ikke lige komme i tanke om, hvad jeg skulle fortælle hende, fordi der var sket så meget de sidste par dage. 

"Jamen hvordan er at være hos din far? Har du mødt de der 'stjerner'? Hvordan er jobbet? Alt!" Det var rimelig mange spørgsmål efter hinanden, men jeg var vant til det. På det lille display i bunden af min skærm, kunne jeg se hende grine lidt af sig selv. 

"Det er dejligt. Han bor virkelig fedt, og jeg har mit eget værelse. Og jobbet er også utrolig spændende, og jeg glæder mig til at vi kommer længere hen i forløbet, for lige nu gælder det faktisk bare om at skaffe følgere på de sociale medier, så folk får øjnene op for projektet," smilede jeg træt til hende. Jeg følte mig virkelig udkørt efter dagens arbejde, så der ville nok ikke gå vildt længe, inden jeg ville i seng. 

"Det lyder dejligt, min skat." jeg nikkede blot til hende som et svar, da jeg loggede ind på Twitter, for at se antal følgere. Og jeg blev utrolig overrasket, da jeg så at vi var gået fra 2.000 følgere til omkring 5.000. Det var alligevel ret vildt, når det kom til stykket. Hurtigt loggede jeg ud, for at tjekke min egen profil, for at se, om jeg havde fået nogle mentions eller beskeder fra mine veninder hjemme i L.A. Måske ville jeg også lige selv skrive et tweet. 

Det tog mig ikke lang tid at opdage, at jeg havde fået en ny følger. Niall Horan (NiallOfficial) is now following you. Et lille smil poppede frem på mine læber, da jeg opdagede, at det var Niall som fulgte mig. Han havde fundet mig på Twitter, hvilket egentlig var ret sødt. Men også lidt blæret på den anden side. Jeg havde i forvejen kun like 300 følgere, og nu følger en Vertified person mig. 

 

_______________________________________________________

Hvad tror I, at Niall mener om, at Rebecca holder meget igen, med at fortælle ting om sig selv?

Og får det en speciel betydning for begge parter, at Rebecca blev ansat samme tid, som drengene?

Tusinde milliarder tak, fordi I følger med! Og tusinde tak min søde og fantastiske veninde, Rikke, som har været så sød, at give movellaen et shot out! 

~ HorTom

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...