A Christmas For Charity - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Julen er hjerternes fest – eller det siger man jo, men hvad med alle de mennesker, som ikke har råd til at holde jul? Rebecca rejser fra L.A, for at hjælpe sin far i London med hans nye projekt i julen. Han ejer et velgørenhedsfirma, og i et samarbejde med SyCo Records om at donere penge til jul rundt omkring i verdenen, bliver hun introduceret for de fem stjerner i projektet. Rebecca lægger al sin tid i projektet, selvom det betyder, at hun bliver nødt til at arbejde en del sammen med de fem drenge, som viser sig at være meget engageret i projektet. Men én af drengene fanger hendes opmærksomhed lidt mere, da han med sit optimistiske sind viser interesse for hende. Som en direkte modsætning af den unge fyr, får Rebecca øjnene op for hans ven, som ikke ejer den helt samme ild og gnist som sine kollegaer. Han er mere indadvendt end de andre og mere flabet. Men hvad vil der ske, når han langsomt begynder at vise andre sider af sig selv, og hendes følelser for de to fyre vildreder hende?

141Likes
153Kommentarer
18005Visninger
AA

27. December 25th


Jeg var stået op til et veldækket morgenbord, ligesom den første morgen, da jeg vågnede op i London. Jeg følte mig overhovedet ikke klar til at rejse tilbage til Los Angeles, til min mor, mine veninder og til mit liv. Og tanken om at sidde i et fly i 16 timer, gjorde mig faktisk utrolig deprimeret. Jeg ville ikke hjem, men jeg havde min skole, som jeg skulle afslutte, så jeg var klar til Stanford til sommer.

Det var med tårer i øjnene, at jeg lod London suse forbi mig, da min far kørte mig ind til lufthavnen i London. Jeg skulle med et forholdsvis tidligt fly. Jeg havde brugt de sidste par dage på så småt at pakke mine ting ned i min kuffert igen, og nu var dagen kommet, hvor den skulle hjem til Los Angeles igen.

Intet var gået, som jeg havde planlagt, da jeg havde tænkt mig, at jeg skulle til London, og arbejde sammen med min far. Jeg skulle ikke arbejde sammen med min far, men fem verdensberømte popstjerner. Jeg troede, at jeg ville lære min far bedre at kende – jeg fandt ud af, at han havde en ’flirt’ kørende med sin assistent. Og jeg gik hen, og forelskede mig i en fyr.

Intet var gået som planlagt. Intet.

Men jeg havde ikke fortrudt noget som helst. Jeg havde ikke fortrudt, at jeg rejste herover. Jeg har ikke fortrudt, at jeg skippede skolen hele december måned for denne chance. Det var ikke sikkert at chancen ville byde sig igen, og jeg greb den. Selvom den havde kostet mig mange tårer, så havde jeg ikke fortrudt det, overhovedet.

Jeg fortrød ikke, at jeg overnattede hos Niall, kyssede ham i smug og sendte lange blikke efter ham på kontoret. For det var det hele værd. Men kunne han ikke acceptere mig, så var det ’too bad’ for ham. Okay, jeg fik det til at lyde som om, at jeg var ret hurtigt ovre det Niall. Men det var jeg ikke, jeg prøvede bare konstant at overbevise mig selvom om, at han ikke var det værd. Men det var han, bare ikke for mig.

Det var først nu, da jeg stod henne, og skulle aflevere min bagage på samlebåndet ved den unge medarbejder, at det gik op for mig, at jeg rejste om lidt. Rystende at det først gik op for mig nu, alligevel. Jeg så forsigtigt op på min far. Det matte smil, som jeg mødte for 25 dage siden, sad stadig på hans læber, men jeg elskede det smil. Det var et smil, som indeholdt hårdt arbejde i en god sags tjeneste.

Det havde været fantastisk at være med i projektet. Jeg kom til at snakke med så mange mennesker, opleve så mange ting, og gøre en forskel. A Christmas For Charity, altså projektet, havde været en succes. Jeg kan ikke huske det præcise beløb, som vi fik samlet ind, men jeg vidste, at vi havde rundet omkring ikke bare de 20 mio. men hele 20 mio. fucking pund sterling. [178 mio. danske kr.]

Det var så vildt, og jeg var så stolt af, at jeg havde fået lov til at være en del af projektet. Så den bedste julegave, som jeg fik i år, var at projektet lykkes, og pengene kunne gå til de fattige nede i Afrika, som knapt nok vidste hvad ’jul’ var, og de mange børnehjem, hvor børnene ingen gaver fik, eller børnefamilier, som ingen penge havde at holde jul for.

Lyden fra min kufferts hjul lød ikke bag mig denne gang, da jeg med usikre skridt bevægede mig hen mod gaten. Jeg havde afleveret min kuffert for længst, skulle det lige siges.

”Jeg er ikke så god til at sige farvel,” kom det pludseligt fra min far, da tiden var kommet til at tage afsked. Jeg vidste godt, at han ikke var god til den slags, men det var jeg heller ikke. Det var ikke svært at gætte, hvor jeg havde arvet det fra. Jeg så op på ham med et svagt smil. Egentlig havde jeg ikke lyst til at smile, jeg havde i det hele taget ikke lyst til at tage hjem. Jeg ville blive her.

”Det er jeg heller ikke,” svarede jeg ham med et svagt grin. Hvor følte jeg mig overhovedet ikke voksen, da jeg stod her, og skulle gå til gaten om lidt. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få sagt farvel til min far. For hvornår ville jeg se ham igen? Det måtte guderne vide.

”Kom her, Becs,” smilede han svagt, inden han hev mig ind i sine store, kærlige og faderlige arme. Det var ikke så ofte, at jeg havde fået den slags kram, men nu hvor jeg stod her, og mærkede efter, så kunne jeg godt lide det. Jeg savnede ham, jeg savnede at han var en del af mit liv.

”Jeg kommer til at savne dig, far,” fik jeg fremstammet efter noget tid. Jeg stod bare, og holdte om ham. Jeg havde ikke lyst til at give slip.

”Jeg kommer også til at savne dig, Becs. Men vi må ringe sammen noget oftere, okay?” Han trak sig væk fra mig, og jeg så op på ham med tårevædet øjne. Jeg var tæt på at græde foran ham. Jeg ville bare komme til at savne ham så meget. Jeg nikkede med et lille smil til ham, og han aede kærligt min kind, som en form for trøst. Men jeg var utrøstelig indvendig.

En kvinde havde kaldt til sidste afgang til Los Angeles, så hvis jeg besluttede mig for at stoppe op, og skifte planer, så nåede jeg ikke flyet. Men det jeg fortsatte mod gaten, og ned igennem den smalle passage til flyet.

Et eller andet sted, så håbede jeg af hele mit hjerte, at Niall ville dukke op, inden jeg rejste. Men det var først nu, at virkeligheden ramte mig i ansigtet med en stor kødhammer. Livet var ikke så perfekt, som filmene fremstillede det. Fyren kom aldrig til en i lufthavnen, når man mest havde brug for det. Indse det, det skete bare ikke.

Tanken om at vende tilbage til Los Angeles lige nu, gjorde det ikke lettere for mig at slippe mine minder herfra England. Jeg måtte vel bare indrømme dybest inde i mig selv, at England var fantastisk, og det var der, at jeg hørte hjemme. Men mit liv var i Los Angeles sammen med min mor, og ikke i England hos min far.

Jeg fandt hen til mit flysæde, som befandt sig næsten bagerst i flyet. Værst af alt, det var det midterste sæde, som var mit. Men denne gang, var der i det mindste ikke en dum unge, som kunne sidde og sparke mig i ryggen i 16 timer. Jeg fik placeret mig i sædet, og ventede blot på, at flyveren ville lette.

Niall kom ikke. Og lige meget hvor meget jeg end, havde håbet på det, så skete det ikke. 

 


 

Efter 16 timer, kunne jeg se solen bryde frem for de næsten hvide skyer på himlen. Jeg fik hurtigt fornemmelsen af, at jeg snart var hjemme. I landet hvor solen næsten konstant stod højt på himlen, hvor varmen herskede over kulden. Los Angeles var så anderledes fremfor London, men det havde jeg vidst nævnt et par gange eller 50.

”Tak fordi De valgte at flyve med American Airlines. Flyet vil om ganske få minutter påbegynde sin landing, derfor bedes I om at slukke alt elektronisk udstyr, og spænde Deres sikkerhedssele. Tak for rejsen,”  stewardessens falske stemme lød i flyet små højtalere, og jeg følte mig som en død zombie, da jeg træt spændte mit sikkerhedsbælte.

Jeg ville bare gerne af det her fly nu. Jeg havde ikke lukket et øje, i de 16 timer som flyveturen havde varet. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på min far, farmor, farfar, Harry og Niall. På under én måned havde de formået at fucke mit liv helt op. Det eneste som stod i hovedet af mig lige nu, var at forberede mig på at komme videre, mentalt. Jeg kunne ikke blive ved med at tænke på dem, det var et overstået kapitel i mit liv. Og der var kun én vej nu, og det var frem. 

 

Det var helt underligt at komme ud i den varme fugtige luft, da jeg gik ud fra flyet. Jeg fortrød med det samme, at jeg var iført et par lange sorte jeans, men det havde jeg jo ikke tænkt over, da der var sne og minusgrader i London. Jeg lærte det aldrig. Næsten alle menneskerne i den store lufthavn rendte rundt i sandaler og shorts, også kom jeg her i mine sorte jeans og kondisko.

Jeg fik uden problemer – for engangsskyld – fanget min kuffert på samlebundet, og trak den efter mig hele vejen hen til den enorme ankomsthal. Den var langt større end den i London, men det var Los Angeles, hvad havde jeg regnet med?

Jeg kom til at tænke på, idet jeg bevægede mig ned i ankomsthallen, at min mor ville stå dernede og tage i mod mig. Men det burde være min far. Det burde være ham, som kom hen, og omfavnede mig, så jeg kunne mærke, hvor meget at jeg havde savnet ham. Men sådan var det ikke denne gang. Alt var helt anderledes.

”Rebecca!” Jeg nåede kun lige at høre min mors begejstrede stemme, inden jeg mærkede hende omfavne mig tæt. Jeg så ikke engang, at hun kom i min retning, inden at hun allerede havde overfaldet mig. Jeg var slet ikke vågen nok til at opfatte, at hun krammede mig, men jeg lagde alligevel mine arme omkring hende. Jeg havde savnet hende, det havde jeg, men jeg havde også haft en masse andet at se til.

”Har din far været god ved dig?” Selvfølgelig var det, det første som hun spurgte mig om, da hun trak sig væk fra mig. Altså, hun kunne jo selv have taget telefonen og ringet til ham, men sådan fungerede det overhovedet ikke længere. De snakkede ikke sammen. Jeg var deres mellemmand.

”Ja, det har han-” jeg nåede ikke at sige mere, inden hun tog mit ansigt i sine hænder, og så undersøgende på mig. Hvor var det dog pinligt, hun behandlede mig som om, at jeg stadig var 14, men jeg var 18 – jeg var myndig!?

”Hold da op, du har mistet meget af din brune farve! Godt, at du er kommet hjem i varmen igen,” det var ikke lige den sætning, som jeg havde allermest lyst til at høre lige nu. Solen skinnede jo ikke så meget i London i vintertiden, hvad havde hun dog regnet med?

”Mor!” vrissede jeg en smule irriteret, og trådte et skridt væk fra hende. ærligt talt, så gik hun mig rimelig meget på nerverne lige nu, specielt fordi at jeg var træt, udkørt efter den lange flyvetyr, og ked af det. Men jeg magtede ikke at forklare hende omstændighederne. Det ville tage for lang tid.

”Undskyld lille skat. Mormor og morfar venter derhjemme med din livret,” smilede hun kærligt til mig, inden hun tog kufferten ud af min hånd, og vi gik ud af ankomsthallen.  Jeg havde bare allermest lyst til at spise mig tyk i min livret, hjemmelavet burger. Spise alt det triste væk. For det hjalp også rigtig meget, not. 

 


 

Jeg havde sagt godnat til min mor, da jeg satte mig ind på mit værelse. Jeg burde egentlig være gået i seng for længst, fordi jeg var så udkørt, men det havde jeg ikke gjort. Mit hoved havde overhovedet ikke fået ro, siden at jeg kom hjem. Hverken fra min familie eller mine tanker. Jeg blev konstant ved med at tænke på, hvorfor at Niall bare forlod England, uden at sige noget til mig, når han vidste, at jeg ville rejse d. 25. december. Og hvorfor Harry aldrig dukkede op?

Derfor satte jeg mig ned med min laptop i min seng. Jeg havde fået en idé om, at jeg ville sende min far en e-mail, som et tak for en god ferie hos ham. Måske han også kunne hjælpe mig lidt med at finde ud af, hvorfor det hele endte som det gjorde? Normalt ville jeg aldrig drøfte sådanne ting med min far, men han vidste godt, hvad der var sket, og hvor ked af det, at jeg var.

 

Rebecca Oakley <oakley.rebecca@gmail.com>
til Robert Oakley.

Hej far.

Først tusinde tak for en helt fantastisk december måned i London. Jeg havde helt glemt, hvor fantastisk London var, og hvor meget jeg savnede det. Jeg er for resten kommet godt hjem til Los Angeles igen. Mor hentede mig i lufthavnen som aftalt.

Flyveturen var lang, men jeg havde heller ikke forventet, den var kort. Jeg håber snart, at jeg får chancen for at nyde endnu en lang flyvetur tilbage til London, når jeg får den næste ferie. Jeg vil faktisk allerede begynde at spare sammen nu.

Jeg er virkelig glad for, at vi fik løst vores lille skænderi, men jeg havde et eller andet sted inderst håbet, at mor og dig ville finde sammen igen et sted ude i fremtiden. Men det var latterligt af mig, fordi I snakker knapt nok sammen. Men livet går videre, det har du altid sagt til mig. Man skal ikke leve i fortiden, fordi det er i fremtiden at det hele foregår. Og du har ret. 

Tak fordi, at jeg måtte være en del af dit meget vellykkede projekt. Jeg glemmer det aldrig. Det var virkelig en enestående oplevelse, selvom den endte med et fantastisk resultat, og et brat farvel. Jeg er stadig lidt nede over det med Niall, for jeg har hverken hørt fra ham eller Harry siden, at jeg tog afsted. Jeg undrer mig lidt over, om du måske har hørt noget? Bare noget.

Jeg håber bare ikke, at der er sket dem noget.

For resten skulle jeg hilse fra mormor og morfar – de ønsker dig også en glædelig jul, selvom det er lidt for sent nu – men du kender dem. Mor siger ikke så meget. Hun har travlt med at rette de mange opgaver og rapporter, som eleverne på universitet aflevere til hende. 

Jeg savner dig rigtig meget, far. Lov mig at vi holder kontakten denne gang. Også kommer jeg snart, og besøger dig igen.

Kærlig hilsen Rebecca.

PS. Godt nytår.

PPS. Jeg elsker dig.

 

Jeg trykkede hurtigt på ’send’ knappen, inden jeg klappede min laptop sammen, og lagde den ned på gulvet under min seng. Jeg tog en dyb indånding, inden at jeg kravlede under min lette sommerdyne. Den var slet ikke så tyk, som den dyne jeg havde hjemme ved min far. Den var meget hyggeligere. Jeg lå længe, og stirrede op i loftet i mit værelse, mens jeg tvang mig selv til at komme videre.

Jeg skulle snart starte i skole igen, men først efter nytåret. Men jeg ville aldrig opnå mine drømme, hvis jeg blev ved med at leve i fortiden. Niall og Harry var fortid, og det måtte jeg bare acceptere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...