A Christmas For Charity - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Julen er hjerternes fest – eller det siger man jo, men hvad med alle de mennesker, som ikke har råd til at holde jul? Rebecca rejser fra L.A, for at hjælpe sin far i London med hans nye projekt i julen. Han ejer et velgørenhedsfirma, og i et samarbejde med SyCo Records om at donere penge til jul rundt omkring i verdenen, bliver hun introduceret for de fem stjerner i projektet. Rebecca lægger al sin tid i projektet, selvom det betyder, at hun bliver nødt til at arbejde en del sammen med de fem drenge, som viser sig at være meget engageret i projektet. Men én af drengene fanger hendes opmærksomhed lidt mere, da han med sit optimistiske sind viser interesse for hende. Som en direkte modsætning af den unge fyr, får Rebecca øjnene op for hans ven, som ikke ejer den helt samme ild og gnist som sine kollegaer. Han er mere indadvendt end de andre og mere flabet. Men hvad vil der ske, når han langsomt begynder at vise andre sider af sig selv, og hendes følelser for de to fyre vildreder hende?

141Likes
153Kommentarer
18610Visninger
AA

26. December 24th

 


Irriteret lod jeg mig dumpe ned ved køkkenbordet i min fars hus. Jeg var lige kommet hjem henne fra kontoret af. Vinderne af konkurrencen var blevet fundet – for det blev jeg selv nødt til at gøre. Jeg havde aftalt med Harry i går, at han skulle være med til at trække vinderne, hvorefter at han skulle lave en videohilsen til dem, nu hvor Niall ikke var her. Men det gik ikke lige efter planen.

Harry var nemlig ikke dukket op til den aftalte tid. Jeg havde ringet til ham, jeg havde ringet rundt til de andre drenge, og der var ingen af dem, som vidste noget om, hvad han lavede. Så jeg sad, og ventede på ham, indtil jeg ikke kunne trække tiden længere ud. Han havde svigtet mig.

Hvor var det dog naivt af mig at tro, at han havde forandret sig, at der fandtes noget godt i ham. Men Niall havde ret. Han svigtede mig, og han løj. Godt nok havde jeg overvejet at tage hen til hans lejlighed, og skælde ham ud, men jeg gad ikke. Jeg ville ikke se ham igen. Jeg havde kæmpet så hårdt med at få ham til at være en del af projektet, og få ham til at lukke sig op for mig, og jeg troede et kort øjeblik, at det var lykkes mig. Men jeg tog fejl.

”Hvad så Becs, er du klar til at farmor og farfar kommer i aften?” Jeg så op fra køkkenbordet, for at opdage min far stå henne ved komfuret. Havde han tænkt sig at lave mad? Altså fra bunden af? Det var vidst et sandt julemirakel.

”Kommer de i aften?” Spurgte jeg overrasket. Jeg havde ikke set dem i like tre år, da de boede Cambridge, som lå udenfor London. Jeg tilbragte meget tid med dem, da jeg stadig boede i London med mine forældre, men jeg mistede kontakten til dem, da skilsmissen trådte i kraft. Så jeg glædede mig faktisk utrolig meget til at se dem igen.

”Ja, jeg tænkte det kunne være rart for dig at se dem igen, inden du rejser hjem i morgen?” Han trak lidt på skulderen, da han sagde det til mig. Et eller andet sted, så ville jeg ønske, at jeg ikke skulle rejse hjem allerede i morgen. December måned her hos min far havde været en stor oplevelse for mig, og den var faktisk næsten allerede slut.

”Bestemt, jeg glæder mig til at se dem igen,” smilede jeg mat til ham. jeg var oprigtig glad for, at min farmor og farfar ville komme i aften, men jeg var stadig utrolig såret over både Niall og Harry havde brændt mig af indenfor de sidste tre dage. De var bare forsvundet som dug for solen, og jeg kunne ikke lade være med at sætte spørgsmålstegn ved, hvad jeg dog havde gjort galt?

”Kommer du ikke lige over, og hjælper mig med anden, Becs?” Spurgte min far med sin glade stemme. Den rev mig ud af mine triste tanker, og jeg rejste mig fra stolen med et smil.

”Det var sørme ikke længe, som du kunne klare dig uden hjælp,” jokede jeg, da jeg tog plads ved siden af ham. Selvom jeg havde lyst til at sætte mig ned og græde, og have ondt af mig selv, så lod jeg være. Jeg var ikke kommet til England denne jul, for at være ked af det over ikke én fyr, men to. Jeg var kommet for at tilbringe tid min far, og nu havde jeg chancen. 

 


 

”Hold da op, hvor er du blevet stor! Jeg kunne næsten ikke genkende dig, Rebecca,” det var det første, som min farmor sagde, da jeg så hende for første gang i tre år. Hun lignede ganske vidst sig selv, måske havde hun fået lidt flere rynker, men ville det ikke også være underligt, hvis hun fik færre rynker med tiden?

Hun trak mig ind i stort kærligt kram. Et kram som jeg havde savnet, lige siden at jeg flyttede til Los Angeles. Min farmor var i starten af de 70, så hun skulle gerne holde nogle år endnu, men jeg var taknemmelig for, at min far havde tænkt på at invitere dem. Han vidste godt, hvor stor en betydning, at de havde haft i mit liv.

Ved julemiddagen gik snakken lystigt. Jeg havde så meget at fortælle dem om Los Angeles, hvor glad jeg var for min skole, og hvad mine planer efter High School var. Min eneste plan efter High School var at komme ind på college. Ikke hvilket som helst college, men Stanford. Mit snit var højt nok til, at jeg ville kunne klare en optagelsesprøve, så jeg krydsede fingre for, at jeg ville komme ind.

”Stanford, det er stort søde Rebecca,” fastslog min farfar, som også var omkring de 70 år. Han havde aldrig taget en uddannelse, men havde startet sin egen købmandsforretning derhjemme i Cambridge. Min farfar var en herlig mand. Han havde altid en flabet kommentar klar, og altid med på den værste. Førhen når jeg sammen med min mor og mormor sad sammen, og snakkede om min far og farfar, så var det tydeligt at se, hvor meget min far lignede ham. Ikke bare personlighedsmæssigt, men også udseendemæssigt.  

”Ja, jeg ved det,” sagde jeg med røde kinder. Jeg ville ikke prale med, at jeg drømte om at komme ind på Stanford, selvom det kostede utrolig mange penge. Men det var min drøm.

”Så går der længe, inden vi vil se dig igen,” sukkede min farmor trist. Det gav mig en klump i halsen, som faktisk gav mig lyst til bare at græde. Jeg savnede allerede London, min far og min familie herovre, da min farmor sagde det.

Jeg ville ønske, at det ikke var så dyrt at rejse frem og tilbage fra Los Angles og London, men det var det. Der ville gå lang tid i mellem, at jeg ville se dem igen.

”Ja, men jeg skal nok komme og besøge jer, ligeså snart det kan lade sig gøre,” lovede jeg hende, for at bringe lidt lyst ind over situationen. 

 

Det var fantastisk at se min farmor og farfar igen, ikke bare fordi at jeg havde savnet dem så meget, men fordi at det måske ville være sidste gang, at jeg nogensinde ville se dem. De var begge omkring de 70 år, og døden sneg sig tættere ind på dem, og jeg kunne ikke vide, hvor længe at jeg ville have dem endnu. Så det var fantastisk at sidde her, samlet om en lækker julemiddag, og snakke om gamle dage.

”Din farfar og jeg har en gave til dig, som du allerede må åbne i aften,” min farmor bukkede sig, for at hive en hvid æske frem fra sin taske. Det var en forholdsvis lille æske, men den var ikke speciel tung, da jeg fik den i hænderne.

Normalt åbnede vi først gaver i morgen tidlig, men der ville de selvfølgelig ikke være her, da de rejste hjem til Cambridge i aften.

”Det behøvede I virkelig ikke,” sagde jeg med et beskedent smil. Selvom vi ikke havde set hinanden i tre år, så behøvede de ikke at komme med en gave til mig juleaften.

”Jo, åben den nu,” sagde min farfar med sin kærlige dybe stemme. Og jeg åbnede langsomt den hvide æske, for at skynde mig at lukke den i igen i rent chok. I den hvide æske lå der en sølvhalskæde. Men ikke hvilken som helst halskæde. Det var min farmors.

Da jeg var lille, og jeg fik lov til at kigge i hendes smykkeskrin, så var det altid det smykke, som jeg skulle have på. Det var mit ynglings, og det havde det altid været. Rundt omkring kæden sad der små franske liljer lavet af sølv.

Det var ikke bare min ynglings halskæde, fordi den var smuk, men fordi at det var en halskæde, som min oldemor – altså min farmors mor, fik i jubilæumsgave et halvt år efter, at hendes mand var død af sukkersyge, og hun stod tilbage med en helt tøjbutik alene. Den halskæde havde en betydning, og jeg var helt målløs over, at min farmor havde givet mig den.

”Siden jeg ikke fik nogen datter, som jeg kunne give den videre til, så skulle du have den,” jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, samtidig med, at en tåre trillede ned af mine kinder. Det var ikke fordi, at jeg var ked af det, jeg var målløs over, at den nu var min.

”Ja undskyld,” kommenterede min far med et fornærmet grin, som lettede stemningen lidt. Jeg kunne ikke gøre for, at jeg kom til at sidde og græde, da jeg tænkte over, hvor meget den halskæde har betydet for min oldemor og min farmor. Og nu var den min.

”Tak, det er virkelig alt for meget,” jeg vidste overhovedet ikke, hvordan jeg nogensinde skulle sige ordentlig tak til min farmor. Det hele blev bare for meget for mig, da jeg stille begyndte at hulke en lille smule. Hvor ynkeligt Rebecca.

”Kom,” jeg så min farmor rejse sig fra sin plads overfor mig ved bordet, og række mig sin hånd. Jeg forstod et kort øjeblik ikke, hvad det var, at hun ville. Men jeg rejste mig bare op, og fulgte efter hende op i stuen, hvor lyset af en eller anden grund stadig var tændt.

”Hvad er der, farmor?” Spurgte jeg med et svagt fnis, da jeg tørrede mine øjne forsigtigt. Det var ret latterligt at jeg stadig græd en smule, men det var ret overvældende for mig, at se dem igen, og oven i købet få sådan en smuk gave, når jeg havde været ret ked af det de sidste par dage.

”Jeg har hørt en lille fugl synge om, at du har været lidt ked af det på det seneste?” Hvorfor kom det overhovedet ikke bag på mig, at det var min far? Ikke at jeg havde noget i mod, at han havde sagt det til min farmor, fordi jeg stolede på hende, men jeg følte ikke, at jeg ville læsse mine problemer over på hende. Det var ikke så vigtige ting, som hun skulle gå at bryde sit hoved med. Wauw, jeg lyder ligesom min mor lige nu. Skræmmende.

”Det er ikke noget specielt, farmor,” svarede jeg hende med et beskedent smil. Jeg havde ikke fortalt min far særlig meget om mit forhold til Niall, kun at han bare var rejst uden videre, og at Harry aldrig dukkede op i dag. Ja, det tog lidt hårdt på mig, men sandheden var inderst inde, at det gjorde mig ked af det. At jeg følte, at jeg skræmte dem væk.

”Jo det er, fordi ellers ville du ikke snakke om det,” den kvinde var god. For god. Skræmmende god. Nu forstod jeg bedre, hvorfor min far havde svært ved at holde ting skjult overfor hende. Jeg så bevidst lidt væk fra hende, inden jeg tog mig selv i at smile et mat smil, samtidig med at mine tårer truede med at komme frem igen. Skulle jeg bare spytte ud, og fortælle hende alt det, som var sket? Eller skulle jeg bare lade som ingenting?

”Fortæl mig så, hvad hedder han?” I kender godt de der film, hvor der en skræmmende bedstemor med i, som bare ved alting, eller kan fornemme det? Ja, det var det, som min farmor mindede mig om lige i det øjeblik, som hun spurgte om det. Hvordan vidste hun, at der var en fyr? Okay, far havde nok sagt det.

”Niall og Harry,” sukkede jeg, da jeg satte mig på ryglænet af sofaen. Ja dén sofa, hvor far og Annie havde været. Ret klamt egentlig, men jeg ville ikke tænke mere over det.

”Så der er to, holy s***!” Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af min farmors reaktion, fordi hun var normalt den lidt mere høflige type, som ikke benyttede sig af sådanne ord.

”Ikke på den måde, farmor. Niall er den her virkelig søde fyr med det mest charmerende smil nogensinde! Og Harry er den her anden fyr, som jeg troede, var en bedre person, hvilket viste sig, at han ikke var,” okay, den sætning lød så meget bedre inde i mit hoved. Men det lød perfekt, når det blev sagt på film i tv’et?! Okay, jeg måtte begynde at vågne op, og indse at mit liv, var bare ikke som en film.

”Så du er forelsket i Niall, og Harry har skuffet dig?” Jeg så overrasket op på hende inden, at jeg nikkede langsomt. Hvordan var det muligt det her? Kunne hun læse mine tanker, eller hvordan!? Jeg var rimelig skræmt samtidig med, at jeg var lettet.

”Søde Rebecca. Jeg forstår godt, hvorfor det går dig på, men du må ikke glemme, at hvis de ikke kan acceptere dig, som du er, så har de ikke fortjent dig,” det var vise ord, som kom fra min kære farmor. Hun havde ret, men jeg var ikke helt sikker på, at hun forstod omstændighederne, siden hun sagde ’de’. Men det var bare en bagatel, fordi det var Niall, som jeg havde forelsket mig i.

”Tak farmor,” smilede jeg med tårer i øjnene, inden jeg lagde mine arme om hende i et stort kram. Hvis Niall ikke kunne acceptere mig, så var det hans problem, ikke mit. 

 

______________________________________________________________________

Et lidt anderledes kapitel, men rimelig vigtigt, da det er Rebeccas sidste aften i London.

Så er det sidste kapitel snart! Glæder I jer?

 

~HorTom

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...