A Christmas For Charity - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Julen er hjerternes fest – eller det siger man jo, men hvad med alle de mennesker, som ikke har råd til at holde jul? Rebecca rejser fra L.A, for at hjælpe sin far i London med hans nye projekt i julen. Han ejer et velgørenhedsfirma, og i et samarbejde med SyCo Records om at donere penge til jul rundt omkring i verdenen, bliver hun introduceret for de fem stjerner i projektet. Rebecca lægger al sin tid i projektet, selvom det betyder, at hun bliver nødt til at arbejde en del sammen med de fem drenge, som viser sig at være meget engageret i projektet. Men én af drengene fanger hendes opmærksomhed lidt mere, da han med sit optimistiske sind viser interesse for hende. Som en direkte modsætning af den unge fyr, får Rebecca øjnene op for hans ven, som ikke ejer den helt samme ild og gnist som sine kollegaer. Han er mere indadvendt end de andre og mere flabet. Men hvad vil der ske, når han langsomt begynder at vise andre sider af sig selv, og hendes følelser for de to fyre vildreder hende?

141Likes
153Kommentarer
17945Visninger
AA

24. December 22nd


 

Det var først, da jeg skulle til at stige ud af Harrys bil, at en tanke slog mig. Jeg havde intet hørt fra Niall af, overhovedet. Ikke noget opkald, beskeder, tweets eller noget…intet. Han måtte stadig være sur på mig så?

At være sammen med Harry var ikke så slemt, som man lige skulle tro. Han var en meget rolig type, som tog tingene meget cool. Og hvad jeg ikke lige havde forventet, så havde vi mere tilfælles, end jeg havde troet. Han hadet også gyserfilm – det gjorde jeg også. Han elskede pandekager med nutella og jordbær – det gjorde jeg også. Jeg hadede løgnere – det gjorde han også. Dette her var bare eksempler på, hvad vi havde tilfælles.

Jeg var glad for, at jeg ikke opgav Harry, for han havde meget mere at byde på end man lige skulle tro. Han var en meget følsom person, og det var ikke fair, at han skulle gå igennem alt det her alene, mens de andre drenge bare stod bagved i samme rampelys. De skulle alle sammen stå i samme i rampelys, ikke i to forskellige.  

”Ved du hvad Niall laver i dag?” Spurgte jeg Harry tøvende. Jeg forventede ikke, at han kunne svare på mit spørgsmål, fordi så meget snakkede han heller ikke med drenge, selvom han ønskede det. Jeg havde så ondt af ham, virkelig.  Han vidste godt, at han var ude på dybt vand, men han kunne ikke rigtigt finde sin vej tilbage. Den sikreste ville være, hvis drengene bare ville tage i mod ham med åbne arme, men det ville de ikke.

Og det sårede selv mig.

”Har han ikke fortalt dig det?” Spurgte han overrasket, inden han kørte sin hånd henover det læderbetrukne rat, inden han så hen på mig. Okay, allerede nu vidste jeg, at der var noget helt galt, og jeg kunne ikke lide tanken om det.

”Fortalt mig hvad?” Jeg vendte mig lidt mere om mod Harry, mens jeg så alvorligt på ham. Hvad vidste han, og hvad var det, som Niall ikke havde fortalt mig? Hvis der var én ting, som jeg ikke kunne klare, så var det, hvis folk løj overfor mig, eller hvis folk havde hemmeligheder for mig.

”Han rejste tilbage til Mullingar i Irland i morges. Det troede jeg godt, at du vidste?” Jeg sank langsomt tilbage i bilens sæde, inden jeg sukkede dybt. Jeg kunne ikke beskrive den følelse som med ét slag ramte min krop lige nu. Den fik tiden til at stå stille, den fik mig til at glemme at trække vejret og den fik tårerne til at komme frem i mine øjne. Han var bare rejst, uden at sige noget til mig, overhovedet.

”Nej,” fik jeg pibet frem. Allermest havde jeg bare lyst til at begynde at græde. Hvorfor sagde han det ikke til mig? Jeg ville rejse tilbage til Los Angles om tre dage, og sandsynligheden for, at jeg ville se ham inden var ret lille, nu hvor han var rejst hjem til Irland.

”Rebecca, det er jeg ked af. E-er der noget, som jeg kan gøre?” Spurgte han, inden jeg mærkede hans hånd røre forsigtigt ved min skulder. Jeg så en smule forskrækket op på ham, for at møde det samme blik, som jeg så den anden dag på børnehjemmet. Det samme blik, som han sendte den lille rødhårede pige. Det blik som var fyldt med så meget omsorg og varme Dét blik som fik mit hjete til at skippe et slag.

”Lad mig ikke være alene,” hørte jeg mig selv mumle. Jeg vidste ikke, hvad jeg lige havde lukket ud af min egen mund, inden Harry var stille et øjeblik. Far var højest sandsynligt henne på kontoret, så jeg ville være alene, hvis jeg steg ud af bilen. Og jeg ville ikke være alene lige nu, fordi så ville jeg bare sidde og græde, mens jeg ville fortryde, at jeg drak mig så fuld, at jeg fik Niall til at blive sur på mig.

At være alene lige nu, ville være det værste. Jeg havde brug for en, som kunne aflede mine tanker, og jeg håbede på, at det ville være Harry.

”Okay, spænd dig fast,” svarede han efter lidt tavshed. Jeg gjorde, som han sagde, selvom jeg satte spørgsmålstegn ved hans beslutning. Hvor havde han tænkt sig at tage hen? Skulle vi hjem til ham igen eller? Hurtigt fik han bilen til at køre længere væk fra min hoveddør, og jeg skævede op til ham, men han så ikke på mig, men han smilede.

”Hvor skal vi hen?” Spurgte jeg nysgerrigt. Det ville nok være normalt at blive utryg i sådan en situation, men det var jeg ikke. Harry havde ’proved me wrong’ om at han var en skidt fyr. For det var han bestemt ikke.

”Et sted, hvor du ikke er alene,” smilede han, inden han kiggede hen på mig, og jeg kunne ikke lade være med at ryste lidt på hovedet af ham. Jeg kunne faktisk godt lide den her side af ham, han virkede sikker på sig selv. Ikke på den der flabede måde, som han gjorde overfor de andre drenge. Men selvsikker på den gode måde. 

 


 

”Det her, det gør jeg ikke, Harry!” Stædigt satte jeg mig ned på bænken, som var langs barrieren til den store skøjtebane midt inde i London. Jeg vidste ikke, hvad han lige havde tænkt sig. Her var flere hundrede mennesker – hvis ikke tusinde. Og han var berømt, hvordan skulle det ikke lige gå? Folk ville lægge mærke til ham, de ville kigge hen på os, også ville de se Bambi på glat is. Jeg kunne ikke stå på skøjter. Mit værste mareridt var blevet virkelighed.

”Kom nu, du sagde, at du ikke ville være alene?” Hvor jeg dog havde lyst til at pande ham en lige nu. Fanget i mine egne ord. Genialt tænkt af ham. Med et tungt suk rejste jeg mig fra bænken, og med rystende knæ kom jeg op at stå på skøjterne, som jeg havde på mine fødder. Jeg havde tit skøjtet herhenne med min mor – da jeg var mindre. Jeg havde glemt, hvordan man gjorde, så det var ligesom at starte fuldstændig forfra. Perfekt, not.

”Jeg hader dig Styles,” mumlede jeg irriteret, selvom jeg ikke kunne være irriteret på ham.

”Det ved jeg,” grinede han kort, inden han skøjtede lidt væk fra mig. Måske at jeg burde have nævnt for ham, at jeg ikke var så god til at stå på skøjter længere, inden det her gik galt.

”Harry?” Jeg prøvede ikke at råbe det for højt, så nogen ville opdage ham, men på den anden side, så havde han heller ikke gjort noget, for at være forklædt. Så han bad lidt selvom det, selvom det ville ramme mig selv.

Han hørte mig ikke, og jeg prøvede forsigtigt at skøjte hen til ham, men idet jeg bevægede min ene fod, fik jeg overbalance, og med et bump ramte jeg den kolde hårde is. Det var dét her, som jeg frygtede, at der ville ske. Hvor pinligt, og det var først nu, at Harry opdagede mig, og med et grin skøjtede han let over isen til mig.

”Noget som du vil fortælle mig?” Spurgte han med et grin, inden han rakte sin hånd ud mod mig. Med et flovt smil tog jeg imod hans hånd, og forsigtigt kom jeg op at stå igen. Jeg sværgede, de her skøjter – eller bare skøjtebanen hadet mig. 

”Ja, jeg kan ikke stå på skøjter,” rømmede jeg mig, for at der ikke var særlig mange, som skulle høre det. Der var nogle mennesker, som kiggede i vores retning, og jeg måtte indrømme, at jeg var lidt bange for, at de ville tage billeder af det her. For det første vidste jeg ikke lige, hvordan jeg skulle forklare det til mine veninder derhjemme, hvis de så mig stå på skøjter med Harry. For det andet, så ville det heller ikke hjælpe ham væk fra rampelyset, hvis folk troede, at vi havde noget kørende.

”Du er et sørgeligt menneske,” smilede han med et lille suk, inden han tog sin arm rundt om mine skuldre, for at skubbe sig selv lidt frem ad. Jeg klamrede mig ind til ham, for at holde balancen i de djævelske skøjter, som sad fast på mine fødder.

”Rolig nu, du falder ikke,” grinede han, og jeg gjorde mit tag i hans jakke svagere. Pinligt Rebecca.

”Lov mig det!” Jeg så op på ham med et smil, da jeg selv kunne høre, hvor dårligt det lød, da jeg fik det sagt. Det lød mig bedre inde i mit hoved. 

”Det lover jeg, okay?” Han stoppede op, og hans blik borrede sig ind i mit. Et eller andet sted så troede jeg fuldt og fast på ham. Den måde som han så på mig på, udviste så megen ærlighed. Men det kunne også bare være mig… jeg havde et skrøbeligt øjeblik lige nu, fordi at jeg var ked af, at Niall bare var rejst sådan uden videre.


”Se du overlevede jo?” Grinede Harry, da han let puffede til mig, da vi gik igennem parken hjem. Et eller andet sted, så kunne jeg ikke lade være med at grine af ham, men også af mig selv. Jeg var sikker på, at jeg skulle dø, da jeg var ved at falde for anden gang, men Harry nåede at redde min balance. Det var faktisk helt okay at stå på skøjter sammen med Harry. Vi havde det nu meget skægt, og jeg glemte Niall en kort stund.

”Ja der kan man bare se,” smilede jeg, inden jeg sparkede til en lille bunke sne, da vi spadserede gennem parken. Det var så småt ved at blive mørkt, og jeg kom til at tænke på, dengang Niall fulgte mig hjem gennem parken. Godt nok ikke helt den samme vej, men samme park.

”Er du stadig ked af det med Niall?” Spurgte han forsigtigt, og jeg kiggede ned i jorden med et opgivende smil. Selvfølgelig var jeg stadig ked af det, men på den anden side, så havde vi ikke noget forhold, vi havde en lille ting kørerende, men heller ikke mere. Han var ikke bundet til mig på nogen som helst måde, så han havde vel frie tøjler til bare at rejse tilbage, som det passede ham.

”Ja, jeg havde ikke lige set den komme,” svarede jeg ham, og jeg mærkede, hvordan min hals blev tør, og snørede sig sammen. Jeg ville ikke begynde at græde, jeg ville ikke.

”Jeg er sikker på, at han nok skal komme på bedre tanker igen,” det lød ærligt talt ikke helt til, at han selv troede på det, som han sagde til mig. Jeg havde så svært ved at tro på det, når han ikke engang troede på det. Harry kendte Niall bedre end jeg, og hvis han ikke selv troede på det, hvorfor skulle jeg så?

”Hvorfor tror du det?” Spurgte jeg ham en smule mistroisk, da jeg kiggede op på ham, og automatisk sænkede mit tempo. Jeg var ikke specielt til at kombinere mine følelser, tanker og bevægelser på én gang.

”Fordi Niall er ikke en idiot ligesom mig. Jeg har set, hvordan han ser på dig i smug, når du ikke kigger. Hvorfor skulle han ellers lade dig overnatte hjemme i sin lejlighed – i sin egen seng? Hvorfor skulle han ellers spørge dig, om I skulle følges til festen?” Han stoppede op med et løftet øjenbryn. Det var nogle overbevisninger som han kom med, men jeg kunne bare ikke tro 100 % på dem.

”Men hvorfor rejser han så uden at sige noget til mig?” Mit spørgsmål lod Harry stå i tavshed, og jeg vidste, at han ikke vidste, hvad han skulle svare til det. Jeg vidste det heller ikke selv. Det gav ingen mening, noget som helst.

”Jeg ved det ikke Rebecca. Jeg ville ønske, at jeg kunne svare dig på det, men det kan jeg ikke,” det var ikke lige de ord, som jeg havde allermest brug for at høre lige nu. En tåre trillede ned af min kind, og jeg skyndte mig hurtigt at tørre den væk, for at Harry ikke skulle se det. 

Jeg så over på Harry, for at se, han stod med sin iPhone i hånden, og et måbende ansigtsudtryk. 

 

__________________________________________________________________________

Rarry time mine kære fans!

Hvorfor tror I, at Niall bare forlod London uden at sige noget til Rebecca? Og hvem tror I, at der skriver til Harry?

Har I så haft en god jul? Hvad har I fået?! :D

 

~HorTom

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...