A Christmas For Charity - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Julen er hjerternes fest – eller det siger man jo, men hvad med alle de mennesker, som ikke har råd til at holde jul? Rebecca rejser fra L.A, for at hjælpe sin far i London med hans nye projekt i julen. Han ejer et velgørenhedsfirma, og i et samarbejde med SyCo Records om at donere penge til jul rundt omkring i verdenen, bliver hun introduceret for de fem stjerner i projektet. Rebecca lægger al sin tid i projektet, selvom det betyder, at hun bliver nødt til at arbejde en del sammen med de fem drenge, som viser sig at være meget engageret i projektet. Men én af drengene fanger hendes opmærksomhed lidt mere, da han med sit optimistiske sind viser interesse for hende. Som en direkte modsætning af den unge fyr, får Rebecca øjnene op for hans ven, som ikke ejer den helt samme ild og gnist som sine kollegaer. Han er mere indadvendt end de andre og mere flabet. Men hvad vil der ske, når han langsomt begynder at vise andre sider af sig selv, og hendes følelser for de to fyre vildreder hende?

141Likes
153Kommentarer
18857Visninger
AA

23. December 21st

 


Hele værelset snurrede stadig rundt, da jeg slog mine øjne op. Mit hoved gjorde virkelig ondt, og jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg var kommet hjem. Jeg huskede ikke særlig meget, men jeg huskede få episoder. Jeg huskede i så fald, at Niall bare efterlod mig alene ude på dansegulvet, fordi han var blevet sur.

Mit syn blev skarpere efter jeg havde åbnet mine øjne helt, og til min store overraskelse vågnede jeg op i en seng, som ikke var min. Værelset var heller ikke mit, for så vidt jeg vidste, så havde jeg ikke en dobbelt seng hjemme hos min far – eller så stort et værelse. Hvad havde jeg dog gjort?!

Forhastet vendte jeg mit forpinte hoved til den anden side, for at opdage – til min store lettelse – at pladsen ved siden af mig var tom. Dynen ved siden af mig var stadig fint redt, så der var ikke tegn på, at der havde lagt nogle herinde i nat. Heldigvis.

Jeg kiggede ned af mig selv, for at opdage, at jeg stadig havde min blå skaterdress på. Jeg var ret sikker på, at jeg ikke havde været sammen med en fyr i nat, men jeg vidste ærlig talt ikke, hvor jeg befandt mig henne, eller hvad der var sket, efter at Niall havde efterladt mig alene. Mere huskede jeg ikke.

Med et bankende hjerte, og hurtige vejrtrækninger rejste jeg mig forsigtigt fra sengen – som ikke var min – og begav mig henover det næsten helt hvide trægulv. Det var først nu, at jeg lagde mærke til, hvor fint ryddet værelset var. Der lå ikke tøj inde i værelset hjørner eller på stolen eller nogle steder. Her var rent.

Forsigtigt tog jeg fat omkring dørhåndtaget, for at hive døren forsigtigt op. Det kunne være, at det var i en eller anden seriemorders hus eller lejlighed, at jeg befandt mig? Okay, hvor store var chancerne for det, Rebecca? Hey, chancen var der, okay? Men jeg åbnede døren ud til en bred mellemgang, som ikke var speciel stor. Jeg kunne herfra se ud til køkkenet, som så ud til at være et lyst lokale.

På mine bar’ tæer listede jeg forsigtigt derhen. Gulvet under mig var ikke koldt, her var gulvvarme. Hvor var jeg lige?

Da jeg kom hen til døråbningen til det virkelig store køkken blev jeg mødt af et syn, som næsten væltede mig bagover. Jeg var sikker på, at jeg var bagstiv, og jeg så hallucinationer. Det her kunne simpelthen ikke passe. Henne ved det hvide spisebord var der dækket op til to. Der var stillet pandekager, æg, bacon og brød frem med alt muligt tilbehør. Og der var mere. Henne bag emhætten ved komfuret stod ingen andre end Harry.

”Harry?!” Udbrød jeg forskrækket, og han så forskrækket op på mig, inden han sendte mig et lettet smil. Havde Harry taget mig med hjem? Men hvordan?! Han var ikke engang til festen i går?

”Godmorgen Rebecca. Godt at se dig stå lige igen,” han smilede lidt af sin egen joke, men jeg syntes bestemt ikke, at den var spor sjov.

”Hvad laver jeg her?” Spurgte jeg opgivende, inden jeg tog et forsigtigt skridt henimod ham. Hvis jeg syntes, at der var sket meget denne morgen, så turde jeg ikke tænke på, hvad der var sket i nat.

”Jeg fandt dig ude foran Sct. Tropez, hvor du stod, og skændes med en lygtepæl-,” hvor ville jeg ønske, at jeg kunne forklare ham, at det ikke var mig, men jeg kunne intet huske. Så det måtte være sandt. I så fald, så var det ikke første gang, at jeg havde skændes med en lygtepæl.

”Vil du ikke godt springe de pinlige detaljer over?” Sukkede jeg, da jeg mærkede, hvordan varmen ikke bare steg op i mine kinder, men hele mit ansigt. Flovt så jeg ned i det sorte køkkenbord, mens jeg kunne høre Harrys lave dybe latter. Uha, han måtte have ventet længe på dette øjeblik.

”Haha så kun fordi, at du spørger så pænt. Men jeg besluttede dig for at tage dig med hjem, fordi du ikke kunne finde din telefon, eller fortælle mig, hvor Niall og de andre var henne. Du var så langt væk, at du lagde dig ned ude på fortovet, så jeg måtte bære dig det meste af vejen,” smilede han, inden han slukkede for komfuret, og tog gryden af kogepladen.

”Åh Gud, hvor pinligt,” mumlede jeg flovt. Hvorfor var det altid mig, som sådan noget her skete for? Men hvis Harry sagde, at jeg ikke kunne finde hverken Niall, Louis, Liam, Zayn eller min far, så måtte det betyde, at Niall stadig var vred på mig. Skønt. 

”Men du havde været død, hvis ikke jeg fandt dig,” meget alvorlige ord alligevel. Jeg så op på Harry, for at opdage, at han stod henne ved spisebordet, som faktisk bare stod, og ventede på, at jeg ville sætte mig hen og spise det.

”Du har ret. Jeg burde takke dig,” smilede jeg op til ham. Sådan havde jeg ikke lige tænkt over det, men jeg vidste heller ikke, hvad jeg gjorde i går/i nat. Jeg huskede det ikke. Tak alkohol.

”Ja, men kom nu hen og spis noget,” kommanderede han på den sødeste måde. Det var bestemt, men med det dér kærlige glimt i øjet, som jeg så sjældent havde set. Jeg gjorde, som han sagde, og satte mig ned overfor ham ved det veldækkede hvide spisebord. Jeg måtte indrømme, at jeg også var rigtig sulten.

”Åh Gud, ved min far godt, at jeg er her?” Udbrød jeg lige pludselig, da jeg kom i tanke om ham. Jeg så spørgende op på Harry, i håb om, at han måske havde kontaktet ham, men jeg var ikke sikker.

”Det tror jeg. Jeg sendte en sms til ham, inden jeg faldt i søvn på sofaen,” svarede han roligt, inden han tog et stykke bacon i munden. Var det okay, at jeg sad med et meget overrasket ansigtsudtryk? Jeg havde bestemt ikke forventet, at Harry – udover den udsøgte morgenmad – havde fået alt til at passe sammen. Han var slet ikke det svin, som jeg i starten troede, at han var.

”Åh du er en skat, Harry, virkelig!” Måske var et tak meget bedre, end at jeg sad her, og kaldte ham for en skat. Men på den anden side, så gjorde det vel heller ikke noget, så længe at jeg var single. Og efter i nat, så vidste jeg heller ikke helt, hvorhenne Niall og jeg stod i forhold til hinanden. Det hele var bare så forvirrende.

”Det er fint,” svarede han bare med et smil, og jeg kiggede ned på min tallerken. Jeg havde taget en pandekage, som jeg ikke rigtigt lige vidste, hvad jeg skulle gøre af. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville have på den, og min appetit voksede bare endnu mere. Damn it!

”Nej, tusinde tak, Harry,” jeg så op på ham med en alvorlig mine. Jeg mente virkelig det tak, som jeg sagde. Det kom helt inde dybt fra mit hjerte. Jeg var virkelig taknemmelig over alt det, som han havde gjort for mig. 

 

 


Jeg vidste ikke lige, om det var fordi, at bassen fra diskotekets musik havde givet mig hovedpine, eller om det var mængden af piger omkring mig? Men jeg havde i så fald bestemt mig for at gå ud og trække noget ganske friskt luft. Det hjalp altid. Frisk luft var den bedste medicin – det havde min mor altid sagt.

Ude på gaden foran diskoteket var der ganske øde i forhold til, hvad der plejede at være. Der var altid store grupper af folk herude. Folk som stod og kyssede, sloges, snakkede og dansede. Men i aften var der ikke særlig mange. Der var et par lidt længere væk, som stod, og kyssede; ellers var her meget fredfyldt. Næsten da. Det var lyden fra en lys stemme, som råbte op, så det kunne høres næsten helt ned for enden af gaden, som fik mig til at kigge i sin retning.

En ikke så høj og slank pige, iført et par stiletter stod foran en af de mange lygtepæle, og råbte op. Det lød til, at hun var vred, så jeg besluttede mig for at gå lidt nærmere på hende. Til min store overraskelse var det ingen andre end Rebecca. Og hun var spritstiv. Hold da op.

”Rebecca, er du okay?” Spurgte jeg hende med et svagt fnis. Det gik op for mig, at hun stod, og bandede af lygtepælen, men hvorfor det anede jeg ikke, og jeg var heller ikke interesseret i at vide det.  

”Nå nu kan du svare mig?! Din forbandede lygtepæl, her står jeg, og snakker til dig, også får jeg først et svar nu?!” Råbte hun irriteret, og jeg grinede lavt af hende. Jeg burde næsten overveje at tage en video af hende, men det ville nok ikke være en klog idé, når hun engang blev ædru igen. Men dette var i hvert fald et syn for guderne.

”Herovre fulde,” jeg prikkede hende på skulderen, så hun vendte sig forskrækket om. Hun havde overhovedet ikke styr på hverken sin balance eller sine ben, for hun truede med at vælte bagover, da hun så op på mig. Jeg var nok ikke lige den, som hun havde forventet at se.

”Jamen goddag selveste Harreeeeh! Jeg troede, at du havde en anden aftale,” jeg kunne se på hendes pupiller, at hun var virkelig fuld. Hun vaklede en enkelt gang på sine stiletter, for at holde balancen. Noget sagde mig, at hun havde drukket shots med eller mod Louis, men jeg var ikke helt sikker. Jeg vidste, at Louis var glad for shots, så det kom ikke bag på mig, hvis han havde udfordret hende.

”Det havde jeg også. Er du alene?” Det undrede mig faktisk, at hun stod herude alene. Havde Niall bare efterladt hende? Nej, sådan var han ikke. Så godt kendte jeg ham alligevel.

”Neeeeeeeej, du er her jo,” fnes hun, inden hun støttede sig op af den sorte lygtepæl, som hun ellers havde givet jordens største møgfald for få sekunder siden. Hun var godt nok helt vildt underholdende, når hun var fuld, men også attraktiv, når jeg stod her, og betragtede hende. Jeg var ikke noget perverst svin, men jeg kunne ikk undgå at lægge mærke til hendes nydelige slanke figur, hendes tynde ben og hendes kønne ansigt.

”Det er sandt. Men hvor skal du hen nu?” Spurgte jeg hende. Jeg vidste ikke lige, hvad jeg forventede af mit spørgsmål, fordi sandsynligheden for, at jeg ville få et svar, som jeg kunne bruge til noget, var ret så lille, nu hvor hun var fuld.

”Jeg skal sove,” og med disse ord satte hun sig ned på hug foran mig, og log sig dumpe ned på det kolde snebeklædte fortov. Jeg kiggede hurtigt omkring mig inden, at jeg skyndte mig hen, og prøve at få hende op at stå igen. Hun kunne ikke ligge sig ned og sove her. Det var en billet direkte væk herfra, og det kunne jeg simpelthen ikke lade hende gøre.

”Nej du skal ej,” svarede jeg hende bestemt, mens jeg prøvede at holde hende oppe på sine egne ben, men hun blev blot ved med at prøve at ligge sig ned på fortovet. Til sidst fik jeg simpelthen nok af hende, så i en smule klumset bevægelse, fik jeg løftet benene under hende, så jeg holdte hende i mine arme.

”Vi finder et bedre sted til dig og sove, okay?” Jeg forventede ikke noget svar fra hende, men jeg kunne ikke lade hende være alene mere. Hun var så fuld, at hun ikke vidste, hvad hun gjorde, og dermed var til fare for sig selv. Jeg turde ikke sende hende hjem med en taxi, fordi jeg ikke kunne være sikker på, at hun ikke lagde sig til at sove ude på trappen. Jeg blev nødt til at tage hende med hjem, så jeg var sikker på, at der ikke skete hende noget.

Jeg følte pludselig en stor trang til at beskytte hende. Jeg følte, at selvom hun var utrolig fuld, så holdte jeg for meget af hende, til at lade hende være alene i nat. Jeg havde selv været så fuld som hende, og det bedste jeg kunne gøre nu, var at sørge for, at hun kunne sove ud.

 


 

Jeg lod mig dumpe tungt ned i min sofa. Jeg havde givet Rebecca min seng, så hun kunne sove godt, også måtte jeg sove på sofaen i nat. Jeg havde bestemt mig for, at jeg ikke ville ligge mig ind ved siden af hende, selvom jeg virkelig havde lyst. Men hun ville ikke vågne op til den bedste følelse, hvis hun så mig ligge ved siden af hende, for hun ville nok ikke kunne huske så meget.

Jeg kunne ikke lade være med at sidde og tænke over mit liv i stuens mørke, som jeg sad der i sofaen. Jeg havde nærmest reddet hendes liv, hvis jeg ikke var gået ud fra festen. Det gav mig viljen til ikke at ville ’dø’ (ikke at opgive mit liv), men på samme tid, så havde jeg ikke lyst til at fortsætte med at leve. For det liv, som jeg ville have tilbage, ville ikke have mig tilbage. Men jeg havde så meget liv til at løbe igennem min krop og mit blod, og det ville bare gå til spilde, hvis jeg bare gav op.

 

 

__________________________________________________________________________

 

Okay, bare så I ikke bliver forvirret, så er det et flashback  fra Harrys p.o.v!

Rigtig glædelig jul til jer alle sammen! I har givet mig den gave, at jeg har nået 120 fans, og at min julemovella, næsten har nået 200 favoritlister. HVOR ER DET VILDT! Tusinde tak skal I have. Hvor er I seje!

Husk at smide et like på vejen!

 

~HorTom

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...