A Christmas For Charity - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Julen er hjerternes fest – eller det siger man jo, men hvad med alle de mennesker, som ikke har råd til at holde jul? Rebecca rejser fra L.A, for at hjælpe sin far i London med hans nye projekt i julen. Han ejer et velgørenhedsfirma, og i et samarbejde med SyCo Records om at donere penge til jul rundt omkring i verdenen, bliver hun introduceret for de fem stjerner i projektet. Rebecca lægger al sin tid i projektet, selvom det betyder, at hun bliver nødt til at arbejde en del sammen med de fem drenge, som viser sig at være meget engageret i projektet. Men én af drengene fanger hendes opmærksomhed lidt mere, da han med sit optimistiske sind viser interesse for hende. Som en direkte modsætning af den unge fyr, får Rebecca øjnene op for hans ven, som ikke ejer den helt samme ild og gnist som sine kollegaer. Han er mere indadvendt end de andre og mere flabet. Men hvad vil der ske, når han langsomt begynder at vise andre sider af sig selv, og hendes følelser for de to fyre vildreder hende?

141Likes
153Kommentarer
18025Visninger
AA

3. December 1st


Jeg vågnede ved lyden af min alarm. Træt rakte jeg ud efter min mobil i håb om, at jeg ville kunne slukke den stressende lyd. Lyset fra min mobilskærm fik mig til at knibe mine øjne sammen for at kunne se noget, så jeg kunne slukke alarmen. Klokken var omkring 06:00am. Normalt gjorde det utrolig ondt i sjælen, at skulle så tidligt op, men denne morgen var ganske nemt for mig.

Hurtigt fik jeg mig viklet ud af den varme og bløde seng. Hurtig var jeg til at åbne mit klædeskab, og trække i et par af mine mange sorte jeans. Til jeansene fandt jeg en hvid top, som jeg hurtigt iførte mig. Jeg kastede et kort blik ud af vinduet på værelset, for at vurdere, at det stadig var koldt udenfor. Efter at jeg havde stået og overvejet, hvad der ville passe til, fandt jeg en cremefarvet strikket blayzer frem fra mit skab. Der var mørkeblå mønstre på, og jeg kunne faktisk ikke vente på, at jeg kunne iføre mig den.

Mit hår satte jeg op i en stor rodet knold. Jeg fandt det for engangsskyld ikke særlig vigtigt, at jeg skulle se godt ud. Jo vidst, skulle jeg på arbejde, men jeg skulle ikke score, jeg skulle ingen indtryk gøre på nogen. Jeg skulle arbejde sammen med min far på hans projekt. Jeg kunne ikke beskrive, hvor meget jeg glædet mig til det. 


”Er du nervøs, Bec?” Lyden af håndbremsen som blev trukket, bekræftede mig i, at der ingen vej var tilbage nu. Vi holdte udenfor den høje bygning, som egentlig ikke var særlig fancy, hvis man skulle sammenligne den med bygningerne i L.A. Denne bygning var traditionel, hvis man så på den med britiske øjne.

”Lidt. Jeg glæder mig,” et nervøst smil gled henover mine læber, inden jeg så op, og mødte min fars glade ansigt. Jeg mærkede ham klappe mig en enkelt gang på skulderen, inden han hev i håndtaget, så bildøren gik op. Hurtigt gjorde jeg det samme, for at følge efter ham.

Luften udenfor var kold, og det var nemt at se min varme ånde, idet som jeg trak vejret dybt. Lyden fra bildørenes lås, fik mig lidt tilbage fra mine tanker, og jeg mærkede min fars arm omkring min skulder, idet han kærligt trak mig med indenfor i den store bygning.

Jeg havde en sær vane med, at hver gang, at jeg kom et nyt sted hen, så skulle jeg altid stoppe op, og se mig omkring. Jeg kunne ikke bare fortsætte. Jeg måtte lige stoppe op, og se mig omkring. Mest af alt, fordi jeg ville danne mig et ordentligt indtryk af, hvor jeg nu var havnet. Til tider kunne det være mega træls, hvis jeg nu var lidt for sent eller ikke havde tid.

Væggene inde i den store entré var hvide, men fyldt med forskellige malerier. Meget fascinerende, og betryggende på en underlig måde, som jeg ikke kunne forklare. Det kunne godt minde en smule om en hyggelig gammel stue hjemme ved bedstemor. 

”Kom nu, Bec. Vores gæster er allerede ankommet,” grinede min far en smule utålmodigt. Det var nemt at mærke, hvor spændt han var, men det var vel nok også en stor dag for ham. Han skulle møde det der selskabs store stjerner i dag, og hvis det ikke gik, så var chancerne for, at dette projekt ville gå i vasken ret store. Et eller andet sted var jeg selv ret nervøs, fordi jeg var bange for at dumme mig. For at lave en slem fejl, som ville sætte min far i dårligt lys.

Min far, Robert Oakley, var en meget ambitiøs mand, og jeg vidste, hvor meget han gik op i dette her projekt, og det var en stor ære for mig, at få lov til at være en del af det. Så jeg måtte ikke fucke det hele op.

 

For at spare jer for de kedelige detaljer om, hvor nervøs jeg var, da vi stod i elevatoren, så vil jeg springe direkte til det punkt, hvor min far efterlod mig i hænderne på sin sekretær, Annie, fordi han skulle ind og hilse på sine gæster. Det gjorde mig ikke noget, at jeg ikke skulle med ham, fordi som sagt, så var det vigtigt, at han fik givet et godt førstehåndsindtryk, og det skulle jeg ikke stå i vejen for.

"Din far har valgt, at du skal have dit eget kontor, så du kan arbejde selvstændigt," jeg blev vist hen til et større afdeling, hvor der var flere glaspartier, som nærmest var formet som gange. Roligt fulgte jeg nysgerrigt efter hende, indtil hun stoppede op ved en gennemsigtig skydedør. Inde bag glasset stod der et stort gammelt skrivebord, samt flere gammeldags møbler, komoder og pyntegenstande. 

Okay, jeg måtte indrømme, at jeg altid havde haft en svaghed for den gamle rustikke indretning, som England især var præget af. Min far havde ramt plet, det måtte jeg huske at fortælle ham. 

"Din far har sagt, at du er meget glad for gammeldags indretning," smilede kvinden i en halv stram nederdel, og den strikkede blayzer. Hun var omtrent min mors alder, hvis jeg skulle skyde. Hendes smil var træt, men hun prøvede ihærdigt at skjule det. Hun havde sikkert arbejdet hårdt hele natten, at denne her dag, skulle forløbe perfekt. 

"Ja, det kan man godt sige," svarede jeg med et lille smil, og trådte ind i glasrummet. Der var ikke særlig meget privatliv, eftersom væggene var af glas, men det havde alligevel sin charme, og jeg kunne godt lide det. 

"Jeg håber, at du vil kunne lide det," smilede hun venligt, mens hun strøg en tot af sit lange røde hår om bag sit ene øre. Hendes røde hår var samlet i en perfekt sat knold på hendes baghoved. Af det som jeg nåede at lægge mærke til, så klædte det hende bestemt. 

"Det kan jeg," skyndte jeg mig at sige, for ikke at virke besværligt. Det var virkelig en ære, at få tildelt mit eget kontor, og det skræmte mig en smule. Jeg troede, at jeg skulle arbejde sammen med min far, men siden jeg er blevet tildelt mit eget kontor så ville jeg tro, at min far havde andre planer end jeg.

"Godt, for din far har tildelt dig opgaven om at styre vores facebook, twitter og instagram profil. Og fordi, at din far siger, at du arbejder koncentreret til gode karaktere, så får du også til opgave at skrive en lille nyhedsartikel hver uge om vores projekt." Hvor var der er en blog, når jeg skulle bruge den. Hvor meget arbejde havde min far lige pålagt mig? For slet ikke at tale om ansvar. Han gjorde ikke presset på mine skuldre lettere, tværtimod. Nu følte jeg, at jeg havde endnu mere at leve op til end i forvejen. 

"Wow," var det eneste ord, som jeg lige kunne komme i tanke om lige nu. Flot Rebecca, af alle de ord, som findes i verden, så var det her det bedste, som du kunne komme ud med. Jeg en tumpe. 

"Det er ikke for meget for dig, vel?" Spurgte hun bekymret, da jeg måske lignede en, som havde set et spøgelse. 

"Nej, nej, overhovedet ikke. Det bliver spændende, jeg glæder mig," løj jeg med et venligt smil, inden jeg lod mig dumpe ned i den sorte læderstol, som fungerede som kontorstol.  

"Og en sidste ting... Du skal sammen med vores gæster igangsætte nogle forskellige konkurrencer," sagde hun med et smil, inden hun lod mig alene på kontoret med mine tanker og fremtidige pligter. 

Administrator for samtlige sociale profiler, journalist hver uge og nu igangsætter af diverse konkurrencer. Shit, det var ikke særlig svært at indse, at jeg ville få travlt allerede fra i dag af. 

 

Jeg var ikke helt klar over, hvor længe jeg havde siddet inde på mit eget kontor, da det gik op for mig, at jeg måtte til at ruppe neglene. Jeg havde tre profiler, som jeg skulle have oprettet, opdateret og reklameret for. Samtidig med, at jeg havde brug for et eller andet fedt citat, som skaffede os omtale. Det måtte jeg arbejde på senere. 

Jeg drejede en enkelt gang rundt i kontorstolen, inden jeg nærmest sprang op, og skyndte mig ud gennem glasdøren. Det tog mig lidt tid, at finde frem til mit fars kontor, hvor Annie sad udenfor ved et glasskrivebord. Meget klassisk? Det fik det hele til at lyde helt Ugly Betty-agtig, hvis I kan følge mig lidt her? 

"Har han tid?" Spurgte jeg, og prøvede at skabe øjenkontakt til Annie, som straks så op fra sin computer med et overrasket blik. Hun havde nok ikke forventet, at hun ville se mig her det næste stykke tid. Men jeg var ikke noget barn længere, hun kunne ikke bare efterlade mig på 'min legeplads' også forvente, at jeg ville blive der indtil hun kom, og hentede mig igen. Too bad, darling.

"Øhm ja, du kan vare gå ind," sagde hun med et venligt smil, og pegede mod den mørke trædør foran mig, som sjovt nok var lukket. Jeg nikkede som et svar til hende, inden jeg forsigtigt gik hen, og trak ned i håndtaget.Han måtte nok være færdig med at snakke med 'stjernerne', siden han havde tid. 

Forsigtigt skubbede jeg lidt til døren, så den gik lidt op. Kort herfra kunne jeg se et stort kontor omgivet af de smukkeste - og rustikke møbler, som jeg længe havde set. Men desværre nåede jeg ikke at lægge mærke til ret meget mere, inden jeg hørte nogen sige mit navn.

"Ej, så slem kan ham der Bec ikke være!" Måske ikke det bedste tidspunkt at komme til at åbne døren helt på. Inde på det store kontor sad min far på sit skrivebord med sit blik rettet mod mig, samt fem andre blikke fra fem fyre, som jeg ikke havde set før. Måske var det bare nu, at jeg skulle undskylde, og skynde mig at lukke døren, og smutte væk herfra. Hvor var det dog pinligt.

"Undskyld, Annie sagde du havde tid, men jeg vidste ikke... at.." jeg snublede henover ordende, og jeg kunne mærke, hvordan varmen i mine kinder steg. Flot entré Rebecca. 

"Det er helt i orden, kom bare ind," smilede min far, og hoppede ned fra sit skrivebord, for hurtigt at være ovre og lukke døren i. Jeg mærkede ham lægge sine hænder på mine skuldre, og stille sig om på siden af mig. Jeg nåede ikke rigtigt at se hen på de fem fyre, da jeg istedet så ned i jorden. Aldrig havde jeg været så flov. Jeg kendte dem ikke engang, men alligevel var jeg flov. Jeg havde lige brast ind på mit fars kontor, og afbrudt en samtale, som på en eller anden måde omhandlede mig? 

"Drenge, det her er min datter, Rebecca. Rebecca, det her er Syco Records store stjerner: Zayn, Liam, Niall, Louis og Harry," jeg bed mig selv hårdt i kinden, idet jeg skældte mig selv ud, for ikke at tage mig sammen, og mande mig op. De var ikke andet end fem snotrige møgunger, som ikke kunne kende forskel på deres højre og ventre fod. 

Jeg så op på dem, og fremtvang et lille smil frem på mine læber, idet jeg rakte hånden ud i mod dem, for at trykke deres hånd i en venlig gestus. Fyren tættest på mig rømmede sig en enkelt gang, inden han venligt gik hen og præsenterede sig for mig. Hans brune hår var sat tilbage med en god klat voks, og han bar et par godt løse hængerøvsbukser. Spurgte I mig, så kunne han ligeså godt gå uden bukser, for siden de skulle sidde så langt nede, så havde de ingen effekt. 

"Liam," smilede han venligt, og jeg nikkede venligt. Da jeg havde sluppet hans hånd var en lidt lavere fyr hurtigt ovre, for at gentage den venlige gestus. Hans brune hår var gemt væk om bag i en beanie, en populær hue, hvis nogen nu skulle være i tvivl. 

"Louis," præsenterede han sig selv, og jeg fik øje på lidt højere fyr, men han havde for engangsskyld ikke brunt hår, eller startede med L. Hans hår var blond med lette mørke udgroninger. Hans tænder var flotte, virkelig. De sad helt perfekt bag hans læber. 

"Niall," det første jeg lagde mærke til, da han åbnede munden, var hans accent. Den var bestemt ikke britisk, men irsk. Jeg trykkede hans hånd, og bed hurtigt mærke i det utrolige blide, men bestemt håndtryk, som han av. Jeg fulgte ham kort med øjnene, inden jeg blev mødt af lidt højere fyr, som var lidt bruner i huden end de andre. Han havde helt sort hår, og man kunne lige ane hans skægstubbe, men det var sexet - hvis I spurgte mig. 

"Zayn," smilede han venligt, og trykkede min hånd i en fast, men forsigtigt bevægelse, ligesom Niall havde gjort. Jeg gengældte hans venlige smil, inden mit blik overtaget af et par grønne øjne, som ikke havde den samme gnist som de andres. Alligevel trykkede han min hånd i en slap men rolig bevægelse, inden han med et koldt smil, præsentrede sig selv.

"Harry," hans hår var krøllet, men ikke voldsomt. Det var fyldt med smukke krøller, som passede lige til ham.    


"Nå, hvad synes du så om din første dag på jobbet?" Lød det spændt fra min far, da han lukkede hoveddøren ind til huset. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare ham, fordi jeg havde helt ærligt måske forventet noget lidt andet. Jeg havde troet, at vi skulle arbejde sammen, og jeg ville lære ham endnu bedre at kende, og omvendt. Men sådan lå verdenen ikke - hvert fald ikke for min far. 

"Fint," svarede jeg, mens jeg så tilbage over skulderen, men uden at lægge ordentlig mærke til hans reaktion. Jeg var udmattet, og min krop skreg efter at ligge ned, og bare flade ud. I ved ligesom, hvis man har sovet vildt dårligt en nat, så er man bare ødelagt dagen efter? Sådan havde jeg det lige nu gange 20. 

"Jeg håber ikke, at du synes, at jeg har lagt for meget arbejde på dig, for hvis det er..." jeg kom straks til at tænke på Annie, idet han begyndte med den der bekymrende toneleje. Jeg var ikke et barn længere, men jeg blev alligevel betragtet som et.  

"Far, det er fint, jeg kan godt klare det," afbrød jeg ham roligt, inden jeg bevægede mig ind gennem stuen, og dumpede ned i sofaen, som stod tættest på mig. Jeg ville virkelig gerne vise min far, at jeg gerne ville det her, også selvom jeg måtte arbejde hårdt for det. Alt kom ikke ind af lukkede døre - man måtte arbejde for det. Jeg var ikke kommet herover for at slappe af, jeg var kommet fordi jeg ville tilbringe tid med min far, og arbejde på hans nye projekt. 

"Er du helt sikker?" Roligt smed han nøglerne til bilen på det lille bord inde i stuen, og jeg kunne høre hans fodtrin henover det varme trægulv. 

"Ja, ellers havde jeg jo ikke sagt det," smilede jeg overbærende til ham. Jeg var slet ikke humør til at have de her slags samtaler nu. Normalt tog jeg dem med min mor, og det endte altid ud i et større og dramatisk skænderi, hvor jeg løb ind, og smækkede døren til mit værelse i arrigskab. Min mor vidste, hvilke knapper hun skulle trykke på, for at få mig til at reagere sådan. I den situation ville jeg sige, at min far mere påpasselig. 

"Du er bare blevet så stor, og jeg kan ikke følge med længere," jeg så op på ham med et overrasket blik. Jeg havde ikke lige forventet at høre ham sige de ord. Men de rørte mig, for det bevidste blot endnu mere, at min far ikke så mig som et lille barn længere. Og det betød meget for mig. 

"Var det ikke noget med, at du ville lave mad i aften?" Smilede jeg, da jeg skiftede emnet. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle svare ham, derfor skiftede jeg emnet, da jeg mærkede efter, hvor sulten jeg egentlig var. 

"Jo, men klokken er ved at være mange," klagede han let med et smil. Jeg kunne ikke forlange af ham, at han skulle begynde at kokkere nu, hvor dagen havde været lang - og at han sikkert havde en masse overarbejde. Blot fordi mor altid lavede mad, behøvede det ikke at betyde, at min far gjorde det samme. 

"Pizza?" Smilede jeg, og han så op på mig, for at få øjenkontakt. Med det samme vidste jeg, at vi tænkte det samme. Pizzaaften igen. Jeg var bare så sulten, så jeg var ligeglad med, hvilken slags mad jeg skulle indtage i aften. 

"Men så lover jeg til gengæld også, at jeg vil lave mad i weekenden!" Fastslog han, da han rejste sig op fra sin plads, for at ud i køkkenet, måske for at finde menuen fra et pizzaria i nærheden. 

"Jeg tror aldrig, at du har lavet mad før," svarede jeg ham med et træt fnis, da jeg kom i tanke om, hvor rent hans køkkenredskaber var. I mit hoved var det umuligt at en mand - specielt i hans alder, havde så rent et køkken som han. 

"Hvad snakker du om? Jeg er en god kok," kom han ind med et selvsikkert smil, og smed pizzamenuen foran mig. Jeg tog den op i mine hænder, for hurtigt at skimte de mange forskellige pizzaer, som der nu var. 

"Lad det komme an på en prøve," svarede jeg, mens jeg koncentreret holdt mit blik på de mange pizzanumre. Jeg havde besvær med at finde ud af, hvilken pizza som tiltalte mig mest i aften. For at være helt ærlig så var det ligegyldigt, hvilken pizza jeg ville have. Jeg ville bare have noget mad, om der så var løg på den pizza!

__________________________________________________________________

Glædelig 1. december!

Hæhæ, så er det snart ved at være jul.. om noget tid altså. 

Men anyway, tusinde tak fordi I har hjulpet mig op på 100 fans. Det er ret vildt! Og tak fordi, at I allerede er så mange, som følger med! 

Husk at smide et like - thank you!

~ HorTom

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...