A Christmas For Charity - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Julen er hjerternes fest – eller det siger man jo, men hvad med alle de mennesker, som ikke har råd til at holde jul? Rebecca rejser fra L.A, for at hjælpe sin far i London med hans nye projekt i julen. Han ejer et velgørenhedsfirma, og i et samarbejde med SyCo Records om at donere penge til jul rundt omkring i verdenen, bliver hun introduceret for de fem stjerner i projektet. Rebecca lægger al sin tid i projektet, selvom det betyder, at hun bliver nødt til at arbejde en del sammen med de fem drenge, som viser sig at være meget engageret i projektet. Men én af drengene fanger hendes opmærksomhed lidt mere, da han med sit optimistiske sind viser interesse for hende. Som en direkte modsætning af den unge fyr, får Rebecca øjnene op for hans ven, som ikke ejer den helt samme ild og gnist som sine kollegaer. Han er mere indadvendt end de andre og mere flabet. Men hvad vil der ske, når han langsomt begynder at vise andre sider af sig selv, og hendes følelser for de to fyre vildreder hende?

141Likes
153Kommentarer
18028Visninger
AA

19. December 17th


For engangsskyld nægtede jeg at sidde ved sammen med min far og spise morgenmad. Det plejede vi at gøre hver evig eneste morgen, men ikke i dag. Jeg nægtede det simpelthen. Jeg var stadig utrolig forvirret og vred på min far efter at have taget ham i at have sex med Annie i stuen, på den sofa, hvor jeg så tit havde siddet om aftenen.

Tavsheden mellem os var tung, men ingen af os brød den. Min undskyldning var, at jeg intet havde at sige til ham. Han måtte selv stå frem med en undskyldning, for sin hændelse i går eftermiddags. Måske havde han ikke tænkt over, hvor akavet det var for mig at skulle arbejde sammen med hans assistent hver dag – bare at se på hende!?

”Jeg vidste ikke, at du også var sammen med Harry,..” lød det tøvende henne fra hans plads ved morgenbordet. Jeg så langsomt op fra min mobil, for ikke at møde hans blik. Det var fæsnet til hans iPad – ligesom altid. Var det fordi, at han ikke turde kigge på mig?

”Nå er det lige pludseligt et problem?” Spurgte jeg med et måske ret bitchy blik. Jeg vidste godt, at han ikke havde i sinde at kigge op på mig, så det nyttede ikke noget at sende ham bitchy blikke eller noget, for han ville ikke opfatte dem.

”Jeg troede, at du var sammen med Niall?” Altså oh my fucking God! Hvad gik min far dog lige, og troede om mig?! Var det okay, at jeg blev forarget over hans spørgsmål. For den måde, som han sagde det på, fik mig til at fremstå som om, at jeg havde gang i både Niall og nu også Harry.

”Det må jeg vel selv om?” Svarede jeg ham med en kold tone. Jeg havde ikke lyst til at stå, og fortælle ham om mit liv og mit forhold til Niall og Harry – som var vidt forskelligt, skulle der lige siges. Men tanken om at holde ham på afstand fra mit privatliv behagede mig faktisk lige nu. Han behøvede ikke at vide, hvad der foregik mellem drengene og jeg. Der måtte være en grund til, at han valgte, at jeg skulle arbejde sammen med dem 24/7 i hele december måned?

”Ja, men det er ikke et fair spil, som du spiller så,” jeg måtte virkelig holde mig selv i kragen, for ikke at fare hen, og slå løs på ham. Nøj, hvor han irriterede mig lige nu. Hvordan kunne han tro sådan noget om mig? Kendte han mig ikke bedre?

”Jeg synes heller ikke, at det er fair, at du ligger, og boller med din assistent,” svarede jeg ham, og først dér kiggede han op fra sin iPad, og jeg mødte et par meget overraskede øjne. Han havde nok ikke lige set den kommentar komme, så jeg sendte ham bare et lille svagt smil, for hvorefter at gå forbi ham, inden jeg stoppede op på vej ud til entréen.

”Jeg sætter mig ud i bilen, og venter,” mere havde jeg ikke at sige til ham. Han skulle overhovedet ikke beskylde mig for at spille på hverken Niall eller Harry. det var jo ikke derfor, at jeg var rejst hele vejen fra Los Angeles til London, vel? Jeg var jo kommet til London i julen udelukket på grund af min far. Men lige nu fortrød jeg faktisk en del.

Denne her jul tegnede ikke til at blive den jul, som jeg ønskede mig overhovedet. 

 


 

Mit humør var virkelig ikke noget at råbe hurra for henne på arbejdet i dag. Den gejst som jeg normalt havde for at arbejde for projektet, var virkelig forsvundet. Med andre ord – jeg havde nedtur på. Det var så akavet, da jeg trådte ind på kontoret, og den første person, som mødte mit blik var Annie. Som sædvanligt smilede hun bare til mig, som om der intet var hændt. Troede hun, at jeg var dum eller hvad?

Drengene havde spurgt mig – som sædvanligt – hvad dagens program lød på, og til det, havde jeg faktisk bare sagt, at de kunne følge nogle fans på Twitter, eller ja gøre lige, hvad de havde lyst til. Hvad skulle jeg sætte dem i gang med? Jeg var just ikke lige på den bedste talefod med min far lige pt., så at begynde at spørge ham til råds, var ikke lige det, som jeg brændte allermest for.

”Er der noget galt?” Spurgte Niall forsigtigt, da han stoppede op i døren på vej ned efter frokost sammen med Louis, Liam og Zayn. Jeg vidste faktisk ikke helt præcist, hvor Harry var henne, og lige nu, og jeg var også et eller andet ligeglad – ikke at jeg var ligeglad med ham, efter han havde åbnet sig op overfor mig – men ligeglad, fordi jeg havde mit eget liv at få styr på først. Jeg måtte godt være lidt egoistisk nogle gange, okay?

Jeg tvang mig selv til at blive ved med at se ned i min computerskærm, for ikke at se op, og derefter møde Nialls blå øjne.

”Nej, jeg har bare travlt,” løj jeg. Et eller andet sted forstod jeg overhovedet ikke, hvorfor jeg prøvede at lyve overfor Niall, fordi jeg var verdens værste løgner. Jeg havde ikke noget pokerfjæs, som skjulte at jeg løj. Jeg duede bare ikke til den slags, for jeg endte altid med at afsløre mig selv, fordi jeg ikke kunne finde ud af at være diskret. 

”Er du sikker? Du virker ikke til at have travlt, siden vi intet program har for hele dagen?” Okay, busted. Skulle der seriøst ikke mere til før at jeg blev busted? Det var faktisk utrolig pinligt. Forsigtigt kiggede jeg op fra min skærm, for at opdage at Niall ikke længere stod henne ved døren til kontoret, men direkte foran mig. Jeg var nok det mest uopmærksomme menneske på denne planet, for det her var ikke første gang, at jeg ikke havde opdaget, at han havde bevæget sig et andet sted hen i rummet.

”Jeg er okay, Niall. Bare gå med de andre,” forsikrede jeg ham – eller jeg prøvede, men han sendte mig bare et opgivende smil, og det var faktisk utrolig sødt, sådan virkelig cute.

”Jeg er ikke overbevist, Rebecca,” smilede han bare, inden han lænede sig halvt indover skrivebordet, for at klappe min computerskærm i. Jeg så overrasket op på ham, måske mere i en spørgende grimasse, da han bare sendte mig det der søde varme smil, som han nu kunne. Normalt ville jeg blive sur over, hvis nogen klappede min computerskærm ned, men jeg kunne ikke blive sur på det ansigt.

”Hvad siger du til, at jeg giver frokost, også tager vi hjem til mig, og ser en film eller et eller andet?” Spurgte han med et løftet øjenbryn. Det var faktisk nærmere en ordre, hvis jeg forstod det rigtigt, for med det smil, som han havde på sine læber, så virkede det ikke til at være en invitation.

”Jeg har ikke noget valg vel?” Sukkede jeg med et lille smil. Jeg skulle virkelig passe på med, ikke at smile overfor ham. Den effekt Niall havde på mig, når han smilede til mig, var faktisk ikke til at beskrive.

I ved godt, at i en typisk kærlighedsfilm eller komedie, så er der altid den her virkelig søde, flotte og charmerende fyr, som man bare ikke kan udstå, selvom man virkelig prøvede. Når han smilede, så kunne han få selv det mindste smil frem på ens læber, selv når man ikke havde lyst.

Damn you Niall.

”Nej det er en ordre,” svarede han med et tilfredst smil, inden han bevægede sig om på min side af skrivebordet, for let at løfte mig op i begge arme, skubbe kontorstolen væk, så jeg ikke kunne sætte mig ned igen.

Hurtigt opgav jeg at stritte imod Nialls ordre, fordi inderst inde så ville han mig nok kun det bedste. Altså han kunne se, at der var noget, som gik mig på – og han var den eneste, som spurgte ind til mig. Ikke engang Harry havde spurgt ind til mig, og det var jeg faktisk lidt skuffet over. Jeg havde åbnet mig op overfor ham i går, jeg havde fortalt ham om skilsmissen mellem mine forældre – og han havde fortalt mig om sig selv – eller noget om sig selv.

Mænd…


Det havde været hyggeligt henne på restauranten sammen med Niall, men det var generelt bare hyggeligt at være sammen med ham. Og til min store overraskelse var det overhovedet ikke akavet at snakke med ham, eller danne øjenkontakt med ham, siden min overnatning i weekenden. Jeg havde inderst inde frygtet, at det ville gå hen og blive akavet, men det gjorde det ikke. Lidt godt fandtes der altså i denne verden så…

”Har du slet ikke lyst til at fortælle mig, hvad det er, at der trykker på dit humør i dag?” Spurgte han, da han havde lukket døren bag sig ind til sin lejlighed. Klokken var ikke ret meget mere end tre om eftermiddagen, og jeg havde måske ikke fået sagt til hverken Annie eller min far, at vi alle sammen mere eller mindre holdte fri. Ups.

Med et suk hang jeg min jakke op på knagen foran mig. Jo, et eller andet sted ville jeg godt fortælle ham, hvad det var, at jeg var ked af, men på den anden side følte jeg heller ikke, at det var noget som vedkom ham.

”Nej, det er ikke vigtigt, Niall,” svarede jeg ham bare med et lille smil, inden jeg stak mine hænder i baglommerne. Jeg vidste ikke, hvor ellers jeg skulle gøre af mine arme – kendte I godt det? De der øjeblikke, hvor man ikke ved, hvor man skal gøre af ens arme, fordi man føler, at man ser handicappet ud, hvis de bare hænger ned langs siden?

Okay, et sidespring, sorry.

”Jamen hvis det ikke er vigtigt, så burde det heller ikke gøre dig trist?” Han skubbede sine sneakers af sine fødder, inden han med to store skridt nærmest stod henne foran mig. Duften fra hans parfume skar igennem mine næsebor, og jeg mistede et kort sekund fokus. Damn  you Niall! Again!

”Kan du ikke være ligeglad?” Spurgte jeg ham med et forsigtigt fnys, inden jeg kiggede til siden, for at undgå kontakt med hans blå øjne.

”Nej, fordi jeg… jeg er faktisk gået hen, og blevet glad for dig, o-og derfor bekymrer jeg mig om dig,” jeg måtte virkelig bide mig hårdt i kinden, for ikke at komme til at smile af ham. For det første var jeg mega overvældet omkring det faktum, at han var gået hen, og blevet glad for mig. For jeg var selv blevet glad for ham, lige meget hvor meget jeg hadet at indrømme dette overfor mig selv, så følte jeg noget for ham.

For det andet, så var han da bare det mest cute ever, når han stammede!

”I lige måde. Jeg ved godt, at jeg ikke burde blive det, men det er ikke noget, som jeg selv er herre over. Det skete bare okay? Altså, jeg mener… du er-,” ordende eksploderede ud af mig, som om at jeg ingen hæmninger havde – eller situationsfornemmelse. Men han afbrød mig faktisk idet, at jeg ville til at sige, hvor skøn en fyr han var, da han lænede sig indover mig, og jeg mærkede hans bløde læber mod mine i et blidt kys.

 

_______________________________________________________________

SÅ SKETE DET!

Jeg undskylder dybt, for at komme hele to kapitler bagud, men håber på, at få publiceret kapitlet til d. 18. i dag også.

Min gode undskyldning denne gang er, at jeg i går skulle op til køreprøve - OG JEG BESTOD, yay! Og for det andet havde jeg en AT fremlæggelse oveni + et surpriseparty efter skole, så var faktisk ikke hjemme hele dagen i går. Øv  øv.

 

~HorTom

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...