A Christmas For Charity - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Julen er hjerternes fest – eller det siger man jo, men hvad med alle de mennesker, som ikke har råd til at holde jul? Rebecca rejser fra L.A, for at hjælpe sin far i London med hans nye projekt i julen. Han ejer et velgørenhedsfirma, og i et samarbejde med SyCo Records om at donere penge til jul rundt omkring i verdenen, bliver hun introduceret for de fem stjerner i projektet. Rebecca lægger al sin tid i projektet, selvom det betyder, at hun bliver nødt til at arbejde en del sammen med de fem drenge, som viser sig at være meget engageret i projektet. Men én af drengene fanger hendes opmærksomhed lidt mere, da han med sit optimistiske sind viser interesse for hende. Som en direkte modsætning af den unge fyr, får Rebecca øjnene op for hans ven, som ikke ejer den helt samme ild og gnist som sine kollegaer. Han er mere indadvendt end de andre og mere flabet. Men hvad vil der ske, når han langsomt begynder at vise andre sider af sig selv, og hendes følelser for de to fyre vildreder hende?

141Likes
153Kommentarer
18577Visninger
AA

18. December 16th

 


”Det har du ret i, og jeg er ked af, at du har fået et forkert indtryk af mig. Jeg er slet ikke så slem, som jeg udgiver mig for at være,” okay, jeg havde måske mistet forstanden, fordi det var slet ikke mig at gøre sådan noget her. Jeg ville normalt bare ikke lige sådan åbne mig op for en person, som jeg faktisk ikke kendte.

Men Rebecca havde indirekte givet mig en chance, og det betød utrolig meget for mig. Jeg ville så inderligt gerne besøge et børnehjem, fordi jeg var glad for børn, og det var ingen hemmelighed. Jeg ville gerne gøre noget godt for de små børn, som ingen familie havde. Selvfølgelig kunne jeg ikke redde alle børn på Jorden, men jeg kunne gøre det, som jeg var i stand til. Og den chance havde Rebecca givet mig.

Det seneste år af mit liv, havde jeg overhovedet ikke følt mig hjemme. Det var som om, at jeg befandt mig i en krop, som ikke var min egen. Jeg fandt mig selv på mange af Londons natklubber næsten hver aften, eller hjemme hos en drug-dealer. Inderst inde, så vidste jeg også godt, at jeg var ude i noget lort, men jeg prøvede heller ikke at stoppe det. Hvad nyttede det, hvis jeg bare faldt i igen?

”Det er okay,” svarede hun ganske kortfattet, inden hun samlede sine knæ op under sig i sengen. Hendes kølige adfærd, og lukkede kropssprog, fortalte mig, at hun følte sig utilpas, og det sårede mig faktisk lidt, fordi det var ikke mine intentioner at hun skulle føle sig sådan i mit nærvær.

”Er du sikker? Du virker ikke ret… tilpas?” Måske var det en god idé at sikre mig, at alt nu var okay. Fordi jeg kunne da godt fornemme, at hun ikke mente det. Jeg forstod da godt en hentydning, jeg var jo ikke ligeså dum, som alle de andre fyre. Kvindelige hentydninger var da noget af det, som man nærmest ikke kunne undgå at overse. Det burde jeg takke Gemma for en dag.

”Ja det er helt okay,” svarede hun mig med svagt smil, som ikke engang nåede hendes store mørke øjne. Hun så et ganske kort øjeblik på mig, inden hendes blik vandrede rundt inde på hendes værelse.

Lige meget hvor dumt det her end lød, men siden jeg blev tvunget ud i rampelyset, og opmærksomheden lå på mig, så blev det bare for meget for mig. Jeg havde vandret rundt i en form for tyk tåge af stress og fortvivlelse. På så mange punkter følte jeg mig overhovedet ikke i live, men det var først i dag, efter jeg havde en lille chance til at vise folk det gode i mig, at jeg havde lyst til at kontakte det levende igen.

”Men Harry?” Hendes stemme var lys, og hun hviskede nærmest mit navn, som om at hun var bange for, at nogen skulle høre hende sige det. Som om mit navn var et bandeord, en skændsel eller en hemmelighed.

”Ja?” Endnu engang drejede jeg mit hoved over i hendes retning, for at få øjenkontakt til hende. Uden at jeg selv tænkte over det, mærkede jeg først, at jeg havde lagt mig halvt ned i hendes seng, da min skulder hvilede mod den kolde hvide væg, men vi havde stadig øjenkontakt.

”Vil du ikke nok prøve at arbejde mere sammen med de andre?” Med det samme slog jeg mit blik ned på sengens dyne og tæpper, som lå lidt rundt omkring i hendes bløde seng. Jo, jeg ville gerne arbejde mere sammen med de andre drenge, men jeg havde blot opgivet det i takt med, at de havde opgivet mig. Men hvordan skulle jeg forklare hende det? Fordi så nemt var det bare ikke.

”Så nemt er det bare ikke lige,” mumlede jeg lavt, uden at skænke hende mit blik. Jeg kunne mærke, at hun bevægede sig forsigtigt i sengen, men jeg kiggede ikke op. Jeg tvang mig selv til at lade være.

”Nej, det har jeg fundet ud af,” mumlede hun med et tungt suk. Et suk fyldt med en masse negativitet, og jeg frygtede faktisk et kort sekund, at hun ville opgive os. Selvom jeg burde være ligeglad, så kunne jeg ikke være det. Jeg huskede selv, hvor meget julen betød for mig, da jeg var mindre, og jeg kom til at tænke på den lille pige på børnehjemmet, hende med det røde hår. Hun havde aldrig fået en julegave, hvis ikke, at jeg havde været i band med drengene.

”Jeg er bare ikke sikker på, at jeg forstår den vej, som jeg er blevet givet,” hørte jeg mig selv mumle. Det var en af mine utalige tanker, som plagede mig hver evig eneste dag. Jeg havde i flere af mine berusede og påvirket tilstande siddet, og talt til Gud om mit liv og mine planer, men det var som om, at han blot havde leet af dem. Underligt nok som det lød.

”Hvad mener du?” Spurgte hun med en lidt tydeligere stemme, som ikke var nær så hviskende. Jeg vidste ikke lige, hvordan jeg skulle forklare det til hende, fordi jeg var et eller andet sted ikke helt sikker på, at hun ville kunne forstå det. Hun var et ganske normalt menneske, med et ganske normalt liv. Vidt forskelligt fra mit.

”Fordi det er som om, at jeg snakker et helt andet sprog, som ingen forstår,” jeg snakkede fuldstændig sort lige nu. Mine forklaringer kom ud af mig som metaforer, fordi jeg ikke kunne forklare tingene som de var, som et normalt menneske. Jeg havde få gange prøvet at forklare drengene, hvad det var, at der gik mig på, men de forstod det ikke, og det havde blot ødelagt kommunikationen mellem os.

”I lever ret forskellige liv, selvom I alle startede det samme sted, I har bare udviklet jer i forskellige retninger?” se, jeg kunne ikke forklare det på den simple måde, som hun gjorde. Det var også en af grundende til, at jeg følte, at jeg ikke følte mig i live længere. Der var ingen, som forstod mig, eller hørte mig. 

 

Jeg var virkelig overrasket over dagens hændelser, intet mere eller mindre. Det var overhovedet ikke min mening at dukke op ved Rebeccas hus – eller hendes fars – til en start. Jeg var faktisk på vej hen til Nick, ja min ven Nick Grimshaw. Vi havde aftalt at tage i byen, men på vej hen til hans lejlighed skiftede jeg mening.

Jeg følte en voldsom trang til at sige tak til Rebecca. Det var så lille en ting, som hun havde gjort for mig, men hun var den eneste, som havde gjort noget for mig i et langt stykke tid, og det værdsatte jeg virkelig. 

Min mor havde altid opdraget til at huske at sige tak, når andre gjorde noget for mig. Da jeg var lille forstod jeg ikke meningen, men det gjorde jeg nu. Det hele gav mening nu. Så simpelt et lille ord, som kunne bringe smilet frem på en andens læber. Ret fantastisk ikke?

Jeg var faktisk blevet hængende hjemme ved Rebecca til sent ud på aftenen, indtil hendes far brød ind, for at spørge, om jeg overnattede, hvortil jeg takkede nej. Jeg havde på fornemmelsen, at det egentlig ikke var nogen særlig god idé, selvom jeg faktisk ikke havde noget imod at overnatte sammen med Rebecca.

Altså hun var en utrolig smuk pige, slank, et vindende smil og kønt ansigt – og bedst af det hele: Hun forstod mig. Hun forstod mit sprog, som den eneste.

Vi havde siddet længe og snakket oppe på hendes værelse. Hun havde fortalt mig om hendes forældres skilsmisse, og hvorfor hun nu boede i Los Angles. Hun fortalte mig om sit liv, og jeg fortalte hende dele af mit. Hun stolede på mig, hvorfor skulle hun ellers fortælle mig sådanne ting? Men det var et eller andet sted også lige meget, fordi jeg følte i den grad også, at jeg kunne stole på hende.

 

I øjeblikket havde jeg lige låst mig ind i min lejlighed. Her var helt mørkt og faktisk ret koldt. Det var længe siden, at jeg faktisk havde været rigtig hjemme. Det seneste stykke tid havde jeg faktisk været rundt omkring. Jeg var vågnet op i en seng, som ikke tilhørte mig, i en brandert. Fordi før jeg overhovedet nåede at forelske mig i en pige, så havde jeg allerede forberedt mig på at forlade hende. Jeg ville ikke ’dø’, men jeg havde heller ikke lyst til at fortsætte med at leve det her døde liv, som jeg havde påbegyndt mig.

Og det skræmte mig en del, at jeg var blevet sådan her, måske det var derfor, at jeg blev ved med at løbe fra mine problemer – fra mig selv?

Tungt lod jeg mig dumpe ned i sofaen inde i den store stue. Helt ærligt, så følte jeg mig faktisk ret ensom, nu hvor det faktisk gik op for mig, at jeg var helt alene. Minderne om Zayn, Niall, Liam og Louis sidde og se en eller anden latterlig film her i min lejlighed skyllede ind over mig. Jeg savnede vores venskab. Jeg savnede dem.

Det var utroligt, at jeg skulle så langt herud, før at det gik op for mig, hvad jeg manglede i mit liv, og for at se, hvor langt ud jeg var kommet. jeg ville gøre alt, for at få mit liv tilbage. Mig selv, min karriere og mine venner – mine bedste venner.

Selvom det nok var lidt for sent, dukkede en idé op i mit hoved, selvom jeg allerede var sløset hen på sofaen. Hvis der var nogen, som kunne hjælpe mig, så var det Rebecca.  

 

__________________________________________________________________

Dagens kapitel blev lige fra Harrys p.o.v. håber anyways, at I kan lide det. 

Og grunden til at kapitlet ikke blev så frygtelig langt i dag, er at jeg har lagt syg hele dagen, ja øv øv.

Har I det ellers godt? Glæder I jer til jul? ;)

 

~HorTom

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...