A Christmas For Charity - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Julen er hjerternes fest – eller det siger man jo, men hvad med alle de mennesker, som ikke har råd til at holde jul? Rebecca rejser fra L.A, for at hjælpe sin far i London med hans nye projekt i julen. Han ejer et velgørenhedsfirma, og i et samarbejde med SyCo Records om at donere penge til jul rundt omkring i verdenen, bliver hun introduceret for de fem stjerner i projektet. Rebecca lægger al sin tid i projektet, selvom det betyder, at hun bliver nødt til at arbejde en del sammen med de fem drenge, som viser sig at være meget engageret i projektet. Men én af drengene fanger hendes opmærksomhed lidt mere, da han med sit optimistiske sind viser interesse for hende. Som en direkte modsætning af den unge fyr, får Rebecca øjnene op for hans ven, som ikke ejer den helt samme ild og gnist som sine kollegaer. Han er mere indadvendt end de andre og mere flabet. Men hvad vil der ske, når han langsomt begynder at vise andre sider af sig selv, og hendes følelser for de to fyre vildreder hende?

141Likes
153Kommentarer
18855Visninger
AA

16. December 14th

 


Jeg sad alene på mit kontor mandag morgen, for at uploade alle billeder, som jeg havde taget med min telefon til Facebook. Jeg havde ikke været så god til at lægge billeder op med, hvad drengene og jeg foretog os. Det gik godt i starten, men det var virkelig gået ned af her på det sidste, selvom vi faktisk var rundet over 1 mio. fans/følgere. Det var ret vildt, jeg havde aldrig kendt magen.

Jeg vidste ikke, om Harry havde tænkt sig at møde op i dag, siden vores rimelig hårde diskussion hjemme ved Niall i går. jeg vidste godt, at jeg ikke havde været særlig fair eller rimelig overfor ham, men han formåede bare at gøre mig så irriteret, at jeg ikke kunne styre det.

Niall spurgte kun ganske kort ind til Harrys tilstedeværelse, inden han gik i gang med at lave morgenmad til os. Det eneste dårlige ved, at jeg overnattede hos Niall, var at nu troede min far, at vi var kæreste, eller at vi havde lavet noget. Var det ikke bare fantastisk?

”Godmorgen Rebecca,” jeg kiggede op fra min computer, for at se Liam og Niall stå inde på mit kontor. Liams smil var virkelig sødt, men han så virkelig også træt ud, det var faktisk lige før, at jeg fik helt ondt af ham. Niall derimod så en del friskere ud, iført et par blå baggy pants, og en hvid langærmet trøje. Det klædte ham virkelig godt, men han var jo også en super flot fyr, så det gav sig selv.

”Godmorgen drenge,” smilede jeg, inden jeg vendte mit blik mod min computerskærm igen. Det tog hundrede år at lægge de billeder på Facebook.  Måske skulle jeg bare opgive? Jeg havde overhovedet ingen tålmodighed når det kom sociale profiler eller bare IT og internet generelt. Det skulle bare fungere første gang.

”Hvad laver du?” Kom det fra Niall, som hurtigt stod henne lænet fremover mit skrivebord, for at kaste et nærmere blik på min computerskærm. Jeg så op på ham med et lille fnis, han mindede mig faktisk lidt om en hund lige nu. Han virkede altid så glad, og var altid så nysgerrig.

”Facebook, you know,” svarede jeg ham, inden jeg så over på Liam, så stillede mig det daglige spørgsmål: ’hvad skulle vi så lave i dag?’ Det spurgte han altid om, og jeg måtte ærlig indrømme, at jeg ikke havde nået at få lavet en tidsplan endnu. Jeg ville have gjort det i går aftes, men jeg var for træt til det, og desuden ville jeg hellere bruge den tid, som jeg nu havde sammen med min far.

Jeg skulle lige til at åbne min mund, for at svare ham, at det vidste jeg ikke, da en idé skød op i mine tanker. Okay, det var ikke min idé, men Harrys.

”Jeg havde tænkt på, at vi kunne bruge Harrys forslag til at besøge nogle børnehjem og sådan?” Vi havde ikke noget stramt program for dagen, men jeg ville lige høre min far eller Annie inden, at vi bare tog afsted. Hvis der altså var stemning for det.

”Vil du seriøst bruge hans forslag?” Lød det henne fra døren til kontoret, hvor Louis lige var ankommet. Noget sagde mig, at han ikke var særlig begejstret for idéen, og heller ikke for, at det lige præcis var Harrys idé. Hvad var der egentlig sket med de to, siden Louis var så fjendtlig og negativ overfor Harry?

”Louis, godmorgen. Og ja, det vil jeg,” svarede jeg ham med et venligt smil, inden jeg skubbede min computer til siden, så den ikke stod i vejen på skrivebordet. Et overrasket ansigtsudtryk fandt vej henover hans ansigt, inden han løftede sine øjenbryn, og så hen på Liam og Niall, som et form for råb om hjælp.

”Men hvorfor?” Spurgte han, inden han smed sin jakke henover en af stoleryggene på kontoret. Jeg kunne godt mærke på ham, at han slet ikke var begejstret for idéen, men det hjalp ham ikke videre. Jeg ville faktisk ønske, at jeg kunne sige, at det ikke var mit problem, men det var det så længe, at jeg skulle arbejde sammen med dem.

”Fordi Louis, det er en god idé, og tænk på hvor mange børn og unge, som I ville kunne gøre glade, bare ved at I er der?” Svarede jeg ham, inden mit blik gled over på Niall, som allerede kiggede på mig. Et kort sekund trak min mave sig sammen, og jeg glemte at trække vejret et kort øjeblik.

”Ja Louis, og det er for engangsskyld ikke en egoistisk tanke fra Harrys side af,” kommenterede Niall, da han vendte sit blik fra mig, og hen på Louis. Tak Niall, du er en skat. Hvis der var nogen, som jeg var sikker på, at Louis ville lytte til udover sig selv, så var det en af de andre drenge. Okay, jeg ville ikke få Louis til at fremstå som en mandschauvinist, men chancerne for, at han ville lytte til det, som jeg sagde, var generelt bare små.

 ”Okay fint, I har ret.” Svarede han efter en kort tænke pause, og et tilfredst smil gled henover mine læber, men det voksede yderligere, da jeg så Niall sendte mig et ligeså tilfredst smil. 

 

 

Jeg havde ret med hensyn til mine anelser om, at det ville overraske Harry en del, at vi tog hans forslag i brug. Der havde ingen problemer været for at overtale Zayn til at gå med på forslaget, han var ret cool med det meste - den var straks værre med Louis, som var langt mere skeptisk.

Harry var mødt op lidt senere end han normalt gjorde. Det ville sige, at han altid mødte for sent, men i dag var han senere på den end normalt, og jeg var ret sikker på, at det var min skyld. Jeg havde ikke lige været den mest venlige person overfor ham i går, så jeg var begyndt at få en smule skyldfølelse, indtil han pludselig dukkede op.

 

Stemning mellem os alle i drengenes minnibus,  var  en smule akavet, men jeg var ret sikker på, at det var fordi at Harry også var her. Han var der bare, han sagde ikke noget,  han lyttede bare - hvis han overhovedet gjorde det - han kiggede bare ud gennem de sorte ruder, som om at han drømte sig et helt andet sted hen.

Jeg kom til at tænke  på det, som han fortalte mig  i går, han levede af de chancer, som han selv lavede, for overhovedet at have chancen for at leve. Jeg forstod ikke rigtigt, hvad han mente med det, men det var nok fordi, at jeg overhovedet ikke kunne sætte mig i hans sted. Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne forstå ham.  

Jeg havde overhovedet ikke udvekslet et eneste ord med Harry hele dagen, eller den ene time, som vi var på kontoret, inden vi valgte at tage afsted.
Jeg ville gerne sige noget til ham, men hvad skulle det være?

"Så er vi her," jeg vågnede fra mine tanker, da jeg hørte lyden fra Liams håndflader, som blev klappet sammen. Vi havde kørt i ca. en times tid, før vi nåede frem til et børnehjem lidt udenfor London. Jeg havde ingen anelse om, hvordan drengede havde fundet dette børnehjem, men det så en smule usselt ud, når man så det udefra.

På ydersiden var nogle af de røde mursten faldet af eller gået i stykker, og malingen var flere stedet skrabet eller faldet af. Det her var bestemt ikke et sted for børn - hvis I spurgte mig. Et øjeblik havde jeg overhovedet ikke lyst til at gå derind. Jeg vidste ikke, om jeg turde. Hvad nu hvis der lå en masse syge børn, beskidte eller udsultede børn?

"Kommer du Rebecca?" Jeg vågnede fra mine tanker endnu engang, da jeg opdagede, at jeg var den eneste, som ikke havde forladt minibussen endnu. Niall stod ude foran, og rakte roligt sin hånd ud mod mig. Forsigtig tog jeg i mod den, og blidt hjalp han mig ud af bussen. Endnu engang så jeg op på den usle bygning, og en klump samlede sig i min hals. Lige nu fortrød jeg egentlig, at jeg havde gjort alvor af Harrys forslag. 

”Er du okay, du ser ret bleg ud?” Jeg mærkede Niall støtte min arm, men jeg rev den langsomt til mig, for ikke at lave en pludselig bevægelse, som en eller anden dramaqueen. Jeg så kort op på Niall med et svagt smil, inden jeg nikkede.

”Ja, jeg har det fint,” jeg tvang mig selv til at tage det første skridt efter resten af drengene. ’Rebecca, du kan godt, ta’ dig nu sammen!’ Det kunne godt være, at jeg så bleg ud, men jeg havde det også forfærdelig inde i. Jeg vidste ikke, hvad der foregik inde på den anden side af disse mure. Blev de små stakkels børn mishandlet, fordi der ikke var penge nok? Jeg havde ingen anelse.

Med et bankende hjerte og svære vejrtrækninger gik jeg op ad trapperne, og ind af den samme dør, som de andre drenge var forsvundet ind ad. Jeg var forberedt på det værste, men indenfor blev jeg mødt af en masse smil og varme ansigter. Det så slet ikke særlig slemt ud indenfor, som det gjorde udenfor. Her var lyst og nogenlunde rent, og børnene var ikke syge eller beskidte, men deres tøj var enten for småt, stort eller for slidt.

Jeg fik øjenkontakt med en pædagog, som kom ned fra trappen indenfor døren. Hun så virkelig træt og udkørt ud, men hun lyste helt op, da hun så børnenes smil og glæde, da se fik øje på drengene. Langsomt tog hun de sidste skridt ned fra trappen, for at gå hen og række mig sin hånd.

”Goddag, velkommen til East Woodhead børnehjem, jeg er Fru Deakin, kan jeg hjælpe Dem?” Jeg trykkede venligt hendes hånd, inden jeg sendte hende et venligt smil. Klumpen i min hals var forsvundet, og jeg tog et hurtigt kig rundt omkring mig.

Hendes mørke pagehår var redt om bag hendes øre, og hendes briller hang omkring hendes hals. Hendes tøj var ikke specielt formelt, så jeg havde ikke forventet, at hun var pædagog på stedet. Men hvem skulle ellers tage sig af alle børnene på stedet? De havde jo ikke nogen forældre.

”Goddag, jeg er Rebecca Oakley. Vi kommer fra et firma i London, Oakley Donation…-” jeg nåede ikke at sige mere, inden Fru Deakin slog blikket ned, og så på mig med et træt og frustreret blik. Havde jeg mon sagt noget forkert?

”Undskyld, men jeg har næsten ingen penge, så jeg vil ikke købe noget,” sagde hun med en venlig stemme, og jeg kunne ikke lade være med et grine lidt. Hun var dog noget at det kæreste kvindemenneske, som jeg nogensinde havde mødt. Hun var helt anderledes sammenlignet med min mor. Min mor ville bare have smidt en sælger på døren, uden nogen venlig mine eller noget. L.A. bitch.

”Nej nej, Oakley Donation er et velgørenhedsfirma, som i år har et ganske særlig projekt, som De muligvis kunne være interesseret i?” Jeg burde blive sælger. Ej, styr dig Rebecca. Fru Deankins ansigt forandrede sig fuldstændig, da jeg fik lov til at fuldføre min sætning. 

”Spændende, De kan komme med mig ind på mit kontor, så kan De fortælle mig mere,” hun sendte mig det kærligste smil, som jeg længe havde set. Jeg skulle lige til at følge efter hende ind på sit kontor, da jeg stoppede op, da jeg så Harry sidde med en lille rødhåret pige i sit skød. Et smil sad klistret på hans læber, da hun rakte sin lille hånd ud efter hans mørke krøller. jeg tror ikke, at hun havde været mere end 7-10 år.

”Hvad hedder du, søde?” Spurgte han hende med et kærligt smil, og jeg havde aldrig hørt så meget omsorg i hans stemme før. Jeg følte mig fuldstændig tryllebundet, ved at stå og se på ham. Det var som om, at det negative indtryk, som jeg havde fået af ham, vendte på en tallerken.

Han havde virkelig en blød side. Der var et håb for ham. 

 

_____________________________________________________________________

Årh :i <3333333333

Så er weekenden snart slut. Håber I har nydt den i fuldedrag! Så hedder det jo juleferie på fredag - i hvert fald for mit vedkommende! :)

Tusinde tak for alle jeres fantastiske dejlige kommentarer. Jeg bliver virkelig så glad, når jeg læser dem! 

 

~HorTom

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...