A Christmas For Charity - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Julen er hjerternes fest – eller det siger man jo, men hvad med alle de mennesker, som ikke har råd til at holde jul? Rebecca rejser fra L.A, for at hjælpe sin far i London med hans nye projekt i julen. Han ejer et velgørenhedsfirma, og i et samarbejde med SyCo Records om at donere penge til jul rundt omkring i verdenen, bliver hun introduceret for de fem stjerner i projektet. Rebecca lægger al sin tid i projektet, selvom det betyder, at hun bliver nødt til at arbejde en del sammen med de fem drenge, som viser sig at være meget engageret i projektet. Men én af drengene fanger hendes opmærksomhed lidt mere, da han med sit optimistiske sind viser interesse for hende. Som en direkte modsætning af den unge fyr, får Rebecca øjnene op for hans ven, som ikke ejer den helt samme ild og gnist som sine kollegaer. Han er mere indadvendt end de andre og mere flabet. Men hvad vil der ske, når han langsomt begynder at vise andre sider af sig selv, og hendes følelser for de to fyre vildreder hende?

141Likes
153Kommentarer
17995Visninger
AA

13. December 11th


Jeg gispede forskrækket, da Niall lod et grin undslippe hans læber. Jeg troede jeg skulle dø, da jeg faldt bagover. Jeg havde overhovedet ikke troet, at han ville være der til at gribe mig så hurtigt. Jeg havde faktisk ikke troet, at han ville gribe mig i det hele taget.

”Er du okay, det var tæt på?” Spurgte han, da han havde hjulpet mig op at stå på mine egne ben – et sted, hvor jeg ikke kunne falde bagover. Jeg var sikker på, at jeg var ligeså rød i hovedet, som den nissehue, som han havde på lige nu.

”Ja, o-og tak,” fik jeg fremstammet, inden jeg på en akavede måde fik rakt ham enden af gialanden, så han kunne hænge den op. Han lavede nok ikke så vilde stunts, som jeg gjorde. Han tog i mod den med et smil, inden han stillede sig op i sofaen, og uden problemer fik hængt den op. Hvor var det typisk.

”Kommer de andre drenge ikke i dag, eller er det kun mig?” Spurgte jeg efter lidt stilhed. Jeg var stadig overrasket over hans hurtige reaktion. Burde jeg overhovedet være det? Han reddede mig trods alt fra en tur forbi hospitalet, så jeg burde nok takke ham endnu engang. Måske senere, hvis jeg huskede det. Okay, jeg var ikke nogen utaknemmelig person, men det her var en smule akavet for mig, fordi.. det kom bare så meget bag på mig.

”Det er nok kun dig, de andre.. havde andre planer,” svarede han, da han stod med ryggen til, for at finde noget mere julepynt frem fra kassen. Måske havde min far ret. Måske var det her faktisk en date, jeg lagde bare ikke selv mærke til det, før nu. Ej måske var det bare mig, som var paranoid. Det havde jeg en tendens til at blive en gang i mellem.

”Lad mig gætte. Louis, Zayn og Liam havde en aftale med deres kærester, og Harry ligger med tømmermænd?” Jeg tog nogle små julenisser, som han havde stillet frem på bordet ved siden af sig. Jeg tænkte ikke så meget over, hvor jeg ville placere dem henne, da jeg gik hen og satte dem i vindueskarmen nær sofaen. 

”Det lyder egentlig meget rigtigt,” svarede han, da han vendte sig rundt med tomme hænder. Jeg så tilbage på ham med et lidt skævt smil, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, okay?


Jeg troede ikke, at det ville være så udmattende at pynte hele Nialls lejlighed op til jul. For ikke nok med, at det var en stor lejlighed, så var der også meget julepynt. Nyt som gammelt. Selvom det af og til blev ret akavet mellem os, så valgte jeg at ignorere det. Jeg havde kun denne ene jul her i London, og jeg ville nyde den til det sidste. Det var i alt fald mit mål.

Niall og jeg havde smidt os på sofaen foran hans enorme faldskærms tv, efter vi havde fået bragt Nando’s lige til døren. Jeg levede nærmest kun af junkfood, så jeg kunne vel ligeså godt fortsætte? Det fik jo aldrig nogen ende alligevel, og jeg var ikke lige den fødte kok – ligesom, at jeg ikke var den fødte billist.

Anyways, så havde vi placeret os et godt stykke fra hinanden i sofaen, fordi at det ville være akavet, hvis vi nu sad helt oppe af hinanden. I tv’et kørte der faktisk ikke andet end julefilm, eller gyserfilm. Jeg vidste ikke særlig meget om, hvad de normalt sendte op til jul her i England, men gyserfilm? Den var ny.

”Vi kan altså godt se noget andet, hvis du ikke tør se filmen?” Sagde Niall, da introen til en gyserfilm blev vist på fladskærmstv’et. Var det nu, at jeg skulle mande mig op, og se den skide gyserfilm, eller var det nu, at jeg skulle være ærlig, og fortælle ham, at jeg var rædselsslagen for den slags film?

”Altså det er okay, jeg er ligeglad,” hvis han nu ikke var en fyr, så ville chancen for, at han ville opfatte mine hentydninger ret stor. Men det gjorde han ikke, men det havde jeg nok heller ikke forventet. Så måtte jeg jo mande mig op, som den kylling jeg var.

”Okay fedt, men husk nu at sige til ikke?” Fortalte han mig på en overbevisende måde, som fik mig til at nikke en enkelt gang. Jeg burde virkelig sige fra, fordi jeg ikke var typen, som kunne mande sig op til noget som helst. Jeg var typen, som skreg – højlydt – under en gyserfilm.

 

Vi var efterhånden ikke nået ret langt ind i filmen, inden jeg i et mindre chok gled ned i sofaen, med mine hænder til at dække for mit ansigt. Jeg nåede egentlig ikke at se, hvad der helt præcist skete i filmen, inden at jeg kiggede væk. 

En latter kunne høres ovre fra min venstre side, hvor Niall var placeret i sofaen. Han sad, og grinede af mig. Okay, det var der nok også en god grund til. Jeg duede ikke til at mande mig op, og det måtte nok også se sjovt ud - fra en andens synsvinkel. Ikke min. 

"Det er ikke sjovt," kommenterede jeg halvfornærmet, men alligevel med et lille smil. Jeg kunne ikke bare lige sådan være sur på Niall. Det var han altså alt for sød til. Måske det var hans hemmelige våben? Jeg fjernede mine hænder fra mit ansigt, for at se hans blændende smil, og de hvide tænder, som fik mig til at vende mit hoved væk fra ham, og mærke hvordan varmen steg op i mine kinder.

"Jo faktisk lidt, fordi det er tydeligt at se, at du er bange," jeg kunne mærke hans blik stadig lå på mig, og jeg vendte mig om for at se tilbage på ham. Jeg var afsløret. 

"Jeg er ikke bange, jeg bliver bare forskrækket," rettede jeg ham. Okay, jeg var ikke typen, som ikke turde gå hjem i mørke, eller lægge mig til at sove, fordi at jeg havde set en uhyggelig film. Jeg blev bare forskrækket, også var det der med blod ikke lige min kop te. 

”Så kom herhen," ærligt, så havde jeg ikke lige set dén komme. Overhovedet ikke. Men kunne jeg sige nej til det skæve smil og de blå øjne? Nej, for jeg havde den svaghed, at jeg havde svært ved at sige fra. Men jeg havde et eller andet sted heller ikke lyst til at sige fra. Jeg ville gerne. Det kunne være hyggeligt at ligge og se en gyser sammen, mærke ham omkring mig.

”Okay,” tøvende rykkede jeg længere hen mod ham i den store sorte sofa, indtil jeg kun lige kunne mærke hans knæ mod mit. Mere berøring behøvede jeg ikke. Det kaldtes tryghed. For mig gjorde det, okay? Hans så kort på mig, inden hans blik fokuserede tilbage på fladskærmstv’et. Jeg kendte ikke filmen, som der blev sendt, og jeg var egentlig også ret ligeglad. Havde jeg været hjemme hos min far, så havde jeg nok endt med at sidde og drikke te langt ud på natten.

Bevidst undgik jeg at kigge på fladskærmstv’et, i stedet for endte jeg med at sidde og kigge alle andre steder hen. I den her situation endte jeg med at kigge ud af vinduet. Mørket var allerede faldet på, trods klokken kun var omkring halv 6 om aftenen. Måske jeg burde til at vende hjem ad, eller? Lige idet, at jeg sad, og tænkte på det, kunne jeg se ud af øjenkrogen, at Niall lænede sig lidt længere tilbage i sofaen, for at strække sig, og lægge sin arm op på ryglænet af sofaen. Meget diskret, Niall.

Jeg kunne mærke, hvordan en sugende og boblende fornemmelse steg op i mig, og jeg havde svært ved at holde mit smil tilbage. Jeg burde ikke få det sådan her, jeg kendte ham knap nok!? Var det okay at freake ud over det her? Altså… hvis jeg skulle blive vild med ham, så burde der bare have været noget mere bag det, end bare dette? Jeg valgte at ignorere tanken, og bare nyde øjeblikket, for det ville højest sandsynligt ikke ske igen. Forsigtigt vendte jeg mit hoved, som jeg forsigtigt lod hvile mod hans højre skulder, for at se op på ham.

”Er det okay, altså at..?” Selvom han ikke fik fuldført sin sætning, så vidste jeg godt, hvad han mente. Det var faktisk ret sødt, at han spurgte om det, fordi det gjorde de fleste fyre normalt ikke.

”Ja,” smilede jeg med knaldrøde kinder – eller det gik jeg ud fra, at de var, fordi det føltes som, at der var ild i dem. Jeg mærkede hans varme hånd mod min overarm, inden han roligt gav den et lille klem, hvilket blot fik mig til at smile yderligere, fordi den susende fornemmelse i mig virkelig tog fat. 

 

Det var først efter, at filmen endelig var færdig, at det gik op for mig, at der var en kæmpe bunke sne klistret op af vinduet, nærmest ligesom lim. Okay, måske ikke lige den bedste sammenligning, Rebecca. Det skulle lige siges, at jeg var ikke dum – jeg var bare utrolig uopmærksom. Jeg sad, og var fokuserede på Niall, og på ikke at blive forskrækket på grund af filmen.

”Wow,” mumlede jeg, og jeg kunne mærke, at Niall drejede sit hoved om mod mig, inden han trak sin arm til sig. Var det nu, at jeg skulle sige til ham, at jeg ikke havde noget i mod, hvis han lod sin arm blive nede ved mig? Okay, måske lige et sidespring, men anyways, kiggede jeg op på ham, inden jeg selv rejste mig fra sofaen, og tog nogle hurtige skridt hen til vinduet, for at opdage, at ikke bare vinduet var fyldt med sne, hele gaden var fyldt med sne.

Jeg kunne høre Nialls fodtrin bag mig, og kort efter kunne jeg se ham stå ved siden af mig henne ved vinduet.

”Hold da op! De skulle da ikke melde mere sne?” Han var ligeså overrasket over det, som jeg var. Godt nok havde jeg ikke fulgt med i vejrudsigten, så jeg kunne ikke erklære mig enig med ham. Men jeg vidste ingenting om det.

Uden rigtigt at tænke på at svare Niall, skyndte jeg mig over til sofaen, hvor jeg havde smidt min telefon for få øjeblikke siden. Hvordan skulle jeg nu komme hjem? Det så ud til at sneen var faldet i et tykt lag, som var for farligt til at køre i.  Jeg trykkede på knappen, så skærmen lyste op, og ganske rigtigt, der lå en besked fra min far.

 

From: Dad

’Hi Bec can u ask Niall if u can stay for the night? The weather is too dangerous to drive in.’

 

Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde over hans sms. Nogle gange så var han så latterligt, og andre gange… så var han bare en mand. Alligevel var jeg overrasket over, at han ville lade mig sover her – men på den anden side, jeg bestemte jo selv. 

”Hvad så?” Spurgte Niall, som jeg slet ikke havde opdaget, havde bevæget sig hen til mig ved sofaen. Jeg var virkelig dårlig til at lægge mærke til omgivelserne omkring mig, når jeg var fokuseret på noget andet. Var det normalt? Forskrækket slukkede jeg skærmen på min telefon, og vendte mig om, for at støde direkte ind i ham. Jeg havde ikke lige forventet, at han ville være så tæt på mig. Med et akavet smil, trådte jeg få skridt tilbage, så jeg kunne se på ham, uden at skulle få et close up på ham. Ikke at jeg ville have noget i mod det, han var en utrolig flot og charmerende fyr, men det ville bare være en smule akavet for os begge.

”Min far skriver, at det er for farligt at køre hjem i det her vejr, så jeg er fanget her,” et svagt smil gled henover mit ansigt, og jeg prøvede desperat at stoppe det, fordi det var ikke noget, som man normalt smilede af. Det her var gravalvorligt.

”Ja, min Twitter er også spammet ned med det,” okay, det her beviste blot endnu engang, hvor uopmærksom jeg egentligt var. Jeg havde ikke engang set, at han havde stået og tjekket sin Twitterprofil.

”Jeg vil ikke være ubehøvlet eller noget.. men kan jeg…” jeg vidste overhovedet ikke, hvordan jeg skulle få dette her formuleret. Det virkede så … ubehøvlet at spørge om, men jeg havde intet andet valg. Altså jo, så skulle jeg prøve at gå hjem i det her vejr, men det ville jeg ikke, hvis jeg kunne blive her natten over. Et eller andet sted, så kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor flabet det var skrevet af min far. Ikke nok med, at han allerede så min aftale med Niall som en date, så ville jeg aldrig kunne se på ham igen, hvis jeg fik muligheden for at blive her natten over. Han ville mobbe mig for evigt, men det gjorde heller ikke noget. Jeg ville nok godt kunne leve med det i sidste ende, så længe at det var internt.

”Men..Kan jeg sove her?”

 

______________________________________________________________________

Jeg undskylder stadig dybt, fordi at jeg er bagud med et kapitel, men jeg arbejder på det!

Tusinde tak, for alle de søde kommentarer, det varmer om mit stressede julehjerte. Lol... glem lige, at jeg skrev det.

Anyways... hvad tror I, at Niall svarer til det? :I

 

~HorTom

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...