Levende Flammer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2014
  • Opdateret: 1 maj 2014
  • Status: Igang
Danmark 1939:
En opdigtet historie om Danmark under 2.verdenskrig. I denne historie møder vi en mand, og følger hans historie...

1Likes
1Kommentarer
231Visninger

1. Værtshus

1. April

Inde i den lille træhytte af et værtshus, havde de alle fyraften. Alle ti drengerøve i alderen 15-21 år sad sammen. De havde gået i skole sammen og var tæt knyttet. Et bånd så stærkt, har de, at intet end ikke ild kan brænde det over. 

Vi sad alle 10 mand på Søborgs Værthus, klokken havde lige slået halv otte. Jeg kunne høre hvordan vores latter overdøvede alle de andre mænd på værtshuset, kun én dame sad herinde. Hun var her efterhånden hver aften, helt alene, og bestilte altid en øl, præcis klokken syv og forlod værtshuset klokken ti. Mystisk rutine der havde forvirret mig en smule: hvad lavede sådanne en køn dame her? Hun var selvfølgelig ikke kønnere end Mille, min egen kone. Jeg kunne mærke damens øjne stirrede ind i min nakke, og et blik så stift, at det brændte to små pskykiske huller i min nakke. Anker, manden der sad ved siden af mig, rystede hans ølkrus, så øllet flød ud over koppen, og så gav han et hæsligt grin fra sig. "Hvad fanden var det for et grynt?" Spurgte Finn, og gav Anker et venligt klap på ryggen, ligeså gjorde Anker. Ejeren af værtshuset var altid med på en spøg, han var aldrig sur og gnaven, ligsom den forrige ejer, så selvfølgelig væddede vi med ham, om en enkelt shot til hver af os. "Hvis Anker kan slikke på sin albue, giver jeg en sgu en øl til jer hver!" Fniste ejeren. Anker så heltmodig ud, stak tungen langt ud af gabet, og førte en lukket hånd over skulderen og ned af rygraden, derefter slikkede han på sin skulder. Alle vi andre grinte noget så grusomt, og smilede glade til værtshusejeren, som uddelte ti shots, og derefter en til sig selv. "Skål råbte vi alle sammen i kor, gav siddemanden et venligt klap på ryggen og bundede det lille glas, hver en enkelt dråbe. Så stilte vi allesammen det tomme glas på bordet. Anker hentede nu nogle kort, og gav os alle syv kort hver. "Hvem er med?" Fniste han. Hver en enkelt, inklusiv ejeren, rakte hånden op, så spillede vi. Jeg har stadig ingen idé om hvor lang tid vi var på værtshuset, men længe nok til at vi alle havde fået nok. Finn smed sig nd på det kolde gulv, og begyndte at kaste op. "Han knækker sgu sammen!" Råbte Anker, men ingen grinte, hvorefter Anker trak sig tilbage fra aftenen og de andre ligeså. Men jeg ville ikke bare efterlade Finn her, han fortjente bedre. Af os alle sammen, var jeg nok den mindst fulde og Finn den mest. Så jeg besluttede mig for at hjælpe ham på benene og slæbe ham med hjem, hjem til Milles hus. Jeg ville også have set ud ligesom hende, Mille, hvis hun var kommet hjem klokken fire om natten, slæbende med en der havde indtaget mere alkohol end hvad godt var. 

Lidt efter nåede vi bakken hvorpå Milles hus var, jeg slap langsomt og forsigtigt Finn ned på jorden. "Hvordan skal jeg nogen-" Sukkede jeg og kom straks i tanke om at der ingen var omkring mig, så jeg tænkte sætningen færdig. -Sinde få slæbt ham op af den dér bakke? Jeg indså at den eneste vej var op, så jeg tog igen fat rundt om Finn og fik med besvær taget et par skridt. Jeg stønnede og pustede som om jeg ikke havde trukket vejret i flere timer! Så gik jeg et par skridt til, pause, og så igen et par skridt til. Endelig nåede vi Milles hus, og jeg brugte Finns knyttede næve til at banke hårdt på døren. -Mille var garanteret gået i seng. Men hvis vi skulle ind, var der ingen anden udvej end at banke på døren. Lidt efter stod  Mille stod i døren i sin pyjamas og et stearinlys på en bakke samtidig med hun gned sine øjne. "Er det di-" Spurgte Mille inden jeg afbrød hende. "Ja, det er mig... og Finn. Han knækkede sammen på værtshuset og jeg kunne ikke bare lade ham ligge der, kunne jeg vel?" Forbavset blev jeg, da jeg lyttede efter tonefaldet i min stemme: det måtte være alkoholens påvirkning der satte ind. Hun gryntede, og stearinlysets flamme slyngede frem og tilbage. "Så kom ind." Sagde hun irriteret, hvorefter hun nervøst trådte til side og lod os komme ind. Da vi passerede vores lille stue, lagde jeg ham på køkkenbordet. Herefter hjalp Mille mig med at trække ham hen på sofaen, hvor vi efterlod ham for natten. Så forsvandt en træt Mille ud af syne, formegentlig ind i soveværelset. Jeg fulgte efter. Mille nåede akkurat at sætte bakken med stearinlyset på kommoden, hvorefter hun døsede langsomt om og faldt blødt på sengen. "Mille. Kære Mille, dog." Sukkede jeg, og gav mig selv skylden for at have tvunget hende op på grund af min voldsomme banken. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...