Levende Flammer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2014
  • Opdateret: 1 maj 2014
  • Status: Igang
Danmark 1939:
En opdigtet historie om Danmark under 2.verdenskrig. I denne historie møder vi en mand, og følger hans historie...

1Likes
1Kommentarer
212Visninger

2. Besat

9. april

En tidlig, kold morgen i april, var det da jeg vågnede op ved siden af Mille, som sov trygt. Hendes åndedræt blev med besvær pustet ud af hendes mund og forvandlet til tåge for fluer, på under to sekunder. Hendes vejrtrækning blev langsommere og langsommere og til sidst måtte jeg stryge hendes hår væk fra øjnene, bare for at hun åbnede dem. Udenfor vores lille hus, lød en masse skrig, gråd og eksplosioner: hvad foregik der? Hurtigt kom jeg på benene og vaklede hen til vinduet, hvor jeg mødte et forfærdeligt syn: store mængder af røg duggede vinduet til og gjorde det vanskeligt for mig at kigge ud igennem det, indtil røgen forsvandt et par sekunder. Ude på vores, ellers fredlige, mark sad en pige langt væk, med kyse og forklæde med hendes moders ansigt i sit skød: moderens ansigt var blevet revet og flænset, granatstykker, måske havde moderen ligget der i et par timer? Hvor så vores makker dog ud! Pigens kolde fingre nærmede sig sin moders ødelagte ansigt og da hendes fingerspidser ramte huden, trak pigen forskrækket fingrene til sig igen: moderen var iskold. Uanset hvor meget jeg ønskede at hjælpe denne stakkels pige lige nu, nåede jeg det ikke: endnu en røg kom til syne og dækkede ruden til igen: kun et uklart syn igennem vinduet. Jeg ville så inderligt gerne hjælpe hende, men hvad skete der derude?

Et stort kanonslag kunne høres femhundrede meter væk, og pigen gav et lille skrig fra sig, men hun sad stadig derude. Hvorfor flygtede hun ikke? Jegselv kunne ikke gøre noget, min ben var som låst fast til gulvet i træhuset. I det jeg lukkede mine trætte øjne for at tilføre dem mere væske, hørte jeg en patron fra et maskingevær fyrre af, og pigen skreg nu fyrre gange højere end før. To skud fra maskingeværet var fyrt af og pigens skrig blev kvalt, sammen med hende selv. Mille var nu stået op, da skuddende og skriget havde vækket hende fra sin dybe nattesøvn. Vi havde ikke noget valg... måtte flygte, fra hvad der end foregik derude, men havde vi tid? Kunne vi nå det? Mit hjerte begyndte at hamre, ligeså Milles. Der lød tunge skridt udenfor på vores mark, vi havde kun tid til at gemme os! Hurtigt, i løb, hev jeg mit tøj med ned under vores seng, åbnede hoveddøren og lagde mig under sengen, ind til Mille. Nu gjaldt det kun om én ting... at hvem end der var derude, ikke ville opdage os. Ind i vores lille træhus trådte otte par store, grønne, grimmer støvler. Jeg måtte holde Mille for munden, for at hun ikke skulle skrige, og jeg må indrømme at jeg også selv havde svært ved at tie stille... "Sie bin nicht hier." Sagde to af de otte par støvler. Tyskere? Hvad lavede de her? "Das ist, weil die Hausbesitzer waren die Dame und das Mädchen auf dem Feld! Und die, die wir geschossen, nachdem alle!" Sagde to andre par støvler. "Wir sollten besser zurück zum Camp,  saurer wird als er ohnehin schon ist!"

"So kann es sein, dass er auch dir den Kopf abhauen!" Grinede et tredje par af støvlerne. Da jeg lige fik smuglet mit hoved ud under sengekanten og så til min store overraskelse de otte par støvler: fire tyske soldater! "Krig?" Kom jeg til at udstødde, og på vej ud af døren kiggede den sidste tyske soldat sig undret over skulderen. Han kunne ikke se mig, for Mille havde i lynets hast trukket mig ind under sengen igen. Derefter gik der ikke to split sekunder før tyskerne var forsvundet ud af vores elskede hus.

Jeg havde en følelse af krænkelse i min krop, fordi de havde kigget sådan rundt i huset, som om de havde stirret på en pint og underernæret krop af min. Mille kiggede forvirret rundt, og jeg kunne mærke hendes socialitet, da hendes venstre håndflade plantede sig på min skulder. Vi havde ingen idé om hvad der foregik, hvorfor havde fire tyske soldater været inde i vores hus? Og ville de komme tilbage? Da jeg vendte mit hoved halvfems grader, fik jeg med det samme øje på vores radio, en stor, hyggelig, brun én som Mille havde fået i tyveårs fødselsdags gave af os alle otte. Jeg kan tydelig huske hvor hårdt jeg havde slidt min krop op to år op til, fordi jeg vidste hvor inderligt hun ønskede at stå op om morgenen, tænde radioen, og stirre i timevis ud på vore marker, bare lade tankerne flyve, samtidig med noget støjende lyd i baggrunden. Selvom jeg syntes at den så noget klumpet ud dér ved siden af spisebordet, kunne, ville jeg ikke flytte den. For den havde kostet mig to års hårdt arbejde, og Mille. Mille udnyttede lejligheden til at lytte til dens tale og underholdne lyd så ofte som muligt.

Da vi havde sat os ned på bænken, tændte Mille radioen, der ville gå lidt tid før vi kunne høre nogle nyheder, men lige nu ønskede vi ikke noget andet end at vide hvad der foregik derude i verdenen. Da vores radio endelig gik i sving med nogle nyheder, spidsede vi ører, og lyttede godt efter: en mand med en dyb, engelsktalende stemme, havde overtaget Danmarks Radio. Danmarks Radio var blevet lukket ned, på grund af upassende omstændigheder. "Hvilke 'upassende omstændigheder'?" Spurgte Mille nysgerrigt, men jeg måtte tysse let på hende, ellers ville hun overdøve manden i radioen. "And I have a very important message, from London to Denmark." Han rømmede sig, og en ny radiomand blev sendt ind. "Som det ser ud, netop nu, har tyskerne overtaget Danmark." Allerede 2 mennesker var dræbt, og klokken var ikke engang ni om morgenen endnu, hvor galt kunne dette ikke gå? "Reageringen går bag om ryggen på folket, og laver aftaler i ssmug uden folket. Det lader dog til at tyskerne mildner straffen, takket være sammenarbejdet med Den Danske Reagering. Det her var Jørgen Hansen. Slut på i aften." Mille afbrød hurtigt signalet til antennen og så trist, uskyldigt og rædselslagent på mig, med sine øjenkroge, fuld af tåre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...