Love will remember - Justin Bieber - Stoppet

Dette er en 2'er til Again - Justin Bieber, dog behøver man ikke have læst Again, men kan anbefales! (Se Traileren, hvis du ikke orker læse den, så du kender lidt til havd der er sket)
Emily er som sagt kommet tilbage til lille Danmark, og efter som hun ikke kunne enes med hendes forældre flyttede hun ind hos hendes storebror. Musikken er der ikke rigtig tid til længere, på grund af skolen. Og Justin, han optræder som han altid har gjort. Det lyder måske som om de er kommet videre, men nej, Emily hun venter bare på hun får høje nok karaktere til at hendes forældre vil give hende lov til at rejse til Los Ageles igen, og Justin har det forfærdeligt med at han ikke kan hjælpe Emily.
Vil de komme til at se hinaden igen, eller var deres sidste kys, virkelig deres sidste kys?
(Måske ændres coveret senere!)

55Likes
47Kommentarer
6522Visninger
AA

4. Mor og Far!

Jeg sad foran på passagersædet, og kiggede ud af sideruden og ud på de marker som man nu altid kører forbi når man kører i Danmark. ”Hvor lang tid er der til vi er der?” spurgte jeg, ”10 minutter.” 10 minutter mere, så kunne jeg godt skrue lidt op for radioen, som spillede en af de sange man aldrig kan blive træt af, nemlig Down af Jay Sean, jeg begyndte at synge med.

Mark bankede på døren og bagefter åbnede den, ”Jamen der har vi jo vores to store børn” sagde min mor, som kom ud i gangen med et forklæde rundt om sig. ”Det er så dejligt at se jer igen,” sagde hun. ”Maden er klar om lidt, i kan bare sætte jer til bordet,” Jeg han min jakke på knagen og gik ind i stuen hvor bordet var dækket op, ”Hej far” sagde jeg, og satte mig ned på en af stolene.

 Min mor kom ind med frikadellerne og kartoflerne, og så glemmer vi jo heller ikke den gode sovs. Min mor hun laver altid de bedste frikadeller og den bedste sovs til. Vi alle sad stille og spiste indtil min mor selvfølgelig spurgte ind til skolen, ”Hvordan går det så over i skolen?” Og som man altid svare, ”Fint.” ”Hvad med vennerne har du nogle af dem?” ”Ja, selvfølgelig har jeg venner mor,” ”Jamen det kunne da godt være at du ikke havde fundet nogle endnu.” Jeg gad ikke en gang svare hende. ”Hvad med drenge, ser du nogle af dem?” Jeg kiggede op på hende, ”Du ved godt jeg har Justin,” sagde jeg og kiggede surt på hende, vi havde ikke snakket sammen i et halvt år og alligevel skulle hun høre om mine venner og om jeg havde en kæreste, ”Emily, dig og Justin, i tæller ikke, i har ikke set hinanden i over et år, du bliver nødt til at komme videre,” sagde hun. Jeg lagde min kniv og gaffel på tallerknen og rejste mig fra bordet, ”Du forstår intet” sagde jeg vredt og gik ud af døren, jeg satte mig på trappetrinet. Hun skulle absolut tage det op, hver gang, hver eneste gang.

Døren åbnede bag mig, ”Fryser du?” det var min far, jeg rystede på hovedet, ”Kom nu ind, igen,” ”Hvad hvis jeg ikke vil?” Han satte sig ved siden af mig, ”Jeg er ikke godt til det her, men” ”Far stop dig selv, du behøver ikke, jeg klarer mig,” ”Okay fint. Men jeg har noget jeg skal fortælle dig,” ”Og hvad er det?” ”Her for en uge siden, ringede telefonen, jeg nåede ikke at tage den, men der blev lagt en besked, og den er vist til dig.” Mine øjne begyndte at lyse op, ”Til mig? Hvem var den fra?” ”Den er fra Justin. Men sig ikke noget til mor, hun håber nemlig på du finder dig en anden,” sagde han. Jeg blev endnu mere glad, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, ”Virkelig, var den fra Justin? Må jeg høre?” ”Selvfølgelig, kom” sagde han og rejste sig og gik ind ad døren. Jeg smilede og fulgte efter. Min mor og storebror sad i sofaen og snakkede, og vi forsvandt ind på kontoret. ”Her” sagde han og rakte mig telefonen, og jeg kunne mærke mit hjerte begyndte at hamre helt vildt. ”Hej Emily. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle kontakte dig, så jeg håber du hører dette. Jeg ringer for at fortælle dig at jeg savner dig og jeg elsker dig. Jeg håber virkelig vi snart ses igen, men indtil videre må vi bare håbe. Savner dig” og så kom den der trælse stemme bagefter som spurgte om man ville slette beskeden. ”Er det muligt jeg kan ringe tilbage?” Spurgte jeg, min far rystede på hovedet, ”det er hemmeligt nummer, han ville nok ikke have der skulle ringes tilbage hvis han fik fat i den forkerte,” ”Okay” sagde jeg lidt trist. Jeg var bare super glad, han havde virkelig tænkt på mig, og så fik jeg denne her syge ide, ”Gør det noget hvis jeg lige optager den, så jeg kan lytte til den igen senere?” ”Gør du bare som du vil” sagde min far, og gik ud til de andre. Jeg tog min mobil op og satte den til at afspille beskeden igen, og optog det.

Min mor stod og vinkede til os, da vi begyndte at køre hjem. ”Hvad snakkede dig og far om?” spurgte Mark på hjemturen, ”Justin havde haft ringet” sagde jeg, ”Det er løgn,” ”Nej det passer, han havde lagt en besked. Men sig det ikke til mor” sagde jeg, ”Hvad sagde han?” ”Han fortalte at han savnede mig og han håbede vi snart så hinanden igen” jeg smilede ved tanken om beskeden. ”Det er da dejligt.” Jeg lænede mig tilbage i mit sæde og lukkede øjnene, og bare slappede af. Jeg var virkelig gået hen og blevet træt.

Jeg åbnede mine øjne igen da bilen holdet stille udenfor lejlighedskomplekset. Nu skulle vi bare lige op på 2. etage og jeg skulle ind i min seng, og lytte til optagelsen af Justin om og om igen, indtil jeg falder i søvn.

***

Jeg tog min guitar frem, og spillede på den, selvom den ikke havde været fremme i flere uger. Jeg spillede ikke noget specielt men skiftede bare imellem nogle akkorder, imens jeg tænkte. Eller det troede jeg, men pludselig gik det op for mig at jeg spillede Time machine, som var den sang mig og Justin skrev sammen. Jeg smed guitaren fra mig, og gik over til min computer, og begyndte at læse min dansk stil igennem. Jeg valgte at slette alle mine 5 sider omkring forfattere fra 1800-tallet, og skrive om noget helt tredje, jeg ville skrive om noget andet end forfattere, måske en lille historie som var inspireret af virkeligheden, det eneste den skulle indeholde var noget historie indenfor dansk området, som forfatterskab eller sådan noget, og jeg tror allerede jeg har en ide. Og begyndte med det samme at skrive den ned, da den skulle afleveres i morgen.

Jeg smilede og rakte min stil over til Carsten, ”Værsgo” sagde jeg og sendte ham et smil. Carsten er en af de gamle lærer man kun kan holde af. ”Okay, nu når i alle har afleveret, er i velkommen til at tage jeres bog frem og slå op på side 37 hvor der står nogen vigtige grammatik ting, som i skal kunne. I skal læse reglerne og derefter lave opgaverne der til. Forstået?” Nogle svarede ja, imens andre bare nikkede på hovedet, eller gjorde som mig sad og kiggede ned i bogen og havde sine tanker et andet sted.

Der var en måned til min fødselsdag og folk begyndte allerede at spørge mig om hvad jeg ønskede mig. Jeg havde ingen ide, for det jeg virkelig kun ønskede mig var at se Justin igen. Selvfølgelig kunne jeg altid ønske mig penge, men ja, det kan jo ikke kun være det eneste jeg skal ønske mig.

”Hey Emily!” Jeg genkendte stemmen og vendte mig om, og der kom han løbende over mod mig, ”Hej” sagde jeg, det var ham der den nye dreng, han hed faktisk Markus, men ja, det betyder ikke rigtig noget, ”Har du fri?” spurgte han, ”Ja, hvorfor?” ”Jeg tænkte på om du måske havde tid i dag?” ”Det har jeg faktisk” Han smilede til mig, ”Vil du hjem til mig eller?” han trak på skulderen, ”Ved du hvad Markus, vi tar’ bare hen til dig” sagde jeg.

Markus boede hjemme ved sine forældre, som de fleste nok stadig gør. Deres hus var faktisk pænt stort, og han værelse var over dobbelt så stort som mit. Vi var begge stille, meget stille, vi kendte ikke hinanden og havde aldrig rigtigt snakket sammen før. ”Nåeh, så du er fan af Justin” sagde jeg og kiggede over på hans Justin Bieber cd’er. ”Ja, eller ikke kæmpe fan, jeg kan mest bare li’ hans musik, jeg går ikke så meget op i hans liv,” ”Hvis du ikke går op i hans liv, hvorfor kendte du så til mig?” ”Jeg så hans optræden, og ville bare finde ud af hvem du var” sagde han lidt genert. Og der var stille igen, ”Ser du stadig Justin?” han kiggede nysgerrigt på mig, ”Nej, jeg har ikke set ham siden jeg kom hjem,” sagde jeg, ”I snakker slet ikke sammen?” ”Nej.” ”Hvorfor ikke?” ”Fordi, vi ikke er sammen, okay. Og min mor vil heller ikke have det,” sagde jeg, ”Jamen, hvornår slog i op?” ”Jeg skrev en seddel, til ham som jeg gemte inden jeg tog af sted. Kan vi ikke snakke om noget andet?” Og så kom stilheden frem igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...