Scared of Lonely - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2013
  • Opdateret: 11 mar. 2014
  • Status: Igang
Lively er 18 år og Burlesque danser. Alt i hendes liv er normalt og hun bor til dagligt sammen med hendes bedårende hund. Men hvad sker der når hun bliver voldtaget og alt i hendes liv ændres? Kan nye personer få plads i hendes liv, og vil hun nogensinde komme sig over voldtægten?

32Likes
23Kommentarer
2843Visninger
AA

7. Prrrrorh! Burlesque?!

Jeg havde været klog i to minutter. To freaking minutter og hvad sker der? Jeg skriver til Niall at jeg gerne vil mødes med ham, for at snakke. Fordi at han skulle forklare hvorfor at han ikke havde været ærlig over for mig. Det vidste han så ikke. Men det var heller ikke pointen. Jeg havde ikke lyst til at han skulle se mig i øjnene, når han havde løget, og så havde jeg bare skrevet til ham. Dumme mig altså.

 

Jeg havde lige været i bad, da jeg havde svedt helt vildt, hvilket jeg altid gjorde når jeg sov længe. Jeg havde åbenbart sovet til klokken to om eftermiddagen, og jeg ved virkelig ikke hvordan det skete, for jeg plejede aldrig at sove længere end til klokken 9.. Underligt.

 

Jeg svang et håndklæde rundt om mit hår, i sådan en turbanlignende ting og begyndte at tage tøj på. Det blev en tilfældig kjole, Miss Selfridge Petites Printed Lace Dress, som jeg havde fået af min mor i fødselsdags gave. Jeg ved ikke rigtig hvorfor det blev en kjole, for jeg havde ikke engang lyst til at have kjole på.. Jeg fik fodret Tommo og nusset ham lidt, inden at jeg valgte at tage mig sammen til at rejse mig fra gulvet, gå ud og tørre mit hår. Det tog ikke så lang tid, da det ikke er specielt tykt. Jeg fik det sat op i en knold og fandt et par sorte converse frem. Hvis jeg ikke skulle have bukser på, kunne jeg da ligeså godt have sneakers på. Smart tænkt Livia. Du er den klogeste smølf på hele den smølfastiske klode. Yup I know..

 

Da jeg var klar til at gå, sagde jeg farvel til Tommo og satte ellers kursen mod den nærmeste Starbucks. Det lyder nok lidt cliché at skulle mødes med en fyr på Starbucks, men jeg kunne godt lide Starbucks.

 

Da jeg kom ind på Starbucks sad Niall allerede og ventede ved et lille bord, folk sad og sendte ham en masse blikke, men det lod ikke til at han lagde mærke til det. Måske fordi at han sad med hovedet i hans telefon. Ligepludselig begyndte min telefon at ringe, jeg tog den op af min jakkelomme, på displayet stod der Niall. Jeg kunne ikke lade være med at grine. For at irritere ham, lod jeg vær med at tage den – bare for at se hans reaktion.

 

”Come on Livia, tag nu for fuck din telefon!” Han kørte frustreret en hånd igennem hans hår. Min latter blev høj og skinger og min mave begyndte at suge, så mine hænder nåede lige at lande på min mave, før jeg knækkede sammen af grin. Nu kiggede Niall endelig op, og jeg stod med tårer i øjnene. Alle stirrede på mig, og Niall begyndte også at grine. Jeg ved ikke hvad der var galt med den dreng, men han var altså kær! Da vi havde fået vejret igen satte jeg mig overfor Niall og studerede ham kort. Hans hår var sat en smule op med voks og hans velkendte øjne kiggede spørgende på mig.

 

”Har du stået der hele tiden?” kom det endelig ud af ham. Jeg nikkede og sendte ham et smil. Han kiggede ned i bordet og næsten ikke til at hører hviskede han ”Damn..” For at få ham til at kigge op, tog jeg fat i hans hænder og flettede dem sammen. Jeg tog mig sammen og sagde det lige ud.

 

”Niall hvorfor har du ikke sagt at du var med i One Direction?” Nu var det min tur til at kigge ned i bordet. Jeg kunne mærke tårerne samle sig. God damn it! Hvad sker der med mig? Jeg plejede aldrig at være indadvendt. Niall fjernede hans hænder, og i stedet for at skride ud af caféen som jeg troede han ville, placerede han to fingre under min hage og tvang mit ansigt op mod hans. Hans blik var alvorligt,

 

”Jeg ville bare gerne være Niall – ikke ham fra et kendt boyband, men jae...” Han tøvede og hans blå, uskyldige øjne var klare og jeg blev suget helt ind i dem.

 

”Bare Niall, jeg forstår,” afbrød jeg. Jeg fortod det ikke før, men nu hvor jeg sagde det, gav det faktisk ret meget mening. Måske var det en lettelse for ham, ikke altid at skulle leve op til folks forventninger, at være et forbillede, men bare denne normale dreng som var irer og hed Niall.

 

”Det er okay,” mumlede jeg og så sendte jeg ham et stort smil, for at lette stemningen, som var blevet lidt trykket. Han sendte hurtigt et smil tilbage og jeg kunne ikke lade være med at grine. Han var bare så kær at se på!

 

”Hør skulle vi ikke bestille et eller andet?” Nu når man var på Starbucks kunne man vel ligeså godt få noget at drikke. Niall nikkede begejstret, han var altså ikke helt normal den dreng.

 

”Hvad kan du bedst lide?” Spurgte Niall nysgerrigt imens han begyndte at finde nogle penge frem. Derefter kørte han stolen ud rejste sig. Jeg sank en klump. Han havde ikke tænkt sig at betale vel? Jeg fik altid den dårligste samvittighed når andre betalte for mig. Han løftede utålmodigt et øjenbryn.

 

”Niall jeg kan altså godt selv betale-” længere kom jeg ikke før han afbrød.

 

”Sludder! Hvad vil du have? Jeg gir.” Jeg sukkede tungt over hans ord. Jeg var ikke meget for kaffe, underligt egentlig, men jeg var bare meget mere den der kakaotype. Kender du ikke det? Nogle dage vil man bare gøre alt for varm kakao. Der var faktisk engang hvor jeg var så opsat på at få en varm kakao, at jeg kom til at drikke en hel masse andre menneskers bestillinger – selvom det ikke engang var noget i nærheden af kakao. Guuud hvor fik jeg dårlig samvittighed den dag. Min pung led også, da jeg skulle betale alle de mennesker tilbage. Den sagde ikke et ord den dag, hvilket den heller ikke plejer, den var hel tom.. Ej Livia nu tager du dig sammen! Jeg skyndte mig tilbage til virkeligheden, det var synd for Niall at jeg ikke svarede.

 

”Varm kakao!” Niall trådte et skridt tilbage af forskrækkelse og en masse mennesker kiggede nu over mod mig. Ups.. Jeg holdte mig for munden og kunne mærke blodet koge i mit ansigt. Fuck det gjorde jeg bare ikke. Nej Livia.. Nej.. First things first.. Eller hvad man nu siger.. Havde jeg lige råbt mega højt, på en totalt stille café? Okay Livia køb dig en stedsands.. Nogengange kunne jeg slå mig selv, bogstaveligtalt. Der var ingen chance for det nu, da overhoved ikke foran Niall. Han måtte jo efterhånden tro at jeg var sindssyg. Og det er jeg altså ikke! Jeg er sikker.

 

Jeg kiggede efter Niall, imens han gik op til kassen. Og imens lagde jeg et par brikker sammen. Så Niall vil bare være Niall med mig, jeg kan ikke være mig med ham, for så fremstår jeg som en sindssyg galning, hvilket Niall egentlig jo også kunne være, eftersom han havde jagtet mig igennem det halve af London. Sådan da.. Så holdte vi Livia! Helt lost i mine egne tanker, havde jeg ikke set Niall komme tilbage med en kakao og et eller andet.

 

”Hvad har du fået?” spurgte jeg en anelse usikkert, da jeg stadig var en smule nervøs for at fremstå som en der var helt fra den. Niall smilede venligt til mig og satte sig ned.

 

”Jeg har ikke prøvet den før men en Hipster Chai.” Han gav mig min kakao og begyndte at sippe til hans Hipster Chai. Jeg gik tilbage til at iagttage ham, man skulle tro at det efterhånden var begyndt at blive kedeligt, men sandheden er at man altid opdager noget nyt ved en person, jo længere man kigger. Man ser også alle de små detaljer, som de små huller man har i huden....

 

 

Jeg gør det måske rigtig tit.

 

Nu dømmer du mig ikke vel?

 

”Smager den godt?” Hans øjne mødte mine og hans kinder blussede en smule op. Han nikkede og tog min ene hånd i hans. Han var godt nok varm. Måske lå det til personligheden. Okay det gav absolut ingen mening.

 

”Du sagde at du dansede, hvad danser du?” Hans øjne lyste af nysgerrighed. Skulle jeg fortælle ham det? Det var jo lidt det samme, som at han ikke havde sagt det med One Direction. Han ville helt sikkert dumpe mig.. Livia – i dater ikke.. Nå jo, hvad havde jeg så egentlig at miste? Ham, var der en lille stemme, der sagde inde i mit hoved. Jeg besluttede mig for at fortælle sandheden.

 

”Joe, ser du.. Jeg ved ikke om du kender det, men jeg danser burlesque, og det har jeg ligesom gjort siden, jeg var seksten år gammel,” jeg sendte ham et stort smil, bare for at vise, at jeg var okay med det. Niall som lige havde siddet og drukket noget af sin kaffe, spyttede det hele ud. På mig. Og hold op det var varmt. Som i skoldende varmt! Jeg rejste mig op fra stolen og begyndte at lave panikslagende lyde. En af medarbejderne kom hen, og begyndte at hjælpe mig med at tørre min kjole, med nogle servietter. Da det gik op for mig, at det var den kjole min mor havde givet mig, begyndte tårerne at finde vej, nedad mine kinder. Jeg måtte ligne en idiot. Jeg var en idiot. Hvorfor havde jeg overhovedet taget den kjole på? Hvorfor sad jeg overhovedet her, med Niall – vi holdte enda i hånd. Jeg tog mig sammen og kiggede endelig op på Niall. Hans blik sagde, at han var forvirret og en smule vred. Jeg kunne ikke klare at folk blev ved med at stirre, så jeg tog mine ting og trak så Niall med mig. Da vi var kommet udenfor, kom jeg i tænke om de friske kaffepletter på min kjole. Lige nu skulle de bare glemmes, ellers ville jeg ikke kunne koncentrere mig.

 

”Burlesque?! Helt seriøst Livia? Udstiller du virkelig dig selv på den måde?” Nialls stemme var skuffet. Jeg skulle til at sige noget, men Niall afbrød mig.

 

”Hvorfor græder du?” Og der gik det op for mig, at jeg stadig græd. Jeg kiggede ned i jorden – flov over min opførsel. Niall gentog hans tidligere gestus, ved at placere to fingre under min hage, og løftede derved mit hoved op.

 

”Altså først så var det fordi, at du spyttede kaffe ud på min kjole, som jeg har fået af min mor i gave. Så var det fordi at du lød skuffet, og jeg kan ikke lide at se dig skuffet. Og nu ved jeg det ikke..” Det hele kørte ud i én lang smøre, fordi jeg vidste, at ellers ville jeg stamme, som en i fanden.

 

”Du må virkelig undskylde det med kjolen, jeg fik mig bare noget af en overraskelse-” Niall sendte mig et uskyldigt smil. Hvor var han bare kær! ”-jeg havde forestillet mig, at du nok mere var en ballerina – siden du gik på krykker og sådan.. Du ligner ikke en, der kunne finde på at udstille dig selv sådan.” Udstille mig? Det gjorde jeg da ikke! Jeg lever da bare af noget, som jeg elsker! Han havde ingen ret til at dømme min karriere, overhoved. Jeg fjernede hans hænder og kiggede ham seriøst ind i øjnene.

 

”Niall har du nogensinde set et burlesque show?” Jeg kiggede ned på min ødelagte kjole. Helt perfekt ødelagt. Da jeg vendte blikket op mod Niall, rystede han på hovedet.

 

”Du har ingen ret til at dømme min karriere. Især, hvis du aldrig har set hvordan den forgår!” Okay måske gav det ikke nogen mening, men jeg var rimelig pissed på Niall. Man skulle nærmest tro, at jeg var præmenstruel. Altså med alle de humørsvingninger.

 

”Fint, så fortæl mig, hvorfor det er sådan et drømmejob.” Sagde Niall en smule hæst. Hvorfor skulle han være så stædig?

 

”Først og fremmest så er det mit 'drømmejob'-” sagde jeg og lavede gåseøjne bevægelsen ”-fordi, at der er herreawsome kostumer til hver eneste aften. Så danser vi, ret sexet endda, og så er der forskellige temaer, hvilket gør at arbejdet ikke bliver så kedeligt.” Det hele lød måske meget overfladisk, men jeg magtede ikke at være dyb nu. Jeg savnede Tommo. Jeg savnede mit arbejde. Og mest af alt savnede jeg mit gamle jeg. Niall så ikke overbevist ud på nogen måde.

 

”Niall, jeg bliver nød til at tage hjem, Tommo skal fodres. Vi ses en anden dag, måske?” Jeg sendte ham et forsigtigt smil. Jeg ville ikke være en af de dramaqueens som bare skred. Det ville jeg heller ikke have Niall gjorde, så hvorfor skulle han ønske anderledes?

 

”Må jeg komme med? Jeg savner lidt den charmetrold – hund. Jeg mener hund.” Okay hvad skete der lige for Nialls humør i dag? Jeg tøvede lidt. Hvad nu hvis han kunne være en voldtægtsmand. Nu stopper du Livia, du har afgjort at Niall ikke er sådan en type. Jeg nikkede.

 

”Fedt, skal vi så ikke også have noget at spise? Jeg er sådan lidt ved at dø..” Jeg gispede.

 

”Niall Horan ved at dø, det kan vi ikke have!” Jeg sendte ham et drillende smil. Han skubbede til mig for sjovt og lagde så en arm rundt om mig. Jeg nød at gå i stilhed og inhalere hans duft. Jeg lagde forsigtigt mit hoved på hans skulder, men han så ikke ud til at have noget imod det.

 

____________________________________________________

 

Undskyld, undskyld & UNDSKYLD!!!!:O<3

Jeg har simpelthen ikke været i hverken skrive- eller julehumør og så har jeg været syg hele December måned… Lort jeg ved det godt. Og ved i hvad? Næste uge har jeg terminsprøver, som skal få mig ind på gymnasiet - right? Jeg lever underligt!:/

 

Nå, men her er et monster langt kapitel - rigtig forkælelse, ved det godt!!!:)<3 

I FORTJENER DET!!

 

Hvad tror i der sker for Niall og Livia, nu når de har smidt alle sandheder på bordet, sådan da… 

Kan i lide movellaen overhoved?:3 Write in comments beloooow ;D<3

 

xx Julie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...