Scared of Lonely - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2013
  • Opdateret: 11 mar. 2014
  • Status: Igang
Lively er 18 år og Burlesque danser. Alt i hendes liv er normalt og hun bor til dagligt sammen med hendes bedårende hund. Men hvad sker der når hun bliver voldtaget og alt i hendes liv ændres? Kan nye personer få plads i hendes liv, og vil hun nogensinde komme sig over voldtægten?

32Likes
23Kommentarer
2866Visninger
AA

4. Niall

Nej ikke dig, gå væk!

Jeg løb. Det var helt mørkt, og underligt var der ingen mennesker på Oxford street. Jeg drejede hurtigt ind ad en vej, men jeg løb lige ind i ham. Hvordan kunne ha- Han tog fat om min hals.

 

”Skrig og du dør!” Hvislede han. Han fik mig ned og ligge på jorden, hænderne der arbejdede sig ned ad. Tårerne randte ned ad kinderne.

 

”Nej!” Jeg satte mig brat op. Mit åndedræt blev tungt. Et mareridt, kun et mareridt. Jeg kiggede over på den lille pelsklump der stadigvæk lå helt stille. Tommo, altså. Min mave lavede en underlig lyd og jeg fik lyst til mad. Men hvad var klokken? Jeg kiggede på min iPhone der lå på natbordet. 01:00 PM!! Wow jeg må have mistet min tidsfornemmelse. Jeg fik fat i krykkerne og gik hen til mit walk-in-closet. Jeg fik fundet et par jeans, en langærmet, lyseblå trøje og et par lyseblå vans. Det ville nok ikke være så smart at gå i plateausko når man har forstuvet foden. Skulle jeg gå i bad? Nej. Jo, måske? Nej jeg skulle have noget at spise. Jeg fik en jakke på og ud af døren gik det.

 

 

Hvor var den? Lille pung hvor er du? Pung kom ud, kom ud og leeeeg. Auuuch! Noget stødte ind i krykkerne og jeg snublede.

 

”Ej det må du undskylde, jeg havde slet ikke set dig! Her nu skal jeg.” Jeg kiggede op og mødte et par fantastiske, blå øjne med lidt grønt tættest på pupillen. Eller nogen.. Jeg tog imod hånden og trak krykkerne med mig op. Han havde blond hår. Eller mere brunt med lyst udenpå, altså lyst med brun i bunden. Ja you know what I mean. Han havde bøjle på de næsten så lige tænder. Men intet af det så grimt ud, tværtimod. Det så.. Hmm.. Hvad var det nu for et ord? Det så perfekt ud, der var det. Han havde en sort t-shirt, sorte, løse jeans og nogle hvide sneakers fra Supra på. Hvad lavede jeg? Han var en fremmed, han kunne jo være ham der... Jeg tog et skridt væk fra ham af.

 

”Det.. Ehmm.. Det gør ikke noget. Jeg skulle bare have stillet mig til siden.” Jeg kunne høre mit hjerte slå hårdt i brystet. Åhh gud, hvad ville der nu ske? Ville han tage mig med hen til hans bil, eller et eller andet?

 

”Jeg hedder Niall,” sagde han med en irsk accent. Irer, ej jeg elsker irere! Men det kunne jo være ham. Jeg turde ikke tage chancen. Han sendte et stort smil, men det falmede da jeg ikke sagde hvad jeg hed. Pis de krykker! Jeg vendte mig om og humpede væk fra ham. Kursen var sat til den nærmeste købmand som solgte pasties. Uden at kigge mig tilbage humpede jeg igennem strømmen af de mange mennesker. Jeg var taknemmelig for at de var her. Det gjorde chancen for at slæbe mig med hen til hans bil og voldtage mig mindre. Mit underliv begyndte at pumpe. Men det var ikke blod, det var smerte. Minder fra den anden aften.

 

”Hey! Hvor skal du hen?” Lød den velkendte irske accent, fra tidligere. Great, han fulgte efter mig. Jeg tog et sving til højre og humpede hurtigt ind i den nærmeste butik. En tøjbutik. Okay det kunne have været. Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst. Jeg endte inde i et prøverum og kiggede ud igennem en lille sprække. Drengen som hed Niall kiggede forvirret rundt da han kom ind i butikken. Det lignede at en pære havde tændt sig ovenover ham som på tegnefilm, da han gik hen til kassedamen.

 

”Undskyld mig har du set en pige med krykker herinde?” Spurgte han venligt damen. Please ikke have set mig, please ikke have set mig..

 

”Jo da, hun smuttede hen i afdelingen derhenne,” damen pegede hen i retningen af mig. Pis, det skulle blive løgn det her. Niall gik hen mod prøverummene, heldigvis havde jeg valgt den der lå længst væk fra kassen. Okay det her var min chance. Tre.. To.. Han kiggede ind i det første prøverum, og imens skyndte jeg mig ud og hen imod udgangen. Please ikke se mig. Det her var en kamp om liv eller død. Hvorfor fulgte han efter mig?

 

Trætheden væltede ind over mig og mine arme begyndte at ryste, så krykkerne kunne ikke bære mig ordentligt. Jeg kunne ikke mere. Jeg kom ud af butikken og ventede på en taxa. Der holdte en lidt længere henne ad vejen, og jeg kæmpede mig hen til den. Jeg fik krykkerne og mig selv klemt derind og lukkede øjnene.

 

”Hvor skal de hen miss?” Jeg spærrede øjnene op. Fuck! Hvad lavede jeg? Han kunne jo være en voldtægtsmand. Hvorfor kørte han allerede? Nej han skulle stoppe. ”Stop bilen!” Min hals brændte, som om der var en der hældte chilisovs derned. Bilen blev stoppet men inden jeg kunne nå at stige ud af bilen, blev døren åbnet og en velkendt person satte sig ind ved siden ad mig. Mine øjne blev store, som i mega store. Hvordan kunne det ske?

 

”Victoria Station.” Hans ene fod ramte min ene krykke så den landede lige i mit ansigt. Auuuuvv! Han kiggede ned på krykken og fulgte den så. Da han så hvem han sad i samme taxa som skiftede hans ansigtsudtryk. Han så ikke ligefrem gladere ud.

 

”Dig!” Han rettede sig op og løftede sit ene øjenbryn. Nej det skete ikke, jeg sad i samme bil som to voldtægtsmænd. Jeg ville væk herfra. Han lænede sig op ad mig, så jeg slog hovedet lige ind i den hårde dør.

 

Og alting sortnede.

 

 

”Niall du kan da ikke bare tage en fremmed med dig hjem, hvad tænker du på?” Jeg vred mig rundt i sengen. Mærkelig drøm. Vent lige et øjeblik! Niall? No waaaaay, ikke ham. Jeg spærrede øjnene op. Det var mørkt, men var det ikke højlys dag? Vent hvor var jeg? Jeg kunne da ikke bare være derhjemme i sengen, jeg var jo ude at hente mad. Var det bare en drøm? Jeg satte mig op og kiggede rundt. Mine øjne vænnede sig langsomt til mørket. Hvad var det her for et værelse? Det var i hvert fald ikke mit. Det var svært at se farverne, fordi at det var så mørkt, men jeg kunne skimte en stor fladskærm, nogle hylder med billeder og en enkel bamse. Der var en okay stor kommode og ved siden af stod en stor plante. På gulvet lagde der et stort gulvtæppe, med en masse mønstrer. Lidt ala tyrkisk tæppe. Det måtte have været dyrt. Jeg sprang ud af sengen og skulle lige til at gå hen til døren, da en smerte skød igennem min fod og jeg faldt til jorden med et bump. Det dunkede i min fod. Auuuv! Skænderiget stoppede.

 

”Hørte du det?” Jeg sank en klump. De havde opdaget mig, hvor var jeg dum. Perfekt overskrift til the Times; Livia en pige så dum at hun bliver voldtaget. Da fodtrinnene kom begyndte jeg at kravle over mod sengen. Det skulle gå stærkt det her! Jeg fik lagt mig ind under sengen, imens adrenalinet steg voldsomt. Jeg kunne bogstaveligtalt mærke mit hjerte i halsen. Hold op det var støvet hernede! Døren åbnede, og en stribe af lys strømmede ind på værelset. Jeg kunne se fire fødder stå i døråbningen. 4 fødder = 2 mennesker. Ja jeg kan også regne! Jeg er nemlig totalt super duper matematik besat! Jaer well.. Not.

 

”Hvor er hun henne?” Lød en mørk, dyb stemme. Den var ikke frygtindgydende som det måske lyder som, men mere rå på en sexet måde. Mums. Min ene arm begyndte at sprælle som sådan en levende fisk på land. Wtf? Seriøst? Skulle den absolut opføre sig så spastisk lige nu? Omargard..

 

”Hun lå og sov, sidst jeg var herinde,” lød den bekendte irske accent. Niall.

 

”Hun kan da ikke bare sådan forsvinde.” Døren lukkede og fødderne forsvandt bag den. Nu var der to der ville voldtage mig, jeg skulle hjem. Hjem med det samme! Hjem til Tommo, den eneste jeg kunne stole på. Jeg kravlede ud fra mit skjul og fik fat i mine krykker. En dør – You must be joking right? Jeg kiggede ud. Et højhus, fedt nu skulle man begå selvmord hvis man ikke ville voldtages. Der var ikke en anden vej. Stemmerne kom tættere på værelset igen, mit underliv begyndte at sende en smerte ud i hele kroppen. Jeg fik åbnet døren og humpede ud på terrassen. Desperat kiggede jeg rundt og fik øje på en naboterrasse. Der var blomster over det hele. Hvis det var en dame der boede her, ville jeg være i sikkerhed. Jeg lukkede døren og fik smidt krykkerne over på terrassen. Nu var det min tur. Jeg fik mit ene ben svunget over hegnet. Mit hjerte pumpede hårdt mod mit bryst, jeg skulle dø. Tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder. Jeg fandt fodfæste på muren og fik langsomt rykket mig over mod terrassen eller altanen, eller hvad man nu kalder det. Lettelsen skyldede ind over mig, da jeg svang mig over hegnet. Jeg bankede hurtigt på ruden og fik samlet mine krykker op.

 

”Dér er hun!” Nej.. Jeg slog blikket over på den terrasse, jeg var kommet fra, og der stod Niall og en mørk fyr, lidt højere end Niall med højt, sort hår og brune øjne. I modsætning til Niall var ham her fuld af tatoveringer.

 

”Hvordan fanden er hun kommet derover? Jeg troede, at du sagde, hun var på krykker?” Det var den mørke stemme igen. Niall kløede sig i håret. Med et forbløffet udtryk plantet i ansigtet.

 

”Det er hun ogs-” Døren jeg stod foran åbnede sig. En dame midt i 60'erne trådte ud foran mig.

 

”Undskyld mig, men hvordan er du havnet her på min terrasse?” Hun sendte mig et undskyldende smil og løftede hendes ene øjenbryn.

 

”Må jeg godt komme ind? Jeg skal hjem,” var det eneste jeg kunne få ud. Jeg var helt smadret. Hun nikkede og trådte til siden. Inden jeg gik ind skænkede jeg Niall et enkelt blik, men han skyndte sig indenfor. Bare han ikke var på vej efter mig. Damen fulgte mig ud til døren uden at komme med indvendinger, hvilket passede mig helt fint. Jeg kiggede ud at det lille kiggehul i døren, ganske rigtigt stod Niall og ham den anden.

 

”Ikke for at være uhøflig, men må jeg låne din telefon?” Der var kun en der kunne hjælpe mig. Hun nikkede og viste mig hen til hendes telefon. Jeg indtastede politiets nummer.

 

”Ja det er politiet, hvad kan jeg hjælpe med?” Om der er noget du kan hjælpe med? Ja selvfølgelig er der noget du kan hjælpe med, ellers ville jeg jo nok ikke ringe? Facepalm..

 

”Der er to mænd der er efter mig, jeg har brug for hjælp,” hviskede jeg. Damen travede ud i køkkenet, garanteret for at lave te.

 

”Er du alene?” lød det seriøst i den anden ende.

 

”Nej jeg er blevet lukket ind ved en dame, men mændene står udenfor døren.” Mit åndedræt blev svagere. Pludselig var voldtægtsmanden der igen. De samme sætninger lød igen og igen. Skrig og du dør. Jeg faldt til jorden og det sortnede for mine øjne.

 

_____________________________________________________

 

Hej alle fantastiske læsere! Håber at i kan lide historien so far!:)

Hvad tror i der sker nu? Hvorfor tror i hun er så bange for Niall og Zayn? Skriv endelig i kommentaren!!:3

 

Ha' en fortsat god morgen/dag/aften!:)

 

xx JulietheGinger

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...