Scared of Lonely - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2013
  • Opdateret: 11 mar. 2014
  • Status: Igang
Lively er 18 år og Burlesque danser. Alt i hendes liv er normalt og hun bor til dagligt sammen med hendes bedårende hund. Men hvad sker der når hun bliver voldtaget og alt i hendes liv ændres? Kan nye personer få plads i hendes liv, og vil hun nogensinde komme sig over voldtægten?

32Likes
23Kommentarer
2866Visninger
AA

3. I got raped..

"Sådan, det var det, du får svar om to uger." Kvinden sendte mig et opmuntrende smil.

 

Jeg var blevet voldtaget. En kvinde og hendes datter havde fundet mig tidligt om morgenen, de havde fået mig over til politistationen og de havde forhørt mig. Da jeg havde fortalt at han ikke havde brugt kondom, havde de sendt mig over til hospitalet for at få taget en sædprøve. En lille del af mig var på en måde glad. Han havde været så dum at glemme at der var dna i hans sæd. Det svin skulle nok blive afsløret.

 

Dr. Madison som sygeplejersken hed, smed noget tøj over til mig og gik ud til den politimand, som var taget med mig herover. Jeg tog langsomt tøjet på, mit syn hel sløret. Jeg havde slået min hjerne fra. Jeg prøvede at glemme, det hele var bare for meget. Alt var bare gråt og dystert. Jeg fik trukket trøjen over mit uglede hår og mascaraindsmurte hoved. Jeg haltede over til døren og fik åbnet døren. Min fod var sikkert forstuvet, men det var det mindste jeg kunne tænke på lige nu.

 

"Frk. Livia jeg kører dig hjem, er der noget vi skal hente først eller noget?" betjenten sendte mig et alvorligt blik. Jeg rystede på hovedet.

 

"Jeg vil bare gerne hjem" jeg haltede over til betjenten.

 

"Skulle vi ikke lige tage et kig på den fod?" lød det fra Dr. Madison. Jeg trak på skuldrene.

 

"Som sagt vil jeg bare gerne hjem" Jeg magtede ikke noget lige nu. Jeg ville bare hjem og sove, eller se en film med Tommo.

 

"Vent her i fem minutter, så henter jeg lige et par krykker til dig," sagde hun og skyndte sig ned ad en af de lange, hvide, spritlugtende gange.

 

Krykker? Så ville jeg ihvertfald ikke kunne gå i offentligheden, det var helt sikkert. Jeg fandt en stol og satte mig ned. Hvorfor skulle alt det her også lige ske for mig? Jeg ville umuligt kunne danse burlesque med den her fod. Jeg ville aldrig kunne stole på en mand igen. Jeg havde bare lyst til at kravle ned i et hul. Jeg ville bare dø.

 

"Her er de, kom igen om tre dage og så kigger vi på det, okay?" Hun sendte mig et opmuntrende blik. Jeg nikkede og rejste mig. Så lagde jeg al min vægt i krykkerne og gik med betjenten. Da vi kom ud fra hospitalet, begyndte han at gå hen mod en politibil. Great, endnu mere opmærksomhed. Normalt ville det være godt, men under de her omstændigheder.. Du kan godt følge mig ikke? Jeg sukkede håbløst og satte mig ind i bilen. 

 

”Livia du skal sige til hvis der er noget der går dig på, okay?” Han kiggede alvorligt på mig og så hurtigt ud på vejen igen. I stedet for at svare ham, lukkede jeg øjnene, hvorfor mig? Jeg begyndte langsomt at falde hen.

 

”Livia vi er her nu,” en eller anden ruskede i mig. Jeg spærrede hurtigt øjnene op. Ham! Jeg skreg.

 

”Livia slap af, det er bare mig, betjenten der kører dig hjem." Mit hjerte sad oppe i halsen på mig. Betjenten? Hvem? Det gik langsomt op for mig, hvad der var sket. Jeg åndede lettet op. Bare en betjent. 

 

”Vi er her nu.” Han trådte til siden, så at jeg kunne stige ud. Jeg kunne mærke at, jeg blev svimmel. Jeg støttede mig til ham. Vi gik hen til elevatoren og ventede. 4. sal... 3. sal... Jeg lukkede øjnene. Pling.. Jeg magtede ikke at åbne øjnene men stolede på betjenten. En kvalmende følelse steg op indeni mig, da elevatoren kørte op. Plinget lød igen, og jeg åbnede øjnene. Mine nøgler, de skulle findes. Jeg havde altid min nøgle gemt sikkert. Men betjenten skulle ikke se det.

 

”Hr. Betjent du må gerne gå nu, jeg klarer mig.” Jeg vendte mig om og lagde krafterne i mine arme, så at krykkerne kunne løfte mig. Ja, de krykker gik jeg stadig med. Jeg så ned på krykkerne og min åndsvage fod. Jeg vendte blikket op igen, og så lige ind i nogle brune øjne. Det næste jeg mærkede var et par læber, der pressede sig op imod mine. Nogle hænder klemte hårdt på mine bryster. Jeg skreg. Ikke igen.

 

”Livia rolig, hvad sker der?” Jeg åbnede øjnene. Betjenten kiggede forvirret på mig. Pyha, der var ikke sket noget. Der skete ikke noget Livia, slap af.

 

”Ikke noget, tak fordi at du fulgte mig hjem.” Han nikkede og gik så ind i elevatoren igen. Efter en kamp med krykkerne og mine rystende arme kom jeg hen til min lejligheds hoveddør. Der var en lille sprække imellem dørkarmen og væggen den sad fast til, og derinde i den lille sprække lå min nøgle. Jeg fik den ud og låst døren op. Og nu burde jeg nok fortælle jer hvordan i alverden, jeg kunne få en nøgle ud af en lille sprække. Jeg er ninja, det er derfor. Nej hvis jeg var en ninja var jeg ikke blevet.. Jeg sank den klump af kvalme, der havde sat sig i halsen. Jeg gik ind, og stilte mine ødelagte sko i gangen. Tommo kom springene glad ind til mig, men da den så de underlige ting, også kaldet krykker, gav den et lille piv fra sig og løb ind i stuen igen. Skøre hund. Jeg rystede på hovedet og satte kursen mod soveværelset, jeg havde brug for mindst 12 timers søvn!

 

Jeg smed mig ned i sengen og stillede krykkerne op væggen. Som om den havde stået og fokuseret på, hvornår jeg smed de uhyggelige krykker fra mig, kom Tommo luntende ind på værelset og sprang op i sengen, han krympede sig sammen til en lille klump i mine arme, så fik vi øjenkontakt og jeg faldt ind i en verden hvor kun vores fantasi har magten.

_____________________________________________________

 

Hej folks! Ved godt at dette kapitel ikke blev så langt, men fandt det mest passende at slutte her. Har i en god efterårsferie? Hvad har i lavet indtil videre?:)

Hvis i kan lide denne her movella, så gi' den et like. I må også meget gerne dele og kommentere :3 Ha' en fortsat god dag/aften/morgen!!!! xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...