Som at råbe under vand

"Mit lange spaltede hår blæser op omkring mig, og pisker mig hårdt på ryggen. Splinterne fra de rådende brædder, stikker smertefuldt op i mine fødder, men jeg fortsætter mine lange usikre skridt. Det hele kunne jo også være ligemeget nu."

Denne movella omhandler en ensom teenagepige, der har haft et hårdt og ufortjent liv. Om hvordan det er, at skulle vælge mellem liv og død. En sørgelig og følelsesladede movella.

11Likes
19Kommentarer
665Visninger
AA

2. Badebroen

Med langsomme og urolige bevægelser, trækker jeg min sorte hættetrøje op over hoved. Mine smalle mørke bukser dumper pludseligt ned om mine ben, og med rystende bevægelser, træder jeg væk fra dem ud på det halv-våde sand. Jeg er omgivet af udtørrede døde brændmænd og langt sort tang, der hvirvler rundt i den kolde aftens-atmosfære.

Mine mange tårer føles som iskrystaller, da de falder ned af mine kinder, mod den hårde kolde vind, der blæster lige i mod mig. Jeg mærker alt mit make-up forsvinde, med alle de mange tårer, som drypper ned på mine bare fødder.

Jeg ser vinden tage fat om mit tøj, ud i det dybblå hav. Det tøj, som jeg havde gemt mig bagved, i flere år nu. Mine sko, strømper, og mit undertøj. Det er væk, flyder ude på de store bølger.

Når jeg sidder ensomt for mig selv, og drømmer om det store ukendte hav, for jeg sådan lysten af, at bare flyde med og mærke friheden. Let som en fisk, der bare flyder med strømmen, ude på eventyr. Se nye og sjove spændende ting. Dyr, store som små. De koralrøde fisk og de flotte søstjerner. Det har jeg altid drømt om, men det vil aldrig kunne ske. 

Da jeg kigger frem på badebroen, tænker jeg tilbage på, dengang jeg var lille og glad. Vi plejede at bade her hver eneste solrige sommer, min familie og jeg. Glæden og hyggen, det var noget jeg aldrig kunne få igen. Alle de sjove stunder, hvor min far havde prøvet at lære mig at svømme for første gang, men jeg grinede bare panisk, for at komme op på land igen. Da ændrede min verden sig til noget ondskabsfuldt. Min far ville ikke lade mig komme op så hurtigt, så han tvang mig, indtil jeg kunne svømme. Troede han.

Jeg har haft vandskræk lige siden, for følelsen af at drukne er ikke speciel rar. Den følelse har skræmt mig så meget, at det er første gang, jeg er her siden dengang. 11 år er det nu..

Men vand har altid fascineret mig. Dens fantastiske blå farve i alle nuancer, og at man nærmest kan se hvor blødt det er, og alligevel er det ikke noget. Havet stopper aldrig, det er uendelig. Jeg vil se og udforske hver eneste dråbe, men det er ikke lige sådan lige til.

Mine drømme er umulige og uopnåelige. De er væk som mit tøj. Umuligt at få igen, når man først har givet slip på det. Væk for evigt. Alt lå spredt ud over verden nu. Min værdighed, min stolthed og mig som person.

Jeg er ikke den jeg plejer at være. Ikke mere smilende og frisk. Ikke mere den glade pige i klassen. Nej, jeg er blevet forandret til hende, der går af sig selv, væk fra de andre, før de når at sige noget. Jeg gemmer mig i al hemmelighed, for at beskytte mig mod det onde. Alene og ensom. Det er hvad jeg er blevet til. Sårbar. 

Med tunge skridt, går jeg barfodet ud på badebroens første rådnende brædder. Skyerne på himlen er mørke som et røvers syn under masken, og man kan let se det trækker op til regn og stormvejr.

Jeg fortsætter mine tunge skridt mod spidsen af den forfaldne badebro. Mit lange spaltede hår blæser op omkring mig, og pisker mig hårdt på ryggen. Splinterne fra de rådende brædder, stikker smertefuldt op i mine fødder, men jeg fortsætter mine lange usikre skridt. Det hele kunne jo også være ligemeget nu.

Der er ingen på stranden. Ingen mennesker, ingen dyr. Ingenting. Det eneste jeg kan høre, er de store bølger, der kommer højere og højere op om badebroen, som får den til at svaje. Min dybevejrtrækning bliver mere og mere højlyd og intens. Der er noget panisk og fremmed i den, noget jeg aldrig har oplevet før. Noget som ikke ligner mig. 

Mit hjerte banker på fuld løs, til frygten af vandet der synker mig ned som en tornado. Det føles sådan. Som jeg når længere og længere ud mod spidsen af den grusomme badebro, bliver jeg mere og mere urolig. Følelsen bobler frem i mig igen, men jeg skal derud. Jeg vil overvinde frygten som bonus.

Badebroen ender, og der er ikke længere. Rystende, på den svajende badebro, sætter jeg mig uroligt ned, hvor kulden slår mig som en lussing. Et rustent søm strejfer mit venstre lår, og laver en blodig flænge. Med forskrækkelsen tager jeg mig forsigtigt til låret, og ser hvordan det hjerterøde blod falder ud på mine hænder, og drypper ned i de brusende bølger, så havet bliver en smule rødt. Det er virkelig smertefuldt og svier som hundrede bier, har stukket en.  

Jeg rykker mig lidt væk fra det rustne søm, hen over alle splinterne i de rådende brædder. Om lidt vil jeg falde igennem dem, ned i det meterdybe iskolde vande, og ikke komme op igen. Jeg kan fornemme det. Jeg ville ligge panisk og plaske hjælpeløs på nogens hjælp. Prøve at skrige og råbe på en frelser, Gud vil have sendt mig, men så tænkte på, at det var for mit eget bedste. Det er Guds vilje.

Jeg ryster af den manglende mad i flere dage, og kulden fra vinden som hurtigt har taget fat om mig. 

Jeg har kuldegysninger over hele kroppen, af de store bølger fra havet, som pisker op på mig, og tanken om at snart ikke at være her mere.

Jeg er rød og øm på mine nøgne arme og ben, af knive og sakse, jeg har skåret mig med, i håb om at verden ville blive et bedre sted at være.

Jeg græder af det liv, som ikke var lykkedes for mig. Det liv som Gud havde givet mig, men jeg ikke havde været velkommen i. Det havde været, som at bo i helvede. I djævlens hus. 

Jeg stirrer dødt ned af min udsultede nøgne og sårbare krop. Min sjæl har ikke fortjent det her. Det kan jeg ikke være mig selv bekendt. Jeg må væk. Væk fra dette helvede og aldrig komme igen. Jeg vil bare glemmes. Jeg er en fejl, som aldrig vil kunne rettes op på.

Det dybe mørke hav, med de store klippesten og døde dyr, tiltaler mig. Det er bare et hop, og så er mit eneste ønske tilbage opfyldt. Så nemt kan det være. Hurtig og nemt, og så vil der i ovenikøbigt ikke være nogen, der vil lægge mærke til min forsvindelse. Der skal ikke noget til, og så alligevel sidder jeg her og overvejer det. Det er bare at gøre det. Et enkelt hop.

Med mit slørede syn og røde øjne, skubber jeg mig ligeså stille smertefuldt frem på kanten af den grusomme badebro, med mine tynde rystende fingre. Forlænet, som jeg sidder sårbar, og kigger ned i havets eventyrer, drybber tårene fra mine øjne tvivlsomt ned på mine lange spinkle ben. Noget siger mig, at jeg ikke burde gøre det, men fristelsen er stor. 

Mit hår blæser op omkring mig, som en halv pelikan med mørke skygger rundt om sig, og med et kig op i virkligheden, ser jeg haglen piske ned over havet, der kommer tættere og tættere på mig. Det ser ud som på film, men straks mærker jeg de hårde iskugler, smælde min bare ryg. Det er alle dem, som har forrådt mig.

Var det hele det værd? Smerten og tårene?

Der er ingen vej tilbage. Intet håb. Intet lys. Jeg har truffet min beslutning, og den vil jeg gennemføre. Forsigtig og beslutsomt, lukker jeg mine våde øjne hård i, mens jeg mærker smerten stikke hård i mit hjerte. Jeg kan ikke leve med den. Den er for kraftig. 

Jeg kan bare ikke. Jeg må hoppe.

Jeg hopper. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...