My little love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2013
  • Opdateret: 21 sep. 2013
  • Status: Igang
Lisa har et meget almindeligt forhold til alle, udover hendes far, men da hendes verden bliver vendt total på hovedet, af et nyt venskab, bliver det ikke kun hendes far, hun får et svært forhold til.

1Likes
0Kommentarer
169Visninger

1. Koncerten

”Lisa, kom nu!” Rebecca blev ved med at plage mig, som hun havde gjort den sidste måneds tid. ”Rebecca… Jeg har ikke lyst.” Jeg vidste godt, jeg ikke fik noget ud af det svar, for det var det samme, jeg havde sagt den sidste måned også.

”Lisa, du bliver nød til det! Du skal med!” Hun tog fat om mine overarme og ruskede lidt i mig. Jeg overvejede om jeg bare skulle sige ja, bare for at få hende til at stoppe med at plage mig hele tiden. Men jeg havde ikke lyst, og jeg havde heller ikke råd, det bilde jeg hende i hvert fald ind, selvom en koncert med Pierce The Veil ikke lød helt vild dårlig, når jeg hørte dem en gang imellem, og i al hemmelighed, for Rebecca, havde jeg et lille crush på trommeslageren, Mike.

Jeg mærkede en flad hånd ramme mit hoved, og jeg så straks op på Rebecca. ”Lisa! Tilbage til virkeligheden. Du slipper ikke.” Jeg sukkede over hendes barnlige tone. ”Fint, jeg tager med.” Hun lyste op som at lille barn, til juleaften, da jeg sagde det, og sekundet efter var jeg omgivet af hendes arme.

Da jeg kom hjem, lagde jeg mig bare på min seng, og hev min mobil frem. Jeg lå bare og kiggede op på den, indtil jeg tabte den ned i hovedet på mig selv, da jeg hørte døren smække nedenunder. Dejligt, nu er han kommet hjem. Jeg tog min telefon og traskede nedenunder, hvor jeg så min far stå lænet ind over nogle papirer.

”Hej…” fik jeg forsigtigt sagt, for jeg regnede med, han ikke var i et særlig godt humør. Han behøves heller ikke sige det, da jeg kunne se det på ham, da han bare stod der, som om jeg ikke eksisterede. Nogle gange savnede jeg at bo hos min mor.

”Øhh.. Jeg skal til koncert med Rebecca, om en måneds tid.” Jeg sagde det ikke helt så forsigtigt mere, da jeg ikke regnede med han hørte efter. Jeg bed mig blidt i indersiden af overlæben, mens jeg så på ham. Han så virkelig ud som om han ikke hørte efter, så jeg gik ud i gangen og op ad trapperne.

Men jeg var ikke noget mere end to trin op, før jeg hørte ham. ”Elisabeth..” Jeg bed mig i indersiden af kinden, da jeg så ham komme til syne. ”Lisa,” rettede jeg ham, men lod ikke til at bemærke det.

Jeg hadede at blive kaldt Elisabeth, specielt fordi det var min far, der havde valgt det, og min mor gik alligevel kun og kaldte mig Lisa, så det lå bare mere naturligt, ligesom med alle mine venner kaldte mig også bare Lisa.

”Du tager ikke med.” Han så næsten strengt på mig. ”Hvorfor nu det? Far, jeg er snart 20, jeg kan godt passe på mig selv.” Jeg blev stående på trappen og så på ham, med et forvirret blik.

”Så længe du bor her, retter du dig ind efter mig.” Jeg rystede bare på hovedet og gik lidt op ad trappen. ”Hvis det havde været mor, havde hun givet mig lov.” Jeg løb op på mit værelse, inden han kunne nå at sige noget, og smækkede døren.

Jeg var ligeglad med hvad han sagde. Jeg tog med lige meget hvad. Han fattede bare ingenting overhovedet. Jeg smed mig på sengen og tog min mobil frem igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...