Riddertunering i Englands middelalder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2013
  • Opdateret: 21 sep. 2013
  • Status: Igang
Så, det her er egentlig en historie opgave, som jeg fik en hel del ros for.
Den handler om en adelsfrøken, der skal til en riddertunering, og så er der lidt om hvordan hun gør sig klar.
Den er måske en smule kedelig, men som sagt, jeg fik en del ros for den af min lærer.

1Likes
4Kommentarer
471Visninger

1. Kapitel 1

Victoria gik hen ad gangen, drejede til venstre og gik op ad trappen. Drejede endnu engang til venstre, og fortsatte ned til dobbeltdøren.

  ’Hurtigt,‘ tænkte hun. ’De kan være overalt.’

  Hun åbnede døren på klem, helt lydløst. Hun stak hovedet ind, og kiggede rundt. Hun så ovnen og bordet og stolene. Men ingen tjenestepiger.

  Men det var sagt for tidligt.

  ”Hvad leder De efter, m’lady?”

  Victoria stak hovedet til sig selv, vendte sig langsomt, og så, til sin forfærdelse, de to mørkhårede tjenestepiger, som arbejdede på slottet.

  ’Det var da også lige pokkers, ‘ tænkte hun. ’De kommer altid, når jeg prøver at komme væk fra dem!’

  ”Øhh.” ’Så tænk dog, Victoria!’ ”Jeg… øh… Jeg ledte efter… jer.” Hun smilte nervøst, til dem.

  ”Nå, da da,” sagde den ene af dem, som hed Kathrine. ”Jeg er nu ikke så sikker på det.”

  ”Næ,” sagde den anden, som hed Caitlin. ”Jeg tror ikke, at det er os, hun leder efter.” De smilede lumsk til hinanden. Caitlin havde lagt tryk på ordet os.

  ”Men… men hvem skulle det ellers være?” Hvem kunne det ellers være hun prøvede at finde, når der snart var en ridderturnering? Hun skulle have en ny kjole syet til det, og Kathrine og Caitlin stod for at sætte hendes hår, spænde hendes korset og hjælpe hende med kjolen.

  ”Nikolas!” sagde de i kor.

  Victoria holdt forgæves, latteren inde.

  ”Nikolas?” spurgte hun, som var det dummeste hun nogensinde havde hørt. ”Men han er jo ridder!” Sir Nikolas var ridderen som havde inviteret dem til tuneringen.

  Tjenestepigerne så på hinanden, den ene mere lumsk end den anden. ”Jr.”

  ”Jr.?” spurgte Victoria, og sank en klump. Nikolas Doyle jr. var sønnen af ridderen, Sir Nikolas Doyle sr. Hans søn, var alt hans far ikke var. Klog, venlig, svag og svag og svag og… ja svag. Hans far var stærk, stærk, stærk og endnu stærkere. Nogen sagde han kunne løfte en hest. Andre mente et hus. Og nogle helt tredje, bl.a. hende selv, mente det bare var en stor rustning. Han var falsk. Hans kones far, var franskmand, og hendes mor var italiener. Hun talte med en meget mærkelig accent. Til gengæld, talte hun syv forskellige sprog.

  Det eneste Nikolas havde arvet fra sin far, var hans mørke øjne. Fuldstændig mørke. Som en nattehimmel uden stjerner. Hans hår var rødblondt, som hans mors. Men som ikke mange på hans alder, var hans hår kun skulderlangt. Efter hvad Victoria havde hørt, fra tjenestepigerne, kunne han lide at læse, skrive, male og, sjovt nok, hende. De havde sagt, de havde set nogen af hans malerier, og de seneste havde været af hende. De havde listet sig ind og havde læst hans historier. Ud fra hvad de kunne læse, mindede pigen i historien, en del om Victoria.

  ”Hvorfor skulle jeg lede efter ham?” spurgte hun.

  ”Hvorfor spørger du ikke ham?” spurgte Kathrine, og kiggede over skulderen på Victoria.

  Victoria drejede sig, og nåede lige i tide, at se kanten af Nikolas’ tøj, forsvinde bag muren, for enden af gangen. Hvor uhøfligt var det lige at lytte til andres sammentaler?

  ”For sent,” sagde Victoria selvtilfreds.

  ”Nå, men så kan du jo sagtens komme med os.” De så mere end glade ud.

  ”Er kjolen da klar?”

  ”Ja.” Igen svarede de i kor. Og de tog fat i hendes hænder, en hver, og trak hende mod hendes værelse.

  Kjolen var blå. Den havde et bælte ved maven, som holdtet tylskørt med et turkis skær, som gik fra brystet og ned. Ærmerne gik ned til albuerne.

  Kathrine og Caitlin strammede hendes korset, sminkede hendes ansigt og satte hendes hår op i en knold.

  De skubbede hende ud af døren.

  ”Skynd dig,” råbte de efter hende, da hun gik ned ad trapperne. ”Fem minutter!”

 

Victoria nåede det lige i tide. Hun satte sig til rette i hendes stol.

  ”Hvor blev du af?” spurgte hendes far. ”Vi skal lige til at begynde!”

  ”Slap nu af, William,” begyndte hendes mor. ”Hun er kun et barn.”

  ”Jeg er seksten,” gav Victoria igen.

  ”Men stadigvæk,” nåede hendes mor at sige, før trompeterne begyndte at trutte.

  Ridderne kom i på banen. Sir Nikolas havde en rustning på, der bare fik ham til at se tyk ud. Ud af den anden side, kom Sir Niklaus, en høj lyshåret mand. Endnu en der var falsk.

  De gjorde klar til at begynde. Trompeterne truttede igen. Ridderne red mod hinanden, med fart. Meget høj fart. Sir Nikolas sænkede sin lanse, lige såvel gjorde Sir Niklaus.

  Der hørtes stønnene mænd og kvinder. Sir Nikolas havde vundet. Sådan blev det ved hver runde. Sænkede lanser, stønnene folk og en såret Sir Niklaus.

  Det endte altid med at Sir Nikolas vandt. Og han var altid med.

  Så Sir Nikolas vandt atter. Igen for 117. gang.

  Da tuneringen var færdig, gik folk hjem. Men selvom festlighederne var ovre, var der stadig en summen af snak, om hvordan Sir Nikolas havde vundet igen.

  Victoria fik Katrine og Caitlin til at hjælpe hende med et bad. Og mens hun lå og tænkte over tuneringen, lagde hun hovedet tilbage og slappede af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...