Englen - One Shot

Dette er min dansk stil som jeg fik 12 i og håber at i vil læse den! :D

*IKKE KENDTE*

Se Trailer i siden!

5Likes
6Kommentarer
537Visninger

2. Englen

”Jeg går nu!” Råbte jeg igennem lejligheden.

”Kan du ikke tage noget mælk med hjem?” Råbte min mor, inden jeg nåede ud af døren.
”Jo, selvfølgelig!” Svarede jeg og smækkede døren i. Jeg gik hurtigt ned af gaden og ned til bussen, hvor der stod et par mennesker og ventede. Jeg tog hurtigt mit buskort frem, og stillede mig ved siden af de andre mennesker. Kort efter kom bussen kørende og alle steg på. Jeg tog min mobil frem og satte mine høretelefoner i ørerne. Efter et kort stykke tid nåede bussen til stedet, hvor jeg skulle af. Jeg trykkede hurtigt på 'stop'-knappen og gik ned til busdørene. Bussen stoppede ved stoppestedet og et par mennesker og jeg steg af. Jeg gik hurtigt op af bakken og op til gården på toppen. Jeg kiggede rundt på de gamle mure og det slidte tag. Jeg tog min mobil frem og slukkede musikken, og lagde den tilbage i min lomme igen. Det eneste man kunne høre var træernes blade der raslede, og en gammel dør der klaprede. Jeg gik langsomt fremad og satte mig på den sædvanlige sten tæt ved en af de gamle husmure.

”Eleanor!” Hørte jeg en stemme kalde. Jeg kiggede forskrækket rundt, for at se om der var nogle, men der var helt tomt. Kort efter kunne jeg høre stemmen igen, og jeg kiggede endnu en gang forskrækket rundt.

”E-er der nogle?” Spurgte jeg skræmt. Jeg tog nogle få skridt frem for at se rundt om hjørnet på den gamle mur, men der var helt tomt. Pludselig kom en skikkelse frem fra en af de gamle døre. Skikkelsen havde noget stort på ryggen, som lignede vinger. Jeg tog nogle skridt fremad, mens skikkelsen gjorde det samme.

”H-hvem er du?” Spurgte jeg med en skræmt stemme.

”Kan du ikke genkende mig?” Spurgte en alt for velkendt stemme.

”Louis?!” Spurgte jeg overrasket.

”M-men, du var jo død” Mumlede jeg for mig selv.

”Det er jeg også” Grinede han og tog nogle skridt tættere på mig.

”Men hvordan kan du så være her?” Spurgte jeg overrasket, da han stod foran mig. Jeg rakte en hånd ud og lagde den på hans arm. Overraskende nok var hans arm hel varm og havde stadig den bløde hud. Han sendte mig et beroligende smil og trak mig med hen til den sten, jeg sad på tidligere.

”Kan du huske den gang, jeg døde?” Spurgte han og sendte mig et trist smil.

”Alt for godt” Mumlede jeg trist. Få godt et år siden var Louis blevet skudt, men ingen vidste hvorfor og af hvem. Efter et halvt år havde politiet opgivet at finde ud af det.

”Jeg har fået en chance, til at finde ud af hvem der skød mig” Sagde han og kiggede ud over det flotte landskab.

”Men jeg har brug for din hjælp” Sagde han og tog min hånd.

”Vi er 15 engle, der har fået chancen for at finde ud af, hvorfor vi døde, og jeg er en af dem” Sagde han og flettede vores fingre sammen.

”Men?” Spurgte jeg og kiggede på hans næsten lysende ansigt.

”Jeg har kun en måned, og hvis jeg ikke når at finde ud af det, vil jeg aldrig kunne komme ud af Limbo” Sukkede han og kiggede ned på vores hænder.

”Jeg vil godt hjælpe dig” Sagde jeg og nussede ham på overfalden af hånden.

”Mener du det?!” Spurgte han med et lykkeligt smil.

”Selvfølgelig gør jeg det. Jeg elsker dig jo stadig, selvom du ikke er her mere” Sagde jeg og sendte ham et kærligt smil.

”Tusinde tak, du ved ikke hvor meget, det betyder for mig” Sagde han lykkeligt.

”Det er jo min eneste chance for, at jeg kan se dig igen” Sagde jeg og kiggede ind i hans flotte grå-blå øjne.

____________________                                   _______________________                                     ___________

 

"Jeg har savnet dig så utroligt meget Lou" Sukkede jeg og tog fat i hans varme hånd.

"I lige måde Eleanor. Det har været så hårdt at være adskilt fra dig" Sagde han og tørrede en tåre væk fra min kind.

"Kan du ikke tage med mig hjem?" Spurgte jeg.

"Jeg kan ikke tage meget langt væk fra her uden at mine vinger bliver synlige" Sukkede han og kiggede ude på den flotte udsigt.

"Så kommer jeg op til dig hver dag, og vi skal nok finde ud af hvem der skød dig" Sagde jeg og smilede til ham.

"Vi ses i morgen" Sagde jeg og gav ham et kærligt kram. Jeg begyndte at gå ned af bakken og ned til vejen. Jeg vendte mig kort rundt, og så at Louis stadig stod og kiggede på mig. Jeg vinkede, indtil jeg ikke kunne se ham mere. Jeg kiggede hurtigt på klokken og satte farten op, da bussen ville være der om 2 minutter. Nede ved busstoppestedet stod der ingen mennesker, og det var ved at blive mørkt. Kort efter kom bussen og jeg opdagede hurtigt at bussen var tom. Buschaufføren sad bare og stirrede ud af ruden. Jeg satte mig i midten af bussen med musikken i ørerne. Efter omkring 10 minutter var jeg ved busstoppestedet tæt på min lejlighed. Jeg trykkede på stopknappen og stillede mig hen ved døren. Bussen stoppede, og jeg gik ud af dørene. Jeg gik langsomt ned af gaden, og vendte mig hurtigt rundt, da jeg så en mørk skygge gå tæt på mig. Jeg satte farten op, men det var som om, at skyggen gjorde det sammen. Pludselig kunne jeg mærke en varm ånde i nakken på mig, og der lød et højt skrig fra mig. Jeg satte hurtigt i løb hen mod min lejlighed, men skyggen fulgte efter.

"Eleanor, stop!!"  Råbte stemmen. Jeg stoppede hurtigt op og stod med ryggen til skyggen.

"H-hvem er du?" Spurgte jeg med en rystende stemme.

"Vend dig om" Sagde stemmen. Jeg rystede bange på hoved og kunne mærke tårnende presse sig på. 

"Vend dig nu om!!" Råbte stemmen igen. Jeg vendte mig langsomt rundt, mens tårnende strømmede ned af mine kinder. Da jeg vendte mig rundt stod en mørk skygge et stykke væk.

"Kan du genkende mig?" Grinte stemmen, da personen kom ud af mørket.

"Skolen for et år siden?" Prøvede han.

"Louis' fjende?" Spurgte han igen.

"Tom Parker" Snerrede jeg, da jeg kom i tanke om, hvem han var. Louis og jeg hadede ham, fordi vi havde opdaget ham banke en lille dreng. Overfor alle andre var han en rigtig engel, men overfor Louis og jeg var han en ren djævel.

"Hvor har du gjort af Louis?" Spurgte han med et hånligt smil.

"Det. ved. du. godt" Snerrede jeg med vrede i mine øjne.

"Nååår jo, det er jo rigtigt, han er jo død" Sagde han og slog en høj latter op. Jeg kunne mærke tårnende presse sig på igen, så jeg kiggede hurtigt ned i jorden.

"Nu bliver du helt ked af det" Grinte han og sparkede til en sten der lå foran ham.

"Gå nu væk, Tom" Sagde jeg med en rystende stemme. Jeg tørrede hurtigt en af tårnene der løb ned af mine kinder væk.  Jeg vendte mig hurtigt rundt og begyndte at løbe ned af gaden.

"Eleanor, bliv her!" Råbte han med vrede i stemmen. Jeg satte hurtigt farten op og løb rundt om det nærmeste hjørne. Jeg kiggede op og så, at jeg var endt i en gyde.

"Fuck, fuck, fuck" Mumlede jeg for mig selv og kiggede rundt for at se, om der var en vej ud af gyden.

"Eleanor!!" Råbte Tom ude fra gaden. Jeg satte mig hurtigt hen i det mørkeste hjørne og håbede på, at han ikke kunne se mig.  

"Hvor gemmer du dig henne, søde Eleanor?" Sagde han med en sukkersød stemme. Han skridt kom tættere og tættere på, hvor jeg sad.

"Du kan ikke gemme dig for evigt" Sagde han og gik tættere på hjørnet.

"Kom frem så vi kan få det overstået" Sagde han og trak noget skinnene op af lommen.

"O-overstået hvad?" Spurgte jeg skræmt.

"Så det er der, du gemmer dig" Grinte han og tog fat i min arm. Han trak mig hurtigt op og stå og skubbede mig hårdt ind i væggen.

"Og hvis du så gerne vil vide det, så var det mig der dræbte dine elskede Louis" Grinte han ondt.

"Jeg vidste det!" Råbte jeg vredt.

"Hvorfor!!?" Råbte jeg igen og prøvede at vride min arm fri.

"Den samme grund som dig" Grinte han og tog den skinnene genstad op foran min hals, og der opdagede jeg, at det var en kniv.

"I så begge dét, jeg gjorde ved den dreng for nogle år siden." Sagde han og 'kærtegnede' min hals med kniven.

"Og jeg vil ikke have, at jeg skal smides i fængsel" Sagde han med et ondt smil.

"Du kommer du jo alligevel" Snerrede jeg vredt.

"Ja, men I vil ikke kunne gå rundt og føle jer som helte, når ingen af jer lever mere" Sagde han og stirrede vredt ind i mine øjne.

"Hvorfor så ikke kun én af os?" Spurgte jeg.

"Det skulle også kun være Louis, men du havde regnet ud at det var mig, og det skulle jo helst ikke komme ud, at det var mig" Sagde han og trykkede kniven lidt hårdere ind mod min hals.

"Avvv!" Udbrød jeg, da han skar et lille snit.

"Der må være en anden grund til, at du dræbte Louis" Sagde jeg med en rystende stemme.

"Så det tror du" Sagde han og studerede de dråber blod, der løb ned af halsen på mig.

"Han stjal dig fra mig" Sagde han og tog lidt hårdere fat i min arm.

"Hvad mener du?" Spurgte jeg.

"Hvem var din bedste ven hele livet, indtil 'ham den nye' kom ind i klassen i 5.?" Spurgte han. Jeg forstod ingenting af hvad han stod og plaprede om, da det pludselig gik op for mig.

"D-dig" Mumlede jeg.

"Hvem?" Spurgte han og trykkede kniven lidt mere ind mod min hals.

"Dig" Sagde jeg højere.

"Men da Louis startede i klassen, ødelagde han vores forhold" Snerrede han vredt.

"Men det kan du da ikke dræbe ham for!" Udbrød jeg vredt.

"Hvorfor tror du, jeg gjorde det!?" Råbte han vredt.

"Hvad tror du var grunden?!!" Råbte han igen.

"Det ved jeg ikke" Mumlede jeg skræmt.

"Jeg havde sku da fået følelser for dig!!" Råbte han vredt.

"Du var den eneste grund til, at jeg tog i skole hver dag. Dit lange, brune, flotte hår og dine flotte, mørke, brune øjne!" Råbte han igen.

"Og så tog Louis dig lige for næsen af mig!!" Råbte han vredt og tog sin arm med kniven over sin skulder.

"Nu fortjener du at føle sammen smerte!" Råbte han og jagede kniven ind i brystet på mig. Da jeg mærkede den stærke smerte, udbrød jeg et skrig og faldt sammen på jorden foran ham.

"Hils Louis fra mig" Sagde han og løb ud af gyden.  Jeg tog hånden op til kniven og prøvede at trække den ud, men jeg havde ingen kræfter tilbage.

"Louis" Mumlede jeg, da en skikkelse kom gående ind i gyden.

"Louis, er det dig?" Mumlede jeg igen.

"Hej, Eleanor" Sagde stemmen og trådte ind i lyset.

"Er du klar?" Spurgte han og smilede venligt til mig.

"Klar til hvad?" Spurgte jeg undrende.

"Til at tage af sted" Svarede han og hjalp mig op fra jorden. Da jeg var kommet op at stå, var jeg klar på at falde sammen igen, men jeg blev stående uden besvær. Jeg kiggede ned af mig selv, og så at jeg var klædt i hvidt og kniven var væk. På min ryg sad to flotte store vinger.

"Der er én der venter på dig" Sagde manden og gik ud af gyden, som nu var et stort lysende stykke. Jeg kiggede mig lidt omkring og så en masse mennesker gå rundt.

"Hvis du går op for enden af den her sti, vil du se én der gerne vil møde dig" Sagde han og pegede på stien foran os. Jeg gik op af stien, hvor der i kanten var fyldt med flotte farverige blomster og små dyr. For enden af stien stod en høj flot skikkelse med ryggen til mig. Da personen hørte, at der kom én, vendte personen sig om.

"Louis!" Udbrød jeg glad og løb hen i favnen på ham.

"Men hvordan kan du være her?" Spurgte jeg.

"Du klarede det" Sagde han med et lykkeligt smil.

"Klarede hvad?" Spurgte jeg.

"Du fandt ud af, hvem der havde dræbt mig" Sagde han og kyssede mig på panden.

"Men han stak af" Sagde jeg underne.

"Der var nogle der hørte jeres samtale, og fangede ham da han stak af" Sagde han og nussede mig på kinden.

"Jeg vil bare havet ønsket, at du ikke skulle havet været død" Mumlede han trist.

"Men nu er vi jo sammen igen, og det kan vi være altid" Sagde jeg og tog hans hånd.

"Og ingen af os er fanget i Limbo" Sagde han lykkeligt og gav mig et savnet kys. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...