The secret Princess - Justin Bieber (AU)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 okt. 2016
  • Opdateret: 5 maj 2017
  • Status: Igang
Angel lever et almindelig liv, indtil der en dag kommer en dreng ind i hendes liv. Drengen vender op og ned på hendes liv. Angel finder ud af sandheden om hendes rigtige forældre. Hun er en prinsessen fra England. Manden der overtog deres slot(England) har ledt efter Angel lige siden hun var et år. Drengen der kommer ind i hendes liv, viser sig at være søn af ham der overtog England. Angel bliver udsat for fare, den fare hendes forældre ville have hende væk fra. Men som den eneste arving af tronen vil der medføre farer. Kan hun klarer det? Og redde hendes rigtige forældre? Eller vil hun bukke under?
*Justin hedder ikke Justin i min historie, men går under navnet Silas*

18Likes
10Kommentarer
23228Visninger
AA

7. Kapitel 4 - Løbeturen og katten.

Jeg står i døråbningen og lige pludselig, så ser jeg den. Jeg begynder at skrige, sikkert som en sindssyg, men det kan jeg ikke lige tage mig af lige nu. Jeg bliver bare nød til at skrige. Min frygt er lige der, lige foran mig. Den kigger længe på mig som om, at den vil hoppe på mig hvert sekund. Den vil sikkert spise mig og den kan sikkert gøre det i en mundfuld. Okay ikke lige en mundfuld, men der skal ikke mange til. Men jeg tror ikke, jeg smager godt, og jeg vil helst undgå det, men jeg kan bare ikke flytte mig. Det er som om, at jeg er limet fast til jorden. Det er som om dens øjne, bare kan se lige igennem mig og det er uhyggeligt. Det er skræmmende. Jeg kan slet ikke lide det, overhovedet.

”Hvad er der galt?” kan jeg hører min mor råbe for at overdøve mig, som skriger – stadigvæk. Jeg kan ikke stoppe med at skrige. Min mor kommer styrtende ud til mig. Da hun så ser hvad jeg skriger af, begynder hun bare at grine af mig. Jeg kan bare ikke se, hvad der er sjovt. Den er farlig. Den vil hoppe på mig. Den vil spise mig, hvis ikke æde mig. Den vil flå mig i flere 1000 stykker. Kan hun ikke se det?

”Er det det, du skriger for?” min mor kigger på mig, kan jeg mærke, hun sender mig sikkert også et kærligt smil. Ikke at jeg ved det, da jeg ikke kan fjerne mine øjne fra den. Jeg nikker dog stille og forsigtigt på mit hoved som om, at jeg er bange for, at hvis jeg laver en pludselig bevægelse vil den hoppe på mig og æde mig. Min mor går ind foran mig, og skræmmer endelig katten væk. Da katten er væk, ånder jeg endelig lettet ud. Jeg er så bange for katte, da vi engang havde en kat, der bed mig i næsen. Jeg var ikke særlig gammel, og lige siden har jeg været bange for katte. Men til mit forsvar, så er de altså også mega farlige. Jeg har hørt mange historier, hvor folk er kommet til skade på grund af en kat.

”Angel? Hvor var du endelig på vej hen?” min mor kigger spørgende på mig, og løfter det ene øjenbryn, hvilket jeg altid har været sur over, at hun kan. Jeg kan nemlig ikke, lige meget hvor meget jeg øver mig, så ja duer det ikke, desværre. Tro mig, jeg har virkelig prøvet på det, mange gange. Det ville være så fedt, at kunne det. Man kan bruge det i så mange situationer, og tro mig, min mor bruger det så tit, som hun kan. Om det er for at irritere mig med det, ved jeg ikke.

”Kan du ikke se, at jeg har løbetøj på og håret sat op mor?” spørger jeg hende. Se i den her situation kunne det være fedt, hvis jeg nu kunne løfte et øjenbryn, men næ nej det kan jeg ikke. Det ville have gjort så meget ved situationen, hvis jeg kunne løfte det ene fucking øjenbryn, men nej nej, det kan jeg ikke. Det er bare typisk sådan noget. Lorte øjenbryn. Lorte kat.

”Åh,” siger min mor, og ligner en, der lige har forstået en opgave efter lang tid. Jeg griner af hende og ryster på hovedet af hende. Jeg giver hende et kys på kinden.

”Vi ses når jeg kommer tilbage, og tak for det med katten.” Med de ord smutter jeg ud af døren, og smækker den i efter mig. Jeg tager mine øretelefoner i, og sætter min playliste på Spotify i gang. Jeg har været så smart at lave en løbe playliste. Der er både hurtige og langsomme sange, og jeg har sat dem i nogenlunde rækkefølge. Tempoet skal jo heller ikke være det samme hele tiden. Så bliver det bare kedeligt, og det kan vi ikke have, at det bliver. Jeg sætter i løbe, og kommer hurtigt ned på fortovet. Jeg begynder at løbe den sædvanlige vej, som fører hen til skoven. Jeg elsker at løbe igennem skoven, det er så hyggeligt.

Jeg kommer hurtigt til skoven, og sætter automatisk tempoet lidt ned for at nyde skoven. Skoven har altid været mit yndlingssted – et af dem i hvert fald -, jeg elsker at være her. Min far og mor tog mig tit med her ud, da jeg var mindre. Vi havde det altid hyggeligt, og jeg både elskede og elsker det. Fuglene synger, bladene rasler, vinden blæser blidt i min hestehale og solen som skinner højt på en skyfri himmel. Kan dagen blive bedre?

Jeg smiler kort for mig selv, og mit blik finder vej til skovbunden for at se mine fødder løbe elegant over jorden. Inden jeg når at reagere, støder jeg sammen med en eller anden, og lander på skovbunden med et bump. Jeg skærer en grimasse, da en smerte breder sig i mit haleben. Dagen kunne åbenbart godt blive bedre. Mærk lige ironien. Jeg tager min ene øretelefon ud, bare for en sikkerhedsskyld, hvis nu personen skulle snakke til mig.

”Ej det må du virkelig undskylde,” siger stemmen, som jeg mener, at jeg har hørt for. Jeg rynker mine øjenbryn, men det er kun hurtigt, da en hånd lige pludselig bliver stukket ind foran mit ansigt, og jeg hurtigt trækker mit ansigt lidt tilbage. Det er lidt ubehageligt at få stukket en hånd lige i ansigtet, siger det bare.

”Det er helt okay,” jeg tager imod hånden, og bliver hjulpet op af personen. Jeg kommer op at stå, og børster jorden af min røv. Ja, jeg kan lige så godt sige det, som det er, for det er min røv. Sjovt nok landede jeg også på min røv. Så det ville ikke give mening, hvis det var fra min mave. Først bagefter kigger jeg op på personen, og der går det op for mig, hvem det er.

”Hej Silas?” siger jeg mærkeligt, da jeg synes det er mærkeligt, at han er her. Faktisk finder jeg det ret skræmmende. Se nu ville være et perfekt tidspunkt at løfte det skide øjenbryn. Typisk.

”Gud Angel, det var dig jeg stødte ind i,” siger han med en overrasket stemme. Måske er det bare et tilfælde, han er her? Det må det være, da han kom den modsatte vej fra. Desuden han kunne jo ikke vide, at jeg var ude at løbe nu. I det hele taget vidste han ikke, at jeg løber. Så det må være ret tilfældigt, det kan ikke være andet. Det ville også være ret uhyggeligt, hvis han vidste at jeg løber, da jeg ikke har fortalt ham det. Men igen, hvorfor skulle jeg også fortælle ham det? Det er ikke fordi vi er slyngveninder eller sådan noget.

”Ja, det var det,” siger jeg og sender ham et kort smil.

”Det må du virkelig-” ”du behøver ikke, at undskylde. Det var lige så meget min skyld som din,” jeg afbryder ham, da han ikke skal undskylde. Jeg mener det, jeg lige har sagt. Jeg kunne have kigget op, og så havde jeg været opmærksom. Jeg ved så ikke, hvor han kiggede hen. Det kunne ligesom ikke være på mig, for så havde vi ikke løbet ind i hinanden.

”Okay,” siger han og smiler. Jeg smiler tilbage og skal til at begynde at løbe igen, da han vælger at tage fat i min arm. Jeg vender mig om, og kigger på ham. Igen ville det have været perfekt, hvis jeg kunne løfte et øjenbryn, men nej det kan jeg ikke. Gud hvor jeg dog bare hader det, og så lige i dag. I dag ville det have været rimelig nyttet, men næ nej, Angel du skal ikke kunne gøre det, bare fordi, ja det skal du ikke kunne. Helt ærligt, hvis jeg kunne, havde det reddet min dag så mange gange.

”Hvad?” spørger jeg ham om, da han endnu ikke har sagt noget. Han blinker kort med sine øjne som om, at han var i en helt anden verden.

”Det var fordi-” han når ikke at færdige gøre sin sætning før, at jeg begynder at skrige igen. Silas kigger skræmt på mig, men det er ikke mig, han skal kigge skræmt på. Nej det er det, der er bag ham. Det er den kat igen, den kat der stod ude foran min dør. Den skræmmende kat. Den kat forfølger mig. Hvad har jeg gjort den? Ingenting. Nemlig ingenting, for jeg vil ikke engang i nærheden af den. Silas kigger stadigvæk skræmt på mig, og jeg får med besvær peget bag ham. Hele min krop ryster, derfor er det svært at pege. I det hele taget er det svært for mig, at bevæge mig. Da han vender sig om, og ser den grå kat med blå øjne, begynder han at grine af mig. Sig mig, hvad er der sjovt ved det? Helt ærligt. Det er ikke fair.  Det er på ingen måder sjovt.

”Få den væk!” skriger jeg, mens jeg stadigvæk ryster over alt på min krop. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg vil gerne løbe, men jeg kan ikke. Det er som om, at jeg igen er limet fast til jorden. Lorte kat. Lorte frygt, men det er ikke min skyld. Det er den dumme kat vi havde da jeg var lille. Se hvis nu vi ikke havde den, ville jeg nok ikke være bange for katte den dag i dag. Silas griner så meget, at han falder ned på jorden af grin. Hvis det var en hver anden situation, ville jeg have grinet fordi han så sjov ud, men lige nu kan jeg ikke. Katten ligger hovedet på skrå, og ser virkelig ond ud, men okay i mine øjne ser alle katte onde ud.

”Silas. Få. Den. Væk,” jeg siger det lavt, men bestemt. Man kan sikkert sporer en bange undertone i min stemme, men jeg er ligeglad. Jeg er ligeglad, om han skal se mig sådan her. Det er en del af mig at være bange for katte og sådan er det bare, tag det eller lad vær.

”Okay okay,” siger Silas mellem hans grin. Han tager en dyb indånding, og rejser sig op. Han går hen til katten, og siger nogle mærkelige lyde. Lyde som jeg troede man ikke kunne sige. Katten hvæser af Silas, men løber så væk. Endnu en gang kan jeg ånde lettet op.

”Helt seriøst, er du bange for katte?” Silas begynder igen at grine. Jeg kan bare ikke se det sjove i det, hvilket derfor får mig til at kigge seriøs på ham.

”Ja det er jeg, helt seriøst har du lige set dem?” spørger jeg med en meget seriøs stemme, mens jeg gyser ved tanken om katte. Jeg fatter ikke, at folk ikke er bange for katte. Slanger og edderkopper er jeg fuldstændig kold overfor, men katte, de er slemme. Godt nok er edderkopper ulækker, men jeg har ikke noget imod dem. Hvis jeg har en edderkop på mit værelse, tager jeg fat i den og smider den ud af mit vindue. Det kan godt være, de er klamme, men bange for dem er jeg ikke. Slanger derimod synes jeg faktisk, er søde, altså dem der ikke er giftige, har jeg ikke noget imod går frit, men dem der er giftige, skal helst være i et bur. Ellers er jeg ligeglad med slanger. Det var nok lidt forvirrende, men det er lige meget.

”Tak for hjælpen Silas, men jeg løber hjem nu,” siger jeg venligt, og inden han når at sige noget, er jeg løbet. Der går ikke længe, før jeg er hjemme, og hele vejen har jeg virkelig kigget mig omkring. Ja, jeg er nok lidt paranoid, men hvis katten kunne finde mig to gange, så kan den sagtens finde mig igen, netop derfor kiggede jeg mig omkring under turen hjem. Jeg åbner døren ind til mit hus, og smider hurtigt mine sko.

”Hej Angel, var det en god tur?” spørger min mor om, da hun kommer ud i gangen, hvor jeg står. Jeg smiler til hende, og ryster så på hovedet.

”Den kat der var uden foran vores dør, fulgte efter mig inde i skoven,” siger jeg panikslagende. For helt ærligt, hvornår er en kat begyndt at forfølge en, det er altså skræmmende. Det gør det heller ikke bedre, at det ligefrem er en kat.

”Angel, det er sikkert bare noget du bilder dig ind.” 

_________________________________________________________________________________

Jeg håber I kan lide dette kapitel, jeg har i hvert fald haft det rigtig sjovt med at skrive dette kapitel. Et par grineflip hist og pist. Men så fik I lige lært lidt om Angels frygt for katte, og hvorfor hun er bange for dem. Ellers kunne jeg godt tænke mig at vide, hvad I synes om historien indtil videre? Hvad gør jeg godt og hvad gør jeg knap så godt? Kom med jeres meninger, det vil gøre mig glad! :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...