The secret Princess - Justin Bieber (AU)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 okt. 2016
  • Opdateret: 5 maj 2017
  • Status: Igang
Angel lever et almindelig liv, indtil der en dag kommer en dreng ind i hendes liv. Drengen vender op og ned på hendes liv. Angel finder ud af sandheden om hendes rigtige forældre. Hun er en prinsessen fra England. Manden der overtog deres slot(England) har ledt efter Angel lige siden hun var et år. Drengen der kommer ind i hendes liv, viser sig at være søn af ham der overtog England. Angel bliver udsat for fare, den fare hendes forældre ville have hende væk fra. Men som den eneste arving af tronen vil der medføre farer. Kan hun klarer det? Og redde hendes rigtige forældre? Eller vil hun bukke under?
*Justin hedder ikke Justin i min historie, men går under navnet Silas*

18Likes
10Kommentarer
22937Visninger
AA

21. Kapitel 18 - Indrømmelsen

Jeg vender mig om, og sukker tungt. Det var ikke særligt behageligt, at have sovet i en grotte. Der er selvfølgelig tæpper. Der var ikke nok til os alle sammen, så min rigtige mor og far delte et tæppe. Jeg sukker endnu engang, da solens stråler irriterer mig og vælger at åbne mine øjne. Jeg kniber dem hurtigt sammen igen, da solen rammer lige i mine øjne. Det gjorde faktisk ret ondt. Jeg åbner mine øjne langsomt den her gang. Også for at vende mig til lyset. Jeg sætter mine hænder ned på grottens gulv, og skubber mig op og sidde.

Jeg kigger rundt og smiler stille for mig selv. De sover alle sammen endnu. De ser virkelig søde ud. Jeg rejser mig op, tager fat i tæppet og folder det sammen. Jeg smutter hen i hjørnet af grotten, hvor der står en træstol. Jeg ligger tæppet på stolen så stille jeg kan. Mine ben bevæger sig hen til grottens udgang. Ikke at jeg vil gå fra de andre. Jeg kunne godt overveje det, fordi jeg ikke vil sætte dem i farer. Men de er allerede i farer, og det kan jeg ikke gøre så meget ved.

Jeg kommer hen til grottens udgang, og smiler svagt. Solen er ved at stå op. Det giver en flot orange, rød farve på himlen. Jeg har altid elsket solopgang og solnedgang. Jeg sætter mig ned ude foran grotten med mine ben udover kanten. Der skal ikke komme nogle og forskrække mig nu. Så ryger jeg nok udover kanten og ned i vandet. Den her udsigt kunne jeg nu godt vende mig til. Den er fantastisk. Jeg har aldrig set noget lignende. Eller jeg har set noget lignende på billeder, men det er også kun det. Det er fantastisk, at se sådan noget med sine egne øjne, i stedet for på et billede.

Jeg kigger rundt for at sørger for, at jeg får det hele med. Jeg tænker på hvad Silas sagde. At Silas kom her hen, når han gerne ville væk fra det hele. Jeg forestiller mig en dreng, der ikke er ret gammel, sidde her på kanten og nyde udsigten. Lidt ligesom jeg gør nu. Jeg forestiller mig en dreng sidde og tænke over livet. Tænke over hvad meningen er med det hele. Tænke over, om han overhovedet betyder noget for sin far.  

Jeg er så fordybet i mine tanker, at jeg først opdager at jeg ikke er alene, da personen sætter mig ved siden af mig. Jeg vender mit hoved, og sender Silas et smil, da det er ham der har sat sig ved siden af mig. Silas sender mig et lille smil. Han vender sit hoved og kigger ud over havet. Han sidder helt stille og siger ikke en lyd. Han ser ud til at koncentrere sig. Han ser ud til, at tænker på noget.

”Jeg har altid elsket, at sidde her og bare tænke.” Silas afbryder mine tanker, og jeg kigger ud mod havet med et smil.

”Det er også virkelig flot,” konstaterer jeg. Udsigten er ikke noget man kan beskrive. Man ville ikke få det flotte med af den grund.

”Jeg kom her altid som lille. Jeg var ikke mere end omkring 8 år, da jeg fandt det her sted. Det var det sted jeg tog hen, når hverdagen blev lidt for hård,” indrømmer Silas. Jeg vender mit hoved mod ham. Jeg havde ikke lige regnet med, at få så meget af vide. Han behøver ikke, at fortælle mig det. Selvfølgelig er det rart, at han fortæller mig det. Det er dejligt, at han betror sig til mig. Vi hørte nogle lyde bag os, og vi vender os begge to om på samme tid. Vi kigger begge to op på Mason, som står helt påklædt.

”Jeg smutter op på slottet, og ser om jeg kan snakke med nogle af vagterne. Helst uden at blive fanget. Resten af jer bliver her,” siger Mason. Jeg rejser mig op, og giver ham et kram og kigger på ham.

”Jeg vil gerne med,” modsiger jeg. Mason sukker og kigger på mig. Han ryster på hovedet af mig.

”Jeg vil have at du og de andre bliver her, jeg vil ikke sætte jer andre i farer på den måde,” pointerer Mason. Jeg sukker og ryster på hovedet. Jeg gider ikke at diskutere, derfor acceptere jeg det. Eller det gør jeg ikke, men jeg holder det bare inde. Mason smiler svagt, og giver mig et kram. Han giver Silas hånden, men ser stadigvæk lidt skeptisk på ham. Han sender mig det sidste smil, og begynder at gå op af mod slottet. Jeg kigger efter ham. Da han er gået rundt om hjørnet, sætter jeg mig ned ved siden af Silas igen.

”Jeg er ked af det James har gjort. Jeg har aldrig ville, at det skulle komme så langt. Jeg har aldrig vist, at han havde overtaget kongeriget før han sendte mig ud for, at lede efter dig. Jeg ville gøre ham stolt, da han altid var hård mod mig. Men så endte det med, at jeg faktisk begyndte at holde af dig,” indrømmer Silas. Jeg kigger på ham. Jeg smiler svagt til ham.

”Jeg begyndte også, at holde af dig,” ryger det ud af mig, men jeg er ligeglad. Han har brug for at vide, at der er nogle der holder af ham. Han vender sit hoved mod mig og sender mig et halvhjertet smil. Vi kigger hinanden dybt i øjnene og først nu ser jeg endelig, hvor flotte hans øjne faktisk er. Han læner sig frem mod mig, og jeg læner mig frem mod ham. Tiden føltes som rigtig lang tid, og alligevel ikke. Vores læber bliver smedet sammen. Vores læber passer perfekt sammen. Det er som om, at de er skabt for hinanden. Silas trækker sig fra mig, og kigger mig direkte ind i mine øjne.

”Jeg er faldet for dig,” hvisker Silas. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...