The secret Princess - Justin Bieber (AU)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 okt. 2016
  • Opdateret: 5 maj 2017
  • Status: Igang
Angel lever et almindelig liv, indtil der en dag kommer en dreng ind i hendes liv. Drengen vender op og ned på hendes liv. Angel finder ud af sandheden om hendes rigtige forældre. Hun er en prinsessen fra England. Manden der overtog deres slot(England) har ledt efter Angel lige siden hun var et år. Drengen der kommer ind i hendes liv, viser sig at være søn af ham der overtog England. Angel bliver udsat for fare, den fare hendes forældre ville have hende væk fra. Men som den eneste arving af tronen vil der medføre farer. Kan hun klarer det? Og redde hendes rigtige forældre? Eller vil hun bukke under?
*Justin hedder ikke Justin i min historie, men går under navnet Silas*

18Likes
10Kommentarer
22845Visninger
AA

20. Kapitel 17 - Reddet af Silas

Stille små løber vi ned af gangene på slottet. Alex og Mason hjælper min far, Emily og Ella hjælper min mor, mens jeg går lige bagved Silas. Nu håber jeg bare, at han mener det med, at han vil få os ud herfra. Da han sagde det, var det som om, at en sten faldt ned fra mit hjerte. Jeg blev så glad. Det var som om, at hele min vrede mod Silas forsvandt. Jeg forstår det ikke. Måske er det bare fordi, at jeg er taknemlig? Det er sikkert bare det ja.

Silas stopper op for enden af en gang, hvor vi andre også stopper op bag ham. Han kigger frem fra hjørnet, og giver os tegn til, at vi kan løbe stille videre. Vi sætter lige så stille i løb igen. Dette her mærkeligt, det er virkelig let. Det er som om, at der ingen vagter er. Hvordan kan det være? Det giver virkelig bare ingen mening. Er det her bare en fælde? Hvis det er, vil Silas ønske, at han aldrig mødte mig.

Han stopper pludselig op midt på gangen, og rører lidt på væggen. Jeg rynker mine bryn, og kigger underligt på ham. Hvad har han gang i? Der er jo ingenting der? Dog går der ikke særlig lang tid, før at der sker noget. Væggen rykker ind, og frem kommer der en skjult indgang. Silas smiler tilfreds. Jeg ryster kort på hovedet af ham. Vi smutter alle sammen ind, hvor Silas går sidst ind. Han får lukket væggen igen, så man ikke kan se vi er gået denne her vej. Forhåbeligt.

Vi fortsætter ned af den mørke gang. Silas er gået foran igen, da han er den eneste der kan finde vej. Mit hjerte banker derud af. Mine hænder er svedige. Der kan gå så meget galt. Jeg kan bare heller ikke se hvorfor han vil hjælp os. Men det kan da heller ikke være en fælde. Det ville være mærkeligt. Udover hvis James virkelig er ond. Selvfølgelig er han meget ond, men jeg kan ikke se, hvad han skulle få ud af det her. Det er nok også den eneste grund til, at jeg stoler på Silas. Eller stoler er nu meget sagt, men jeg ved ikke hvordan man ellers skal forklarer det.

Mine fødder begynder at gøre ondt, og det føles som om, at vi har gået i en evighed her nede i mørket. Der er ikke nogle der har sagt en lyd. Vi er vel alle sammen bange for, at blive fanget igen. Jeg kniber mine øjne sammen, da noget lys skinner ind i gangen. Er det udgangen? Eller er vi ved at dø? Det kan være begge dele. Jeg vender mig kort om for, at se om Alex, Emily, Mason og Ella er med. Jeg smiler kort til Ella, da jeg kan se at de er med. Hun smiler svagt til mig, som om hun er bange. Men vi er vel alle sammen bange?

Vi kommer frem til lyset, og fuglene sang rammer mine ører. Da jeg kommer op fra gangen – eller hulen – mærker jeg vinden i mit hår. Jeg sukker lettet, hvilket jeg kan hører, at de andre også gør. Frisk luft. Så fantastisk. Jeg kigger rundt, og smiler svagt. Naturen er så flot. Græsset dækker jorden, træerne står der mange af. Små søer er rundt omkring, og det er i det hele taget meget smukt.

Jeg kigger bag mig og ser, at slottet tårner sig højt op. Vi er tæt på, men alligevel langt fra. Der er ingen vagter på den side af slottet vi kan se, og der er ingen mennesker her, hvilket jeg ikke forstår. Der er så flot her. Jeg ville ønske, at jeg ikke skulle væk herfra så hurtigt. Jeg ville ønske, at jeg kunne nyde udsigten noget mere. Men det kan jeg ikke.

Jeg kigger en sidste gang op på slottet, og tager en dyb indånding. Jeg skal nok se det igen. Vi skal nok få væltet James af tronen. Vi begynder at gå videre, og min mor og far ser ud til, at have det bedre. Dog kniber de øjnene sammen, men de har også været spærret inde i mange år, hvor der ikke var nogle former for sollys. Kun meget svagt lys fra stearinlys.

Vi fortsætter hen af den flotte have, og kommer hen til en sti. Der er ingen hegn ved stien, så man kan falde direkte ned, hvis man falder forkert. Direkte ned til havet. Eller man vil nok ramme stenene først. Vi begynder lige så stille, at gå ned af stien.

”Hvor kommer vi hen?” spørger jeg Silas, som går forrest. Han ved jo nok hvor vi skal hen, men alligevel kunne der være ret rart at vide, hvor vi skal hen. Bare sådan, at man måske er lidt forbedret.

”Vi skal hen til en grotte der er her. Vi kan ikke tage andre steder hen. I hvert fald ikke uden at blive fanget og opdaget. Grotten er vores eneste mulighed. Det er mit gamle gemmested. Når jeg gerne ville væk fra det hele. Min-” Silas tager en dyb indånding igen han fortsætter. ”James kender ikke dette sted. Jeg har aldrig fortalt nogle om det,” slutter han. Jeg nikker til hans ord, da jeg ikke ved hvad jeg skal sige. Hvad er der at sige? Andet end tak? Men det kan jeg ikke sige før jeg ved, at vi er i sikkerhed. Eller i hvert fald så sikker som vi kan blive.

Jeg lægger også meget mærke til, at han tøvede da han skulle sige sin far. Hvorfor mon det? Hvad er det lige, at der er sket mellem ham og hans far der gør, at han lige pludselig gerne vil hjælpe mig? Men nu ved jeg heller ikke hvad han tænkte der hjemme. Om han faktisk gerne ville redde mig eller om han ville fange mig.

Jeg sukker lydløst, da jeg tænker på hjem. Jeg savner mine veninder og venner. Jeg savner mit gamle liv, hvor der ikke var noget vildt. Ikke misforstå mig, jeg er glad. Jeg er glad for, at jeg har fundet ud af hvem jeg er. At jeg har fundet mine rigtige forældre. Men jeg ville ønske, at det ikke var så vildt. Jeg ville ønske, at alt det her bare snart kunne være ovre. Og når det faktisk er, så håber jeg, at det er for vores fordel. Jeg håber, at jeg stadigvæk kan se mine veninder og venner. Ikke mindst Mason, Emily og Alex også. Jeg vil selvfølgelig gerne bo på slottet. Ikke fordi det er et slot, mere fordi jeg gerne vil bo med mine rigtige forældre. Men jeg vil gerne beholde de andre i mit liv. Mere end noget andet.

Solens stråler er skarpe, og vi skal virkelig koncentrere os om, at vi ikke går bare et skridt forkert. For gør vi, ja, så er det ude med os. Hvilket jeg helst ikke vil have skal ske. Nok heller ikke nogle af de andre vil have det sker, håber jeg i hvert fald.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...