The secret Princess - Justin Bieber (AU)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 okt. 2016
  • Opdateret: 5 maj 2017
  • Status: Igang
Angel lever et almindelig liv, indtil der en dag kommer en dreng ind i hendes liv. Drengen vender op og ned på hendes liv. Angel finder ud af sandheden om hendes rigtige forældre. Hun er en prinsessen fra England. Manden der overtog deres slot(England) har ledt efter Angel lige siden hun var et år. Drengen der kommer ind i hendes liv, viser sig at være søn af ham der overtog England. Angel bliver udsat for fare, den fare hendes forældre ville have hende væk fra. Men som den eneste arving af tronen vil der medføre farer. Kan hun klarer det? Og redde hendes rigtige forældre? Eller vil hun bukke under?
*Justin hedder ikke Justin i min historie, men går under navnet Silas*

18Likes
10Kommentarer
23241Visninger
AA

17. Kapitel 14 - Et sandt rygte.

Jeg går lige så stille frem af mod sikkerhedskontrollen. Mason, min mor, min far og Ella kigger rundt. Dog uden det virker mistænkeligt. Min mor og far går foran mig. Mens Ella og Mason går ved min side. Sammen går vi stille frem, uden at det er for stille. Det er svært at finde balancen mellem det. Vi skal for alt i verden bare ikke opdages. Det glæder liv eller død. Bogstaveligtalt.

Vi kommer hen til sikkerhedskontrollen, og kommer heldigvis alle sammen ud på den anden side uden der er noget. Vi er ikke blevet genkendt endnu, hvilket er et held. Vi smiler til sikkerhedsvagterne, som smiler igen til os. Inden i er jeg et kaos. Jeg er så bange. Så nervøs for, at dette vil gå galt. Der kan nå, at ske så meget endnu.

Stille bevæger vi os frem ad, og går der hen, hvor man skal have sine kufferter. Mor og far pakkede i en kuffert sammen, mens vi andre har hver sin. Jeg kigger rundt, mens jeg prøver at bevarer roen. Det er godt nok ikke særlig nemt, men vi bliver nød til ikke at virke for mistænkelig. Dette ville helt sikkert være vores undergang.

Vi kommer hen til der hvor vi skal have vores kufferter. Her er mange mennesker. Lige så mange mennesker som var i flyet, sjovt nok. Vi stiller os, og venter på vores kufferter sammen med de andre mennesker. Som kufferterne lige så stille ruller ud, jo færre mennesker er der. Folk tager sine kufferter når de kommer frem til dem. Der er dog nogle der skubber og maser for, at komme til. Er det altid sådan her i en lufthavn?

Endelig kommer vores kufferter, og vi får dem taget. Min er sådan en mellem størrelse, og så er den pink. Jeg kan godt lide farven pink, og desuden er den nem at kende. De fleste folk har sorte kufferter. Godt det ikke er mig. Jeg kan lige forstille mig, hvilket helvedet det ville være, at skulle finde sin kuffert når der er så mange der ligner hinanden. De fleste har dog sat et eller andet på for, at de kan genkende den. Jeg vil dog væde med, at hvis det var mig, ville jeg ikke genkende den alligevel. Derfor gik jeg efter en pink. Ellas kufferter er også en mellem størrelse, dog er hendes blå. Hun har altid elsket blå, så selvfølgelig er den blå. Min mor og fars kufferter er derimod sort. Jeg er virkelig glad for, at jeg ikke skal lede efter den. Det tog dem da også noget tid før, at de kunne genkende den. Masons kufferter er dog sådan en beige farve. Ikke lige det, man ville tænke til en mand. I sær ikke Mason. Men hvis kan få det til at fungere er det vel fint.

Sammen går vi ud af lufthavnen med hver vores kufferter. Dog går min mor ikke med en, da min far går med den. En rigtig gentleman, må man sige. Døren ud til åbner sig automatisk, og vi bevæger os ud fra den klamme luft inden i lufthavnen. Ikke at det her udenfor er meget bedre. Varmen her i England er varmt. Selvom man ikke skal tro det. Okay så varmt er der heller ikke. Vi er i August. Der er alligevel omkring 21 grader. Dette er altså varmt, når man ser at jeg har en sort trøje på, et par sorte bukser med huller i knæene, en mørk teglrød cardigan og derudover en jakke over. Godt nok kun en sommerjakke, men når man har sort tøj på og der er 21 grader, det er varmt. Siger det bare.

Jeg puster stille til mit hår, da det er kommet ned foran mine øjne. Ella kigger på mig og griner af mig. Jeg ryster på hovedet af hende, mens jeg smiler. Det er dejligt, at hører hendes grin i alt det her seriøse noget.

”Hvad er der?” griner jeg af hende. Hun kigger på mig og smiler med hendes tænder til mig.

”Det er bare.. Du er er så sød, når du puster til dit hår,” siger hun. Hun kan ikke skjule sit smil, og det kan jeg heller ikke. Jeg ryster på hovedet af hende. Hun er virkelig en veninde i verdensklasse. En veninde jeg gerne vil beholde. Jeg håber bare, at vi begge kommer med livet ud af dette her. Også mor, far og Mason. Men hvis ikke vi gør, er jeg villig til, at ofre mit liv for dem. Jeg vil gøre alt for dem, ligesom jeg ved, at de vil gøre alt for mig.

*

Mason låser døren op ind til vores hotelværelset. Han gør tegn til, at vi skal vente indtil han har tjekket værelset. For en sikkerheds skyld. Jeg forstår godt, at de virkelig er overbeskyttende. Vi er trods alt i et helt andet land. Endda i England hvor de leder efter mig. Og gerne vil have mig dræbt. Men indtil videre går det godt. Ingen af os er blevet godkendt. Heldigvis. Vi har været enorm heldig indtil videre. Gad vide hvor længe det held mon er med os?

Turen her hen gik faktisk godt. Vi tog bussen, da der ikke var plads til os i en taxa. Mason og min far blev enige om, at de ikke truede at vi skulle dele os. Det ville være for risikabel, derfor endte vi med, at tage bussen. Hvilket også var fint nok. Hvis man ser bort fra varmen. De mange mennesker. De skrigende børn. Men vi blev ikke opdaget, så teknisk set gik det godt.

Turen tog lang tid. Omkring en time. Det var hårdt. I sær med vores kufferter. Vi placerede os øverst. Det var også det eneste der var plads til. Det var sådan en af de røde dobbeltdækkerbusser. Faktisk ret fedt. Der var ikke tag på den her bus, men med den varme der er, ville det næppe være nødvendigt. Det var nu også dejligt med vind i håret, dog var det stadigvæk varmt.

Vi prøvede at opfører os om turister. Vi snakkede om det vi så. Det var nu også flot. England er flot, i hvert fald hvis man tænker på, hvem der styrer England nu. Ikke den person jeg vil sætte på min top 100 over folk der burde styrer England. Faktisk ville han slet ikke være på listen lige meget hvor lang den så var. For mig er han et monster. Men igen, det er jo lidt min farfars skyld. Det har undret mig, hvordan han kunne finde på, at gøre det. Det er ikke retfærdig mod min farmor. Dem ved jeg ikke om jeg har kendt. Jeg har ikke læst noget om dem, så jeg ved heller ikke om nogen af dem lever. Men igen, hvis de levede ville min mor og far vel ikke være konge og dronning? Er det ikke sådan det fungere?

Mason kommer endelig ud, og siger at der er fribane. Heldigvis. Vi går alle sammen ind, og vi sukker alle sammen af lettelse. Både fordi vi er nået så langt, men også fordi der er dejligt køleligt her inde. Det er rart. Vi går ind på hotelværelset, og min far lukker døren eftersom han er den sidste der går ind. Vi stiller alle vores kufferter i den stue lignende ting vi kom ind i. Der er 4 døre, hvilket nok svarer til 3 værelser og et badeværelse. Hvis man ser bort fra, at dette faktisk ikke er ret dyrt et hotel, er det faktisk flot. Altså det ikke flot som sådan, men alligevel er det hvis man ser på prisen. Vi skulle helst ikke vække opsigt, så derfor blev det ikke et dyrt hotel vi valgt.

Jeg sætter mig ned i sofaen med et bump. Jeg låner hovedet tilbage og sukker let. Det er dejligt endelig, at kunne slappe af. Dejligt ikke, at skulle kigge sig over skulderen hele tiden. Selvfølgelig skal vi holde øje, men det er ikke så meget som når vi er ude i det offentlige. Så nu er der endelig tid til, at slappe af. Hvilket er noget vi i den grad alle trænger til.

Ella dumper ned ved siden af mig, og rækker hen over bordet for, at få fat i fjernbetjeningen. Ella læner sig tilbage og sukker af lykke. Jeg ryster grinende på hovedet af hende. Jeg kan mærke hendes øjne på mig, hvilket får mig til at vende mit hoved mod hende. Da hun endelig ser, at jeg kigger rækker hun tunge til mig.

”Du er så barnlig,” griner jeg. Ella vælger bare endnu en gang at række med tungen, hvor hun dog derefter blinker med det ene øje. Jeg ryster på hovedet af hende, og fokusere nu på tv’et som Ella vælger at tænde. Hun zapper lidt rundt, men finder intet spænende. Har de virkelig ikke noget godt tv her i England? Åbenbart ikke. Ella stopper dog hurtigt på en kanal, hvor der vises nyhederne. Måske også en meget god ide, at følge med i nyhederne. I sær nu.

”Mason, Alex og Emily, kom og se nyhederne med os,” råber Ella. Jeg tror ikke hun ved hvor de er henne, ligesom mig. De er sikkert gået ind på et af værelserne for, at snakke hemmeligt. Dette skulle ikke undre mig. Dog går der ikke lang tid før, at de kommer og slår sig ned i 3 personers sofaen. Den knirker lidt, men det virker ikke til, at de lægger mærke til det.

Det de snakker om i nyhederne lige nu er kedeligt. Det er et eller andet med nogle dyr der bliver slagtet. Hvorfor er det så interessant, at hører om i nyhederne? Det giver ingen mening. Dette land giver ingen mening. Dog fanger tv’et hurtigt min opmærksomhed, da jeg hører mit navn blive nævnt. Vi læner os alle sammen frem, og lytter godt efter.

”Angel Maria Eliza Anastasia er blevet set i England. Dette er kun et rygte hvilket ikke kan bekræftes. Dog er der øjenvidner der mener, at have set hende sammen med 3 voksne og en pige på hendes alder. Hvem disse personer er vides ikke. Dog har kong James udsendt en ny lov. Alle der hjælper Angel Maria Eliza Anastasia bliver dømt for landsforræderi og bliver dømt til døden. Der går rygter om, at kong James vil have Annabell Rose Jessica Melisa og Edward William Elliot Henry henrettet i løbet af de næste dage. Dette er hverken blevet bekræftet af kongen eller nogen af hans talsmænd. Hvis I har informationer om nogle af disse ting bedes I om, at kontakte os på vores hjemmeside, hvor vores mail står.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...