The secret Princess - Justin Bieber (AU)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 okt. 2016
  • Opdateret: 5 maj 2017
  • Status: Igang
Angel lever et almindelig liv, indtil der en dag kommer en dreng ind i hendes liv. Drengen vender op og ned på hendes liv. Angel finder ud af sandheden om hendes rigtige forældre. Hun er en prinsessen fra England. Manden der overtog deres slot(England) har ledt efter Angel lige siden hun var et år. Drengen der kommer ind i hendes liv, viser sig at være søn af ham der overtog England. Angel bliver udsat for fare, den fare hendes forældre ville have hende væk fra. Men som den eneste arving af tronen vil der medføre farer. Kan hun klarer det? Og redde hendes rigtige forældre? Eller vil hun bukke under?
*Justin hedder ikke Justin i min historie, men går under navnet Silas*

18Likes
10Kommentarer
22846Visninger
AA

16. Kapitel 13 - Rejsen

Mine forældre, Mason og Ella kigger rundt for, at se om de kan se noget mistænksomt. Vi sidder netop nu i lufthavne og venter på vores fly til England. Vi fik farvet mit hår til blondt, så man kan ikke se min rigtige hårfarve som er brunt. Man kan næsten ikke genkende mig. Jeg kunne i hvert fald ikke da jeg så mig i spejlet første gang. Dog overvejede jeg, at farve det lilla. Det kunne man slet ikke kende på mig, men der satte min mor, Emily, foden i jordet. Det lod hun mig ikke gøre. Jeg begynder at sidde lidt urolig. Jeg er spændt. Jeg er så nervøs.

Vi har fået lagt en plan, eller noget af en plan. Vi har ikke fået lagt det sidste af den, men dette vil vi gøre når vi kommer til England. Vi har fået bestilt et 3-stjernet hotel, under et falsk navn selvfølgelig. Det ville være for dumt, at bruge vores rigtige navn. Højtaleren afbryder mine tanker, og jeg sukker svagt. Så er det af sted til England. Mon jeg kan lide at flyve? Ja det ved jeg ikke, da jeg aldrig har prøvet det før.

Vi stiger ombord på flyet og får fundet vores pladser. Det er sådan to sæder i den ene side, og 3 sider i den anden. Det passer perfekt eftersom vi er 5, så skal ingen af os sidde ved siden af en fremmede. Hvilket også er meget godt, da vi ikke kan stole på nogle lige nu. Ikke andre end os selv. Mason har forklaret at vi ikke kan snakke med vagterne på slottet, i hvert fald ikke før han finder ud af, hvem der er på vores side og hvem der er på James side.

Vi sætter os ned på vores pladser, som er i midten af flyet. Ella og jeg til højre, hvor jeg sætter mig ved vinduet. De andre har det bedst med, at jeg sidder ved vinduet, da Ella så bedre kan komme til hvis nogle vil angribe. Ikke at jeg har et problem med det, da jeg faktisk helst ville side ved vinduet. Dette er første gang jeg skal ud og flyve, jeg vil gerne se udsigten. På den anden side af midtergangen, sidder min mor ved vinduet, ved siden af min mor sidder min far og til sidst sidder Mason. Hvilket vil sige at Mason lige som Ella sidder yderst.

Vi får spændt vores seler, da de siger i højtaleren at vi snart skulle lette. Jeg glæder mig, men jeg er stadigvæk nervøs og bange. Der er så meget der kan gå galt i vores plan. Tænk, at jeg overhovedet fik dem overtalt til det her, det er virkelig vildt. Det havde jeg ikke regnet med. Flyet begynder at trille frem af, og jeg tager min hånd ned til lommen af min nye jakke for at mærke, om mit smykke er der, hvilket det heldigvis er. Jeps har også fået ny jakke, da Silas åbenbart kunne genkende den anden jeg havde. Selvom han rigtigt hedder Mason, nægter jeg, at kalde ham det. Jeg kalder ham stadigvæk Silas og sådan er det.

Da jeg kommer til, at tænke på Silas, kommer jeg til at tænke på mine andre veninder. Hvorfor har jeg ikke tænkt på dem noget før? Dette er virkelig ikke godt. Hvad nu hvis, at der er sket dem noget. Så kan jeg virkelig ikke tilgive mig selv. Der må ikke ske dem noget. Virkelig. Jeg vender mig om mod Ella, som er lænet tilbage i flysædet. Hun sidder med lukket øjne, men det kan jeg ikke tage mig af lige nu.

 ”Ella,” siger jeg. Hun reagerer ikke, hvilket får mig til at sukke. Hun kan ikke allerede sove nu. Det er alt for hurtigt. Vi er ikke engang på vej op i endnu. Jeg ryster kort på hovedet, og fører mine hænder op til hendes skulder og ryster i hende. Hun mumler noget, men holder sine øjne lukket. Jeg sukker hårdt, og rusker endnu mere i Ella. Der går ikke lang tid før, hun slår øjne op og virker rimelig vågnet.

”Hvad er der, hvad sker der?” spørger Ella meget hurtigt om. Jeg ryster grinende på hovedet af hende, da der ikke er noget. Men det er der. Bare ikke som hun tror. Vores andre veninder. Jeg ved ikke hvad der er sket med dem, og jeg har brug for at vide det. Jeg håber virkelig bare, at Ella ved det.

”Ella, ved du om der er sket noget med Lily, Rose, Isa eller din bror Justin?” spørger jeg med en bange undertone i min stemme. Ella gnider sig lidt i øjnene, inden hun vender sin fulde interesse på mig. Hun smiler svagt, hvilket jeg tager som et godt tegn. Dog kan man bare aldrig være for sikker.

”Bare rolig, de er okay. Jeg snakkede med dem inden vi tog af sted. Jeg sagde vi tog på ferie i Danmark. Jeg sagde Danmark, så de ikke kunne tale over sig, da de ikke ved du er, ja du ved,” siger Ella. Jeg nikker til hendes ord og sukker lettet op. De er okay. Der er ikke sket dem noget. Det er godt. Men der kan stadigvæk nå at ske dem noget. De skal bare være okay. Det er heldigvis heller ikke dem, at de er ude efter. Det er mig. Måske også min mor, Emily og min far, Alex. Og Mason. Og Ella. De har hjulpet mig, samtidig de har vidst det hele. Derfor er de nok også efter dem. Det vil jeg i hvert fald skyde på. Okay skyde og skyde, det vil jeg nok ikke. Desuden har jeg ikke en pistol og aldrig prøvet og skyde med en før. Men det skal helt klart prøves. Gad vide, om jeg overhovedet duer til at være prinsesse?

Jeg smiler svagt til hende, og lader hende nu lukke hendes øjne, uden at jeg forstyrrer hende mere. Jeg har fået svar på det spørgsmål jeg gerne ville have, men dog har jeg på fornemmelsen, at der snart kommer til at ske dem noget. Vi har ingen ide om, hvor Silas er eller hvad han kan finde på. Hvis der sker mine veninder noget, ville jeg komme springene tilbage for at redde dem. I sær hvis deres liv var på spild. Men jeg ved også godt, at den eneste måde jeg kan redde alle mennesker på er ved, at genvinde mit kongerige.

At sige eller bare tænke på mit kongerige er stadigvæk mærkeligt for mig. Jeg tror stadigvæk ikke, at det ikke er gået op for mig, at dette her ikke er en drøm, for det føles som en drøm. Men inderst inde ved jeg også godt, at dette ikke er en drøm. Nej dette er virkeligt. Dette sker i virkeligheden.

Larmen i flyet gør det svært, at koncentrere sig. Små børn græder. Folk skændes højlydt. Det er utroligt, at Ella kan sove i den larm. Jeg ved, at hvis jeg prøver på at sove, kan jeg alligevel ikke på grund af larmen. Jeg har aldrig været ret god til, at sove når der er larm.

Jeg sukker tungt og læner mig tilbage i stedet. Jeg vender mit hoved om, så jeg kigger ud af det lille vindue der er ved min plads. Jeg havde håbet på, at kunne se noget mere. At det var mere, jeg ved ikke, at det var mere smukt, men alt jeg kan se er skyer. Oppe fra ligner de bare det samme som nedefra, hvilket ikke er så spænende.

Turen indtil nu er heldigvis gået godt. Ingen af os er blevet genkendt. Man kan aldrig vide, om James har sat nogle på dette fly. Om han ved vi er med det, ved ingen af os. Vi håber de ikke gør, da alle vores mobiler har været slukket. Dog har Ella haft sin tændt for, at ringe rundt til vores veninder og hendes familie. Gad vide om hendes familie ved det? Ikke at jeg tror det, men nu begynder jeg at tænke over det. Dog kan jeg ikke få mig til, at vække Ella igen for, at spørger hende om det. Desuden tror jeg ikke de gør, da dette var og er meget hemmeligt. Jeg håber bare vi overlever dette her, og at vi får reddet mine rigtige forældre.

Jeg vågner ved, at en rusker i mig. Jeg mumler noget, jeg ikke selv forstår og vender mig rundt i stedet. Jeg hører en grine, og jeg genkender hurtigt grinet som Ellas. Jeg brummer, men åbner langsomt mine øjne. Jeg sætter mig ordentligt op, og gnider mig i øjnene for, at få den sidste søvn væk.

”Du skal tage sele på nu, vi skal til at lande,” siger Ella. Jeg vælger bare, at nikke til hendes ord og spænder min sele. Lyden af seler der bliver spændt fylder hele flyet. Men okay nu er det også fyldt, så selvfølgelig vil lyden af seler der bliver spændt kunne høreres over hele flyet. I sær nu, hvor vi faktisk skal spænde os. Jeg glæder mig til vi lander. At komme ned på jorden igen. Have mine fødder på fast grund.

Flyet begynder at flyve ned af, og det begynder at kilde i min mave. Lidt ligesom når man kører med en rutsjebane. Propperne i ørerne begynder at komme frem. Jeg blev advaret mod dem, men jeg vidste ikke, at de er så slemme. For virkelig de er slemme. Av mine ører. Jeg tager en dyb indånding og kigger ud af vinduet. Jeg kan nu se land. Godt nok er det meget lille men jeg kan se det. Nu bliver det spænende, om vi kan komme igennem uden at blive genkendt eller om vi bliver fanget. Jeg håber det første. Jeg krydser fingre. 

 

_______________________________________________________________________

Jeg håber I kan lide dette kapitel! Tror I, at de kommer sikkert ind i England, og hen til hotellet uden at blive opdaget? 

Håber I alle har haft en god juleferie, og er kommet godt i gang med skolen igen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...