The secret Princess - Justin Bieber (AU)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 okt. 2016
  • Opdateret: 5 maj 2017
  • Status: Igang
Angel lever et almindelig liv, indtil der en dag kommer en dreng ind i hendes liv. Drengen vender op og ned på hendes liv. Angel finder ud af sandheden om hendes rigtige forældre. Hun er en prinsessen fra England. Manden der overtog deres slot(England) har ledt efter Angel lige siden hun var et år. Drengen der kommer ind i hendes liv, viser sig at være søn af ham der overtog England. Angel bliver udsat for fare, den fare hendes forældre ville have hende væk fra. Men som den eneste arving af tronen vil der medføre farer. Kan hun klarer det? Og redde hendes rigtige forældre? Eller vil hun bukke under?
*Justin hedder ikke Justin i min historie, men går under navnet Silas*

18Likes
10Kommentarer
23233Visninger
AA

14. Kapitel 11 - Sandhedens time

Ella drejer ind af en indkørelse, op til hvad der ligner et sommerhus. Jeg sukker lettet, da vi har kørt i efterhånden mange timer. Der er ikke blevet sagt et ord i bilen. Jeg tror det er fordi, at vi begge to tænker over hvad vi skal gøre og sige. Vi efterlod min far, vi efterlod Mason. Hvordan kunne vi det? Hvad sker der?

Ella stopper bilen, og vi hopper begge ud. Jeg har ingen ting med, og jeg ved ikke hvor længe jeg skal være her. Mit hoved gør ondt, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Min mor kommer også ind og holder. Hun stiger ud af bilen og hjælper Elenora ud af bilen. Stakkels Elenora, som er så lille. Hvis jeg ikke forstår hvad der sker, så forstår hun det nok heller ikke.

Min mor og Elenora kommer hen til mig, og min mor krammer mig ind til sig. Jeg ligger mine arme om hende, men jeg bliver nød til at sige noget da hun er ved, at klemme luften ud af mig.

”Mor, du maser mig,” siger jeg med lav stemme, da hun bogstavelig talt maser mig. Hun trækker sig fra mig, sender mig et kort smil. Hun tager sin hånd op til min kind og styrer den forsigtigt. Hun går væk fra mig, tager Elenora i hånden og går op til sommerhuset. Ella gør tegn til, at jeg skal følge med dem, hvilket jeg gør. Da vi kommer op til sommerhuset, finder min mor en nøgle, som har i lommen, hvor hun låser døren op. Hun skubber døren op, efter hun har taget nøglen ud. Hun går ind sammen med Elenora, mens Ella og jeg følger efter. Ella kigger ud af døren og rundt inden hun lukker den efter sig.

”Jeg tjekker lige huset, inden I går videre ind,” siger Ella til min mor. Min mor nikker, mens hun holder Elenora godt ind til sig. Hvad sker der? Hvorfor alt det besvær? Døren var jo låst.. Ligesom døren der hjemme var låst. Hvad er der sket med min far? Hvad er der sket med Mason?

”Der er ingen har, jeg har kigget alle steder, også I skabende, under sengene og alt,” siger Ella til min mor, da hun kommer tilbage. Min mor ånder lettet op, som om hun har holdt på vejret. Jeg følger med min mor, Elenora og Ella ind i noget der ligner en stue. Vi placerer os hver i sær i de to sofaer der står her inde. Ella og jeg i den ene og min mor og Elenora i den anden. Jeg kigger ned på mine hænder, og ved ikke hvordan jeg skal spørger hvad fanden der foregår. Er far død? Er Mason død? Jeg har brug for svar på mine mange spørgsmål. Er jeg en prinsesse? Nej det kan jeg ikke være. Så ville de vel have fortalt mig det. De ville de da?

”Hvad sker der? Er far.. Er Mason?” jeg kan mærke tårerne komme frem i mine øjne. Jeg kan slet ikke få sagt ordet død. Det vil ikke forlade min mund.

”Jeg ved det virkelig ikke Angel skat, men du skal vide, at de var klar over, at det kunne føre til det,” siger min mor med en alvorlig, men samtidig såret stemme.

”Hvad mener du med det?” spørger jeg, mens jeg rynker mine bryn. Hvad mener hun med, at de var klar over det? Hvad er meningen med alt det her?

”Skat, hør her. Jeg vil ikke sige noget før de kommer tilbage, hvis de gør. Hvis ikke bliver jeg nok nød til det. Men der er en grund til, at du også har trænet kampsport så længe du kan huske,” siger min mor, mens hun sukker. Jeg kigger mærkeligt på hende.

”Mor jeg ved virkelig ikke hvad du mener? Og skal vi sove her? Hvad så med tøj? Med mad?” spørger jeg min mor om. Jeg kan ikke finde rundt i noget af det her. Det billede kommer ingen ind i mit hoved. Jeg kigger ned på den halskæde jeg har om halsen.

”Vi skal nok sove her ja, Ella kontakter politiet her efter, for at hører om de kan tage ud til vores hus. Hun ringer fra en mobil der ikke kan spores. Bagefter må vi vente til i morgen, for at se hvad der sker. Tøj er der allerede, dette sommerhus er vores, og vi har altid sørget for, at have det klar. Vi har skiftet tøjet ud regelmæssigt, så det passede til størrelserne. Mad er der nede i mad rummet. Det er også skiftet regelmæssigt ud, så maden der nede er til at spise, og med halskæden du kigger på, finder du ud af noget mere om i morgen,” slutter min mor af. Jeg nikker til hendes ord. Hun rejser sig op og smiler svagt til mig.

”Jeg vil lave noget mad, Ella ringer til politiet og så kan dig og Elenora udforske huset, men Ella og dig skal dele værelse, og Elenora og jeg skal dele værelse. Dit navn står på døren,” siger min mor, og smutter ud fra stuen. Ella kigger på mig og smiler svagt, mens hun også rejser sig op. Jeg kigger hen på Elenora, som ligner et stort spørgsmålstegn, sikkert lige som mig. Jeg rejser mig op og tager Elenora i hånden, mens vi går på opdagelse.

*

Klokken er ved at være mange. Jeg ligger i sengen og kigger op i loftet. Ella ligger på gulvet på en madras. Jeg ville gerne slå tiden ihjel med min mobil, men Ella har taget den. Hun slukkede den og gemte den, for at ingen skulle kunne sporer os. Jeg har stadigvæk ikke fået af vide hvad der sker. Jeg er så forvirrende. Mit hoved gør helt ondt. Et skrapt lys kommer ind af vinduet. Det ligner lys fra en bil. Mit hjerte begynder at banke hurtigere. Hvem er det?

”Ella!” halv hvisker råber jeg. Hun mumler noget i søvne, men det kan jeg ikke tage mig af nu. Jeg kommer forsigtigt ned af sengen og ned til hende. Jeg begynder at ryste i hende for, at hun kan stå op. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er bange. Hun mumler noget utydeligt igen. Så jeg beslutter mig for, at give hende en lussing. Så det er det jeg gør. Jeg giver hende en lussing og hun vågner op. Hun skal til at råbe af mig, da jeg ligger min hånd foran hendes mund. Hun kigger først mærkeligt på mig, men da hun ser det samme lys som jeg er hun hurtigt oppe på benene. Hun sender mit et strengt blik, og jeg sætter mig hen i hjørnet. Hun nikker til mig, som om jeg er et lille barn der gør hvad der bliver sagt. Okay jeg gør hvad der bliver sagt, men lille er jeg altså heller ikke!

Det føles som flere timer, hvor jeg bare sidder og venter. Jeg sukker stille, og kigger hen mod døren som er lukket. Hvorfor skulle jeg træne så meget kampsport, hvis jeg ikke engang for lov til at bruge det? Det er altså ikke fair. Eller måske jo. Jeg ved det ikke. Der går endnu noget tid før Ella endelig kommer ind på vores værelse. Heldigvis uskadt. Jeg kigger på hende, og hun smiler. Hun kommer hen til mig, og hjælper mig op og stå.

”Ingen farer, det er din far og Mason.” Da ordene forlader hendes mund, skynder jeg mig ned i stuen, hvor både min far og Mason sidder i sofaen. De sidder med ryggen til, så de har ikke set mig endnu. Derfor får de sig noget af at chok, da jeg kommer op foran dem, og krammer de begge to ind til mig, mens jeg mumler: ”Gudskelov, at I er okay.”

Jeg får tårer i øjnene, og jeg mærker de ligeså stille falder ned af mine kinder. Både min far og Mason krammer mig ind til dem. Jeg bliver mast, men lige nu er jeg glad. Det føles som en sten faldt ned fra mit hjerte og det hele blev lettet. Jeg er så glad over, at de er okay. Jeg slipper dem efter noget tid, og lægger nu først mærke til, at de begge er meget forslået. Jeg får det helt dårligt over, at de har ofret det her for mig. Og hvorfor ved jeg heller ikke endnu. Men jeg er så glad for, at de overlever.

*

Vi har alle sat os på sofaen, undtagen Elenora. Hun sover endnu. Men okay, det er stadigvæk nat. Min far havde sagt, at hun vil få det de fortæller mig nu, af vide senere. Jeg sidder sammen med Ella i den ene sofa, mens min mor, far og Mason sidder i den anden. Jeg kan stadigvæk ikke komme mig over, at de er i live. Jeg troede jeg havde mistet dem. Man kan se på dem, at de ikke ved hvordan de skal starte. Dette her er åbenbart rigtig vigtig og livforandrende. Men jeg har lovet Bella ikke at stikke af, og dette vil jeg holde.

”Angel, Ella har fortalt mig om et billede Elliot gav til dig,” starter min far ud. Jeg vælger at nikke, for at bekræfte ham i det han siger. Hvis Ella har fortalt om det, behøver jeg ikke at sige mere. ”Okay. Du har også skrevet meget om en prinsesse fra England, så det ved du meget om.” Jeg nikker endnu engang.

”Okay på det billede Elliot gav dig, kan du se, at I har en halskæde der er ens, dette er ikke et tilfælde. Dette er den helt sammen halskæde. Emily og jeg er heller ikke dine rigtige forældre.” Jeg åbner munden for at afbryde, men min far, eller Alex sender mig et strengt blik, så jeg lukker min mund igen. Min far, Alex, sender mig et svagt smil.

”Dine rigtige forældre, dronning Annabell og kong Edward, havde vidst længe, at James som han hedder ville overtage kongeriget, så de havde en nødplan. Din rigtige far og jeg har været gode venner igennem mange år, også i flere år før du kom til verden. Deres nødplan var Emily og jeg. Du er blevet trænet til kampsport for at kunne beskytte dig selv. Din mor og far sagde det var livsvigtigt, fordi de vidste at det kun var et spørgsmål om tid, før han fandt frem til dig. De vidste ikke hvem han ville sende ud, men de vidste at det ville ske på et tidspunkt.” Min far tager en dyb indånding og kigger ned på sine hænder. Han er rørt, og en tårer triller ned af hans kind. Min mor, eller Emily tager han indtil sig, og smiler svagt til Mason, hvis han hedder det i virkeligheden.

”Jeg er rigtig vagt for dine forældre. Din mor og din far ville have en af deres vagter med som de stolede på med deres liv. Dette blev så mig. Og ja jeg hedder Mason i virkeligheden, hvis du er i tvivl om det. Jeg skulle være undercover, som Alex og Emilys ven. Vi er også gået hen og blevet venner, men det er en anden side af sagen. Vi kom så her til Skotland i en helikopter. Da du kun var 1 år, ville du ikke kunne huske så meget, og dette ville vi gerne blive ved med at have. Vi blev opdateret omkring hvad der skete i England, og vi håbede at vi kunne slå til når tiden var inde. Dine forældre ville gerne have, at du ikke skulle ende i James hænder, for så havde han dræbt dig. Den eneste grund til, at dine forældre er i live, er fordi at han vil vise dem, hvordan det er at leve dårligt. Han ville gerne dræbe dig, men lade dem leve.”

Jeg kigger skræmt og forskrækket på Mason. Hvordan kan et menneske dog finde på sådan noget? Det er forfærdeligt. Det er urealistisk. Det er wow, jeg kan slet ikke beskrive det. Det er forfærdeligt.

”Du startede så på skolen sammen med Ella. Hun ved alt, men det gjorde hun ikke dengang du startede. En dag kom hun her hjem, fordi hun synes hun kunne genkende dig. Vi havde overvåget hende længe, da vi skulle have flere folk til, at beskytte dig, i sær hvis der skete noget i skolen, hvor vi ikke var. Men vi havde set, at vi kunne stole på Ella, og fortalte hende det hele. Hun begyndte at træne og gå til kampsport og alt det nødvendige for, at vi var sikker på at hun kunne passe på dig. Vi betalte selvfølgelig. Elliot skulle også passe på dig, men noget gik galt. Vi har ikke haft kontakt til ham længe, så vi vidste ikke hvad der var sket med ham eller om han havde gjort noget. Vi ved stadigvæk ikke andet end det, Ella har fortalt os.”

Jeg nikker, så de ved, at jeg hører efter. Dette er meget at få af vide på en gang, men jeg vil have det hele af vide. Jeg ved godt jeg lovede Ella ikke, at stikke af. Jeg vil også holde det, men jeg har virkelig lyst til det nu. Men igen, jeg kender ikke mine rigtige forældre, så hvorfor skulle jeg hjælpe dem? Men på den anden side, jeg kan ikke leve med, at jeg skal være på flugt hele tiden. Er jeg overhovedet blevet fundet? Forhåbeligt får jeg svar på det lige om lidt.

”Angel, nu skal du høre ekstra godt efter. James har fundet dig. Du troede Silas var din ven, det er han ikke. Dette er James søn. Vi har undersøgt ham, og vi har fundet ud af, at det er James søn. Det er ham James sendte ud efter dig. For hvis du lever, og kommer tilbage til England og får overtaget kongeriget igen, er det slut for dem. Det vil ingen af dem have. Derfor skal du ikke stole mere på Silas. Silas havde fortalt sin far, at dette var dig. Han sendte nogle af sine trofaste vagter ud, for netop at dræbe dig. Alex og jeg var heldig at komme ud med livet i behold.”

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige eller gøre. Jeg synker en klump. Tårerne finder frem til mine øjne. Har de virkelig ville ofre deres liv for mig? Bare fordi jeg er en prinsesse, som de siger. Den forsvundne prinsesse.

”Dette er meget at få af vide på en gang, jeg ved ikke hvordan jeg skal reagere,” siger jeg ærligt. For det ved jeg ikke. Så mange følelser løber rundt inden i mig, at jeg ikke kan finde rundt i det. Alex åbner munden og skal til at svarer, da min mobil afbryder os. Jeg rynker mine bryn, og tager den op af min lomme for at se, hvem der ringer. Jeg taber min mobil chokeret, da jeg ser navnet på skærmen. Silas. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...