Den Tavse Dræber

Den tavse dræber, er en fortælling om en dreng der for muligheden for et bedre liv, men hvor godt er et liv som lejemorder egenligt. Han oplæres til at dræbe koldblodigt, og lægge følelserne væk. Men en dag går det galt, og hvad skal der ske, når den stærkeste følelse af alle overtager en koldblodig morder?

Jeg håber i kan lig den, og smid endelig en kommentar, er åben for featback: )

God fornøjelse: )

0Likes
0Kommentarer
252Visninger
AA

1. Den tavse dræber

Den tavse dræber

 

Vejret havde været grå de sidste par dage, og regnen havde silet ned, som når man hælder vand igennem en si, for at få sig et bad.  Jeg havde ikke kunne være ude i disse dage. Det måtte jeg ikke for min mor. Men lige nu var mor meget syg, alvorligt syg. Far sagde, at jeg ikke ville nå at fylde fem, før det var ude med hende. Jeg vidste ikke hvad død betød dengang, så jeg viste ikke at det betød, hun aldrig ville komme tilbage. Fire år gammel. Tja, der er meget nyt i verden stadig, og en masse ord jeg ikke kendte. Jeg var spinkel dengang, min far fik ikke penge nok for sit job til at kunne sætte mad på bordet hver dag. Så vi var alle spinkle. Mest mor. Hun spiste intet, og hvis hun en sjælden gang gjorde, kastede hun det op igen. Hvis ikke feberen gjorde det af med hende, gjorde sulten det helt sikkert. Og far fik ret. Aftenen før min fem års fødselsdag, døde hun. Mor havde altid hold hånden over mig, og sørget for mig. Den kærlighed havde jeg aldrig fået fra min far. Dagen efter mor døde, på min fem års fødselsdag, blev jeg smidt ud. Som det skidt jeg nu engang var for min far. Jeg var for lille til at forstå noget af det hele, så jeg blev stående uden for døren. Jeg stod der i timer, mens regnen langsomt gennemblødte mit tøj. Det drev min far til vandvid. Efter en hel dag i regnen, åbnede han endelig døren. Han tog mig hård i armen og hev mig afsted igennem det smalle gader. Da han mente jeg ikke kunne finde tilbage, gav han slip. Han gav mig et tæppe og et halvt stykke tørt brød. Han sagde jeg skulle vente her, så ville han komme tilbage senere og hente mig. Det gjorde han selvfølgelig ikke. Jeg var nu hjemløs. Iganawa var en mellemstor by, men proppet til randen med huse. Man kunne leve et helt liv her uden at se hele byen. Og snilt fare vild. Gaderne var utrolig smalle og ens. Husene dækkede nærmest hen over hinanden, så det var muligt at finde ly. Der var mærkeligt nok, liv i gaderne. Menneskene myldrede igennem de smalle gader og alle så ud som om de havde virkelig travlt. Lige fra fine herre og fruer, til fattige tikkerer. Ingen lagde mærke til mig. Jeg kunne bare side og se det hele, dag ud og dag ind, fra frøperspektiv.

Der gik lang tid. Hvor lang tid havde jeg ikke styr på. Men ved at stjæle lidt mad og drikke regnvandet, der havde samlet sig på husenes tage, kunne jeg lige klare mig. Mit liv rykkede sig rund hver dag. Hver dag måtte jeg finde et nyt sted at stjæle mad for ikke at blive fanget. Jeg endte med bosatte mig på et af husenes tage. Jeg byggede mig et lille hus af gamle bræder, der lå rundt omkring. Og bandt det sammen med lidt fiskesnører. Det holdte ikke meget på varmen, men det beskyttede mod hård blæst og strid regn. Her boede jeg, med det tæppe far gav mig inden han gik fra mig, kunne jeg holde varmen om natten. Jeg havde udsigt ud over hele Iganawa. Det var på klare aftner, en fryd for øjet, når solen lagde sine sidste stråler tungt hen over byen. Her var meget mere åbent end nede i de smalle gader. Jeg følte mig fri, så fri en fem årige dreng nu kan, men dog lidt ensom. Jeg brugte meget af dagen på at finde mad og samle vand, men tit tider kravlede jeg en halv kilometer over Iganawas tage, hen til det store torv. Her lå jeg på maven og så ned på menneskene. Det store torv i Iganawa, var hjemsted for nogle af Japans fineste herre og fruer. Noget der særligt fangede min opmærksomhed, var en pige. Omtrent på min egen alder, og pyntet så hun lignede en prinsesse. Hendes hud var så hvid, som den reneste sne, og hendes læber så røde som den rødeste rose. Hun var smuk. Hendes lange sorte hår, var omhyggeligt sat op i en imponerende frisure, og hun var i ført en smuk kimono. Hun trippede rundt efter en ældre frue. En Geisha. Mor fortalte mig engang om dem. Et blik kunne få en mand i knæ. Det tror jeg gerne, jeg var i hvert fald forelsket. Jeg ville gerne snakke med hende, men jeg vidste, det kunne jeg ikke. Mor sagde, at sådan nogle kun var for store rige herrer. Men bare at se på hende på afstand gjorde mig tilfreds. Og en dag vågede jeg mig helt derned, for at kigge på nært hold. Det var den dag hun så mig. Hun kiggede lige ind i mine øjne, og jeg i hendes. De var himmelblå og klare, selv da hun kiggede væk og forsvandt i mængden, blev jeg stående, fuldstændigt fortryllet. Men det var også sidste gang jeg så hende. Fire vintre gik og snart var jeg hele ni år gammel.

Men dagen der ændrede mit liv kom. En dag som så mange andre, stod jeg op. Min mave knurrede, og jeg var sulten. Det var en stille morgen, og jeg blev under tæppet lidt længere, for det var også koldt. Lige pludselig hørte jeg noget. Fodtrin. Jeg undrede mig, hvem kunne finde på at være her oppe på taget, og på dette tidspunkt? Jeg gøs lidt. Trinene kom nærmere, og jeg kunne skimte en skygge ude foran mit lille hus. Noget langt glimtede i solens morgen stråler. Jeg frygtede det værste. Det løse bræt jeg brugte som dør blev langsomt løftet til side, og et langskaftet svær kom til syne. Mit hjerte sad i halsen, parat til at springe ud. Jeg kunne se omridset af en person, der bukkede sig og kiggede ind til mig. Jeg kunne ikke rigtigt se ham, han var pakket ind i en sort dragt, kun et snit over øjnene kunne ses. Han rakte hånden ind og tog fat i mig. Jeg blev hevet ud, og lå nu på knæ foran manden.

”Hvad er du for en splejs?”. En kort fornærmelse kastede sig ydmygende ned over mig. Jeg bukkede mig sammen i respekt og frugt for denne fremmede mand, og bede om forladelse for min splejshed. Manden lo. ”Haha, hvor gammel er du knægt?” Manden havde åbenbart ikke andet at tage sig til end at stille irriterende spørgsmål. ”Jeg er fra dragens år, mester”. Men jeg turde intet andet end at svare. ”Hmm, ni somre, og høflig endda. Det er ikke for sent endnu”. Hvad fablede manden om? Ikke for sent endnu? ”Hvad er ikke for sent endnu, mester?”. Jeg vidste ikke om det passede mesteren at få stil et spørgsmål af en af min slags, for han så overraskende på mig, så lo han igen. ”Det er ikke ofte jeg møde en dreng som ved hvor han står og ikke er bange for at stille spørgsmål uden tilladelse”. Men det var ikke helt rigtigt, jeg var bange. Jeg bukkede bare hoved, og som for at vise at jeg ventede at han ville svare. Han lo færdig og blev så stille. ”Jeg kan give dig et nyt liv. Du kan arbejde for mig, og jeg kan give dig varme, ly og mad, hvad siger du til det, knægt?” Jeg så op, for første gang så jeg ham direkte ind i øjnene. De var varme, og jeg blev hurtigt tryg ved ham. Jeg nikkede kort og rejste mig. ”Jeg bor i en lille by, en dagsrejse herfra, jeg vil bære dig der til, du er for spinkel lige nu til at arbejde med, men dig skal jeg nok få glæde af”. Han vinkede mig hen til sig og jeg kravlede op hans ryk. Manden brugte mit tæppe til at sikre sig at jeg ikke lige sådan faldt af. Og med et sat han af. Han sprang på taget som om han intet andet havde lavet hele livet. ”Må jeg spørge mester om, hvem han er?” Jeg talte lavmeldt og nervøst. Manden svarede ikke, han var tydeligvis ikke i stand til det lige nu. Han skulle jo koncentrere sig om der svære fodarbejde, med det ekstra læs han nu havde. Uden for byen, der havde jeg aldrig været, jeg havde kun kunnet se, skoven for enden af de mange hustage, fra min lille lejelighed. Nu var jeg direkte på vej der hen. Skoven nærmede, og min nysgerrighed steg. Jeg havde så mange spørgsmål, men han bar våben, og jeg selvom han virkede betrykkende, turde jeg intet satse.

Langt om længe nåede vi skoven. Manden satte af fra taget, og sprang over i et træ, med et støn. Her stoppede han. Solen stod højt på himlen, han virkede forpustet. ”Toldmodighed er en god ting, min dreng!”. Manden havde altså ikke svaret mig, fordi han testede min toldmodighed. Jeg kiggede nysgerrigt på ham, men sagde ingen ting. ”Du egner dig mere og mere til dette job min dreng” Jeg så uforstående på ham. ”Jeg forstår ikke mester? Hvad er det for et job du vil give mig?” Manden så på mig som om det var lige dette spørgsmål han ville have jeg skulle stille. ”Jeg føre dig i dette øjeblik til Iwa, den mest berygtede ninja by i hele Japan. Du skal være ninja min ven!” Jeg tabte pusten et øjeblik. Ninja? Skulle jeg være ninja? En elite kriger, en lejesoldat. Mig? Det var svært at fatte. Jeg havde hørt meget om de stolte krigere, og at rigmænd betalte dem godt. Men dengang anede jeg ikke noget om den lidt mindre stolte det af jobbet. Men det skulle snart vis sig for mig.

Iwa lå i en dal, og skoven lå som en beskyttende mur omkring den, uden for byens mure, var der rismarker, og mange af dem. Jeg sad på ryggen af en ninja og så ned på hans by. ”Kan du se den store bygning der i midten? Der bor min mester, han er alles mester.” sagde han så og pegede på den største bygning der var placeret i byens midte. ”Længere nede har vi et bedehus, der beder vi bønner, men det lærer du, husene omkring mesterens hus, er vores, der kommer du til at bo.” Jeg nikkede bare. ”På pladsen foran mesters hus, træner vi nye elever, altså dig. Men der er noget du skal vogte dig for”. Sagde han alvorligt. ”Og hvad er det mester?” Jeg ville egentlig ikke vide det. ”Det lærer du hurtigt, men gør altid hvad der bliver sagt, lov mig det”. Han kiggede stift ud i luften. ”Med mindre du vil blive risbager som de mennesker der nede, resten af dit liv.” Jeg kiggede ned på de små mennesker i dalen. De bar på tunge sække og så noget slidte ud. Jeg gøs ved tanken. Med et satte manden af og vi skred ned i dalen i en høj fart.

Senere nåede vi byen. Han bandt tæppet op og jeg kunne hoppe ned. ”Du skal møde min mester nu, han skal se dig an, vis den respekt du gav mig, for ham ligeså” sagde han. Jeg nikkede stille. Han tog mig i hånden og vi gik op mod det store hus. Vi gik forbi mange risbagere, de boede uden for muren. Da vi nåede porten, stod to sortklædte mænd i indgangen de nikkede og vi fortsatte ind. Pladsen var meget stører end jeg troede. Det store hus lå lige i midten af pladsen og rundt om, de mindre huse, der med deres vægge dannede små gader. Vi gik direkte over den store plads. Det lignede lidt af alt en forhindrings bane, bare det mere indviklet. Og ovre i hjørnet stod en pæl, for sig selv. Jeg kiggede på den ensomme pæl hele vejen over pladsen, det bemærkede manden. ”Jeg ser at Fatterpælen, har fanget din opmærksomhed?” Jeg så væk og op på ham, med et udtryk der spurgte: Er der noget galt i det. Han lo. ”Den pæl skal du nok komme til at hade, bare vendt at se”. Han smilede. Alting var så gådefuldt, han var gådefuld. Vi trådte op på den lille terrasse. Her skulle vi tage skoende af, første regl jeg skulle lære i Iwa. Havde man sko på i husende her i byen, betød det mangel på respekt.

Vi blev ført ind i en masse små rum, og til sidst stoppede vi ved en stor papirs dør. Manden slap min hånd og døren gled til side. ”Det tager lige et øjeblik, så henter jeg dig”. Sagde han så. Det havde jeg hørt før, men denne gang var jeg ikke bange for at han ikke kom tilbage. Og ganske rigtigt, en ti minutters tid senere kom han ud og hentede mig. Jeg blev ført ind i et større rum, hvor en kraftig bygget mand sad. Han sad på noget der lignede en trone, og han lignede nærmest en kejser. Han var ikke klædt i en sort dragt som de andre i rummet, men i gyldne farver. Han så vandtro på mig. Jeg bukkede høfligt for ham. ”Hmmmm, han er nu lidt spinkel Nobu-san” sagde han så. Nobu-san, det var altså det han hed, men det ville nok være bedst stadig at sige mester til ham. ”Han er kun ni somre gammel mester, jeg har testet hans toldmodighed med fine resultater og han var høflig fra da jeg mødte ham, han adlyder mester.” Sagde Nobu. Jeg bøjede hoved i respekt for mesters omtale om mig. ”Meget vel, men lad ham gennemgå udholdenheds prøvens fire stadier alligevel.” Nobu så oprevet ud. ”Alle sammen mester? Også selvom han ikke er ældre? Vi plager ikke at lade så unge gennemgå alle fire. Den store mand så roligt på Nobu. ”Rolig Nobu-san, du har intet at frygte, især ikke vis han allerede har udvist det talent du taler om.” Han smilede, og kiggede på mig. ”Hvad er dit navn?” Sagde han så. Jeg rejste mig med bøjet hoved og sagde: ”Mit navn er Ayo mester”. Han lo af mig. ”Ayo Haha. Ja ja, mit navn er Jinfu og jeg er shoninen her i byen, dette er min by, det er mig du skal tjene. Du skal tiltale mig mester Jinfu, og alle andre ved navn efterfulgt af San. Er det forstået?” Jeg kiggede op uden at se ham i øjnene. ”Ja, mester Jinfu”. Han smilede. ”Godt, Nobu-san start stadie 1, du ved hvad du skal”. Nobu nikkede og vi gik baglens ud foroverbøjet, indtil døren var lukket.

Nobu så ikke særlig glad ud, da vi kom ud. ”Er alt som det skal være mester” jeg vidste godt jeg ikke måtte sige mester til ham, men det syntes at gøre ham gladere. Han kiggede ned på mig og smilede. ”Jeg havde ikke regnet med du skulle starte så tidligt, det er jeg ked af” han så ned igen. Jeg fulgte efter ham over i et skur, hvor han hentede et reb. Efterfølgende gik vi hen imod den ensomme pæl, jeg havde kigget så fascinerende på tidligere. Jeg fik besked på at sætte mig ved siden af pælen, det gjorde jeg. Nobu bandt rebet fast til pælen, med nogle knob, og så kiggede han på mig. ”Ræk mig dine hænder”. Sagde han så. Jeg så lidt skræmt på ham. ”Hør her. Det her er første stadie i udholdenhedsprøven. Alle skal igennem det, og det er meget hård. I dette stadie skal du sidde bundet til Fatterpælen i tre dagen, du for ingen mad og intet vand. Du må ikke beklage dig, du må intet sige. Forstår du det?” han så alvorligt på mig. Jeg nikkede. ”Men mester, hvad skal det gøre godt for?”. Nobu smilte. ”Udholdenhed er vigtigt for en ninja. En ninja skal kunne gemme sig i alt slags terræn og vejr og kunne ligger der i dagevis uden mad og vand, det er formålet med stadie et, kan du klare det, er du et skrid tættere”. Sagde han og smilede. Jeg rakte hænderne op mod ham, og hans smil flød over i et grin. ”Du den modigste lille dreng jeg har mødt, du skal nok blive en stor ninja en dag”. Jeg håbede han havde ret, og jeg bøjede hoved i respekt for ham. Han bandt mine hænder, og vendte om og gik hen til sit hus.

Dagene gik langsomt, men det var nu ikke så slemt som jeg troede det ville være. Livet på tagende i Iganawa mindede lidt om det her, bortset fra at jeg var bundet til en pæl, og at jeg slet ikke fik mad. Jeg må indrømme at det heller ikke var lykkedes mig hver dag i Iganawa at skaffe mad, så jeg havde prøvet noget lignende. Men jeg måtte intet sige? Derhjemme ville jeg havde talt med mig selv eller de rotter, fugle og så videre, jeg delte tag med, men her var ingen. I ny og næ kom der nogle mænd i sorte dragter springende. Nogle gange trænede de, og jeg kunne se alt fra min plads i pladsen hjørne. De var dog for langt væk til at de ville kunne hører mig, vis jeg sagde noget. Men det gav mig legelighed til at tænke. Jeg tænkte som jeg aldrig havde gjort det før. Jeg kunne høre min egen stemme inden i hoved, og den blev nærmest min ven de dage. Det begyndte at regne tidlig om morgen på dag tre, og det blev ved i nogle timer, jeg åbnede munden og drak så meget af regnen jeg kunne. Den her dag virkede længere end de andre. Sulten gnavede sig også på, men jeg beroligede mig selv med at det var sidste dag. Jeg sad spændt og ventede, og kiggede over mod det hus Nobu-san var gået ind i, men han kom ikke. Da mørket faldt på igen, var han her stadig ikke. Tre dage, det var det han havde sagt, var det ikke? Hvorfor kom han så ikke? Måske havde de set ham drikke regnvand, og givet ham en ekstra dag som straf? Kunne det være det? Jeg sukkede lidt, en tårer trillede ned af kinden og slog følge med regndråberne der dryppede ned fra mit gennemblødte hår. Den nat havde jeg svært ved at falde i søvn, jeg lå dårligere på den våde jord end før, og jeg var blevet koldt af at være gennemblødt. Jeg lå og kiggede imod Nobu-sans hus, så lukkede jeg øjnene.

Jeg blev vækket tidligt om morgen, ved at nogen ruskede blidt i mig. Solen var kun lige stået op, da jeg åbnede øjnene og så op. ”Mester?” Sagde jeg og kiggede op. Nobu-san sad på knæ ved siden af mig. ”Kan du rejse dig?” spurgte han, imens han skar rebet om mine hænder over. Jeg rejste mig, jeg var noget ustabil på mine ben, men jeg væltede ikke. Nobu-san nikkede. ”Du har klare stadie et, det er rigtig flot, ikke alle klare det i første forsøg, ikke engang jeg” sagde han og smilte. ”Kom du skal ind til shoninen nu” Jeg nikkede og fulgte efter ham. ”Du havde minstanden ret Nobu, han er noget særligt, lo han, giv nu drengen noget mad, stadie to, starter i morgen”. Nobu-san bukkede og vi bakkede ud af rummet. ”Hvad går stadie to ud på mester?” spurgte jeg mens jeg havde munden fuld af mad. Han smilede. ”Det er det hårdeste stadie, de fleste falder fra her”. Sagde han. ”Hvad sker der mester?” Jeg vidste godt at for mange spørgsmål vil irriterer ham. Han sukkede let. ”Jeg må ikke fortælle dig det, man må ikke være forberedt til prøverne. Men du må love mig én ting Ayo, uanset hvad der kommer til at ske, må du intet sige. Selvom det betyder det kan rede dit liv, så siger du ikke noget!” Han så alvorligt på mig. Hvad kunne være så slemt? Jeg proppede en ny mundfuld mad i munden. Det var lang tid siden jeg havde fået så godt mad. Om aftenen fik jeg en dejlig blød seng at ligge i. Jeg faldt i søvn med det samme. Nobu-san sad ved min side det meste af natten. Jeg følte mig tryg når han var der. Men han virkede ikke glad. Da jeg lukkede mine øjne stod Nobu-sans bedrøvede ansigt klar på min nethinde.

Jeg havde fået lov til at sove til godt op ad dagen, jeg blev i hvert fald vækket da solen stod højt. Det var Nobu-san der vækkede mig, som dagen før. Jeg fik lidt morgenmad og noget frisk vand, og så gik vi. Stadie to, tænkte jeg, Nobu-san havde sagt at de fleste faldt fra her. Han førte mig ned til et hus der lå lidt afsides. Han stoppede uden foran huset. ”De næste tre dage skal du være her. Og husk hvad du har lovet mig Ayo. Du må intet sige, intet, er det forstået?” Han så stadig meget alvorlig ud. Jeg nikkede blot. Og dørene til huset blev skubbet til side. En muskuløs mand stod i døråbningen. Han nikkede til Nobu-san, der vendte om og gik fra huset. Manden så ned på mig. ”Du skal vide at du ikke for særbehandling bare fordi du er lille” Sagde han strengt. Jeg sagde intet, som jeg havde lovet, men nikkede kun. Han gav tegn til at jeg skulle gå ind. Huset var mørkt og skummelt, og da døren blev lukket kunne jeg intet se. Manden to fat i min arm og trak mig med længere ind. Jeg blev sat på en stol og bundet fast. Mit hjerte dunkede, mens mine øjne langsom vendte sig til mørket. Et lys blev tændt over mit hoved. Jeg kneb øjnene sammen på grund af det skarpe lys. Manden som havde stået i skyggen foran mig trådte nu frem. Først nu lagde jeg mærke til et kæmpe ar, han havde i ansigtet. Det gik fra panden og tværs over, hen over næsen og stoppede lidt nede på halsen. Hans næse sad lidt skævt, lå jeg mærke til. Han så uhyggelig ud i denne belysning. ”Nobu har fortalt dig noget om denne prøve ikke sandt?” Jeg svarede ikke. Han smilte. ”Han har fortalt dig hvad du skal gøre for at bestå dette stadie ikke?” Jeg sagde stadig ingen ting. Nobu-san havde sagt jeg intet måtte sige, lige gyldigt hvad. Han lo. ”Det eneste du skal gøre er at sige sandheden, det var det han sagde ikke?” Var det det? Var det det, Nobu-san havde ment? Men hvordan kunne jeg sige sandheden vis ikke jeg måtte sige noget? Måske var det et snydespørgsmål? Jeg sagde ingenting. Mandens smil ændrede sig. Han så helt dyster ud igen. Han havde først gået frem og tilbage foran mig, men var nu stoppet. Vidste han ikke hvad han skulle sige? Med et lød et sug, og hans hånd strøg igennem luften, og ramte min kind. Stolen vippede lidt til den ene side, og så tilbage igen. Jeg blev helt varm i hoved. Jeg havde lyst til at skrige for smerten var udholdelig, men jeg forsøgte med alle kræfter ikke at sige noget. Manden så på mig. ”Hvis du fortæller mig nu at Nobu har hjulpet dig, så for du lov til at gå!” vrissede han. Jeg sagde ingen ting. Du må intet sige Ayo! Lover du mig det? Jeg kunne høre Nobu-sans stemme i mit hoved. Hvis dette stadie, handlede om udholdenhed ligesom det første, betød det altså at jeg blev testet. Testet for om jeg ville kunne holde på ninjaernes hemmeligheder, uanset hvad der skulle ske. Jeg så manden lige i øjnene og smilede, jeg havde nu forstået hvad jeg skulle bevise med dette stadie. Nobu-san havde hjulpet mig, og det vidste manden med arret her, men testen gik ikke kun ud på udholdenhed, men også på troskab. En ninja er værdi og til at stole på. En sætning fra en af mors mange historier om de stolte krigere. Manden smilede igen, som om han vidste hvad jeg tænkte. Jeg lukkede øjnene, og mærkede med det samme et hårdt slag mod min anden kind. Denne gang var det så hård, at stolen væltede helt.

Nobu-san sad på terrassen uden foran hans hus da jeg kom vaklende hen i mod ham. Tre dage med tæsk havde taget lidt på mig. Manden med arret havde modvilligt lade mig gå, og havde se forbavsende efter mig da jeg humpende afsted hen over pladsen. Jeg havde klaret andet stadie, jeg var lettet, men øm. Jeg haltede på det ene ben, som var gul og blåt, de andet var ligeså blåt, men stærkere. Det var umuligt at finde et sted på kroppen der ikke var hævet og farvet. Jeg havde haft næseblod nogle gange og det løb stadig lidt. Jeg kunne knap nok se ud af det ene øje, men jeg kæmpede mig hen i mod Nobu-sans hus. Han så op. Han stirrede. Folk der kom forbi på pladsen stoppede. Det var ikke tit nogen havde, kunne gå fra det hus. Nobu-san rejste sig og gik mig i møde. Da han nåede mig, stoppede han og satte sig på knæ foran mig. Han smilte, men sagde ingenting. Jeg var glad for at være ude i solen igen, og jeg tillod en tåre trille, ned over min hævede kind. Nobu-san lod sin tommeltot tørre den væk. Så rejste han sig, Shoninen stod på sin terrasse og kiggede på os. Han nikkede til Nobu-san, og Nobu-san løftede mig op. Han vendte ryggen til shoninen og gik tilbage mod huset. Jeg så ud af øjenkrogen, en silhuet af shoninen der lavede et tegn i luften. Så lukkede jeg øjnene og faldt i søvn.   

I ugerne efter gik jeg dagligt til yoga timer. I starten kunne jeg intet. Mester mente at jeg var blevet tævet skæv, det fandt han vældig morsomt. Jeg skulle lære at sidde stille. Ikke bare stille, men ubevægelig stille. Jeg lærte det ikke på de første par uger, men jeg var også øm i hele kroppen. Jeg skulle i timer sidde stille, helt stille, med lukkede øjne. Det var noget med noget selvkontrol tror jeg nok. En ninja skulle kunne forholde sig fuldstændigt rolig under pres. Så der gik en mand rundt med en pind og slog til os engang imellem. Jeg sad der ikke alene, der var ældre ninjaer med også. Det var lidt sejt syntes jeg. Men med tiden kom jeg mig, og jeg kunne sidde så stille at jeg følte, at jeg aldrig havde lavet andet. En dag sendte manden med pinden alle ninjaerne, og mig, ned i rismarkerne. Vi skulle hjælpe med en stor høst. Hvorfor vidste jeg ikke. Jeg blev sat sammen med en dreng på omtrent min alder. Han var virkelig flink, hans navn var Yuri. Vi hjalp til i tre dage, og hver dag når der var pause, gik vi ud i markene og legede. Og de tre dage efter genoptog vi Yoga træningen. Jeg følte mig glad. Jeg havde bestået de to første stadier, og jeg vidste ikke hvornår de næste skulle komme. Men en dag blev jeg bedt om ikke at møde op til timerne. Nobu-san ville tale med mig over en kop nudler.

”Du har fået dig en ven?” indledte han samtalen med. Jeg nikkede, og sluprede nudler i mig. ”Hvad hedder han?” Han lød usikker i sin talemåde, som om han skulle bruge det til noget vigtigt. ”Hans navn er Yuri mester, han er risbager, og han er lige så gammel som mig mester” sagde jeg og tog endnu en mundfuld nudler. Nobu-san så ned. ”Stadie tre begynder i morgen” sagde han så. Jeg nikkede bare. ”Det er meget vigtigt du består det Ayo! Hvis ikke du består, kan du ikke blive ninja” Nu forstod jeg hvorfor han virkede så urolig. Jeg sank nudlerne. ”Jeg har klaret de to første stadier mester, jeg er rede til endnu et” sagde jeg. Men det beroligede ham ikke. ”Dette er ikke det samme som de andre, han så ned, dette har ikke så meget at gøre med udholdenhed”. Han tav et øjeblik og kiggede på mig. ”En ninja må intet føle, sagde han så, forstår du det Ayo?” han stirrede på mig. Jeg rystede på hoved. Intet føle? Hvad skulle det betyde? ”En ninja skal være iskold på sine missioner, det er ikke kun spionage en ninja laver” sagde han. Jeg kiggede forvirret på ham. ”En ninja er ikke en lejesoldat, ikke en kriger. En ninja er et redskab, et våben. Hvis man skal sige noget menneskeligt om os, så er vi lejemordere” Jeg stoppede et kort stykke tid med at trække vejret, og stirrede på ham. Lejemorder? Var det det han sagde? ”Jeg ved det kommer bag på dig, men det er det vi er. Vi arbejder for rigmænd, og skaffer oplysninger om deres fjender, og myrder dem hvis vi for besked på det”. ”Hvorfor fortæller du mig det nu mester”. Han sukkede. ”Det næste stadie er anderledes i forhold til de andre, mere kan jeg ikke sige. Men du skal bestå, ellers bliver du risbager”. Jeg vidste ikke rigtigt. Hvis ninjaer var lejemordere, havde dette stadie så noget at gøre med mord? ”Mester? Skal jeg myrde nogen?” Nobu-san blev helt hvid i ansigtet. ”Nej! Det skal du ikke! Men du skal vide at du ikke kan blive ninja vis ikke du består” sagde han kort. Jeg så ned i suppen med nudler. ”Du lyver” sagde jeg så. ”Hvad siger du?” Nobu-san så forskrækket på mig. Jeg kiggede op. ”Du lyver mester!” Sagde jeg igen. ”Nej jeg gør ej! Hvad for dig til at tro det unge?”. Jeg så ned. Nobu-san var sur nu. Han rejste sig. ”Jeg skal tale med Shoninen, vent her” så gik han.

Jeg kunne se dem snakke uden foran shoninens hus. Hvad snakkede de om? Jeg fulgte deres mundbevægelser, selvom det var svært på afstand. Men med et, tegnede der sig nogle sætninger i mit hoved. ”Alt er klar mester Jinfu, jeg sender ham derover i morgen”. Shoninen nikkede. ”Og drengen, har i fundet ham?”. ”Nogle af deres mænd, gennemsøger ydre byen nu”. Shoninen nikkede igen. Nobu-san bukkede og shoninen forsvandt ind i huset. Lidt efter kom Nobu-san ind. ”Smut hellere i seng knægt, det bliver en hård dag i morgen”. Jeg bukkede og gjorde som han sagde. Jeg havde mange spørgsmål at stille, men mester virkede ikke i humør til det lige nu. Hvorfor skulle nogle af shoninens mænd lede efter en dreng i den ydre by? Og var den dreng Yuri? Og hvad ville de ham? Mit hoved var ved at sprænges, så det lykkedes kun lige at glemme det hele længe nok, til at jeg kunne falde i søvn.

Jeg blev vækket tideligt. Nobu-san så ikke mindre glad ud end i går, så jeg sagde ingenting. Det var underligt at han var i så dårligt humør. Jeg ville spørge ind til det, men forblev, tav. Han viste mig det hus jeg skulle gå hen til, han fulgte mig ikke engang derover. Lige inden jeg gik, tog han fat i min arm og knugede mig ind til sig. ”Lov mig at bestå, lov mig det!” hviskede han. Jeg havde svært ved at nikke da han holde mig så stramt, og endelig gav han slip. Jeg vendte om og gik ned mod huset. Det lå næsten ved siden af huset, hvor manden med arret, der tidligere på måneden havde tævet mig, boede. Nobu-san var så mærkelig i dag, for ikke at tale om i går. Da jeg vendte mig for at gå, syntes jeg at have set en tåre på hans kind. Hvad der end ventede mig derind, så skulle jeg bestå.

Dørene blev hevet til siden og jeg blev vist ind i et halvmørkt rum. Her stod en gammel mand med en stok. Han pegede i retningen af et bord, der stod over i et hjørne. Jeg gik derhen. På bordet lå tre ting. En mærkelig kniv af en art, et langt svær, og en savtakket dolk. ”Vælg dit våben med omhug” sagde den gamle. Skulle jeg slå nogen ihjel? Jeg skød tanken fra mig et øjeblik, men huskede hvad Nobu-san havde sagt. Lejemorder. Hvis jeg skulle vælge mit våben med omhug, ville det betyde, at der er en eller to forkerte valg. Jeg kiggede på de tre våben. Et svær, det er meget ninja aragtigt, og skulle efter sigende være utroligt skarpt. Men den lille mærkelige kniv, så også ud til at være skarp, men den så også ud til at være et kaste våben, så lille og tynd som den var, og den savtakkede dolk, lignede mere den Nobu-san brugte når han skar i fisk. Måske var det også et trick. De fleste ville nok tage sværdet, med mindre man fik af vide at man skulle vælge med omhug. Det kunne få enhver idiot til at vælge et af de andre. Jeg rakte ud og tog sværdet. Der skete ingenting. Så hørte jeg nogle dunk i gulvet. Og jeg vendte mig imod den gamle. Han havde trukket et tæppe til side, og vinkede mig derind. Rummet lignede til forveksling, rummet hos manden med arret. Her var helt mørk, jeg ventede det blændende lys i øjnene. Og med et var det der. Det tændte ikke over mig, men lige i midten af rummet. Jeg stod i skyggen, som manden med arret havde gjort det, og betragtede den silhuet der langsomt formede sig, i takt med mine øjne vendende sig til mørket. Der stod en stol lige under en brændende pære. På stolen sad en foroverbøjet skygge. Jeg knep øjnene sammen, og med et kiggede den på mig. Da så jeg hvem det var. Yuri. Han havde fået lidt tæv kunne jeg se, og han var bundet stramt til stolen. Han bøjede hoved igen. Den gamle stod pludselig ved min side. ”Denne dreng siger du er hans ven?” sagde han så. Jeg kiggede på Yuri. Han løftede ikke hoved igen. Hvad ville der ske, hvis jeg bekræftede det? ”Nej mester” sagde jeg så. Da kiggede Yuri op på mig. ”Din forræder!” Skreg han. Jeg så tårende trille ned af hans kinder. ”Godt, så dræb ham” sagde den gamle. Jeg vendte mig om mod den gamle. ”Ja, hvis du ikke kender ham, så har han løjet for os, og han er ikke brugelig mere” sagde han så. Jeg så ned. Hvad var tricket i det her?

Jeg stod lidt for at tænke over det. Hvorfor skulle jeg vælge et våben, endda med omhug, vis jeg ikke skulle slå ham ihjel? Hvis jeg ikke gør det, er jeg så dumpet eller bestået? Jeg prøvede at huske hvad Nobu-san havde fortalt. At ninjaer er et våben, et redskab. De for opgaver lige fra spionage til mord, hvis en rigmand ønsker det. Gør altid hvad der bliver sagt, havde han sagt den første dag jeg var her. Hvis du ikke består, bliver du til risbager. Ville det så sige, at alle de risbagere der bor i ydrebyen, engang skulle havde været ninjaer? Også Yuri? Dette er det eneste stadie du kan dumpe i og derefter aldrig blive ninja. Så risbagerne er altså alle ninjaer der er dumpet dette stadie? En ninja skal kunne bevare ninjaernes hemmeligheder, om så det betyder død, de er ædle krigere, havde min mor engang sagt. Hvis ikke jeg slå ham ihjel, har jeg bevidst at jeg ikke ville kunne holde på vigtige oplysninger, så snart det gælder fanger eller gidsler. Alle risbagerne kunne altså ikke få sig selv til det, og dermed var de dumpet. ”Lov mig at bestå Ayo! Lov mig det!” Nobu-sans stemme lød som et ekko i mit hoved. Med et var jeg tilbage i det mørke rum, og Yuri stirrede direkte på mig, med håbefulde øjne. Jeg så på ham. Undskyld Yuri, tænkte jeg. Håbet forsvandt i hans øjne, og han så ned. Jeg løftede sværdet op foran mig, sukkede dybt, og svingede sværdet, som overraskende let, skar halsen over på Yuri. Hvis ikke de stramme reb havde hold ham, var han nu faldet til jorden. Jeg stod bare og så på ham. Blodet løb fra halsen og ned af hans slidte trøje. Jeg kunne ikke se hans ansigt. En mærkelig følelse brede sig i min krop. Jeg stivnede fuldstændigt. Hvad var det jeg havde gjort? Jeg lod sværdet dumpe ned på gulvet, ved siden af mig. Den gamle kom hen og tog min arm, han førte mig ud af rummet. Han rakte mig et stykke papir, men jeg tog ikke imod det. Så stak han det i mine bukser og skubbede mig delvist ud af huset. Jeg stod nu på terrassen uden foran huset. Jeg begyndte langsomt at gå hen over pladsen. Jeg fattede ikke helt hvad jeg havde gjort. Alt føltes så underligt tomt inden i. Jeg havde lyst til at skrige og græde, og vis ikke jeg havde føltes så kold og stiv, havde jeg nok gjort det. Nobu-san sad på terrassen uden foran hans hus. Da han så mig komme, rejste han sig og løb hen imod mig. Da han noget mig, fiskede han papiret op af mine bukser. Jeg reagerede ikke på det, jeg stod tavs og kiggede ud i ingenting. Nobu-san læste det, og smilede lettet. ”Du bestod Ayo” sagde han så. Med et landende jeg på jorden igen, og jeg så på ham. ”Je… Je… Yuri” Jeg kunne ikke sige, det jeg tænkte. Nobu-san nikkede bare og smilte. ”Du bestod, og det er det vigtigste”. Sagde han så. Nu kunne jeg mærke tårende komme, og lidt efter stor tude jeg foran Nobu-san. Han løftede mig op og krammede mig, imens han gik tilbage mod huset.

Senere på aftenen, kom Nobu-san ind i soverummet. ”Hvordan går det” spurgte han. Jeg lå og stirrede op i loftet. ”Jeg dræbte ham mester, jeg slog ham ihjel”. Nobu-san bøjede hoved. ”Hvorfor gjorde jeg det? Hvorfor kunne jeg ikke bare blive risbager?” sagde jeg så. ”Sig ikke sådan noget barn!” sagde Nobu-san vredt. ”Er det så slemt at være risbager?” nu ville jeg vide besked, jeg havde ét stadie tilbage, og hvis jeg skulle slå flere ihjel, så ville jeg vide besked. Nu da jeg havde bevist at jeg kunne. ”Jeg må nok hellere forklare, sagde han så, at være risbager er ikke noget du ville ønske, vis du vidste hvordan deres liv er bygget op. Hver dag skal de i marken for at høste ris, så nye og bære det tilbage til byen. De for ikke penge for det, kun lidt af det ris de selv høster. Og hver gang vi for nye elever, sender vi dem i markerne i håb om de vil få en forhold til dem, ligesom det dig og Yuri havde sammen. De er en del af jeres opgaver, shoninen råder over deres liv og kan dræbe dem hvis han vil. Yuri var engang min elev. Han bestod først stadie et, efter fem forsøg. Det er altså femten dage uden vand og mad Ayo. Han var meget afkræftet da han dagen efter skulle til stadie to. Han bestod første gang, men jeg måtte bære ham væk. Han var et halvt år om at komme på benene igen. Og da han blev sendt i rismarkerne for at hjælpe, blev han meget glad for en ung pige. Og som du ved kunne han ikke slå hende ihjel. Han var kun seks år gammel Ayo, og har været i rismarkerne lige siden”. Jeg så på Nobu-san. ”Hvor er hende pigen så nu?” Nobu-san kiggede ned. ”Shoninen henrettede hende for øjnene af ham, Yuri havde været død ligegyldigt hvad, det var derfor det var dig der skulle gøre det”. Jeg så væk. ”Shoninen har din tillid nu Ayo. Han har givet lov til at du kan lære at mestre ninjaernes hemmelige kampkunstner”. ”Hvorfor mig mester? spurgte jeg, hvorfor tog du mig med den gang?”. Nobu-san kiggede ned. ”Du havde ikke overlevet derude Ayo”. En tåre trillede af min kind. ”Men er det bedre nu? Jeg skal leve som et redskab for rigmænd, jeg skal dræbe mennesker jeg ikke kender, og jeg må intet føle”. Nu var det min tur til at blive vred. ”Men du kommer ikke til at dø af sult Ayo”. ”Og hvad så? Jeg afbrød ham, jeg kunne være fri, det kan jeg ikke her!” Jeg hevede stemmen, men nu blev Nobu-san også sur. ”Husk hvor du står knægt! Det er for sent at løbe væk nu!”, han rejste sig og gik ud af rummet. Jeg vendte ryggen til døren og lagde mig til at sove.

Stadie fire kom hurtigere end ventet. Jeg skulle hverken dræbe nogen eller tæves denne gang, jeg skulle indvies i ninjaernes hemmelige kampkunst, ninjutsu. Jeg gjorde store fremskrid hurtigt og shoninen kom endda og kiggede på min træning. Jeg skulle lære at slås og forsvare mig, jeg skulle lære at forsvinde lysløst, jeg skulle være lydløs og hurtigt, og gemme mig alle steder. Det var et helt jeg ikke var mere end ti på det tidspunkt jeg startede at lære det. Jeg kunne gøre de fleste ting de viste og bad mig om. Og i en alder af sytten år, mestrede jeg teknikken. Jeg besejrede endda selveste shoninen i en duel, og blev set som den bedste ninja i byen. Jeg udførte missioner for rigmænd og Shoninen tjente godt på mig. Jeg levede som et redskab i fire år, og jeg havde udført 356 missioner, som alle var vellykkede. Nobu-san var stolt af mig, men inderst inde var jeg bange. Ud af alle de missioner jeg havde fået tildelt, var lige omkring 260 af dem mord. De sad dybt i mig, men jeg havde udført de fleste på afstand, heldigvis. Men en dag fik jeg en mission. Den var som alle de andre, lige bortset fra, at jeg sammen med to andre skulle, trænge ind i et hus, ikke for at dræbe, men for at kidnappe. Vi skulle afsted om aftnen og jeg hvilede det meste af dagen. Jeg viste ingenting om den mand vi skulle hente, ikke andet en han ejede et stort firma, og at hans navn var Oda Nobunaga.

Mørket faldt på, og jeg stillede op foran shoninens hus. Han bedte mig vælge to andre, der skulle tage med mig. ”Jeg er beæret over denne styrring mester Jinfu, jeg tager Hataki Komo og Imawura Ken” Sagde jeg og bøjede mig for ham. Han nikkede. Hataki Komo og Imawura Ken, havde jeg før været på mission med. Vi var en god trio. Hataki Komo var ikke særlig høj, han var lyn hurtig og dræbte før ofret havde nået at se eller mærke. Imawura Ken, han var smidig og kunne være alle steder og er et geni til nærkamp. Jeg selv havde mine specialer, shoninen er jo ikke hvem som helst. Men jeg vil ikke prale. Oda Nobunaga boede nogle byer væk, og det ville tage det meste af natten at komme derud. Men ifølge planen skulle vi også slå til lige før daggry. Vi havde været uheldige med vejret, det regnede. Når alting er vådt, er det svære at stå fast, og svagere ikke at efterlade spor. Men som sagt var vi alle top trænede og det skulle ikke være det store problem. Nogle japanske huse er bygget sådan, at det så på pæle der er gravet dybt ned i jorden, i tilfælde af jordskred eller oversvømmelse. Oda Nobunaga havde sådan et hus. Vi havde sneget os ind under det, fordi der gik vager på terrassen rund om. Det var et utroligt stort hus, men gulvene var tynde, og vi kunne høre snorken igennem det. Vi kunne også høre vagternes fodtrin svagt, og det var en fordel. Imawura fik den ide, at lirke et af gulvbrædderne op, for så kunne det nemt lægges på plads, og ingen ville kunne se det havde været flyttet. Ninjaer bliver trænet godt i at indtage fæstninger, så ind kom vi hurtigt. Det lå sig sådan, at der kun gik vagter i en gang der fulgte de inderste rum udenom, så dem ville vi ikke få problemer med, vi havde virkelig heldet med os i dag. Hataki foreslog vi delte os, bare indtil vi havde fundet ham, nu da vagterne ikke længere var det største problem. Imawura og jeg var enige, og vi delte os. Jeg sneg mig rundt i de mørke gange og kiggede ind i de rum jeg kom forbi. Mange af det var tomme, måske gæsteværelser? Jeg ledte videre, vi skulle finde ham inden daggry, altså inden det blev alt for lyst. I sollys var vores sorte dragter ikke specielt effektive. Jeg åbnede forsigtigt en dør, og kiggede ind, her var halvmørkt, men jeg kunne lige skimte en silhuet ligge i sengen. Jeg gik ind. Jo tættere på jeg kom jo mere kunne jeg se. Det var i hvert fald ikke Oda Nobunaga der lå der, så var han i hvert fald ikke en særlig stor mand. Nej, det var ikke ham. Det var en pige, en ung pige. Jeg hørte Hataki knipse to gange, hvilket betød han havde fundet ham. Men jeg måtte lige kigge. Jeg sneg mig tættere på. Hun var smuk. Men hun virkede også bekendt på en måde. Jeg sad lidt og betragtede hende, da alarmen pludselig lød, og hun slog øjnene op. Med et genkendte jeg hende, der var ingen tvivl, det var hende, pigen fra det store torv i Iganawa, hende der havde kigget lige ind i mine øjne, dagen hun forsvandt, og som nu med et endnu klarere skær, kiggede ind i mine øjne igen. Hun gjorde klar til at skrige, men jeg nåede at sætte hånden for hendes mund. Hun kiggede skræmt på mig, og lod en tåre trille. Jeg tørrede den væk med min frie hånd og så på hende. ”Jeg vil ikke gøre dig noget” Hviskede jeg og forsøgte at virke beroligende. Det hjalp lidt. Med et kunne jeg høre nogle på gangen uden foran rummet, og jeg sprang ud af sengen og ned på gulvet, hvor det lykkedes mig at pille en af brædderne af. Jeg kiggede på hende, og løftede en tyssende pegefinger for munden og forsvandt derefter ned igennem gulvet. Jeg havde lige sat pladen på plads, da jeg hørte nogen komme ind i rummet, og derefter svage stemmer. Dernæst fik jeg et los i ryggen, det var Hataki. Imawura stod ved hans side, med en bevidstløs mand hængende over skulderen. ”Hvad fanden lavede du? Hørte du mig ikke kalde?” Han var sur. ”Lad os nu bare komme væk!” sagde Imawura. Det behøvede vi ikke at diskutere mange gange, før vi igen var på farten. Det lykkedes at slippe væk uden nogen så os overhoved, og vi havde heller ikke en fornemmelse af at de forfulgte os.

Vi nåede Iwa lidt hen af eftermiddagen, hvor nogle speciel trænede tropper, stod klar til at føre Oda Nobunaga, til den rigmand der havde betalt os. Shoninen var selvfølgelig i godt humør. Denne mission havde indbragt et godt resultat, og en god sum penge. Nobu-san og jeg fortrak os til spisesalen. Jeg sad og dyppede den ene spisepind i min nudelsuppe, da Hataki og Imawura i hast satte sig ved siden af mig og Nobu-san. ”Hvad fanden skete der derude Ayo!” sagde Hataki strengt men lavmeldt. Nobu-san så forvirret på mig. Nu sad de alle tre og stirrede på mig. ”Jeg… nej, der skete ikke noget, der stod bare en vagt jeg ikke kunne komme forbi, før alarmen lød” sagde jeg og prøvede at virke overbevisende. ”Det var jo nær endt galt” sagde Hataki. Jeg så ned. ”Men det gjorde det ikke” sagde jeg lidt surt. Efter vi havde spist gik jeg med Nobu-san tilbage til hans hus. Da han havde lukket døren sagde han: ”Hvad var det der skete derude Ayo?” Jeg vendte mig om, ”Det jeg sagde mester” Jeg så væk igen, jeg vidste han ikke troede mig. ”Ayo” sagde han så bare. Jeg sukkede og vendte mig om mod ham igen. ”Jeg kom ind i det her rum hvor der lå en og sov, jeg troede det var ham mester, men det var det ikke” Nobu-san satte sig ned ved bordet. ”Hvem var det så?” Jeg vidste han ville blive sur på mig nu. ”Det var en pige” Nobu-san slog hånden hård ned i bordet. ”Er du gået fra forstanden? Glemte du missionen fordi du så en pige? Du kender reglerne Ayo, en ninja må ikke have sådanne forhold, det skal skade både pigen og dig!” Han var meget vred. ”Jeg ved det godt, men det var ikke bare en pige mester” Han holdte inde. ”Jeg kendte hende… jeg tav. Eller den gang jeg boede i Iganawa, tog jeg ned til det store torv for at se hende. Hendes krystal blå øjne, han er så smuk mester, den dag hun endelig så mig, forsvandt hun, og jeg så hende aldrig igen.” Nobu-san sagde ingenting først, så nikkede han. ”Du må glemme hende Ayo, hvis shoninen finder ud af det, så sender han ninjaer ud for at dræbe hende, og dig selv. Du er heldig at han kan lide dig så godt. Ellers ville du blive frataget din ninja rolle og gjort til risbager, eller i værste tilfælde blive slået ihjel”. Jeg kendte godt reglerne, men hun var i mit hoved. Jeg lå og tænkte på hende, inden jeg faldt i søvn, og om natten drømte jeg om hende. Jeg måtte se hende igen.

To dage efter, lykkedes det mig at få shoninens tilladelse til at forlade Iwa. Jeg spurgte ham om jeg måtte tage en uges tid ud i junglen og leve der, for at styrke mine sanser. Det benådede han. Nobu-san, protesterede imod det, for han viste godt hvad jeg ville. Men jeg var ligeglad, jeg skulle se hende igen. Jeg byggede en hule høj oppe i et træ, nogle få kilometer fra Oda Nobunagas hus. Jeg kunne se det fra min lille taglejlighed. Jeg listede derned da det begyndte at blive mørkt, og fik sneget mig ind under stolperne. Oda Nobunaga var kommet tilbage, rigmanden der hyrede os havde ikke i hensigt at dræbe ham, men kun presse en underskrift ud af ham, så han kunne eje hans jord, eller noget i den stil. Det overaskede mig faktisk at beskyttelsen af Oda Nobunaga ikke var fordoblet. Han var åbenbart ikke bange for nogen skulle komme igen. Jeg fandt det bræt under hendes rum, som jeg flygtede af sidst. Jeg ventede til det blev helt mørkt, og der var blevet stille. Jeg kravlede op igennem gulvet og kunne se hun lå i sin seng. Jeg måtte placere brættet på plads med omhug, jeg ville ikke have hun vågnede. Nu ville jeg bare side og kigge på hende hele natten. Hendes hud var hel ren og fin, jeg fik lyst til at rører, men jeg holdt det tilbage. Pludselig gled hendes øjne langsomt op. Jeg stivnede helt, men jeg blev siddende og kiggede på hende. De blå øjne skinnede som krystaller i det svage måneskær. Hun skreg ikke, hun så heller ikke skræmt ud denne gang. Vi sad lidt og kiggede på hinanden. Så satte hun sig op, jeg rykkede lidt tilbage, men så tog hun fat i mig. Ikke hård, men nok til jeg blev hvor jeg var. Jeg mærkede den mærkelige følelse i maven, som den gang jeg så hende første gang. Hun løftede hånden og rakte ud efter mit ansigt. Lige inden hendes fine fingerspidser rørte mig, trak jeg mig tilbage. ”Jeg vil ikke gøre dig noget” Hviskede hun. Hendes stemme var lille og sød, jeg blev helt blød i knæene, og jeg lod hende rører mit ansigt. Hun fjernede det sorte stof der dækkede min mund, og lod det hænge langs min kind. Jeg var beskidt, det vidste jeg, og jeg følte mig flov. Langsomt fjernede hun stoffet, der dækkede mit hoved, og til sidst kunne hun se hele mit hoved. Jeg sagde ingen ting, jeg betragtede hende bare mens hun førte hånden hen over min kind og igennem mit hår. Mit hår var kulsort, ligesom hendes, bare lidt mere pjusket, og så var det kort. Hun støj det nogle gange, og lod sine fingere føre ned på min mave. Da hun ville åbne min dragt stoppede jeg hende, og kiggede på hende, lige i øjnene. De var så smukke. Uden jeg lå mærke til det fortsatte hun, jeg var helt væk i de øjne.

At jeg ikke var blevet vasket i noget tid, generede hende vis ikke, men jeg var stadig flov over det.  Jeg sad nu foran hende i bar overkrop. Hun lod sin lille hånd glide rundt på min mave, så skuldre og til sidst lagde hun den ved min kind. Jeg løftede min egen hånd op og lagde den oven på hendes. ”Hvem er du? Hvor kommer du fra?” Hviskede hun stille. Jeg vidste ikke rigtigt om skulle svare. ”Jeg syntes jeg har set dig et sted før” Hviskede hun så. Jeg sank en klump. Kunne hun huske mig? Det ene blik, fra så mange somre siden? Havde hun virkelig lagt mærke til mig den dag? ”Jeg er fra Iganawa” hviskede jeg tilbage. Hun smilede. ”Drengen fra torvet” Hun rødmede og bukkede hoved. ”Kan du virkelig huske mig?” Hun nikkede. ”Jeg ville have hilst på dig, min lærerinde Mameha kaldte på mig” Jeg rystede på hoved. ”Du behøver ikke at undskylde” Hun smilede og lagde hoved lidt på skrå. ”Jeg fik aldrig dit navn” sagde hun så, stadig dæmpet. ”Mit navn er Ayo” hun gentog det for sig. ”Ayo… mit navn er Mihar” Et smukt navn syntes jeg. ”Du bortførte min chef?” Jeg blev stille, den havde jeg ikke set komme. ”Jeg arbejder for en organisation som bliver betalt for at gøre sådan noget for andre” Undskyldte jeg, men det lød nu ikke som den bedste undskyldning. Hun tav et øjeblik. ”D… du en af dem, er du ikke? Du en af ninjaerne fra Iwa” Hun lød pludselig skræmt. Jeg så ned. Så rejste hun sig og gik lidt væk, men med et vendte hun om. ”De udnytter jer!” sagde hun hårdt, men stadig dæmpet. Jeg rejste mig. ”Det ved jeg, men jeg havde ikke noget valg” Hun begyndte at ryste. ”I dræber folk! Bare der er penge nok i det!” hvæsede hun. Jeg kunne mærke vreden stige i mig. ”Det, eller at vi selv bliver dræbt! Jeg valgte det her liv, for af de to valg jeg havde, var der størst chance for at overleve her! Jeg råbte næsten af hende, men jeg tænkte hele tiden på at ingen måtte hører os. Hun stirrede bare på mig. ”Og desuden er dit liv da heller ikke en dans på roser, er det? Du er også bare et rædskab, jeg har endda mere frihed end dig!” Det var åbenbart nok for hende. Hun gik i knæ hulkende. Jeg blev stille, nu stod jeg bare der og så på hende græde. Jeg to mig sammen og gik over til hende. Da jeg ville rører hende, for at trøste lidt, slog hun min hånd væk. Det irriterede mig, så jeg tog uden vilje hård fat om hendes arm, og hev hende op og stå. Hun så lidt skræmt på mig. Jeg tørrede tåren væk fra hendes kind, den var blød. Hun lagde kinden mod min hånd og lukkede øjnene. ”Vi lever begge et liv de fleste ville afsky, men vi gør det fordi vi ikke havde noget andet valg” Hun åbnede øjnene og kiggede på mig. Der var helt stille i rummet, man kunne kun høre vi trak vejret. Jeg lænede mig hen mod hende, jeg holdte hende nærmest i min hånd, og som hun sad der, havde jeg lyst til at kysse hende. Jeg nærmede mig langsomt hendes mund, som om en hver hurtig bevægelse ville skræmme hende væk, men hun blev siddende. Vores læber rørte næsten hinanden, da hun løftede hoved fra min hånd, og lænede sig i mod mig. Det gav nærmest et sæt i mig da vores læber mødtes, og jeg kunne mærke det helt ned i maven. Jeg glemte alt om tid og sted, og lod mig rive helt med.

Jeg førte min hånd ned langs hendes nøgne krop. Hendes hud var silkeblød og ren, i hvert fald i forhold til min, som var beskidt og rug. Jeg havde stadig ar efter stadie to, men hun kommenterede dem ikke. Senere på natten måtte jeg smutte igen, selvom jeg ikke var meget for det. Ugen forløb sig sådan, at jeg var hos hende om natten og om dagen sov jeg i min hule i træet. Den sidste nat hos hende, var jeg der lidt længere end de andre, jeg forklarede hende jeg måtte tilbage til Iwa, men at jeg ville komme igen om noget tid. Jeg sneg mig ud ved daggry, og satte så kursen hjem ad. Lidt op af dagen var jeg fremme. Nobu-san var som han plagede, i sit hus. Han var heldigvis i bedre humør end da jeg tog afsted, og fablede noget om jeg var skør. Vi grinte sammen, og jeg gik senere, da duggen havde lagt sig, hen til spisesalen. Her mødte jeg Imawura og Hataki. De ville hører om hvordan det var gået mig i junglen, og jeg kunne ikke sky mig for at fortælle dem om Mihar. De sad begge med kæben hængende ved brystet, da jeg fortalte om det hele. ”Er du klar over hvad der sker vis shoninen finder ud af det Ayo?” spurgte Imawura. ”Ja, det gør han jo nok heller ikke!” sagde Hataki nedladene til ham. Jeg rystede bare på hoved og grinte lidt. ”Skal du derhen igen?” ville Imawura vide. ”Det håber jeg, jeg vil i hvert fald gerne” De lo, det gjorde vi alle sammen. ”Så må du huske at invitere os med Ayo!” ”Ja! Afbrød Imawura, der må være flere af sådan nogle tøser i det hus”, Vi grinte lidt igen. Da jeg senere på aftenen traskede hjem, kiggede jeg op mod stjernerne, jeg kunne ikke være lykkeligere lige nu. Jeg besluttede at sover under dem om natten, alle de klare stjerner mindede mig om hendes klar blå øjne. Tidligt om morgnen blev jeg vækket. Det var Hataki der vækkede mig. ”Skynd dig, der er sket noget forfærdeligt” Jeg kom hurtigt på benene, og fulgte efter ham hen til shoninens hus. Da alle var samlet, løftede shoninen hånden til stilhed. ”Jeg har den kedelige meddelelse, at vi i nat mistede fire stolte kriger” Jeg så forbavset på Hataki. ”Fire?” hviskede jeg. Han nikkede bare. ”Da der blev observeret aktivitet i skoven nær Iwa, omkring klokken tre i nat, sendte vi en patrulje ud på fem. De kom i kamp med nogle samuraier, og vi mistede fire, den overlevende, fortæller at de var hyret af Oda Nobunaga, til at slå os alle ihjel. Men da de mødte modstand, tabte de også mange mænd og vendte om. Jeg ved ikke hvorfor eller hvordan Oda Nobunaga fandt ud af at hans kidnapning havde noget at gøre med os, men det gjorde han, og vi kan ikke vide os sikre her mere. Jeg foreslår at vi sender en patrulje ud og slår dem ihjel før de os” Mange af de andre var enige i shoninens plan, men jeg selv var rystet. ”Det er sikkert din lille geisha kæreste der har sladret” hviskede Hataki til mig. Kunne det være sandt? Nej, jeg troede ikke et sekund på det. Shoninen bad mig komme lige efter hans lille tale. ”Det gør mig ondt at fortælle dig at Nobu er en af de dræbte, i nattens rod” Hvad? Nobu-san kunne det virkelig passe. ”Jeg.. jeg forstår ikke?” Shoninen nikkede forstående. ”Drop yogaen og kamptræningen i dag og tag hjem og gå lidt på det” sagde han så. Jeg kunne ikke fatte det. Nobu-san han var væk. Jeg sad ved bordet i huset bare og stirrede ud i luften, kunne det være min skyld, at Oda Nobunaga havde hyret samuraier til at dræbe os? Min ellers så glade verden, var med det faldnet og visnet hen, jeg befandt mig i et mareridt. Jeg bedte shoninen om ikke at være med på patrulje han sendte afsted, med undskyldning, at jeg intet kunne foretage mig, efter den nyhed. Det var han heldigvis forstående over for.

Nobu-san var væk plus tre andre, og så sætter shoninen en patrulje ud på syv, det er da ikke smart. Mon ikke også samuraierne kommer flere denne gang? Vi havde ikke hørt fra dem i en uges tid, og shoninen var begyndt at blive nervøs, selvom han var omgivet af lige omkring 147 elite krigere, så var han stadig bange for at der skulle komme et baghold. Det ville jo være ham de gik efter. Men lidt inden i anden uge, kom de tilbage. Alle syv i live, sådan da, og de havde fanger med. Jeg stillede mig ind i rundkredsen af ninjaer rundt om fangerne. Fire samuraier og en vagt, fra Oda Nobunagas hus. De havde nok været flere, men de var sikkert faldet eller, stukket den lille kniv en samurai har på sig, i tilfælde af fejlmissioner. Ære er meget vigtigt for en samurai. Bliver en samurai taget til fange og sluppet ud igen, er det skamfuldt at vende tilbage, så har de sådan et lille mini svær, som de dolker sig selv til døde med. Ikke særligt ære fuldt syntes jeg. De lå på knæ på en række foran shoninen. Han kiggede ned på dem. Samuraierne kendte ikke svarene på de spørgsmål vores shonin havde, og det vidste han. De kunne ikke vide hvem der havde givet oplysninger til Oda Nobunaga om vores indblanding, eller bare i det hele taget hvordan han fandt ud af det. Men måske vagten?

”Dig! Hvorfor tror din mester vi har noget at gøre med hans kidnapning?” spurgte han vagten. ”Je..je..e..e.. jeg så en af jeres ninjaer hr” sagde den skræmte vagt. Shoninen lod til at blive fornærmet. ”Umuligt” sagde han så. ”Hvornår så du så denne ninja?” spurgte han strengt. ”For nogle u…u…uger siden h…hr, lige ved mor..morgengry hr” Shoninen tog sig til skæget. ”En nogle dage efter alarmen lød den nat hr” fortsatte vagten. Shoninen kiggede uforstående på ham. Han kunne ikke forstå det, det kunne ikke være en af hans, han havde jo ikke haft nogle i området mere end den ene gang. Med mindre. ”Jeg indkalder til møde!” Sagde han så, og nogle af de ældre ninjaer rejste sig. ”Hvad med de overlevende, mester Jinfu?” var der en der råbte. Iskold vendte han sig om imod dem. ”Der var ingen overlevende” og så forsvandt han ind i huset bag ham. Fem ninjaer trådte ud bag de fem fanger, og løftede sværdet. Jeg vendte om og gik tilbage mod mit hus. Senere kom Imawura og bankede på. ”Shoninen vil se dig, det haster!” sagde han. Jeg så lidt forbavset på ham ”Kom nu!” sagde han så. Og vi gik derover. Da jeg kom ind sad de ældre ninjaer der stadig. ”Sæt dig” Sagde shoninen. Jeg gjorde hvad han sagde. ”For nogle uger siden, fik du min tilladelse til at tage ud i junglen. I forhold til det vagten fortalte, passer det med den uge der blev set en ninja. Jeg syntes også at høre at alarmen gik, før daggry? Ayo, hvad skete der den nat, siden du måtte vende tilbage?” Han lød alvorlig. Jeg vidste at han vidste at jeg havde været i nærheden og var blevet set, men jeg kunne ikke fortælle om Mihar. ”Jeg tabte et våben, da alarmen pludselig lød, og da man kan sporer os på vores våben, måtte jeg tilbage og hente det” Jeg bukkede, og syntes selv jeg lød ret overbevisende. ”Det kan ikke have noget at gøre med en pige?” Vidste han det? ”Hvordan kan Mester tro det?” Jeg måtte forsøge alle midler. I samme øjeblik trådte Hataki ind i rummet, det undrede mig lidt, men langsomt forstod jeg, han havde stukket mig. Jeg kiggede ned. ”Jeg var nødt til det Ayo, den pige skader Iwa og gør os sårbare” Jeg gad ikke engang, at kigge på ham. ”Hvad vil mester gøre” Spurgte jeg, for at afbryde den pinlige tavshed. ”Du er en af mine dygtigste ninjaer Ayo, og de er respekteret af alle. Hvis ikke du var dig, havde jeg dræb dig på stedet, men i stedet vil jeg give dig en lærer streg” Han virkede hverken oprevet eller sur. Det skræmte mig. Jeg bøgede hoved. ”Jeg acceptere din dom mester” Jeg prøvede at virke så uberørt som muligt. ”Du kan ikke se den pige igen” Jeg nikkede. ”Jeg stoler ikke på nik Ayo, og lige nu stoler jeg heller ikke på dig, han rejste sig, kom der er noget du skal se” Jeg fulgte efter ham ud på terrassen. På knæ og bagbundet lå Mihar. Jeg tabte næsten pusten, men løb med det samme ned til hende. Jeg smed mig på knæ ved hendes side. ”Undskyld, undskyld” mumlede jeg. Hun kiggede op. Et blodrødt snit skar tværs henover hendes ansigt. De havde slået hende. Jeg græd lidt, og blev ved med at undskylde. Shoninen kom hen til min side. ”Rejs dig” sagde han. Rystende rejste jeg mig. Shoninen gjorde tegn til en anden ninja, som med det samme smed sit sværd over til ham. ”Dræb hende” sagde han. Jeg kiggede på ham som om han var sindssyg, og så ned på Mihar igen. Hun græd og så skræmt ud. Shoninen rakte mig sværdet, men jeg tog det ikke. ”Dræb hende Ayo!” sagde han, men denne gang med kraft i stemmen. Jeg rørte mig ikke. ”Adlyd!” Råbte han, og da jeg stadig ingenting gjorde, sparkede han mig i knæ. Jeg blev siddende og kunne nu kigge lige ind i hendes blå øjne er du var røde og fulde af frygt. Shoninen gjorde tegn til en anden ninja, som gik hen og tog fat i hendes hår og hev hendes hoved baglens. Hun udstødte et lille støn. Shoninen kiggede stift på hende. ”Bed ham om at slå dig ihjel! Ellers torturerer vi ham for øjnene af dig, og dig lige bagefter”. Ninjaen slap sit greb i hende og hun faldt forover. Rystede fik hun rejst sig og kiggede nu lige ind i mine øjne. ”Gør det Ayo” hviskede hun. Jeg rystede delvist med hoved, mens tårende trillede ned af mine kinder. ”Gør det, gør det nu, gør det hurtigt” hviskede hun igen. Jeg kunne ikke og det vidste jeg. Med et lænede hun sig imod mig og kyssede mig en sidste gang. Da jeg var kommet på benene tog jeg imod sværdet. Hvordan skulle jeg kunne slå hende ihjel? Men så slog det mig. Jeg er en elite ninja, en elite dræber, med sværd i hånden, jeg kunne sagtens klare de der er her og stikke af med hende. Ja det kunne jeg gøre, men jeg nåede ikke at tænke tanken til ende før Hataki rev sværdet ud af hånden på mig og svingede det imod hende. Vores blikke nåede lige nøjagtig at mødes en sidste gang, inden hun med et bump faldt til jorden, død. Jeg rystede og vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. ”Jeg er ikke færdig endnu Ayo” Sagde Shoninen, og det løb mig koldt ned af ryggen. ”Du for ti dages arrest ved fatterpælen uden vådt eller tørt, og halvtreds piske slag for ikke at adlyde din mester” Jeg kiggede op på ham, han smilte. Jeg var for rystet over det der var sket, til at fokusere på noget. Da han bedte mig om at rejse mig, og jeg ikke gjorde det, fik jeg halvtreds slag mere, og de måtte slæbe mig hen til fatterpælen, hvor mine hænder blev bundet stramt foran, og min trøje blev flået af. En dråbe ramte min kind, og jeg kiggede op, så faldt der endnu en dråbe og derefter endnu en, til det stod ned. Og da lød det første piske slag. De ramte lige plet og det gav et sæt i hele min krop. Lige efter ramte andet slag mig, og så det tredje. Jeg ville løbe, men jeg var bundet som et dyr. En nu et smæld. En ninja er et redskab og er intet andet. En ting, og ting har ingen følelser. Hvis ikke jeg lærte det, var der intet formål med mit liv. Seks, syv, otte. Jeg talte dem. Ni, ti. Firs slag tilbage og ti dage uden vand og mad, dræb eller bliv dræbt. Find dig i det eller lad være. Elve, tolv. En ninja er et våben, ligesom en kniv, er de den tavse dræber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...