MAKE-UP

Grim, dum og fed var nogle af de ord som ville passe på mig, for bare et år siden. De ord, som vil passe nu er fed, dummer, overlegen, sminkedukke og slave. Grunden ja.. Ny skole, ny mig. Jeg gik fra at være en almindelig pige, som var taberagtig, til hende som var i inder kredsen, men som har det endnu være, med sig selv...

0Likes
0Kommentarer
347Visninger
AA

3. Vi SKAL hvad?

"VI SKAL HVAD?" Råbte jeg ud til min mor. "Vi skal flytte lille skat. Jeg har fået et arbejde på en farbrik" svarede min mor. Jeg kiggede, nej ordret er gloede på hende. HUN havde fået et ARBEJDE? Jeg kunne ikke tror det! Jeg var faktisk blevet lidt glad for at bo i vores hus. Men for at være ærlig ville jeg heller end gerne væk fra det her sted. Ikke pga. skolen (Okay skolen var nok den største grund til at ville væk) men fordi jeg havde brug for lidt tid med min mor.

"Hvor flytter vi så hen?" spurgte jeg hende med et ansigt, som svagt lyste af glæde og spændhed. "Vi skal til Skagen. En by som ligger i Nordjylland" Jeg kunne ikke lade vær med at blive lidt skuffet over svaret. Nordjylland!? Ikke fordi, at det var federe at bo her på Sjælland, men Jylland? Var de ikke bare nogle landmænd som spiste rugbrød fra morgen til aften, og så snarkede de et meget underligt sprog? Jeg kommer godt nok ikke direkte fra København, men jeg kender da lidt til det hurtige liv der inde. Men jeg overgav mig. Overgav mig til den skæbne, som jeg havde fået af universet. Der gik heller ikke mere end en nogle dage før, at man kunne høre lastbilerne bakke for at hente vores ting. Senge, stole, tallerkner. Alt blev fjernet. Undtagen den meget gamle krukke som havde irriteret mig hele min barndom.

Jeg havde kun taget min skitse bog med, et super godt viskelæder, nogle af mine bløde og hårde blyanter. Det var det eneste som skulle underholde mig under hele turen i toget. 12 stive timer i et tog. Eller vi skulle skifte 4 gange, men det gik op i 12 timers ventetid i et røv sygt tog. Jeg havde pakket en madpakke, for vi skulle tage af sted kl. 18 og komme af toget kl. 6 om morgen. Så der var aftensmad og morgenmad. Plus den lille snack som mor skulle havde før hun kunne sove. Eller det var, hvad hun påstod. Jeg kunne ikke drømme om at købe mad om bord på toget. Deres priser var jo sindssyge!

De første 40 min. af min mors tid i toget blev brugt på diskussion med arbejdet. Hun havde ikke fået fri selve dagen, hvor vi skulle ankomme. Hun blev så gal til sidst, at hun måtte gå ud på toilettet, for at skændes med hendes nye chef. De andre kiggede også på hende, da hun gik ud. Jeg kiggede ned i gulvet. Jeg var ved at dø af pindelighed! Hun kom tilbage efter et kvarter. Hun var stadig gal. Hun skulle stadig møde kl. 7:30. Jeg havde fået lov at blive hjemme fra skole. Jeg skulle gøre lidt rent og sætte ting på plads. For min mor havde jo ikke tid. Men der var heldigvis de der flytte mænd, som skulle bære vores møbler ind i huset. Der var godt nok kun to etagier, men der var jo trapper.

Mor havde ikke fortalt om, hvor mange værelser der var i huset. Hun vidste det sikkert ikke engang selv. Men hun ville sikkert havde værelse på den første etage. Hun ville være for doven til, at løfte hendes lille fede krop op af trapperne mere end 1 gang om ugen. Og så tror jeg, at jeg overdriver! Den tanke, at hun skulle havde fået et arbejde var stadig i gang med at blive fordøjet. Men igen hun havde fået et arbejde på en faibrik. Hun skulle sikkert ikke andet, end at side på hendes røv hele dagen og trykke på en knap. Lønnen ville heller ikke være meget at råbe hurra for, men det kunne man jo regne ud ved at kigge på arbejdet.            

Jeg tog min bog frem og begyndte at tegne en skitse, der skulle forstille min mor. Den sad ned og skulle til at trykke på en knap. Hun var iført en kedel dragt og en lille fimset hat. I bagrunden stod en lille mand med nogle alt for store briller og kiggede på. Dragten var gået i stykker nogle steder, for maven og brysterne var for store. Hendes ansigtstræk var helt trist. Faktisk havde hun ikke øjne eller mund. Man kunne kun se halvdelen af et hvid ansigt. Jeg smilede for mig selv. Det hele gav pludselig mening. Det med min skærmende, onde og ensomme far.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...