Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

276Likes
909Kommentarer
36446Visninger
AA

2. Prolog (30. november)

 

Den er ikke til at beskrive. Frygten. Den konstante trang til at være i nærheden af en eller anden, så man er uden for fare. Trangen til at klynge sig til venner og veninder, fordi man er så bange for den, man elsker. Og alligevel kan man ikke give slip. Trods man ved, det ville være for det bedste, kan man ikke få sig selv til at lade ham gå. Der vil altid være det lille håb om, at alt vil ændre sig en dag; at han vil forandre sig og blive den mand, han var, dengang jeg mødte ham. At han igen vil blive ham, jeg forelskede mig i.

  Men inderst inde ved jeg, det aldrig vil blive sådan igen. Den tid er for længst ovre, og jeg burde ikke blive ved med at holde fast i det lillebitte håb. Hvorfor gør jeg det? Hvorfor bliver jeg ved med at begå de samme fejltagelser? Det er som at gå i ring; jeg ved, jeg kommer ingen vegne, men bliver alligevel ved med at bevæge mig som en sprællende fisk på land. Jeg bliver ved med at sidde fast i mine daglige rutiner, trods jeg ved, det i sidste ende kun vil tage livet af mig. Jeg bliver ved med at sidde fast i at elske mit værste mareridt.

  Det startede alt sammen så stille og roligt, men jeg havde alligevel allerede for længst fornemmet, at denne aften ville blive anderledes end alle de andre. Kald det min sjette sans, men noget i mig fortalte mig, at intet ville blive det samme efter det her. Og det blev det i den grad heller ikke.

  ”Jeg vil virkelig gerne blive, men jeg har en aftale med Stefan,” undskyldte min veninde, Katherine, med en trist grimasse. ”Skal du ikke også hjem til Blake? Ham har jeg ikke set i evigheder!”

  ”Jo.” Min mund føltes tør, men selvfølgelig var det intet problem for mig at skjule det med det store smil. ”Jeg skal nok hilse ham fra dig. Jeg er sikker på, vi snart kan finde en dag alle fire – måske en dobbeltdate!”

  ”Ih, ja!” hvinede hun. ”Så kan Stefan måske lære lidt om et ægte forhold.” Hun grinede, da hun sagde det. ”På det seneste har han brugt alle sine aftener på at spille poker med vennerne, og det er ved at drive mig til vanvid.”

  ”Det forstår jeg godt.” Hvis hun dog bare vidste, at det var mig, der misundte hendes forhold og ikke omvendt.

  Sommetider havde jeg sådan lyst til at fortælle hende alt. Hver gang hun beklagede sig over, at Stefan måske ikke lige var hjemme i tide, havde jeg lyst til at råbe, at han da i det mindste ikke efterlod blå mærker og sår, der tvang hende til at gå med lange ærmer om sommeren. At hun var heldig nok til at shoppe efter en ny mascara frem for en dækkende concealer. Men jeg kunne ikke. Jeg var fanget i det her mønster, hvor jeg selv forværrede min situation ved at spille med, fordi jeg vidste, at Katherine betragtede Blake som den bedste kæreste, nogen kunne få. Og det forstod jeg også godt. Sådan virkede han, når man kastede et enkelt blik på ham – høj, charmerende og en anelse mystisk – men så snart man brød facaden, var det anderledes. Alt var uigenkendeligt.

  Det var svært at sige noget til hende, når hun så på ham sådan, for hvordan kunne jeg også ødelægge hendes syn på ham – og ikke mindst mig? Det kunne jeg ikke få mig selv til. Hun elskede ham som en ven, lige så meget som jeg elskede ham som min kæreste – og det var måske i sandheden det mest triste ved det hele.

  ”Nå, men vi ses vel, ikke?” Hun begyndte at gå, imens hun vinkede til mig med et stort smil på læberne. Jeg blev stående dér og vinkede tilbage. Først da hun havde vendt sig om, kunne jeg slappe lidt af i musklerne omkring munden.

  Jeg var igen alene. Selvom folk myldrede forbi mig, imens jeg stod dér på gaden, følte jeg mig ensom; som om jeg var den eneste i verden. Det var selvfølgelig, hvis man så bort fra Blake, for han var der altid. Der var ikke et eneste øjeblik, hvor jeg ikke fornemmede ham i min underbevidsthed. Det var, som om hans kolde, blå øjne betragtede mig, lige meget hvor jeg befandt mig, og det drev mig til vanvid. Hvornår var jeg blevet så paranoid?

  Jeg begyndte at gå. Pludselig føltes vinden en anelse koldere – næsten som om nogen åndede mig i nakken. Jeg lagde armene om mig selv i et forsøg på at få lidt varme tilbage i kroppen, men det hjalp ikke just, for de konstante bange anelser forholdt mit hjerte koldt som is. Al blodet i mine årer lod ikke til at køre længere, fordi temperaturen ikke holdt til det.

  Slap af, July, blev jeg ved med at fortælle mig selv og sank en klump. Jeg havde konstant lyst til at kigge mig over skulderen, men lod være – jeg måtte ikke overgive mig.

  Sneen var endnu ikke begyndt at falde, på trods af at det så småt var ved at blive vinter. For hver dag nærmede vi os julen, men jeg glædede mig ikke det mindste. Det havde jeg førhen gjort, men der var ikke længere meget at se frem til. 25 dage var der tilbage. 24 til juleaften. Men jeg kunne ikke se nogen glæde i det hele. Jeg vidste ikke engang, om Blake havde købt en gave til mig. Måske. Hvis det var en af hans gode dage på det tidspunkt, så var svaret sikkert ja. Men det var det, der var problemet – man kunne aldrig helt regne med ham og hans humør. Det skiftede som vejret her i Bristol.

  Jeg bevægede fortsat mine ben, selvom mine tanker lod til at hægte sig fast i alt omkring mig – de ville have mig til at stoppe. De ville have mig til at flygte fra det sted, jeg var på vej hen, og det forstod jeg også godt. Det var som at gå hen mod det sted, morderen befandt sig, i en gyserfilm. Men jeg blev ved med at gå.

  En pludselig lyd fik mig til at kigge mig over skulderen, og ubevidst begyndte jeg at gå lidt hurtigere. Pludselig var mine skridt så lange, at jeg næsten gik en meter, hver gang jeg løftede mit ben. Mørket var nu for alvor faldet på, og det var, som om alle skyggerne var fangarme, der kun ventede på at finde et offer. Jeg hadede det, for hvorfor skulle jeg frygte mørket? Ikke engang som lille havde jeg gjort det. Det var forfærdeligt at vide, at mit liv kun var blevet værre med tiden. Hvad havde ændret sig?

  Det vidste jeg jo egentlig godt. Ham. Han havde ændret sig.

  Alt for mange mareridt var skyld i, at jeg til sidst småløb hjem, selvom der ikke just ventede mig den store velkomst dér. Jeg ved ikke, hvorfor jeg alligevel skyndte mig så meget – det, jeg fandt dér, var ikke meget værre end det, der var derude. Godt nok befandt ham, jeg flere gange havde svoret på var mit livs kærlighed, sig i stuen, men om det var en positiv ting, var jeg ikke sikker på. Ikke længere.

  Vejen op tog ikke lang tid. Jeg boede sammen med Blake i et gammelt lejlighedskompleks, hvor elevatoren var så gammeldags, at døren ikke var sølvfarvet og tyk, men nærmere en mønstret port, man kunne se igennem. Ikke desto mindre havde jeg altid været vild med atmosfæren. Da vi havde set på lejligheden, havde Blake kun ønsket mig det bedste, og han havde derfor skrevet under selv samme dag. Det var en tid, hvor vi endnu så på alt med positive øjne, og hvor enhver skrotbunke havde kunnet forvandles til noget smukt med et par bøtter maling og lidt godt humør.

  Nu gik dagene primært med, at han beklagede sig over, at alt var noget gammelt møg, og at han forbandede mig over, at jeg i første omgang havde overtalt ham. Men jeg havde ikke lyst til at flytte. Jeg nægtede at flytte, fordi det ville få mig til at indse, hvor meget alt rent faktisk havde ændret sig gennem årene. Hvilket svin Blake var blevet til. Jeg var bestemt ikke klar til at starte på ny – ikke med ham i hvert fald.

  Da jeg stod ude foran døren, rodede jeg rundt i lommerne på min tykke, cremefarvede vinterfrakke, kun for at finde ud af at jeg havde glemt mine nøgler derhjemme. Jeg sukkede. Det sidste, jeg havde lyst til, var at banke på, så Blake kunne blive fuldstændig opmærksom på, at jeg var til stede – hvis jeg dog bare i stedet kunne snige mig indenfor og direkte i seng uden nogen spørgsmål …

  Men jeg bankede. Tre forsigtige bank blev det til, og så trådte jeg ellers to og et halvt skridt tilbage, så jeg ikke ville stå lige op i ansigtet på min kæreste, når han åbnede døren. Ubevidst begyndte jeg at tygge på min underlæbe, men stoppede så igen, lige så snart det gik op for mig. Han havde altid hadet det, men jeg gjorde det alligevel, når jeg var nervøs – det var ikke noget, jeg havde kontrol over.

  ”Hvorfor er du først hjemme nu?” var det første, Blake spurgte om, da han åbnede. Hans blik var iskoldt, og jeg kunne se på hans spændte kæbe, at han var vred – på randen til at miste sig selv.

  ”Undskyld, j-jeg …” stammede jeg, imens jeg prøvede på at finde en nogenlunde acceptabel forklaring, ”sandheden er, at jeg glemte tiden, og jeg er ked af det. Virkelig. Undskyld. Jeg skal nok gøre det godt igen, det lover jeg, det her var min fejl, og jeg …” Jeg rystede på hovedet over, hvor ynkelig jeg var. Hvorfor havde jeg en trang til at græde? Hvorfor var jeg så desperat efter at give ham en god forklaring, når sandheden var, at jeg selv havde trukket tiden ud? Hvorfor elskede jeg en mand, jeg var bange for?

  ”Bare kom ind,” mumlede Blake hæst, inden han trådte til side. Med et lettelses suk tog jeg et skridt, så jeg nu befandt mig indenfor. ”Hvor var det, du sagde, du var henne?”

  ”Hos Katherine.” Jeg sank en klump og prøvede på at lyde rolig. Jeg kunne aldrig slappe af i nærheden af ham, aldrig. Det, vidste jeg udmærket, var en forfærdelig idé, men alligevel prøvede jeg gang på gang, fordi jeg hver dag håbede på, han på et tidspunkt ikke længere ville gøre mig så bange, at jeg blev nødt til at spille en anden over for ham.

  ”Fik I indhentet den forsømte kvalitetstid?” spurgte han interesseret og satte sig ned i den lyseblå stofsofa, han havde fundet i en eller anden container og sat i stand. Selvom han ikke havde en erhvervsuddannelse, var han virkelig dygtig til at lappe alt sammen og ordne ting som elektricitet og andet håndværk. Da vi var flyttet herind, havde vi haft intet overhovedet – vi havde dengang bare været to unge forelskede turtelduer, som levede i deres egen boble af lykke. Det havde været en spontan handling at flytte sammen, men vi havde begge været enige. Det var dengang.

  ”Jep,” svarede jeg med et forsikrende smil. ”Det var dejligt at se Kat igen. Og hvad med dig? Hvad har du lavet?”

  ”Ikke så meget …” Han trak på skuldrene. ”Jeg har bare set genudsendelsen af gårsdagens fodboldkamp, og det var ikke ligefrem spændende.”

  ”Tja, du ved, fodbold aldrig har interesseret mig så meget.” Jeg gik hen mod køkkenet og åbnede køleskabet for derefter at tage vandkanden ud. Efter en lang dag var jeg virkelig tørstig – jeg drak flere liter vand hver eneste dag, fordi det var lettere at holde nede end mad.

  ”Men det er godt, at en af os har haft en god dag.” Han smilede til mig, og det overbeviste mig næsten om, at det ville blive en stille og rolig aften, hvor jeg endelig kunne lade paraderne falde ned. Næsten.

  ”Og for resten,” sagde jeg, imens jeg hældte noget vand op i glasset foran mig. Derefter tog jeg det med mig og gik hen imod Blake, ”Katherine og jeg tænker på snart at arrangere en dobbeltdate. Kunne det ikke være hyggeligt? Jeg har snakket med hende, og – ”

  ”Du har hvad?” udbrød han og rejste sig arrigt. ”Og det tænkte du slet ikke på at sige til mig? Det er så typisk dig at lægge planer uden at høre mig ad først.”

  ”N-nej, det …” Jeg krympede mig lidt, inden jeg tog en dyb indånding. ”Det var bare noget, vi snakkede om. Intet endeligt.”

  ”Lad mig gætte, du har sikkert også allerede aftalt med hende at holde jul sammen, har du ikke? Hvad har du ellers planlagt bag min ryg?” Han klemte øjnene sammen, og selvom jeg stod nogle meter fra ham, kunne jeg høre den tunge vejrtrækning.

  ”Jeg mente bare, at vi overvejede det med dobbeltdaten, og at du kunne tænke over det …” mumlede jeg stille og stirrede ned på glasset med vand, jeg havde i hænderne. Væsken skvulpede fra den ene side til den anden i nogle fejende bevægelser. ”Blake, fald nu ned – jeg har ikke aftalt noget som helst med dem.”

  ”Mig? Falde ned? Skal jeg falde ned?” Han lod en latter slippe ud. ”Du er så patetisk, du er. Tror du ikke, jeg kan se på dig, når du lyver? Jeg har for helvede kendt dig i flere år efterhånden, og alligevel tror du, jeg er så let at narre. Jeg troede, du stolede på mig, July, det troede jeg virkelig.”

  ”Det gør jeg også,” hviskede jeg, selvom det var løgn. Lige nu gjaldt det bare om at gøre alt godt igen. Jeg skulle undskylde. Gøre alt, der var nødvendigt for at få ham til at slappe af igen. ”Undskyld, det var ikke min mening at hidse dig op. Jeg lover dig, jeg ikke gør det igen.”

  Med sitrende hænder begyndte jeg langsomt at gå hen mod ham for til sidst at sætte mig ved hans side. Jeg havde ikke lyst til at tage hans hånd, fordi jeg vidste, mine rystende fingre ville afsløre, hvor usikker og bange jeg var.

  ”Undskyld, jeg mener det virkelig,” sagde jeg og kiggede ham dybt ind i øjnene. Jeg havde vænnet mig til at berolige ham på denne måde – det var som at skulle få et lille barn til at falde i søvn. Nogle dage krævede det ikke mere end en enkelt sang, andre dage var det tæt på umuligt.

  Han sukkede. ”Det er mig, der undskylder. Jeg var ikke fair over for dig – jeg ved ikke lige, hvad der gik af mig. Det har vist været en trættende dag, Jules.”

  Uventet lagde han en arm omkring mig og trak mig ind til sig for til sidst at hvile sin hage mod mit hoved. Det var ubehageligt at ligge sådan, men jeg bevægede mig ikke. I stedet lyttede jeg bare til hans voldsomme hjerte, der bankede ualmindeligt hurtigt.

  ”Skal vi ikke gå i seng?” sagde jeg lavmælt og lod mine øjne finde hans. ”Jeg tror, vi begge har brug for det. Det er sent.”

  ”Jeg har et bedre forslag.” Jeg sank en klump, men nikkede alligevel, fordi jeg vidste, der ikke var andet at gøre. Langsomt satte jeg mig op, og mine øjne flakkede en smule rundt, inden jeg til sidst lod vores læber mødes. Jeg kunne ikke benægte, jeg altid havde holdt af hans berøringer og nok ville blive ved med det, for jeg elskede ham. Det gjorde jeg – af hele mit hjerte. Men at elske med ham var ikke længere det samme.

  ”Skal vi rykke ind i soveværelset, eller er det okay her?” spurgte han kækt, og jeg lo nervøst.

  ”Lad os gå ind i soveværelset,” foreslog jeg. ”Det er nok mere behageligt.”

  Han nikkede og kyssede mig kort på munden, hvilket fik sommerfuglene til at blafre i maven på mig, inden han rejste sig. Det var sådan nogle små ting, der holdt mit håb i live. Håbet om et ægte forhold. Det kunne stadig godt lade sig gøre.

  Vores soveværelse var ikke særlig stort. Væggene var hvide, og lige ved døren stod et spejl med en brun trækommode ved siden af. Blake skyndte sig hurtigt hen til det store vindue på den anden side af rummet og trak gardinerne for, inden han trak mig hen til den store, uredte dobbeltseng.

  Han pressede sine læber mod mine, og jeg prøvede at glemme alle de ting, han havde gjort imod mig. Det var nu, jeg bare skulle leve i øjeblikket, for jeg vidste, det snart ville være ovre. Derfor lod jeg mine hænder gribe fat om kanten på hans navyblå T-shirt for derefter at trække den af, hvilket gav mig frit udsyn til hans veltrænede overkrop.

  Jeg kunne mærke hans hånd på mine inderlår. På en eller anden måde havde jeg lyst til at slå den væk, fordi jeg aldrig havde brudt mig om den slags berøringer, men jeg lod være. I stedet prøvede jeg bare så vidt som muligt på at ignorere det, og inden længe havde hånden rykket sig, så han i stedet kunne trække min snehvide sweater af og derefter den sorte top, jeg havde på indenunder.

  ”Du skal vide, jeg elsker dig virkelig højt, July,” betroede han mig, og jeg slog mine øjne op. Det var tit i disse situationer, han erkendte sådan noget, og det var af den grund, jeg vidste, at ordene ikke betød det store. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at dvæle i dem – det var nemlig det eneste tidspunkt, han sagde dem på.

  Han skubbede mig voldsomt ned på sengen, og jeg nåede ikke engang at orientere mig om, hvad der skete, før han igen var over mig. Han var meget højere end mig, så det var næsten umuligt at se mig ligge dér under hans brede overkrop og lange ben. Men ligesom alle andre ting ignorerede jeg de mindre lyse sider og fokuserede på nydelsen.

  Kys blev plantet rundt om min mund, og de begyndte langsomt at bevæge sig ned langs min hals, men stoppede så ved mine kraveben. Jeg rynkede forvirret øjenbrynene, da jeg mærkede den tunge vægt fjerne sig fra min lille krop.

  ”Er der noget galt, Blake?” spurgte jeg uroligt, fordi sex netop var noget af det eneste, hvor jeg kunne være sikker på, han ikke ville stoppe for at lade sin vrede løbe af med sig. Det var den eneste ting, hvor han var alt for distraheret til at lade temperamentet tage overhånd.

  ”Du lugter,” hvæsede han, og jeg rynkede undrende panden over den besynderlige bemærkning.

  ”Lugter jeg?”

  ”Af mandeparfume,” fortsatte han, og pludselig gav det hele mening. Jeg fornemmede allerede, hvad der var ved at ske og slyngede derfor mine ben hen over sengekanten og rejste mig op. ”Hvorfor stinker du af en anden mands parfume?”

  ”Det vidste jeg slet ikke, jeg gjorde,” indrømmede jeg stille og bukkede mig langsomt ned for at samle min sweater op. Det føltes ikke rigtigt at stå ansigt til ansigt med ham kun iført en bh.

  ”Selvfølgelig gjorde du det!” udbrød han og slog ud med armene. ”Du har været sammen med en anden, har du ikke?”

  ”Nej, det har jeg virkelig ikke – ”

  ”Er det Stefan? Er det? Var du overhovedet sammen med Katherine tidligere i dag?”

  ”N-nej, eller jo, det … d-det – ”

  ”Svar mig, for helvede!” råbte han, inden han skubbede hårdt til mig, så jeg ramlede ind i vinduet og faldt til jorden. Jeg tror ikke, det var selve kraften i hans arme, der slog mig omkuld – nærmere chokket. For selvom det efterhånden skete lige så ofte som solskin om sommeren, ville jeg nok aldrig blive vant til tanken om, at han ikke var, hvad jeg havde forventet.

  Jeg ømmede mig lidt og blinkede adskillige gange for at stoppe tårerne, der pressede på. ”Rolig nu, Blake, det er noget, du forestiller dig.”

  ”Fandeme nej!” Han tog sig til hovedet. ”Men fint. Hvis du ikke vil indrømme det … Skide kælling.”

  Jeg rejste mig forsigtigt op og bevægede mig hen til døren, i håb om at det her var afslutningen på det hele. At vi ville kunne snakke om det hele i ro og mag lidt senere, når han var kølet af. Men nej.

  ”Du vover lige at gå fra mig nu, hvad fanden bilder du dig ind?” spurgte han, og jeg mærkede pludselig et stramt greb om min arm. Jeg stønnede. ”Jeg spørger dig om noget, så svar dog!”

  ”Blake,” hikstede jeg og kiggede desperat på ham. ”Det her er ikke dig, vær sød at give slip.”

  ”Er det her ikke mig? Hvad er så mig? Sidst jeg tjekkede, hed jeg stadig Blake Adair. Og sidst jeg tjekkede, var utroskab ikke en del af det her forhold.”

  ”Jeg lyver ikke, det – ”

  ”For helvede da, stop så med at lyve mig i ansigtet!” skreg han, før han kastede mig ned mod gulvet, som var bedækket af et uldtæppe. Og derfra kom slagene ned som regndråber på en tung efterårsdag, næsten i et taktfast tempo. Jeg blev bare liggende dér og hulkede lige så stille for mig selv, imens jeg håbede på, det her ville få en ende en dag. At alt ville blive lysere.

  Men intet ville nogensinde blive lysere. I samme øjeblik et højlydt skrig forlod mine læber, da jeg mærkede nogen tage fat i mit hår, indså jeg det.

  ”Hold kæft,” hvislede han ind i øret på mig, og jeg spurgte mig selv om, hvordan denne mand nogensinde havde været ham, jeg havde forelsket mig i. Ham, jeg havde mødt i en park for flere år siden, som havde snakket om, hvor vigtigt det var at blive lykkelig. Hvordan det var det eneste mål i livet, man burde have. Og nu var han den, der forhindrede mig i at nå mit mål.

  Jeg mistede en stor mængde af mit mørke, tynde hår, da jeg trak mig fri med et smerteligt skrig for derefter at skynde mig ud ad hoveddøren. Jeg havde ingen nøgler med mig, ingen jakke, ingen sko, men jeg var ligeglad. Alt, jeg vidste, var, at jeg måtte væk fra ham, og at det skulle være med det samme. For en eller anden dag ville jeg ikke overleve natten. Nok elskede jeg ham, men jeg havde ventet. Og jeg havde ventet. Og jeg havde ventet. Og det var kun blevet værre. Jeg havde ventet forgæves.

  Det var et held, jeg havde min mobil med mig. Jeg havde den altid i lommen, på trods af at Katherine uafbrudt fablede om, at det kunne give mig kræft og stråleforgifte mig. Nu var det til mit eget held, at jeg ikke havde lyttet til hende.

  ”Hallo?” blev der sagt i den anden ende, da mobilen havde ringet to gange. Det var sent, så jeg havde været lidt bange for, hun ikke ville tage den. ”July, er det dig?

  ”Ja, det er mig,” svarede jeg, men jeg genkendte ikke min egen stemme, fordi den var så hæs og rystende. Så meget havde jeg skreget. ”Kan jeg komme over? Det er vigtigt. Jeg har noget, jeg er nødt til at fortælle dig …”

  Og sådan begyndte det hele. Sådan endte jeg med at befinde mig her – om det er en god ting eller ej, ved jeg ikke. Alt, jeg vidste, da jeg flygtede, var, at jeg ikke hørte til i Blakes verden. Spørgsmålet er bare, om jeg overhovedet hørte til i nogens. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...