Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

276Likes
909Kommentarer
36435Visninger
AA

27. Epilog (1. januar)

Selv ikke nu, den 1. januar 2014, var sneen begyndt at dale. Da mine slidte sneakers betrådte den kolde, hårde jord, var der ingen knasen at høre, og den eneste lyd, der var omkring mig, var træernes puslende blade og lavmælt fuglesang fra en ensom hansolsort. Det var en smule deprimerende at gå der helt mutters alene, især fordi der var så mange gravstene omkring mig, men ikke desto mindre kunne jeg godt lide det. De seneste par dage havde jeg ikke rigtig følt for at fejre nytår og jul, for der var egentlig ikke særlig meget glæde ved det. Hvem skulle jeg også fejre det med? Hverken July eller April var ved min side, og ikke mange af mine venner gad mig længere, i hvert fald ikke siden jeg havde lukket af for dem efter mit brud med April.

  Det var koldt. Vinden var kraftig i dag og fik mit hår til at stritte til alle mulige sider, som om jeg havde stukket hovedet ud ad et bilvindue som en Golden Retriever midt på en travl motorvej. Jeg orkede egentlig ikke rigtig at rette på det – hvem var der alligevel at imponere andre end mig selv? Selv hvis jeg havde det mest perfekte hår i verden, ville jeg nok ikke engang selv finde mig tilfredsstillende. Ikke længere. Så let var det ikke at tilgive, så let var det ikke at give slip. Trods July altid havde haft så utrolig let ved at lukke mig ind i varmen igen, vidste jeg, at denne gang var en anden sag for os begge. Jeg kunne ikke længere bare komme løbende tilbage i favnen på hende, nej, det var for sent. Det gyldne øjeblik havde passeret mig for længst.

  Knoerne på mine hænder var røde og ophovnede, og den buket blomster, mine stive fingre havde lukket sig omkring, så ikke ud til at have det meget bedre. Jeg vidste ikke, om huden var så hærget, fordi sårene fra aftenen med April endnu ikke havde helet, eller om det var grundet det faktum, at jeg for en gangs skyld ikke havde hænderne i lommerne. De var næsten ved at være godt følelsesløse, men jeg havde ikke lyst til at lukke varmen ind længere. Det fortjente jeg egentlig ikke – jeg burde for længst være blevet lukket ud i kulden i stedet for gang på gang at opsøge folk, der ikke vidste, hvad de gik ind til, når de lod mig komme uanmeldt på besøg.

  Kirkegården var i dag tom, øde. Der var ikke én levende sjæl udover mig, og ikke et eneste sted kunne jeg spotte nogle blomster til et af de spøgelser, der boede her. Jeg gik ud fra, at de fleste havde tømmermænd efter at have fejret det nye år helt til klokken fem om morgenen og derfor slet ikke var stået op. Sådan plejede det i hvert fald altid at forholde sig med mig – jeg spildte så meget tid på at lade alkoholen tage over, fordi det fik mig til at føle mig mindre sølle, selvom det lille øjebliks lykke ofte kun varede i nogle timer. Det gjorde mindre ondt at være overbevist om, at jeg havde det fint, at være ligeglad med alt. Men jeg vågnede altid den næste morgen og følte den samme tomhed i sjælen, som intet nogensinde kunne råde bod for.

  Først da jeg nåede frem til den sten, jeg havde ledt efter i noget tid, gik det op for mig, at mine ben rystede. De var så ustabile, at jeg følte, jeg ethvert øjeblik kunne blive væltet omkuld af vinden, ligesom mine følelser var blevet det for lang tid siden. Man sagde altid, at livet ikke var om at vente på, at stormen skulle passere, men jeg kunne heller ikke se det gode ved at gå ud og blive angrebet af blæstens modbydelige ansigt med det samme. I hvert fald ikke når man ingen forsikring havde.

  Jeg satte mig på hug og lod så de mange tulipaner dumpe ned på graven foran mig. Synet af gruset, der endnu ikke var faldet helt på plads, fordi begravelsen havde taget sted for ikke mere end tre dage siden, gav mig en klump i halsen, og trods jeg vidste, ingen kiggede, prøvede jeg ihærdigt ikke at græde. Jeg vidste ikke, hvem jeg gjorde det for – bare at jeg ikke havde lyst til at lade svagheden vinde.

  Trods jeg ikke troede på spøgelser, følte jeg, at der var nogen, der betragtede mig. Det var ikke en fornemmelse, der fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen, for det var på en tryg måde. Som om July stadig var til stede og nu betragtede mig med enten et kærligt blik eller et sørgmodigt, såret et. Jeg håbede inderligt på det første – men hun havde altid været så … ren. Tilgivende. Så jeg kunne egentlig næsten ikke forvente andet.

  ”Hey,” mumlede jeg stille og fortrød straks, da det gik op for mig, at det nok var det sidste, man burde sige i sådanne situationer. ’Hey’ var formentlig det mest ligeglade, man overhovedet kunne komme på at sige, men på den anden side vidste hun vel formentlig godt, at det var noget, jeg sagde så hyppigt, at man skulle tro, mit ordforråd ikke bestod af andet. Forhåbentlig var det undskyldning nok. ”Jeg har købt nogle, øh, tulipaner til dig. Jeg tænkte … jeg tænkte, at siden du blev så glad for dem den 23., ville du måske blive lige så begejstret nu. Jeg ved godt, at det er en lidt anden situation nu, fordi du ligesom er –” Jeg afbrød mig selv og rystede så på hovedet. Jeg havde svoret ikke at sige det højt. Det kunne jeg ikke.

  Mine knæ var begyndt at smerte en hel del, fordi jeg havde siddet på hug i så længe, men jeg havde hverken lyst til at rejse mig eller sætte mig helt ned. Især ikke den sidste. Det ville nok bare føles alt for uhøfligt, taget i betragtning af at det var hendes grav, og hvis der var noget, man ikke skulle gøre, så var det at sidde på en død persons hvilested – og at stå på det var måske heller ikke ligefrem bedre. I stedet lod jeg mine håndflader presse sig ned mod den kolde jord for at give mig lidt mere balance og støtte, og trods det ikke hjalp meget på mine syrende ben, havde jeg et billede om, at jeg ikke var helt så langt væk fra July længere.

  ”Jeg har skrevet et brev til dig,” mumlede jeg stillede og fik derefter fisket et stykke krøllet papir op af min lomme. Da jeg foldede det ud, var det første, der mødte mig, en masse kludrede bogstaver, der nok for enhver anden (undtagen July) var ulæselige. I skolen havde jeg altid fået skældud for at skrive så grimme bogstaver i diktater (for ikke at tale om de mange stavefejl).

  Trods det havde været min hensigt at læse det op for hende, forlod intet mine læber, som jeg åbnede munden. Det eneste, der slap ud, var en enkelt sky, der var kommet af kulden. Jeg vidste, at hvis jeg åbnede munden, ville jeg højst sandsynligt straks bryde sammen, og det var ikke, hvad jeg havde lyst til at gøre nu. Alt, jeg ønskede, var at forklare. At undskylde. At få en afslutning. Selvom det virkede umuligt, håbede jeg inderligt, at jeg en dag ville kunne give slip.

  ”Jeg ville ønske, det var lige så let at sige ordene højt, som det var at skrive dem ned,” betroede jeg hende og fnøs derefter med et rystende hoved. ”Hvis der er noget, jeg altid har stinket til, så er det at sige ting højt. Hvad er det nu, man siger? De vigtigste ting er sværest at sige? Tja, i hvert fald er den sætning meget sand i mit tilfælde, for jeg udskyder altid ting, til det er for sent. Jeg burde have fortalt dig så meget, imens du var her, men i stedet blev jeg ved med at vente og vente og vente, og en dag var det for sent. Det er så typisk mig.”

  Det føltes befriende at snakke til hende på denne måde, uvidende om hun hørte mig eller ej, men samtidig følte jeg mig en smule dum – enhver, der kiggede på mig, ville nok tro, jeg var skizofren eller noget i den stil. Det ville jeg i hvert fald selv have gjort.

  ”J-jeg …” Jeg tav og bed mig så hårdt i læben, at smagen af metal på få sekunder havde spredt sig rundt i munden på mig. ”Jeg er simpelthen så ynkelig. Synes du ikke, July? At jeg sidder her og snakker med en død … Jeg mener, se på mig. Her er jeg og undskylder til en, trods jeg aldrig vil kunne blive tilgivet, for hun er ikke i live længere på grund af mig. Jeg er skyld i så meget, og jeg kommer bare ind i andres liv og får det hele til at blive noget værre lort for derefter at gå min vej igen, så jeg kan slippe for at rydde op efter mig selv. Og de folk, jeg efterlader, de … de er nødt til at leve med konsekvenserne, ja, faktisk skal du jo ikke leve med konsekvenserne. For du er død. Og det gør så forbandet ondt at sige det højt, for jeg har prøvet i så lang tid på ikke at tænke på det, men det er overalt. Lige meget hvor jeg går rundt, hjemsøger det mig, og det fortjener jeg også. Jeg fortjener det hele, sorgen, skyldfølelsen, selvhadet … Og jeg ved, at du sikkert ville have sagt noget i stil med, at jeg ikke skal være så hård ved mig selv, for sådan var du altid, men kan du slet ikke se det? Det er netop det, jeg skal være, for ellers indser jeg aldrig, hvilket monster jeg er. Du var alt, jeg havde brug for i den tid, men jeg lavede ged i den. Jeg fuckede alt op. Jeg er så ked af det, July.”

  Som jeg tog mig opgivende til hovedet, havde jeg lyst til at rive alle lyse totter hår af, men det ville måske ikke engang give mig særlig meget tilfredsstillelse. Jeg ville bare få endnu mere hovedpine, end jeg allerede havde, og det ville ikke rigtig redde så meget. Selvom jeg vidste, jeg fortjente det, var det efterhånden gået op for mig, at ingen straf var nok til at gøre alt godt. For det ville aldrig blive okay igen.

  Jeg endte med at placere brevet under tulipanerne med et suk. Det ville alligevel aldrig nogensinde blive muligt for mig at læse det højt, det vidste jeg – og for den sags skyld heller ikke bare remse det hele op, nu hvor jeg kunne hver sætning udenad. Jeg havde siddet så længe og stirret på det forleden, at ordene nu sad som tatoveret i mit baghoved, og selvom jeg gerne ville glemme hende og alt, hun indebar, var det ikke muligt for mig. Hun hjemsøgte mig stadig i drømmene med de triste øjne, der var til at drukne i, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan jeg havde ødelagt hendes nye start. Hun var slet ikke sluppet fra ulykken, da hun flygtede fra Bristol, for hun havde bare stødt på mig, og jeg var ikke meget bedre. Det var så småt gået op for mig nu.

  Jeg sad i lidt tid uden helt at sige noget. I stedet stirrede jeg på papiret, der blafrede i vinden, så de mange bogstaver så ud til at sno sig rundt som slanger. Hvis det ikke havde været, fordi jeg kunne hele brevet udenad, ville jeg nok ikke have kunnet læse, hvad der stod, men det hele virkede klart og tydeligt, som jeg kneb øjnene sammen og lænede mig en smule frem.

  Kære July,

  Jeg har tænkt meget de seneste dage. Faktisk har jeg ikke gjort andet end at tænke – ja, det og så at vandre hvileløst rundt. Jeg tror ikke, jeg har fået mere end fem timers søvn den seneste uge, og alt, jeg har levet af, har været kaffe, selvom jeg hader sådan noget (du vil ikke vide, hvor meget sukker jeg kom i for at mildne den der bitre smag). Spejle har jeg undgået, for jeg ved, at jeg, før jeg overhovedet kommer til at kunne se mig selv, bare vil få det til at smadres itu, fordi jeg ser så hærget ud. Tro mig, jeg kan rent faktisk mærke, hvor klam jeg er og ser ud.

  Selvom det nok ikke rigtig er en god grund, er det derfor, jeg ikke kom til din begravelse. Det er latterligt, jeg ved det godt, men jeg tror også, at jeg lod være med at dukke op, fordi jeg bare … jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var fyldt med skyld og selvhad og havde egentlig bare lyst til at grave mig ned under jorden. Det har jeg stadig, som jeg skriver de her ord klokken tre om natten. Den sviende fornemmelse vil nok aldrig gå væk, ligesom dit sårede udtryk i ansigtet aldrig vil forlade min nethinde.

  Det gør så ondt, July. Jeg ved godt, jeg ikke burde have selvmedlidenhed, når det hele er min skyld, men det har jeg. For jeg har aldrig nogensinde følt mig så … så … ja, jeg har ikke noget ord for det, tror jeg. ’Ødelagt’ ville være en underdrivelse, for jeg ødelægger ikke kun mig selv, men alle omkring mig. Så ’altødelæggende’ ville formentlig passe bedre. Jeg er som en naturkatastrofe – jeg aflægger et besøg og får alt til at gå i stykker for derefter at forsvinde igen, som om intet er hændt. Men denne gang er det virkelig ikke noget, der kan fikses. Ar forsvinder aldrig, det ved jeg godt, men det her … det slår alt. Jeg ved, at jeg ikke burde sammenligne det her med alt, jeg gik igennem sammen med April, men det gør jeg, og når jeg tænker på alt, der skete med dig, overrasker det mig, at jeg ser det med April som ingenting, for det var ikke ingenting. Men det viser vel bare, at skaden med dig var langt større, langt mere harmefuld. For mens hun tog væk med en forsikring om at komme tilbage, ved jeg, at du for evigt vil være uden for rækkevidde – ikke bare for mig, men for alle.

  Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg yderligere skal skrive. Jeg føler, jeg mangler så meget, men samtidig kan jeg ikke rigtig komme på hvad. For det vil alligevel ikke få hverken dig eller mig til at have det bedre. Hvis det kan trøste dig, er jeg vist heller ikke rigtig tilstede længere selv i denne verden – min fysiske krop lever, ja, men indeni er der tomt og forladt. Øde. Ubeboet. Uden dig er det ikke det helt samme.

  Alle mennesker har en anden chance. Før jeg mødte dig, kvajede jeg mig gevaldigt ved at lade temperamentet tage overhånd en del gange med April, og der brugte jeg min. Og da jeg aftenen den 23. december igen mistede kontrol og havde et øjebliks svaghed, ville selv ikke en forfærdelig god karma (hvilket jeg langt fra havde) have kunnet rette op på situationen, for jeg havde forspildt min mulighed for at gøre det godt igen for lang tid siden.

  Jeg har ikke lyst til at lyde som en, der er helt ligeglad med April nu, for det er jeg ikke. Faktisk betyder hun stadig en hel del for mig, og det tror jeg godt, du ved, men da jeg mødte dig … der var det så anderledes. I ligner hinanden, det er der noget om, men personlighedsmæssigt er I bare ikke ens overhovedet. Og trods April er fantastisk sød og nok det mest nede på jorden menneske, jeg nogensinde har mødt, var der noget ved dig, der fik mig til at håbe. Håbe på en ny start. Jeg følte, at jeg måske ville kunne lægge min grimme fortid bag mig med dig og bare … være det bedre menneske for din skyld. Du gav mig lyst til at give op på alkoholen for i stedet at finde lykken i dig. Og jeg ved, at jeg sagde nogle ting den aften med April, som nok lyder lidt som det, jeg siger nu, men trods jeg mente meget af det, var det her ikke en af dem. Du er mere speciel end som sådan, July. Og det håber jeg, du ved, selvom jeg fik dig til at føle dig som alt andet.

  Det her brev er blevet så langt, at jeg har været nødt til at skrive på bagsiden, og alligevel føler jeg ikke, det opsummerer alt, jeg føler for dig. Ord på papir vil aldrig kunne udtrykke det, og det vil aldrig forklare, hvor ked af det jeg er over alt, der er sket. Den aften skulle have været perfekt, og vi skulle have set Gangster Squad færdig, og du skulle have faldet i søvn til lyden af mit åndedrag uden yderligere forstyrrelser. Jeg forstår ikke, hvordan et så perfekt øjeblik med et blev ødelagt, det gør jeg virkelig ikke. Jeg ville ønske, du kunne forklare mig, hvorfor de her ting sker – hvordan er det fair, at det er dig, det går ud over, når det var mig, der forvoldte al skaden?

  Selvom det aldrig nogensinde vil være nok, så undskyld. Undskyld, undskyld, undskyld. Du aner ikke, hvor forfærdeligt jeg har haft det på det seneste, og jeg håber, at mit ulykkelige sind er nok til at få dig til at tilgive mig, selvom du egentlig ikke rigtig kan det. Men måske, når jeg en dag selv går bort, så vil du modtage mig i himlen med et smil. Det er alt, jeg ønsker, selvom det nok er at håbe på for meget.

  Jeg burde også takke dig, selvom det er for sent. Men tak for at have været det bedste, jeg nogensinde har besiddet. Jeg tror aldrig, jeg vil kunne forklare, hvor meget du har gjort for mig, for jeg ved ikke lige præcis, HVAD du har gjort for mig – bare at du har gjort så meget. Og du skal vide, at jeg ikke vil glemme dig. Nogensinde. Selv hvis jeg en dag kommer til at smile igen, vil jeg pigen med de smukke øjne og endnu smukkere sind være i baghovedet.

  Jeg elsker dig, July.

  xx Niall

  Da jeg igen rettede mit blik op, var min sjæl fyldt med en underlig form for ro. Skyldfølelsen ville nok ikke slippe sit tag om mig foreløbigt, men jeg kunne mærke, at det her havde været alt, jeg havde haft brug for. En afslutning. Og trods det ikke direkte var det, var det det tætteste på, jeg kunne komme. Men jeg følte mig ikke længere helt så tom, for som jeg igen hørte bladene rasle, var jeg overbevist om, at en let hvisken blev båret med træerne. Du er okay. Og det var den sætning, der fik mig til at rejse mig og træde et skridt bagud. Jeg stirrede længe på stenen foran mig og vendte mig så om for derefter at begynde at gå hen mod udgangen.

  Jeg genkaldte mig at have armen omkring en smal talje, der tilhørte den smukke pige, jeg havde mødt en kold dag i december. Måske havde hendes navn alligevel haft indflydelse på hendes liv – måske havde vinteren bare altid været for fyldt med kolde sjæle til hende, og hun var til sidst blevet knust som en plade is og efterladt til at smelte og vande jorden, der senere ville være fyldt med frodige blomster, når det igen blev forår. For det var, hvad hun gjorde. Hun startede ting. Gav liv. Hun reddede det, der var ødelagt, ved selv at give for meget af sig selv.

  Som jeg kastede et sidst blik hen mod de ord, der var skriblet ind i gravstenen, tog jeg mig selv i at fælde en enkelt tåre, og så stak jeg ellers hænderne i lommerne og begav mig hjemad.

 

JULY SUMMERS

1993-2013

SHE FOLLOWED THE WINTER STARS

AND GOT CARRIED AWAY

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...