Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

276Likes
909Kommentarer
37222Visninger
AA

11. 9. december

Dagen i går havde forløbet fint. Niall og jeg havde lært hinanden bedre at kende, og jeg havde givet ham det indtryk, jeg gerne ville have givet ham. Trods jeg var godt klar over, at han endnu ikke så mig som andet end den midlertidige beboer i sin ekskærestes lejlighed, var det en trøst at vide, at det da var fremskridt, at han ikke længere sagde mit navn med foragt i stemmen, som han havde gjort allerførst.

  Jo længere tid der gik, desto mere begyndte jeg at holde af ham. Selvom jeg ikke havde kendt ham i mere end 48 timer (ni dage, hvis man talte brevene med), havde han formået at nå ind til mig på en måde, Blake ikke længere kunne. Jeg huskede tydeligt, hvordan Blake havde kunnet fornemme mit humør, da vi mødtes og forelskede os den dag for lang tid siden, men det var anderledes nu. Når jeg kiggede på de billeder, jeg havde af ham på min mobil, var der ikke andet at se end en ødelagt mand, trods han smilede, så de små rynker ved øjnene kom frem. Det hele var indeni. Jeg turde også vædde med, at alt, han så mig som, var et stykke defekt legetøj, han havde revet itu. Ting ville aldrig blive, som de havde været – det vidste jeg, nu hvor fornuften endelig havde nået mig. Det bedste, jeg kunne gøre, var at prøve på at komme videre og lægge fortiden bag mig – starte på ny, som jeg havde lovet mig selv i toget på vej hen til London.

  Da det ringede på, frygtede jeg for en gangs skyld ikke, at Blake stod udenfor. Jeg havde tidligere på dagen aftalt med Torrance, at hun skulle komme over, så da jeg gennem dørøjet kunne konstatere, det var hende, var det hverken en lettelse eller overraskelse.

  ”Torrey!” udbrød jeg, idet jeg åbnede døren og trak jeg hende ind i en varm omfavnelse, inden jeg lod hende komme indenfor. ”Hvor er det godt at se dig igen, selvom det ikke er vildt lang tid siden.”

  Jeg havde efterhånden vænnet mig til at kalde hende Torrey og ikke Torrance. Selvom hun i mit hoved altid ville blive nævnt ved sit fulde navn, var det ikke svært at undgå at blande det sammen med de ord, jeg sagde højt.

  ”Det er også godt at se dig!” På trods af at hun boede lige overfor, havde hun taget sin jakke på og var nu i færd med at hænge en af de træknager, der var ved døren. Jeg havde selv en vane med at gøre det – selv når jeg bare lige skulle forbi hendes lejlighed, tog jeg mine støvler på og hele molevitten. På den anden side var det en meget god ting, eftersom mine nøgler lå i min jakkelomme, og når døren låste af sig selv, kunne jeg let gå hen og komme til at låse mig selv ude. Det ville ikke overraske mig, hvis det en dag skete – sådan noget var så typisk mig.

  Jeg var ved at sprænges af alle de ting, jeg gerne ville fortælle hende. Jeg var simpelthen så … så glad. Det var, som om det sus af lykke, jeg var blevet fyldt med i går, havde siddet i mit hjerte, siden Niall og jeg havde sagt farvel til hinanden. Aldrig havde jeg følt mig mere fyldt med livsenergi og gåpåmod. Jeg følte mig uovervindelig – som om end ikke Blake kunne få mig ned med nakken længere – og det var vel sådan, en person skulle få dig til at føle, var det ikke? Alt, jeg vidste, var, at jeg allerede længtes efter at se hans smukke blå øjne igen.

  ”Jeg sætter lige noget te over,” meddelte jeg, inden jeg begyndte at gå hen mod køkkenet. ”Bare sæt dig ned! Hvis du har lyst, kan du tage nogle af de småkager, der er på tallerkenen – jeg har selv bagt dem. Faktisk, så spis endelig dem alle, for jeg prøver lidt at tømme huset for dem.”

  Efter at Niall var gået i går, havde jeg været så oppe at køre, at jeg var gået i gang med at bage alverdens ting. Derfor flød det nu med småkager, boller og scones overalt i huset, hvilket måske var en smule fristende, taget i betragtning af at der ifølge mig var intet bedre end hjemmebagte boller eller scones – det var bare fornemmelsen af dejen mod tungen, der kunne få mig til at tage flere og flere, så der til sidst ikke var en eneste tilbage. Jeg måtte hellere love mig selv ikke at få sådan et bageflip igen – så ville jeg formentlig ikke kunne bevare min form i meget længere tid.

  Lyden af den sydende elkedel mindede mig om Niall, og hvordan han havde fået mig til at glemme alt om at trække vejret ved bare at kigge på mig. Det var, som om alting mindede mig om ham – om det var, fordi jeg endnu ikke var kommet mig over, at jeg rent faktisk havde set ham i virkeligheden, eller om det var, fordi jeg virkelig var begyndt at få følelser for en dreng, jeg ikke havde set mere end én gang, vidste jeg ikke. Kunne det virkelig passe, at jeg allerede nu var ved at falde for ham? Hvis det var, kunne jeg godt se, hvorfor jeg var så let at udnytte og såre – jeg var lidt uden om alle de ting, jeg kom ud for, selv. Det var vel i sidste ende mig, der satte gang i det hele.

  Imens jeg hældte den kogende vand op i de to kopper, kom dagen i går tilbage i små glimt i mit hoved. Jeg så for mig selv, hvordan jeg havde stået det helt samme sted og hældt vand op i krusene med Nialls melodiske stemme i baggrunden, og som mit blik kørte ned mod det røde mærke på min hånd, kunne jeg ikke lade være med at smile. Trods det havde gjort ondt og fremstillet mig som en værre klodsmajor, var jeg glad for, at jeg havde gjort det – også selvom jeg ikke burde have det sådan her med ham allerede. Jeg vidste ikke, hvad han havde gjort ved April og burde derfor heller ikke allerede nu se på ham og mærke mit hjerte smelte, for så vidste jeg, jeg ville blive sønderknust, så snart alt blev afsløret. Han havde vel formentlig ikke myrdet nogen, men jeg var nødt til at forvente det værste – jeg havde ikke lyst til at blive overrasket. Jeg skulle være klar til at tilgive, hvis han kom til mig og ønskede det på samme måde, som han gjorde det med April. Men måske var det ikke tilgivelsen, jeg skulle forberede mig på – måske var det nærmere det faktum, at han aldrig ville komme til mig på den måde, jeg skulle lukke mit hjerte op for. I sidste ende var det vel følelsen af ikke at betyde noget, der var, hvad der kunne få mig til at bukke under og ikke, hvad der så end var hans dybe hemmelighed. Jeg burde ikke være så overbevist om, at han holdt af mig, når han kun havde mødt mig én gang – mens jeg havde læst omkring seks breve af ham, var jeg bare en fremmed, han skulle prøve at være venner med, imens det, der virkelig betød noget, var væk.

  Da jeg satte mig ned over for Torrance, var det dog med et stort smil på læberne. I dag var der ikke noget som helst, der kunne ødelægge mit humør, selvom tvivlen selvfølgelig nagede mig – forhåbentlig ville jeg kunne holde fast i det glædessus i lidt tid endnu.

  ”Der er vist nogen, der er lidt glad i dag,” bemærkede hun og lagde hovedet på skrå med et skævt smil. ”Er der noget, du ikke fortæller mig?”

  ”Har du nogensinde mødt en, som straks har fejet benene væk under dig, selvom du ikke har lyst til at indrømme det?” halvsukkede jeg. ”Jeg føler, at det er latterligt at begynde at holde af nogen, når man kun har mødt vedkommende én gang, så derfor har jeg ikke lyst til at være så overgearet, men jeg kan bare ikke lade være. Jeg bliver ved med at fortælle mig selv, at jeg ikke bør være så smilende og fyldt med energi, for jeg ender bare med at blive såret, men det føles umuligt.”

  ”Du har da lov til at være glad,” sagde hun og snuppede en småkage. ”Selvfølgelig har du da det! Du burde slet ikke have det dårligt med at være så opkørt over det, det ville jeg selv være. Det betyder vel bare, at du virkelig føler noget for denne fyr.”

  Og måske var det det, der skræmte mig en smule.

  ”Jeg går ud fra, at jeg endnu en gang lader Blake stoppe mig i at være glad,” sagde jeg med et træk på skuldrene. Torrance kiggede spørgende på mig, og først der gik det op for mig, at jeg intet havde fortalt hende om mit liv i Bristol, så derfor tilføjede jeg hurtigt: ”Blake er min ekskæreste, og man kan ikke ligefrem sige, han efterlod mig med de bedste minder.”

  ”Det er jeg ked af at høre,” mumlede hun med en trist grimasse. ”Tænk, du aldrig har fortalt mig om ham …”

  ”Tja, jeg ved ikke,” sagde jeg med et træk på skuldrene, ”han er lidt af et sårbart emne for mig, går jeg ud fra. Han var den første dreng, jeg blev hovedkulds forelsket i, og det viste sig jo at blive noget, jeg senere fortrød, så det har nok gjort mig en smule kærlighedsforskrækket.”

  Jo mere jeg sagde, jo mere faldt hendes smukke ansigt sammen. Det lod virkelig til at smerte hende at vide, jeg engang havde haft et liv, jeg ikke var tilfreds med.

  ”April har faktisk også været ude for noget lignende med sin eks. Jeg har kun mødt ham én gang, men allerede der stod det ret klart for mig, at han var en nar. Han virkede simpelthen så ligeglad med hende, og hvorimod alle andre føler sig heldige og beærede over hendes selskab, var det hende, der var giveren i det forhold. Hun var så blind, og hver gang han forlod hende for at drikke sig fuld og derefter komme og banke på hendes dør klokken lort om natten, tilgav hun ham, som om det var en selvfølge. Jeg tror aldrig, det har smertet mig mere at se en veninde i nød – for hun kunne ikke se det. Hun kunne ikke se, hvad der gemte sig under det flotte ydre.” Hendes blik var fjernt, og hvert ord fik mig til at ville rynke næsen mere og mere. For det var ham, den selv samme dreng, jeg var begyndt at blive lidt blød i knæene over. ”Nå, men tilbage til det med dig og den ukendte dreng! Hvem er den heldige?”

  Det sidste blev tilføjet i et kækt tonefald, og jeg kunne ikke lade være med at smile, selvom jeg samtidig følte mig en smule utilpas, nu da jeg vidste, hvor frygteligt han havde behandlet hende. Det virkede ikke som drengen bag de følelsesladte breve, langt fra. Kunne det virkelig passe, at den samme person gemte sig bag begge handlinger?

  ”Jeg vil lade det være en overraskelse,” var alt, jeg kunne finde på at svare. Derefter tilføjede jeg et lille smil, der langt fra virkede overbevisende, men forhåbentlig lagde hun ikke mærke til det. Nu, hvor jeg vidste, hvad hun syntes om ham, var jeg ikke særlig sikker på, hvor villig jeg var til at afsløre, hvem denne ’heldige’ var. ”Men hvad gjorde April så? Hvordan kom hun ud af det?”

  ”Tja, det er problemet …” Hun trak sørgmodigt på skuldrene. ”Det gjorde hun ikke.”

❄❅❄

Overraskende nok var mit ellers så fantastiske humør blevet ødelagt af alle de nye informationer om Niall. Jeg havde i forvejen haft en idé om, hvad han havde gjort, men detaljerne så ud til at åbne mine øjne op for, hvor afskyeligt han egentlig havde behandlet hende. Jeg havde lovet mig selv at være klar til at tilgive ham, men kunne alligevel ikke lade være med at sammenligne hans handlinger med Blakes. Godt nok havde han ikke mishandlet hende fysisk, men jeg kunne kun forestille mig, hvad han havde gjort ved hendes hjerte; hvordan han havde knust det om og om igen uden at vise tegn på, at han havde det dårligt over det.

  På den anden side havde jeg det dårligt på Nialls vegne, fordi jeg samtidig vidste, hvor meget hun egentlig fortrød. Jeg vidste, at han elskede April – det kunne man tydeligt se på hans mange breve til hende – men kunne det undskylde hans handlinger? Alle mennesker lavede fejl, det var klart, men nogle var bare ikke lavet til at blive tilgivet. For jo flere gange man sagde, det var okay, jo værre kunne det blive. Sådan var det i hvert fald i Blake og mit tilfælde – han havde undskyldt, og jeg havde taget ham tilbage inden for få sekunder, og så havde det hele udspillet sig igen få dage senere. Hvad hvis Niall overhovedet ikke var bedre?

  Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle have det med ham. Jeg var forvirret. Alle mine følelser væltede forvildet rundt i min krop og anede ikke, hvad de skulle gøre, og hvordan de skulle håndtere den her brændende fornemmelse i mit hjerte, som jeg helst gerne ville slukke, men samtidig havde savnet mere end noget andet. Jeg følte mig håbefuld, men samtidig fanget i et spind, jeg efterhånden havde siddet fast i i lidt for lang tid. Var jeg virkelig intet andet end en skrøbelig flue i en dominerende edderkops store spind? Sådan virkede det, for jeg var ved at vende tilbage til et lidt for velkendt mønster, så det ud til.

  Da jeg tog nattoget mod London, havde jeg aldrig forventet at forelske mig på ny. Faktisk havde jeg bare håbet på at kunne komme så langt væk fra kærligheden som muligt – om det så betød, at jeg skulle ende op som en ensom gammel dame med 50 katte, var jeg egentlig lidt ligeglad med. Jeg havde bare ikke haft lyst til at give det et nyt forsøg igen – det havde jeg været for bange til. Og nu … nu vidste jeg ikke længere, hvad jeg egentlig skulle gøre, for som altid fortalte min hjerne mig det ene og mit hjerte mig noget andet.

  Jeg forventede ikke et brev i dag. Jeg gik ud fra, at Niall var stoppet med at skrive dem, nu hvor han var klar over, at April ikke var her. Det overraskede mig faktisk, at han ikke havde spurgt ind til dem en eneste gang i går – jeg ville have været nysgerrig, hvis det havde været mine breve. Der stod trods alt en hel del personlige ting i dem, og det virkede virkelig, som om han havde skrevet alle de ord, der stod på hans hjerte, ned. På den anden side havde han nok bare antaget, at jeg havde lagt dem til side til April, når hun kom tilbage, som et normalt menneske trods alt ville have gjort.

  Det overraskede mig, hvor meget Niall havde fået mig til at glemme Blake. Selvom han stadig lurede i mit baghoved og hjemsøgte mig i mine drømme, var det blevet bedre. Når jeg kiggede ud ad vinduet, forventede jeg ikke længere at se ham stå og udspionere mig, og hver gang nogen prøvede at kontakte mig, frygtede jeg heller ikke, at det var ham. Han var den første mand, jeg havde elsket og ikke bare haft et crush på eller været forelsket i, så derfor ville han nok heller aldrig helt blive glemt, og mit hjerte ville altid have en plads til ham, men for hver dag der gik, følte jeg mig friere og friere. Spørgsmålet var bare, om jeg var begyndt at blive fanget i Nialls øjne nu – om han var mit nye smukke, men tragiske mareridt.

  Trods jeg havde lyst til at se Niall igen, var jeg ikke meget for at kontakte ham. Jeg burde egentlig heller ikke tænke så meget på ham, når vores møde netop muligvis var den ting, der havde skåret alle former for kontakt imellem os over. Hvad hvis jeg aldrig ville se ham igen? Nu sendte han mig (eller rettere sagt April) ikke længere breve, og jeg tvivlede på, at jeg havde givet ham et så godt indtryk, at han ville kontakte mig igen. Var det her virkelig enden på noget, der enten var begyndelsen på noget smukt eller forfærdeligt? I så fald, burde jeg så være glad eller trist over det? Den fornuftige del af mig sagde, jeg bare burde være glad og tilfreds, for nu var kærligheden rent faktisk ude af mit liv men jeg kunne alligevel ikke lade være med at sukke indvendigt over tanken om ikke at skulle se ham igen. Der var så mange ting, jeg endnu ikke havde fået svar på, så mange spørgsmål.

  Imens jeg fortvivlet vandrede rundt i min bolig, kørte tankerne for fuldt tryk i mit hoved. Jeg gjorde ikke noget for at forhindre dem i at rive op i forvirringen, selvom jeg ville ønske, jeg for en gangs skyld bare kunne få lidt fred fra al den overtænkning. Det var udmattende hele tiden at skulle planlægge mit næste træk – der var hele tiden det der lille ”Hvad nu hvis?” i mit hoved, lige meget hvad jeg gjorde. Jeg var altid forberedt på, hvis noget skulle gå helt galt.

  Det var de mange spørgsmål, der fik mig til at sætte mig ned med min computer, der var slået op på en side af The Fault in Our Stars, i hænderne. Hvis der var noget, jeg havde brug for lige nu, var det en distrahering, og selvom den ikke havde været særlig god til det de andre dage, håbede jeg, det var anderledes i dag. Jeg ville gerne bare komme ind i en anden verden, ind i en andens hoved, og se alt fra deres synsvinkel. For jeg var efterhånden ved at være godt træt af min egen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...