Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

276Likes
909Kommentarer
36898Visninger
AA

10. 8. december

Selv efter jeg var vågnet, blev jeg liggende i lidt tid. Jeg var søvnig, men følte alligevel, at jeg burde stå op. Noget sagde mig, jeg havde en masse at nå, men jeg vidste bare ikke hvad. Det var mit hoved ikke klart nok til at kunne fortælle mig. Alt, jeg vidste, var, at jeg ikke burde spilde tiden på at sove i flere timer, når jeg allerede havde fået det antal timers søvn, der blev anbefalet.

  Imens jeg lå der og stirrede på mine blege fingre, så det ud til at slå klik i mit hoved. Pludselig kom alle tingene fra i går væltende og efterlod mig i chok over, at jeg overhovedet havde glemt dem til at starte med. Hvordan kunne jeg have glemt alt om ham og det faktum, at han rent faktisk lå og sov i stuen lige nu?

  Med et var jeg fuld af energi. Det kunne ikke gå hurtigt nok at finde noget at tage på, og så var jeg ellers i gang med at komme ned i de stramme, sorte bukser, jeg efterhånden gik med alt for ofte, fordi cowboybukser ikke klædte mig. De fik altid mine ben til at se korte ud, mens de sorte fremhævede, hvor slanke de egentlig var. Den eneste grund til, at de var så veltrænede, var, at jeg altid endte med at løbe hjem om aftenen, når mørket begyndte at blive en smule for intimiderende. Det var paranoiaen, der havde givet mig den krop, jeg havde – mens andre kvinder sultede sig selv og hyrede private trænere, var det frygten, der drev mig.

  Efter at have taget tøj på bevægede jeg mig ud på toilettet, hvor jeg satte håret i en sidefletning, der ville komplimentere min ansigtsform. Der var mange, der så skaldede eller tykke ud med håret sat op, men med et lille ansigt som mit kunne det aldrig gå galt for mig. Pandehåret var desuden en stor del af det velfungerende resultat – ved at skjule panden virkede ansigtet kun smallere og feminint. Det var i hvert fald, hvad min frisør havde fortalt mig.

  Eftersom det var søndag, følte jeg ikke for at komme hele min makeuptaske i ansigtet. Alligevel ville jeg gerne imponere Niall – jeg ville ikke have, at hans førstehåndsindtryk af mig skulle være dårligt, tværtimod. Jeg ville have ham til at kigge på mig og tænke, at jeg var en køn pige. Det så ikke ud, som om det ville blive et problem, nu hvor jeg åbenbart lignede April ifølge alle undtagen mig selv, som endnu ikke havde set hende før.

  Jeg endte med at bukke mine øjenvipper for derefter at komme lidt mascara på dem, så de så lange og fyldige ud. Derefter tegnede jeg en linje med min flydende eyeliner lige ved de øverste øjenvipper, så den sorte farve blev fremhævet. Det fik altid mine øjne til at se klarere ud – der blev for alvor fokuseret på de blå irisser, som var det, jeg primært fik komplimenter for. Til sidst tegnede jeg mine fadede øjenbryn en smule op, så de ikke virkede så gennemsigtige, men samtidig ikke var lige så kraftige som Lily Collins’.

  Da jeg var tilfreds med resultatet, trådte jeg igen ud af badeværelset og bevægede mig ellers ind i stuen, hvor jeg fandt en sovende Niall. Nu, hvor det var lyst, og mit hoved ikke var omtåget af søvnigheden, kunne jeg betragte ham ordentligt. Han var smuk, uden tvivl. Trods jeg havde forestillet mig ham som brunette, var det bestemt ikke grimt til ham med det lyse hår, der var lidt brunt i udgroningerne.

  Han var iført et par mørkeblå denimbukser, en hvid T-shirt med en rød jakke, der virkede alt for tynd i stoffet til vinter, udover og så et par hvide converse, der fik hans fødder til at se massive ud. Faktisk var de ikke engang helt hvide længere – den beskidte sne havde gjort dem en anelse grålige og falmede i farven. Alt i alt var hans tøj bestemt ikke det bedste at have på, når det var så koldt, som det var, men det klædte ham. Farverne lå godt til hans hår.

  Da jeg satte mig på hug ved hans side, gik det op for mig, at han havde fregner. De var ikke særlig tydelige, men ikke desto mindre var de der. Jeg kunne forestille mig, at de var tydeligere om sommeren. De fik ham til at ligne en lille dreng, selvom han formentlig var i 20’erne – hele hans ansigt virkede bare langt fra gammelt. Det virkede som en ung, fortabt teenagers. Jeg vidste ikke, om det bare var fregnerne, der gjorde det, eller om det havde noget at gøre med, at jeg vidste, hvordan hans liv var her for tiden; hvordan det var uden April.

  Vi fik vist begge lidt af et chok, da han pludselig slog øjnene op. Han kom med et underligt udbrud, mens jeg selv sprang flere skridt tilbage og gik i forsvarsposition af ren og skær forvirring. Jeg havde slet ikke tænkt over, hvad jeg skulle sige til ham, når han endelig vågnede, så nu var jeg på fuldstændig bar bund og anede ikke, hvordan jeg skulle håndtere situationen.

  Hey … mit navn er July, forestillede jeg mig selv sige i mit hoved, men rystede så på hovedet over, hvor latterligt det lød.

  Goddag, hvor er det hyggeligt at møde dig! Det er Niall, ikke? Endnu en gang måtte jeg sukke ad mig selv. Det her var håbløst – lige meget hvad jeg så sagde, ville det ikke ændre på, at Niall stirrede på mig, som om jeg havde kidnappet ham, og at han slet ikke var den, der havde opsøgt mig eller rettere sagt April. Jeg måtte bare gøre mit bedste for at virke … normal.

  ”Hvem er du?” spurgte han forvildet og blinkede overdrevet, som om han prøvede at overbevise sig selv om, at jeg bare var en hallucination. Jeg gik ud fra, at han havde opdaget, jeg ikke ligefrem var April, hans livs kærlighed. ”Hvad har du gjort ved April?”

  Der var noget over hans sætning, der gav mig lyst til at grine højlydt. Man skulle tro, vi var med i en eller anden nervepirrende thriller med de replikker – var ”Hvad har du gjort ved hende?” ikke det mest kliché spørgsmål at stille i sådanne situationer? Jeg kunne da heller ikke se så sindssyg ud, kunne jeg?

  ”Ikke for noget, men det var altså ikke mig, der kom og bankede på her klokken 11 om aftenen i fuldskab,” sagde jeg og lagde armene over kors med et lidt for hårdt blik i øjnene. ”Jeg synes ikke, du burde stille mig sådan nogle spørgsmål, som om jeg er en eller anden kriminel, når du selv kom her og gav mig en rigtig dårlig nats søvn.”

  ”H-hvem er du?” spurgte han igen. Det var første gang, jeg hørte ham stamme på den måde. Det var tydeligt, at han syntes, jeg var skræmmende – han så mig som en trussel. Det ville ikke overraske mig, hvis han allerede havde konkluderet, at jeg var en tyv, der var brudt herind og havde låst April inde i et skab.

  ”Spørgsmålet er nærmere: Hvem er du?” Selvom jeg allerede var godt klar over, hvem han var, var jeg ikke meget for at indrømme, at jeg havde læst hans breve til April.

  ”Mit navn er Niall.” Hans arme faldt sløvt ned langs siden. ”Niall Horan.”

  ”Så har vi det på det rene,” sagde jeg og trådte lidt hen imod ham, men stoppede, da han straks veg endnu længere væk, selvom det næsten ikke var muligt, eftersom sofaen stod op ad væggen. ”Hør, jeg har altså ikke tænkt mig at myrde dig, okay? Mit navn er July Summers, og jeg bor her midlertidigt. Med Aprils tilladelse.”

  Jeg fandt det nødvendigt at understrege det sidste. Han så ud til at være helt rundt på gulvet over situationen, hvilket jeg måske godt forstod. Jeg ville selv have været lidt mistænksom, hvis jeg havde været ham. Jeg var trods alt en fremmed pige i et velkendt hjem.

  ”Jamen … hvor er April?” Hans øjne kørte rundt i lokalet som for at lede efter hende uden resultat. ”Hvor længe har hun været væk?”

  Hans tonefald var skrøbeligt. Såret. Det virkede, som om det først nu gik op for mig, at det, han havde gjort, havde forvoldt så meget smerte, at hun havde følt sig tvunget til at komme væk fra det hele. Jeg kunne se skyldfølelsen i hans lyseblå øjne, der stadig kørte søgende rundt, som om hun bare ville poppe op ud af det blå.

  Jeg trak lidt på skuldrene. ”Det ved jeg ikke. I hvert fald siden d. 30. november. Da jeg overtog boligen, var hun allerede borte. Hun har efterhånden været væk i lidt tid – hendes nabo, Torrance, hvis du kender hende, har ikke set April i efterhånden noget tid.”

  Han satte sig på sofaen og begravede sit ansigt i sine hænder, så det pjuskede hår strittede ud til alle sider. ”Det her er alt sammen min skyld,” sukkede han hovedrystende. ”Jeg fatter ikke, at hun er væk. Og jeg ved slet ikke, hvorfor jeg sidder her og snakker med en fremmed om det, det må du undskylde. Jeg er bare så … jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal reagere. Jeg har begået en fejl, en stor en endda. Ved du, hvornår hun kommer tilbage?”

  ”Formentlig i januar,” svarede jeg med et lille trøstende smil. ”Hun har ikke givet mig nogen præcis dato, men jeg tror, det bliver i januar.”

  Han kiggede langsomt op. ”Og hvor kender du så hende fra, July?”

  Jeg brød mig ikke om den måde, han udtalte mit navn på. Hans stemme var fyldt med foragt – som om jeg var et eller andet giftigt. På få sekunder var det, som om han havde overbevist sig selv om, at det her var mit værk og ikke noget, han selv havde gjort. Det gjorde ondt at se ham være sådan imod mig. Han stolede tydeligvis ikke særlig meget på mig. Jeg ville nok heller ikke selv have stolet på mig, hvis jeg havde været ham. Sådan var mennesker – de var fordomsfulde og selvcentrerede. Sådan var jeg selv.

  ”Det gør jeg ikke,” svarede jeg tørt. ”Jeg havde brug for at komme lidt væk fra min hjemby, og hun lod mig bo her, indtil jeg fandt ud af det hele. Hun har såmænd bare hjulpet mig ud af en krise. Jeg gætter på, at du er hendes ekskæreste?”

  Det var ikke bare et gæt, jeg vidste, at han var hendes ekskæreste.

  Endnu en gang blev hans blik rettet mod tæppet på gulvet. Han så skamfuld ud, bitter. Jeg vidste, jeg havde ramt et ømt punkt ved at kalde ham hendes ekskæreste og havde egentlig også lidt dårlig samvittighed over det, men lige nu var det om at skjule det. Hvis han havde tænkt sig at være kold over for mig, nyttede det ikke noget, at jeg var så blød og svag, som jeg havde været over for Blake. Jeg blev nødt til at se bort fra, at det her altså var drengen med de smukke ord, som jeg i så lang tid havde længtes efter at lære at kende. Hvis jeg ikke lukkede af for de følelser, ville jeg bare ende med at blive såret. Faktisk var jeg allerede såret. Jeg havde jo intet gjort.

  ”Jeg har noget toast ude i køkkenet, hvis du er sulten,” sagde jeg, da det gik op for mig, at han ikke havde tænkt sig at svare på mit spørgsmål. ”Skal jeg riste en skive til dig?”

  Han rystede tungsindigt på hovedet. ”Nej, det er okay,” mumlede han, ”og undskyld. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg lod det gå ud over dig. Det har bare været en lidt overvældende morgen, og jeg ved vist bare ikke helt, hvordan jeg skal reagere til det her. Har du nogensinde elsket nogen så højt, at det næsten er latterligt? Har du nogensinde elsket nogen så højt, at det er helt håbløst at prøve på at skille dig af med de følelser? Kender du det der med at holde for lidt af folk? Mange mennesker har det problem, men det er anderledes med mig, for jeg holder for meget af alle. Og det stinker. Det stinker, at jeg skal knytte et så tæt bånd til alle, jeg møder. For jeg ender altid med at begå en eller anden fejl og miste dem.”

  Billeder af Blake, knust glas og sår og skrammer kørte rundt i mit hoved, idet jeg hørte mig selv sige: ”Du aner ikke, hvor godt jeg kender det.” For det gjorde jeg. Mere end noget andet. Alle de måneder med gråd over, at jeg absolut skulle elske ham så højt, var nok bevis for mig. Selv nu, hvor jeg endelig var sluppet væk fra min fortid, kunne jeg mærke, hvordan jeg savnede at have hans arm omkring mig, selvom det samtidig havde fået mig til at frygte, at han det næste sekund ville lange ud efter mig. I sidste ende havde jeg stadig følt mig elsket – Blake havde bare en underlig måde at vise sine følelser på.

  ”Hør, jeg beklager virkelig, at jeg var sådan en nar lige før.” Hans blik søgte mit. ”Kan vi ikke starte om?”

  Jeg stirrede længe på de tynde, lyserøde læber, der var krummet i et smil. Det var, som om den milde farve gik i ét med huden, for overgangen fra læberne til huden på hagen og ved amorbuen var så utydelig, at man skulle tro, han slet ingen læber havde. De virkede så meget som et barns – hverken over- eller underlæben havde en form som sådan. Der var ingen kurver i dem. I stedet var de som to små buer.

  ”Selvfølgelig,” sagde jeg endelig. Der var ikke noget, jeg hellere ville, end at starte om. Jeg ville gerne give ham det rigtige indtryk – et godt et. Jeg ville have ham til at se mig som andet end en eller anden, han havde forvekslet med den, han elskede.

  Vi bevægede os ud i køkkenet, hvor jeg satte to skiver toast i brødristeren. Derefter fyldte jeg elkedlen med vand, før jeg satte det over kog. Imens jeg gik rundt, hørte jeg Niall spørge: ”Hvad skete der helt præcist i går?”

  Jeg vendte mig imod ham med en pose te i hånden. ”Husker du virkelig ikke noget som helst?”

  Han kløede sig en smule utilpas i håret og så ud til at være i en yderst ubekvem situation. ”Jo, det gør jeg … og det er ligesom det, der er problemet. Jeg ved ikke, om jeg drømte, eller om jeg –”

  ”Ja, du kyssede mig,” afbrød jeg ham, inden jeg fandt to kopper frem. ”Du kom klokken lort om aftenen og begyndte at trygle mig om at tage dig tilbage, fordi du var overbevist om, at jeg var April. Du var fuld, og blandet med mørket og det faktum, at det trods alt er Aprils hjem, var det svært at tyde, hvem jeg var.”

  ”Det øh …” Han stoppede sig selv og kløede sig igen i håret. ”Det må du undskylde.”

  ”Vi aftalte at starte på ny, husker du?” mindede jeg ham om med et smil. Jeg havde ikke selv lyst til at blive mindet om, hvordan han kun havde vist interesse for mig, fordi jeg lignede April. Jeg vidste ikke, om det stadig var grunden til, at han snakkede med mig – fordi jeg mindede ham om hende.

  ”Ja, selvfølgelig.” Han nikkede, imens jeg hældte noget kogende vand op i de to kopper, der stod klar med noget te i hver. Jeg håbede, han ikke havde noget imod, at bladene lå direkte deri. ”Du ligner hende bare så meget …”

  Og lige i det sekund gik alt i stå, og jeg mistede overblik over situationen. I det sekund kom jeg til at hælde kogende vand ud over min venstre hånd, så en brændende fornemmelse fór op igennem min arm. Med et hvin lagde jeg kedlen fra mig, før jeg skyndte mig hen til køkkenvasken for at skylle mine fingre i koldt vand, imens jeg bandede for mig selv over, at jeg absolut skulle lade sådan nogle ord påvirke mig så meget.

  Det var trist at tænke på, at alt, jeg nogensinde ville være for ham, var en kopi af hans ægte soulmate. Han var jo ikke interesseret i at lære mig at kende, det ville han aldrig være. Og alligevel gjorde jeg alt, jeg havde i min magt, for at imponere ham, selvom det intet hjalp. Det var måske en smule ynkeligt af mig, det kunne jeg godt se, men andre ville kalde det håb, når alt virkede sort. Jeg prøvede vel bare at finde lyset i den mørke tunnel.

  ”Er du okay?” Hans stemme lød langt væk, men alligevel lidt for tæt på. Jeg fik svar på, hvorfor det lød så nært, da jeg mærkede en hånd guide mine rystende varme hen imod det kolde vand. Han var lige bag mig, ja, faktisk så tæt på, at jeg kunne mærke hans varme ånde i min nakke. ”Det ser heldigvis ikke ud til at være noget, der ikke går over om et par dage.”

  ”Det er typisk mig at være så klodset,” mumlede jeg en smule svimmelt. Der var noget over hans duft, der fik det til at snurre i mine fødder, trods jeg ikke følte, jeg var ved at besvime. Det var bare hans nærvær, der vækkede et eller andet i mig. En følelse, der efterhånden ikke havde været på besøg i så lang tid, at den virkede fuldstændig ukendt. Det var følelsen af at vide, at det rent faktisk gjorde ondt i hjertet på nogen at se mig i smerte. Og idet jeg drejede mit hoved for at kigge ind i hans spørgende øjne, vidste jeg, at drengen med de smukke ord var lige så fortryllende i virkeligheden, som han var igennem sine breve. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...